Føler mig altid som nr. 2
Nu er det vist på tide at få lettet hjertet og jeg håber på gode og ærlige råd samt meninger. Det handler om min svigermor. Min mand og jeg har været sammen i 11 år og gift i 1 år, har en søn på 6 mdr. sammen. Vi er efter vores studier flyttet hjemad igen og bor nu i samme by som svigerforældrene. En dejlig lille by, tæt på venner og bekændte osv. men desværre for tæt på svigermor. Jeg var ikke meget for det, men kunne godt se argumenterne for det samt at jeg fik arbejde i nærheden, vi kunne jo altid flytte mente jeg.
Min mand og hans mor har et rimeligt tæt forhold - moderen er dog mere knyttet til min mand end omvendt. Men hun er bare for mærkelig, siger mærkelige ting, vader ind i "mit" hus uden at sige hej til mig, men kun min mand. Vi har en lille uoverensstemmelse idet at hun siger at hun bare er interesseret og jeg siger hun blander sig/snager. Jeg synes hun opfører sig yderst respektløs overfor mig. Fx. havde de besøg af noget af deres familie hvor hun så sagde at hun ville gå op og vise dem vores hus, det var også helt ok, hvis bare de ikke gik ind (vi var til fødselsdag og de havde lovet at lufte hunden, derfor havde hun en nøgle, det har de ellers ikke). Senere, ca. 2 mdr. efter, fortæller familien som svigermor viste huset, at de havde været inde i huset og at svigermor havde sagt: vi går bare ind og lader være med at sige det. Sådanne respektløse ting gør hun. Når jeg snakker med min mand om det, kommer han altid med undskyldninger for hende, forsvarer hende og siger jammen det er jo bare muddi... jeg beder ham ikke tage parti eller prøver at få ham til at vende hende ryggen, men kunne han dog bare se at jeg var hans kone og også bakke mig lidt op, se tingene fra min side - men nej, jeg må ændre mig eller lade det ligge for sådan er hun jo bare, hun får aldrig noget "ultimatum". Hun ved lige hvordan hun skal styre ham og sno ham om sin lillefinger - hun bruger hans samvittighed og det synes jeg er så fejt. Tager altid sine egne behov.
Min mand har en 9 år ældre søster, som svigermor altid taler sådan lidt dårligt om, hvorimod hun skam roser min mand, så det er til at kvappe sig over. Hun har i mange år fablet om at blive farmor og at hendes søn ville få sådan nogle dejlige børn, hvor hun igen er efter søsteren. Nu er hun så blevet farmor og det er nu det hele går galt for mig. Jeg kan slet slet ikke klare at hun overhovedt rører min søn, jeg våger over ham så snart hun er inde for døren, jeg kan ikke have det. Jeg ved jeg bliver nødt til at dele hendes søn med hende, men min søn, vil jeg absolut ikke dele med hende, der skal hun bare holde sig lang væk. Når hun er her, så snakker hun også kun om at hvordan han ligner min mand osv. jeg føler at hun tror at hun igen har fået en søn og at det er noget hun og min mand har sammen (ved godt det lyder skørt...) Jeg vil ikke have at hun passer ham hvis der skulle være brug for det, da hun er så respektløs og gør som det passer hende, så skal han være meget ældre før der kan være tale om det. Men hun er nu på efterløn og går og forventer/forestiller sig at hun skal passe ham, også når han kommer i dagpleje osv. og det er også fantastisk at have bedsteforældre som kan passe ved sygdom osv. men bare ikke hende... Det gør det også svært for jeg lader heller ikke min mor have ham så meget, da vores forældre kender hinanden og også ses, så for at der ikke skal være forskel, så får min mor heller ikke så meget "lov". Det er jeg ked af, da det er mine forældres første barnebarn og eneste mulighed for at være mormor - og der er som regl en lille forskel på at være mormor og farmor... Min mand skal have lidt barsel og jeg kan ikke klare tanken om at hun vil komme her hver dag og lege far, mor og børn med min mand og søn, når jeg er på arbejde - det er helt forfærdeligt for mig og jeg kan slet ikke abstrahere fra det. Det er for meget for mig nu. Men jeg vil selvfølgelig også gerne have at min søn har en farmor, for bedsteforældre er da det bedste i hele verden sammen med søskende.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, men jeg er så træt af det at jeg overvejer at gå fra min mand pga. af det - ja det er måske et tyndt grundlag - men så meget fylder det bare nu. Jeg vil ikke være nr. 2 mere og jeg vil have min søn i fred fra hende. Jeg ved jeg burde tage en snak med hende, men hvad dælen skal jeg sige... hvordan får man det sagt. Jeg synes jeg har prøvet, og min far har endda også prøvet, sådan indirekte. Jeg kan mærke at jeg er bange for at skubbe min mand væk ved at snakke med hende - men på den anden side, så gør jeg det jo også ved at ikke snakke med hende... Det er bare noget møg. Eller måske er det bare mig det er galt med. Er der nogen som har prøvet noget i samme stil? Be om hjælp, jeg kan ikke mere. Har snakket med lægen, men hun siger jeg skal tale med sviger...
