Indstillinger
Har jeg en depression?
Hej jeg er en pige på 14 år som håber der er nogle som gidder og lytte og evt. hjælpe..
det hele startede helt tilbage i januar sidste år (2009) hvor jeg kan huske at jeg begyndte at få det underligt.. jeg blev nærmest mere og mere trist for hver dag der gik, og jeg forstod ikke rigtigt hvad det var der foregik og man har vel altid den tanke at "det går snart over" hvilket jeg også troede. men tingene blev bare værrer og værrer. når jeg stod op om morgnen var det som at få en kæmpe mavepuster, en utrolig nedtrykkende føelse ramte mig og jeg havde ikke lyst til at tage i skole.
over i skolen kunne jeg slet ikke koncentrere mig, jeg havde en million tanker inde i hovdet på en gang og det endte tit med at jeg tog hjem i 12.00 pausen fordi jeg ikke kunne klare at være sammnen med alle de mennesker og ha det træls. når jeg kom hjem nåede jeg ikke at komme ind af døren før tårende løb ned af kinderne på mig. jeg kunne sætte mig ned i gangen og græde til jeg ikke kunne få været.. jeg skar i mig selv, og ville entlig bare gerne dø!?
- jeg fik så at vide at jeg mulighvis kunne ha ADHD og det blev entlig en slaks støtte for mig, for nu havde jeg måske en grund til at jeg gik og havde det så dårligt. men det blev så afklaret at det havde jeg ikke og det hele begyndte så at vælte ind over igen.
- det blev så sommer og det var som om at sommerferien var en slaks pause hvor jeg kom væk fra det hele. men da den var slut så kom alt jo bare tilbage til det gamle igen.
- idag har jeg det stadig på samme måde! jeg græder hver dag, flere gange om dagen. jeg kan ikke finde ud og ind i noget som helst, og har tit tanker om døden, og har lyst til at skære i mig selv, men har en god ven som indtil videre har holdt mig fra at gøre det.
jeg har jo ca gået og været rigtig meget ked af det i et år og jeg vil virkelig gerne snart ha det skal slutte!
-når jeg er over i skolen eller sammen med venner og veninder er jeg altid, glad.. eller sådan virker det. for når alt kommer til alt så er det jo bare en slaks maske jeg tager på. jeg har meget svært ved at lade folk komme tæt på mig. der er kun 1 person som ved alt der her! jeg er rigtig bange for at blive såret, og når andre folk er kede af det kan jeg godt ha svært ved at forstå det..?
hver dag går jeg med et ønske om at dø.
jeg håber der er nogle som vil læse det her og sætte sig ind i hvordan jeg har det, for jeg kan snart ikke holde til alt der her mere..
-stine.
det hele startede helt tilbage i januar sidste år (2009) hvor jeg kan huske at jeg begyndte at få det underligt.. jeg blev nærmest mere og mere trist for hver dag der gik, og jeg forstod ikke rigtigt hvad det var der foregik og man har vel altid den tanke at "det går snart over" hvilket jeg også troede. men tingene blev bare værrer og værrer. når jeg stod op om morgnen var det som at få en kæmpe mavepuster, en utrolig nedtrykkende føelse ramte mig og jeg havde ikke lyst til at tage i skole.
over i skolen kunne jeg slet ikke koncentrere mig, jeg havde en million tanker inde i hovdet på en gang og det endte tit med at jeg tog hjem i 12.00 pausen fordi jeg ikke kunne klare at være sammnen med alle de mennesker og ha det træls. når jeg kom hjem nåede jeg ikke at komme ind af døren før tårende løb ned af kinderne på mig. jeg kunne sætte mig ned i gangen og græde til jeg ikke kunne få været.. jeg skar i mig selv, og ville entlig bare gerne dø!?
- jeg fik så at vide at jeg mulighvis kunne ha ADHD og det blev entlig en slaks støtte for mig, for nu havde jeg måske en grund til at jeg gik og havde det så dårligt. men det blev så afklaret at det havde jeg ikke og det hele begyndte så at vælte ind over igen.
- det blev så sommer og det var som om at sommerferien var en slaks pause hvor jeg kom væk fra det hele. men da den var slut så kom alt jo bare tilbage til det gamle igen.
- idag har jeg det stadig på samme måde! jeg græder hver dag, flere gange om dagen. jeg kan ikke finde ud og ind i noget som helst, og har tit tanker om døden, og har lyst til at skære i mig selv, men har en god ven som indtil videre har holdt mig fra at gøre det.
jeg har jo ca gået og været rigtig meget ked af det i et år og jeg vil virkelig gerne snart ha det skal slutte!
-når jeg er over i skolen eller sammen med venner og veninder er jeg altid, glad.. eller sådan virker det. for når alt kommer til alt så er det jo bare en slaks maske jeg tager på. jeg har meget svært ved at lade folk komme tæt på mig. der er kun 1 person som ved alt der her! jeg er rigtig bange for at blive såret, og når andre folk er kede af det kan jeg godt ha svært ved at forstå det..?
hver dag går jeg med et ønske om at dø.
jeg håber der er nogle som vil læse det her og sætte sig ind i hvordan jeg har det, for jeg kan snart ikke holde til alt der her mere..
-stine.
Kommentarer
Jeg kan ikke sige, om du har en depression eller ej. Men du har det jo under alle omstændigheder rigtigt dårligt og har haft det sådan alt for længe, så du har under alle omstændigheder brug for hjælp. Den slags går ikke bare over af sig selv igen - som du også har oplevet - tværtimod.
Derfor bliver du nødt til at tale med en voksen om, hvordan du virkeligt har det. Print evt. dit indlæg her på ND ud og vis det til én, som du stoler på. Det beskriver rigtigt godt, hvor slemt du har det. Hvis ikke du kan tale med nogen fra din familie, så er der måske en lærer, eller ialtfald må der være en skolepsykolog eller din læge... eller måske en helt anden.
Du er nødt til at få hjælp til at finde ud af, hvad det er i dit liv, der ikke fungerer godt nok, så man kan prøve at løse problemerne. Det kan du ikke alene. Og bare at lade tiden gå og tage en glad maske på, mens du græder indvendigt hjælper absolut ikke. Jo mere du skjuler, hvordan du har det, desto værre får du det. Alt det dårlige skal ud og tales om ikke holdes inde. Ellers fortsætter det bare. Første skridt har du heldigvis taget ved at skrive her på ND og det er rigtigt godt :-)
Jeg ved godt, at det kan være rigtigt svært at søge hjælp - men det er ikke alt, man kan eller skal klare alene. Som regel får man hjælp, når man beder om den, hos nogen der kan hjælpe. Hvis du føler, at du har bedt om hjælp men ikke er blevet forstået eller føler dig afvist, så må du bede om hjælp en gang til et andet sted.
Kærlig hilsen Helene
det må være meget forfærdeligt at have det på den måde som du beskriver.
jeg vil råde dig til at snakke med dine forældre om dine følselser/ bekymringer og alt hvad der fylder for dig for jeg går ud fra at du stadig bor hjemme. hvis det så ikke hjælper så ring til lægen og bestil tid.
hane