hvad skal vi gøre
ledelsen på plejehjemmet er utilfredse med at vi som plejepersonale ringer til vagtlægen i aften/nattevagten, selv om beboerne har brug for læge efter vores overbevisning, som er på arbejde.
Ledelsen brokker og brokker sig og bagtaler os der prøver at hjælpe beboerne.
Jeg overvejer nu at holde op og få mig et andet arbejde, og det skal ikki være som sygeplejerske.
Ledelsen brokker og brokker sig og bagtaler os der prøver at hjælpe beboerne.
Jeg overvejer nu at holde op og få mig et andet arbejde, og det skal ikki være som sygeplejerske.
Kommentarer
du gør det rigtige --gå til ledelsen og spørg --hvad grunden er til at i ikke må ringe til lægen---om der er noget der skal skjules ---for så må vi have nogen til at kikke på det --du skal ikke føje dig hvis din mave fornæmmelse siger dig at i gøe det rigtige---så må du finde dem der vil stå sammen ---fat nod kære ven
Nu er det ikke det dit spørgsmål går på, men jeg synes du skal gøre det du efter bedste evne vurderer er det rigtige.
Hvis det går galt, så er det dig og dine kollegarer det går ud over.Man vil spørge jer om, hvorfor i ikke tilkaldte en læge.
Min svigerinde arbejdede på et plejehjem. Hun oplevede ofte problemer med lægevagten, så hun gjorde det til en vane, at bede om vagtlægens navn, og gjorde samtidig opmærksom på, at tid for samtale og nægtelse af besøg, blev noteret i hendes vagtjournal.
Det hjalp altid.
Så find på noget lignende, så det ikke bliver jeres ansvar, at der ikke må tilkaldes en læge.
Min veninde fortalte om sin mor, hvor der ikke måtte tilkaldes læge for lederen. Hendes mor jamrede sig konstant. Sygeplejersken sagde, det bare var, fordi min veninde var tilstede.
Næste dag kom hun igen og hørte ude fra gangen hendes mor stadig jamre sig. Hun henvendte sig til lederen og sagde hun forlangte en læge.
Hendes mor blev indlagt omgående.
Det viste sig, efter hvad jeg fik fortalt, at mavesækken var sprunget.
Men jeg har selv overværet en falckmand skælde ud, da der endelig blev tilkaldt en ambulance, han var meget vred og sagde det lignede intet, at lade manden ligge så længe med pinsler. Jeg ved ikke , hvad der var galt, jeg overværende bare hændelsen.
Siden falckmanden var så vred må der have været noget grueligt galt.
Tilføjer.
Det er klogt at notere navn og tidspunkt ned på lægen og hvad man henvender sig om.
Da jeg for mange år siden, ringede til vagtlægen nægtede han at komme. Jeg bad ham flere gange om at komme, da min mor ikke kunne komme ud af sengen.
Han sagde bagefter, det var mig, der havde sagt det ikke var nødvendigt, han kom. Jeg troede ikke en læge kunne lyve så groft.
Det viste sig min mor havde fået en hjerneblødning.
Nu er det længe siden, at jeg har haft en sådan problematik tæt på. Men hvis jeg var dig, ville jeg bede om et møde med ledelsen, hvor begge parter får lov til at give udtryk for deres synspunkter. Jeg tænker ikke på et møde, som handler om de aktuelle sager, der har været, men snarere et møde, hvor begge parter fortæller om de overvejelser, der ligger til grund for de forskellige holdninger.
Sagen er, at jeg for en del år siden oplevede de vidt forskellige konsekvenser, der kan være af begge holdninger:
Begge mine forældre var på plejehjem, og de havde efterhånden haft flere tilfælde af såkaldt hjerneblødning. Begge sad i kørestol, og min far havde mistet evnen til at tale, og ingen af dem havde bevaret ret meget af synsevnen. Min opfattelse var, at de begge led meget.
Min mor fik lungebetændelse, og det er jo en sygdom, som normalt ikke er livstruende, fordi man har gode behandlingsmuligheder. Men der blev ikke tilkaldt læge, og vi var som pårørende indforståede med det. Vi sad ved vores mors seng, til hun døde af lungebetændelsen. Jeg vil mene, at hun fik en forholdsvis nem død, fordi hendes pinsler blev lindret ved beroligende eller smertestillende midler.