Tak fordi du ville læse denne smørre
Min mand og hans mor har et rimeligt tæt forhold - moderen er dog mere knyttet til min mand end omvendt. Men hun er bare for mærkelig, siger mærkelige ting, vader ind i "mit" hus uden at sige hej til mig, men kun min mand. Vi har en lille uoverensstemmelse idet at hun siger at hun bare er interesseret og jeg siger hun blander sig/snager. Jeg synes hun opfører sig yderst respektløs overfor mig. Fx. havde de besøg af noget af deres familie hvor hun så sagde at hun ville gå op og vise dem vores hus, det var også helt ok, hvis bare de ikke gik ind (vi var til fødselsdag og de havde lovet at lufte hunden, derfor havde hun en nøgle, det har de ellers ikke). Senere, ca. 2 mdr. efter, fortæller familien som svigermor viste huset, at de havde været inde i huset og at svigermor havde sagt: vi går bare ind og lader være med at sige det. Sådanne respektløse ting gør hun. Når jeg snakker med min mand om det, kommer han altid med undskyldninger for hende, forsvarer hende og siger jammen det er jo bare muddi... jeg beder ham ikke tage parti eller prøver at få ham til at vende hende ryggen, men kunne han dog bare se at jeg var hans kone og også bakke mig lidt op, se tingene fra min side - men nej, jeg må ændre mig eller lade det ligge for sådan er hun jo bare, hun får aldrig noget "ultimatum". Hun ved lige hvordan hun skal styre ham og sno ham om sin lillefinger - hun bruger hans samvittighed og det synes jeg er så fejt. Tager altid sine egne behov.
Min mand har en 9 år ældre søster, som svigermor altid taler sådan lidt dårligt om, hvorimod hun skam roser min mand, så det er til at kvappe sig over. Hun har i mange år fablet om at blive farmor og at hendes søn ville få sådan nogle dejlige børn, hvor hun igen er efter søsteren. Nu er hun så blevet farmor og det er nu det hele går galt for mig. Jeg kan slet slet ikke klare at hun overhovedt rører min søn, jeg våger over ham så snart hun er inde for døren, jeg kan ikke have det. Jeg ved jeg bliver nødt til at dele hendes søn med hende, men min søn, vil jeg absolut ikke dele med hende, der skal hun bare holde sig lang væk. Når hun er her, så snakker hun også kun om at hvordan han ligner min mand osv. jeg føler at hun tror at hun igen har fået en søn og at det er noget hun og min mand har sammen (ved godt det lyder skørt...) Jeg vil ikke have at hun passer ham hvis der skulle være brug for det, da hun er så respektløs og gør som det passer hende, så skal han være meget ældre før der kan være tale om det. Men hun er nu på efterløn og går og forventer/forestiller sig at hun skal passe ham, også når han kommer i dagpleje osv. og det er også fantastisk at have bedsteforældre som kan passe ved sygdom osv. men bare ikke hende... Det gør det også svært for jeg lader heller ikke min mor have ham så meget, da vores forældre kender hinanden og også ses, så for at der ikke skal være forskel, så får min mor heller ikke så meget "lov". Det er jeg ked af, da det er mine forældres første barnebarn og eneste mulighed for at være mormor - og der er som regl en lille forskel på at være mormor og farmor... Min mand skal have lidt barsel og jeg kan ikke klare tanken om at hun vil komme her hver dag og lege far, mor og børn med min mand og søn, når jeg er på arbejde - det er helt forfærdeligt for mig og jeg kan slet ikke abstrahere fra det. Det er for meget for mig nu. Men jeg vil selvfølgelig også gerne have at min søn har en farmor, for bedsteforældre er da det bedste i hele verden sammen med søskende.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, men jeg er så træt af det at jeg overvejer at gå fra min mand pga. af det - ja det er måske et tyndt grundlag - men så meget fylder det bare nu. Jeg vil ikke være nr. 2 mere og jeg vil have min søn i fred fra hende. Jeg ved jeg burde tage en snak med hende, men hvad dælen skal jeg sige... hvordan får man det sagt. Jeg synes jeg har prøvet, og min far har endda også prøvet, sådan indirekte. Jeg kan mærke at jeg er bange for at skubbe min mand væk ved at snakke med hende - men på den anden side, så gør jeg det jo også ved at ikke snakke med hende... Det er bare noget møg. Eller måske er det bare mig det er galt med. Er der nogen som har prøvet noget i samme stil? Be om hjælp, jeg kan ikke mere. Har snakket med lægen, men hun siger jeg skal tale med sviger...
