Indstillinger
fælles interesser søges
Jeg er en ung kvinde med diagnosen skizofreni. Jeg er 28 år gammel, men er først for nyligt kommet til forståelse af hvad min sygdom egentlig indebærer.
I mange år har jeg gået og troet at det er mig der er mærkelig og dum, fordi jeg ikke hr været i stand til at tage uddannelse eller at passe et job. Og at det bare var mig er var doven når jeg fik pension. Men takket være psykiatrifondens info foldere, er jeg blevet klar over at der er en årsag til at jeg ikke kan og ikke har været i stand til at klare disse ting.
Jeg er nysgerrig på om der er andre som mig som har gået med disse tanker om utilstrækkelighed?
Jeg føler ikke at jeg nogensinde kan gøre tingene godt nok.
Jeg har, trods min unge alder, været igennem mange ting. Anorexi, bulimi, depression, selvmordsforsøg og cutting.
Jeg er idag kommet meget langt.
I en lang årrække har jeg boet på institition, men har siden maj boet i egen lejlighed:-)
Jeg er blevet tilknyttet noget der hedder "opsøgende psykiatri team", hvilket bare har været vendepunktet for mig. Jeg har ået en super læge, der kommer en sygeplejerske som jeg snakker om de daglige forhindringer, om om coping strategier. Så kommer der en ergoterapeut som hjælper mig med at mærke min krop og acceptere den.
Desuden har jeg en rigtig god støtte- kontaktperson, som jeg virkelig værdsætter.
Min pointe er, at I skal ikke opgive kampen om at få den rette hjælp. Det er individuelt hvilken hjælp der er den rette, og man skal igennem meget, men den er der.
Jeg er, som sagt, på pension idag, men sidder i egen lejlighed har har fået en hund, som virkelig har vendt mit liv op og ned. Jeg tror aldrig at jeg har været lykkeligere.
så kæmp
I mange år har jeg gået og troet at det er mig der er mærkelig og dum, fordi jeg ikke hr været i stand til at tage uddannelse eller at passe et job. Og at det bare var mig er var doven når jeg fik pension. Men takket være psykiatrifondens info foldere, er jeg blevet klar over at der er en årsag til at jeg ikke kan og ikke har været i stand til at klare disse ting.
Jeg er nysgerrig på om der er andre som mig som har gået med disse tanker om utilstrækkelighed?
Jeg føler ikke at jeg nogensinde kan gøre tingene godt nok.
Jeg har, trods min unge alder, været igennem mange ting. Anorexi, bulimi, depression, selvmordsforsøg og cutting.
Jeg er idag kommet meget langt.
I en lang årrække har jeg boet på institition, men har siden maj boet i egen lejlighed:-)
Jeg er blevet tilknyttet noget der hedder "opsøgende psykiatri team", hvilket bare har været vendepunktet for mig. Jeg har ået en super læge, der kommer en sygeplejerske som jeg snakker om de daglige forhindringer, om om coping strategier. Så kommer der en ergoterapeut som hjælper mig med at mærke min krop og acceptere den.
Desuden har jeg en rigtig god støtte- kontaktperson, som jeg virkelig værdsætter.
Min pointe er, at I skal ikke opgive kampen om at få den rette hjælp. Det er individuelt hvilken hjælp der er den rette, og man skal igennem meget, men den er der.
Jeg er, som sagt, på pension idag, men sidder i egen lejlighed har har fået en hund, som virkelig har vendt mit liv op og ned. Jeg tror aldrig at jeg har været lykkeligere.
så kæmp
Kommentarer
- vær sød at kigge på mit indlæg "Skizofreni - vær sød at kigge på dette indlæg"
Sikke en kamp du har været igennem. det er dejligt at høre at der stadig er håb for os andre.
Du beskriver at du har en masse hjælp omkring dig, og jeg er selv på venteliste for at få en støtte kontaktperson. Jeg har ventet i 2 mdr. og jeg får at vide at jeg kan komme til at vente op til 6 mdr. Hvor lang tid gik der før du fik din?
Jeg er meget isoleret og har brug for hjælp til at komme ud, så jeg håber ikke jeg skal vente for længe:)
Jeg er selv godt og grundigt inde i kampen, og kæmper hver dag med bare at stå ud af min seng. Jeg er lige blevet fyret fra mit arbejde pga sygdommen - hvilket er godt nok, så jeg kan koncentere mig om at blive stabil. Jeg glæder mig meget til at komme på den anden side - ligesom du er kommet! Sygdommen skal ikke bestemme om jeg skal leve mit liv eller fratage mig selv det.
Men alle de forhindringer der er hver evig eneste dag er hårde at komme igennem, men jeg klapper mig selv på skulderen når jeg er kommet igennem den, uden at skære i mig selv og været god til at tage pn ( jeg må ik tage medicin for stemmen, så det er en udfordring i sig selv).
Men jeg kæmper videre!