Kort efter min mors begravelse fik min far endnu en blodprop i hjernen. Vi fik at vide, at han også var faldet ud af sengen i forbindelse med, at det skete. På plejehjemmet var de nervøse for, at han havde brækket noget, så derfor tilkaldte de en læge, som straks indlagde ham på sygehuset. Røntgenbilleder viste, at han ikke havde brækket noget, så derfor kunne han jo godt komme tilbage til plejehjemmet. Men det kom han ikke!
Sagen er, at læger jo er uddannet til at helbrede sygdomme, og de undersøgte min far og fandt, at han havde flere sygdomme, ud over at han havde mistet sin førlighed, sit syn og sin evne til at tale. De begyndte blandt andet at behandle ham for urinvejsinfektion. Eftersom han efter den sidste blodprop i hjernen ikke længer kunne spise selv, gav de ham kunstig ernæring gennem et drop ind gennem næsen og ned i spiserøret. Behandlingen belastede ham meget, og han viste gentagne gange sin utilfredshed ved med sin ene raske arm at rive slangen ud af næsen. Sådan lå han i 3 måneder, før de på sygehuset besluttede at udskrive ham til plejehjemmet, hvor han kort efter døde.
Sådanne sager er naturligvis meget ømtålelige, for hvor går grænsen for, hvor meget behandling man skal udsætte et gammelt menneske for?
Vi pårørende forstod, at der var en stor kløft mellem plejehjemmets opfattelse og sundhedspersonernes opfattelse. På plejehjemmet ønskede de ikke at plage gamle mennesker med livsforlængende lægehjælp, mens lægerne på sygehuset gjorde, hvad de kunne for at holde min far i live. Det var tydeligt, at man på plejehjemmet fortrød, at der overhovedet var blevet tilkaldt lægehjælp til min far, for det kostede ham tre måneders ekstra lidelser!
Når jeg har fortalt ovenstående historie, så er det, fordi det muligvis kan være sådanne forskelle i opfattelsen af, hvad der tjener en gammel syg og plaget person bedst, som ligger til grund for konflikten. Det kan jeg jo ikke vide. Det må være den person, der har kontakt med den syge, der bedst ved, hvor meget livslyst der stadig er tilbage. Og jeg er overbevist om, at der nemt kan ske fejlskøn. Det er som sagt en ømtålelig problemetik, men det må være muligt at nå til en forståelse, hvis man taler om sagen.
Mange hilsner
Kameliadamen
Det har været galt på et plejehjem, og i hjemmeplejen.
På plejehjemmet lod man hende bare ligge indtil vi forlangte en læge. Hun var bare ved at dø af tørst og underernæring. Det var rigtig alvorligt.
I hjemmeplejen havde hun brugt sit nødkald. Det var et hjertetilfælde det drejede sig om. Den der besvarede nødkaldet var begyndt at snakke om, at jo ikke var sjovt at være alene og alt sådan noget psykisk udenomssnak.
Da det langt om længe gik op for vedkommende, at det var alvorligt, blev der tilkaldt en ambulance. Det var eftersigende, "lige på et hængende hår".
Jeg er selv ved at være oppe i årene, og jeg er meget bange for, at blive afhængig af andres hjælp. Jeg synes det er en grusomhed ud over alle grænser, at ældre skal behandles og vurderes af ukyndige folk. Man lægger for stor vægt på det psykologiske uden at have den fornødne indsigt, til at bruge psykologien som arbejdsredskab.
Alle de unge, eller børn, som min svigermor kalder dem, ved jo intet om, hvordan det er at være meget gammel. De aner intet om den tid og de normer der var gældende, da de gamle var unge.
Jeg har efterhånden selv meget store vanskeligheder med at besøge min svigermor. Jeg får kvalme af stort set alt hvad der vedrører hende.
Det er jo ikke min svigermors skyld, men en følelsestilstand i mig selv. Det er ikke pænt at komme derud, når jeg ikke kan lade være med, at få kastop fornemmelser. Så jeg egner mig ikke til så gamle og meget demente mennesker, og den lugt der er omkring dem.
Hvis man på plejehjemmene ikke må tilkalde en læge, fordi det koster penge, eller man ikke regner de gamle for noget, så må vi forlange, at man åbent erkender, at sådan er reglerne.
Jeg kan godt følge dig, men det gør mig betænkelig.
Hvis lederen eller plejepersonalet skal tage stilling til den slags bliver det farligt.
Som nu i tilfældet med min venindes mor. Hun var meget syg og man ventede faktisk hun ville dø.