Tak fordi du ville læse denne smørre
Kommentarer
Hvis ikke du kan få din mand til at forstår, at det er hans mor der krænker dig, og derfor må han få snakket med sin mor. Hun skal forstå, at du er nr. 1 i din mands liv og du sætter dagsordenen for dig og hendes adgang til jeres hus.
Min mand forstod det ikke, men han undlod at have kontakt. Det er jo heller ikke det ønskelige resultat.
Så selv nu, hvor vi skal have guldbryllup, og svigermor lever endnu, stærkt dement og total afhængig, har de dette kærestelignende forhold. Jeg er ved at brække mig.
Det gør, at jeg er gået totalt i baglås. Jeg deltager ikke i noget som helst, besøger hende aldrig, jeg vil overhovedet ikke involvere mig i hendes liv.
Hun havde det på samme måde som din svigermor med at vade ind i vores hjem, invitere venner med for at vise dem hele huset, hendes søns hus, ikke mit. Jeg eksisterede overhovedet ikke i hendes verden.
Det er meget svært at komme ind i en "ny" familie, da der somregel er stor forskel på dem og ens egne.
Det jeg synes du skal gøre er at tage en snak med din mand, og fortælle ham præcis de ting du har skrevet her og gøre det klart for ham, at det ikke er en diskution du er i gang med, men du ganske enkelt bare vil fortælle om dine følelser og holdninger uden at blive afbrudt.
Derefter siger du til din mand, at du har tænkt dig at tage en snak med hans mor om det, så du på en måde har inddraget ham i situationen.
Når du skal snakke med din svigermor, skal du ikke snakke om hendes forhold til din mand, da mor-søn forholdet er MEGET svær at bryde, og hun vil ikke kunne forstå det, som du ser det.
Fortæl hende, at du gerne vil gøre det klart for hende, at dette er dit hus, og hun er hjertelig velkommen når hun er INVITERET, og når hun er på besøg er det under dine og din mands regler. Nævn evt. at der skal være gensidig respekt, og du finder det fornærmende, at der ikke bliver sagt hej til alle i rummet.
Med hensyn til din søn synes jeg, du skal bære lidt over det. Der er intet så dyrebart som et barnebarn i en bedstemors øjne, og tænk tilbage på din egen barndom, og tænk over, hvor glad og betydningsfulde dine bedsteforældre var for dig. Er det virkelig noget du vil frarøve dit barn?
Din søn kommer jo aldrig nogensinde til at se din svigermor som en "moder rolle", men som bedstemor.
Håber du ser positivt på mit svar (:
- Lisen
Frarøve mit barn en bedsteforældre vil jeg aldrig gøre, som jeg også skriver i mit indlæg synes jeg bedsteforældre er noget af det bedste, men så længe han er så lille og ikke selv kan sige så meget fra endnu, kan jeg ikke lade hende have ham mest fordi hun ikke kan finde ud af at tage hensyn til andres behov frem for sine egne - og det skal hun ikke have lov til ift. min søn. Men det er godt at blive mindet om hvad man har gang i, for man kan ikke altid se det - og nogengange kan man nok blive noget mere modbydelig end ønsket bare i vrede/frustration.
Jeg var frygtelig uvenner med min svigerinde for et år siden, ja vi er faktisk først blevet venner igen nu....
De kunne ik klare jeg som ny i familien sade fra overfor dem og sagde min mening....
Snakkede med en veninde og jeg kom frem til at jeg ville snakke med min mand, men som min veninde sagde.,,, De vil se dig som en stærk person med en stærk mening hvis du går direkte til hende som problemet er med, i stedet for og prøve og "dunke" din mand i hovedet med det...
Så gik direkte til min svigerinde, havde det sådan at det kunne ikke blive værre. så kom med mine krav og fortalte hvordan jeg ville have det hvis der sku være kontakt og tænk hun gik med på det hele og stak mig en undskyldning....
Håber du kan bruge det til noget.