Men hun lå jo med mange smerter uden personalet kunne/ville erkende det.
Jeg vil ikke holdes kunstigt i live, men jeg vil også gerne være sikker på, at plejepersonalet ikke skal vurdere , hvordan min situation er.
Min mor fik lov til at dø i fred på hospitalet. Der blev ikke foranstaltet nogen "tvangsfodring". Jeg tror ikke hun ønskede at leve, hun havde ingen livskvalitet tilbage. Lam, smerter og lidelser var, hvad der ville vente hende.
Men jeg vil gerne være sikker på, at det er lægers vurdering om man kan komme sig eller ej.
Det er ikke noget personalet på plejehjemmet kan eller skal tage stilling til, selv om det måske i visse tilfælde kunne være mere barmhjertigt.
Men det er alt for farligt.
Vi kender kun til at vurdere hvad liv er, udfra vores egen holdning til, hvordan et liv må eller skal være.
Hvorom alting er, så kan man diskutere rimeligheden i at helbrede eller behandle, hvor det ingen steder fører hen.
Jeg har flere gange fundet det meningsløst, at man fra hospitalsside kan få "liv" i folk igen, genoptræne dem til en rimelig tilværelse, og så er der ingen tilbud til dem, når de bliver udskrevet.
Det er nøjagtigt et år siden vi oplevede det sidst, og resultatet var nedslående.
Som pårørende må man kunne forlange, at de gamle i det mindste er smertefri. Skulle de dø lidt før tid, hvad så?
Min svigermor ville være død for flere år siden, hvis ikke der kom nogen og gav hende mad, tog hende op af sengen og satte hende i sin kørestol. Det er så anstrengende for hende, at sidde oppe hele dagen, kun afbrudt af en middagslur.
Hun kan ikke tale, ikke tisse, ikke gå, ikke flytte sig, ikke vende sig selv i sengen, hun forstår ikke hvad man siger til hende, kan ikke følge med i nogen ting.
Alligevel er der altså et liv, vi kan se hun bliver glad når vi kommer, hun kan stadigvæk kende os, selvom hun nogen gange skal have at vide hvem jeg er.
Vores vigtigste funktion er sådan set, at se efter, at hun ikke lider.
Jeg ville til hver en tid tilkalde en læge, hvis jeg opdager hun har smerter, og så ville jeg ønske hun fik en stille og værdig død, hjemme i sin egen seng.
At forbyde personalet at tilkalde en læge, hvis man skønner det er nødvendigt, er i mine øjne afskyeligt, også selvom man ved, at døden er nært forestående. Enhver må have ret til, at få lindret sine smerter, og det er kun en læge der kan udskrive medicin til dette brug. Jeg ser det heller ikke som en barmhjertighedsgerning, at man f. eks. ikke lindrer tørst med et drop.
Det var ikke meningen, at mit indlæg fra i går skulle forstås som et synspunkt eller som en tilkendegivelse af en bestemt holdning til problemet. For jeg ved jo ikke, hvad årsagen er til meningsforskellene mellem ledelsen og det øvrige personale på Forglemmigejs plejerhjem.
Jeg prøvede bare med mine eksempler at komme med et bud på, hvad meningsforskellene kan skyldes, ud fra den betragtning, at hvis man kender årsagen til uenigheden, så kan man måske bedre mødes, tale om tingene og nå til et kompromis. Den situation, som Forglemmigej beskriver, er da i hvert fald helt utålelig. Når man son sygeplejerske forsøger at gøre sit arbejde så godt som muligt og så skal opleve, at ledelsen bagtaler én og brokker sig, synes jeg, at der er tale om helt urimelige vilkår.
Jeg kender heller ikke noget til, hvor kompetencen til at træffe beslutninger om tilkaldelse af lægehjælp eller lindring af smerter ligger. Den må vel ligge hos den, der har ansvaret på det pågældende tidspunkt, og ledelsen er jo ikke på arbejde 24 timer i døgnet.
Du, Persille, skriver:
”Jeg vil ikke holdes kunstigt i live, men jeg vil også gerne være sikker på, at plejepersonalet ikke skal vurdere, hvordan min situation er.”
Jeg er ikke klar over, hvem der i mine forældres tilfælde traf beslutning om, at der ikke skulle tilkaldes læge til min mor, men at det var nødvendigt at tilkalde læge til min far. Min vurdering er, at den plejehjemsmedarbejder, der havde mest med dem at gøre, havde et stort ord at skulle have sagt. Det var en kompetent person med mange års erfaring. Men så vidt jeg ved, havde hun ingen som helst uddannelse inden for området. Dengang var der ansat mange plejepersoner uden uddannelse.
Jeg og min søster havde fuldstændig tillid til personalets vurderinger. Det var dem, der gik op og ned af mine forældre hver eneste dag. Det var ikke sådan, at vi havde været tilfredse med alting, men lige netop i mine forældres sidste tid, synes jeg, at plejehjemmets personale traf de rigtige beslutninger. Jeg havde bestemt det indtryk, at både min far og min mor fik alt det smertestillende medicin, der var behov for. Jeg ved ikke, hvem der havde kompetence til at ordinere det. Derimod peger du, Linette, på et problem, som jeg faktisk havde det skidt med. Min mor kunne i den sidste tid hverken indtage vådt eller tørt. Vi sad ved sengen og vædede hendes læber og forsøgte at give hende lidt vand, men hun kunne ikke synke det. Man kunne have givet hende et drop med væske, men det gjorde man ikke. Ingen af os pårørende foreslog det, for vi havde ingen erfaring om den slags på det tidspunkt. Men hvis man havde givet hende væske, ville hendes dødskamp have taget længere tid. Og jeg ved virkelig ikke, hvad der ville have været bedst.
Under alle omstændigheder må disse ting være noget, man kan tale om. Man kan ikke som sygeplejerske være tjent med, at plejehjemmets ledelse brokker sig og bagtaler én. Man må bede om en forklaring. Og jeg mener, at det er bedst at diskutere sagen, når dønningerne efter en bestemt sag har lagt sig. Der er ingen grund til at drøfte sagen, lige præcis når følelserne over den uretfærdige ledelsesstil sidder uden på tøjet.
Mange hilsner
Kameliadamen
citat
Min mor kunne i den sidste tid hverken indtage vådt eller tørt. Vi sad ved sengen og vædede hendes læber og forsøgte at give hende lidt vand, men hun kunne ikke synke det. Man kunne have givet hende et drop med væske, men det gjorde man ikke. Ingen af os pårørende foreslog det, for vi havde ingen erfaring om den slags på det tidspunkt. Men hvis man havde givet hende væske, ville hendes dødskamp have taget længere tid.
citat slut
Det du skriver beroliger mig. Det samme skete med min mor. Jeg blev meget bange, da jeg opdagede min mor ikke fik noget at drikke.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre og dyppede en finger i lidt vand og lod hende slikke det i sig. Hun tog det grådigt, men pludselig ikke mere. Måske fik hun vædet munden. Vi havde heller ingen erfaring.
Jeg kunne virkelig ønske man var lidt mere oplysende fra sygehusets side.
Man aner ikke , hvad der foregår og ved heller ikke, hvad man skal spørge om, før det er for sent.
Det var sikkert meget mere barmhjertigt at gøre det på den måde. Hun fik smertestillende indsprøjtninger. Og vi var hos hende. Vi troede ikke hun var ved bevidsthed, men pludselig forsøgte hun at kalde på min søn. Han var der gudskelov og holdt hendes hånd, da hun døde.
I vores tilfælde mener jeg vi blev meget dårligt behandlet fra sygehusets side. De var ikke vant til , at der var 3 til 4 personer tilstede, fik jeg at vide. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.
Jeg var både rystet og desorienteret over den kulde, jeg kunne mærke. Den dag i dag ved jeg ikke, hvad der var galt.
Det er efterhånden mange år siden min mormor døde.
Jeg besøgte hende aftenen før hun døde, på plejehjemmet.
Hun lå stille hen, men var ved fuld bevidsthed. Hun kunne ikke tale, men jeg blev klar over, hun var meget tørstig.
Da jeg var ganske ung spurgte jeg sygehjælperen om jeg måtte give hende vand.
Svaret var: Ja, men ikke ret meget. Jeg gav hende lidt vand. Hun var ufattelig tørstig.
Min svigerinde, som er sygeplejerske, sagde bagefter, da jeg fortalte hende det: Hun måtte få alt det vand hun ville have og de skulle have smurt hendes læber.
Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, var jeg ikke gået fra hende.
Min mormors situation var en smule anderledes, hun kunne selv drikke og var helt klar.
Jeg frygter de plejehjem.
Selv om nogle ganske få, på sygehuset, ikke altid er så rare, stoler jeg mere på plejen der.