Min kone er syg med depression. Indlagt lige nu.
Min kone er 40 år, har haft anorexi og depresioner siden 13 års alden. Vi har 3 barn, og jeg forlader hende nu, kan ikke mere efter 15 års egteskab. Der er ingen kærlighed eller fremtid for oss sammen.
Vi havde en aftale om at børnene skulle deles ligeligt mellem os, 1 uge hver, efter skilsmissen. Men nu er hun inlagt på lukket afdelig, pga. overvejende fare for selvmord. Hun har også mest sandsynlig mistet sit arbejde. Jeg ved heller ikke hvornår hun kommer ud derfra. 1-3 måneder er måske sandsynligt.
Jeg føler mig som en skid, da jeg ikke længre tror jeg tør at lade hende have ansvar for børnene alene. Ved ikke hvilke rettigheder jeg har til at forlange eneansvar for dem, måske i en periode, indtil hun kommer ovenpå. Hun vil ikke gå fra seperation/skilsmisse aftalen med 1 uge hver. Men jeg tør ikke, jeg elsker mine børn over alt i verden og stoler ikke på at hun kan klare dette eneansvar.
Hvad er den rigtige fremgangsmåde for at dette skal blive korrekt? Jeg har børnenes opbakning i denne sag.
Er den eneste mulighed gennem retsvæsenet?
Mvh en der trenger lidt råd.
Vi havde en aftale om at børnene skulle deles ligeligt mellem os, 1 uge hver, efter skilsmissen. Men nu er hun inlagt på lukket afdelig, pga. overvejende fare for selvmord. Hun har også mest sandsynlig mistet sit arbejde. Jeg ved heller ikke hvornår hun kommer ud derfra. 1-3 måneder er måske sandsynligt.
Jeg føler mig som en skid, da jeg ikke længre tror jeg tør at lade hende have ansvar for børnene alene. Ved ikke hvilke rettigheder jeg har til at forlange eneansvar for dem, måske i en periode, indtil hun kommer ovenpå. Hun vil ikke gå fra seperation/skilsmisse aftalen med 1 uge hver. Men jeg tør ikke, jeg elsker mine børn over alt i verden og stoler ikke på at hun kan klare dette eneansvar.
Hvad er den rigtige fremgangsmåde for at dette skal blive korrekt? Jeg har børnenes opbakning i denne sag.
Er den eneste mulighed gennem retsvæsenet?
Mvh en der trenger lidt råd.
Kommentarer
Jeg har altid syntes, at det må være svært for børn at bo en uge ad gangen på skift ved far og mor. Så vidt jeg forstår, er det sådan, at I har aftalt vilkårene for jeres tre børn efter separationen. I den slags situationer har jeg altid lyst til at foreslå, at man lader børnene bo fast i den samme bolig, og så kan far og mor skiftes til at bo hos børnene, en uge ad gangen.
Men det er jo ikke den situation, du ønsker at drøfte, det ved jeg godt.
Hvis jeg var dig, ville jeg nok se tiden an. Lige for tiden er din kone indlagt, og alle tre børn er formodentlig hos dig, mens hun er indlagt.
Jeg kan forstå, at sygdommen har varet i mange år, og at du ikke har tiltro til, at hun bliver så rask, at det er forsvarligt at lade hende have børnene. I den situation er du nødt til først og fremmest at tage hensyn til børnene.
Men hvis du tager retslige skridt i den sag lige nu, kan det været et hårdt slag for din kone. Ikke bare er hun tvangsindlagt, men hun risikerer måske også at miste forældreretten over sine børn. Det er barske sager.
Jeg forestiller mig også, at børnene er så store, at de selv vil bestemme, hvem de vil bo hos. Du skriver, at du har børnenes opbakning. Hvis børnene selv skulle bestemme, hos hvem ville de så bo? Hvis børnene selv giver udtryk for, at de ønsker at være hos dig, tror du så, at din kone stadig vil insistere på, at hun skal have dem halvdelen af tiden?
Jeg kan godt forstå, at du føler dig utryg, så længe din kone på papiret har krav på at have børnene halvdelen af tiden. Men din kone håber selvfølgelig, at hun bliver rask, og derfor vil hun nok prøve at fastholde jeres aftale, fordi den er en del af det liv, hun håber at få som rask. At omstøde den aftale kan gøre hende endnu mere syg. Hun er jo børnenes mor, og de glæder sig vel også, til hun får det bedre.
Hvis jeg var dig, ville jeg derfor se tiden an og prøve at påvirke din kone med overtalelse og forsikringer om, at hun som børnenes mor altid vil have en rolle at spille i børnenes liv.
Mange hilsner
Kameliadamen
Har din kone fået målt sit D-vitamin niveau? Nyeste forskning tyder på at D-vitamin mangel kan udløse depressioner. D-vitamin mangel er nu også linket sammen med udvikling af autisme, skizofreni og andre psykiske lidelser. Måske kunne der være en sammenhæng?
Hilsen Tin
Du er nød til, at forholde dig realistisk til virkeligheden, og du er nød til, at være den børnene kan regne med.
Hvis du er for "blødsøden" her, kan du risikere at myndighederne griber ind, og anbringer børnene.
Jeg har mistet to børnebørn på den konto.
Børnene er sikkert berørt af situationen lige nu, så du må og skal være den base de har.
Man kan få lavet samværsregler i statsamtet, men det kræver at din kone forstår alvoren i hendes situation.
Min svigerdatter ville ikke frivilligt gå med til sådan en ordning, og de samvær hun fik, overholdt hun ikke. Det resulterede i, at hun fik frataget samværene.
Senere begyndte hun at fortælle historier, falske anklager, som resulterede i at børnene blev anbragt.
Faderen kan nu få erstatning, men vi har mistet børnene.
Moderen er stadigvæk psykisk syg, og må ikke have børnene.
Så tænk dig godt om.
Børnene vil blive spurgt i statsforvaltningen, man forsøger at finde ud af hvem der er bedst egnet til at have børnene. Kan man ikke opnå enighed, er der kun rettens vej tilbage.
Her vil man indhente oplysninger fra forvaltningen og tage deres anbefalinger til efterretning.
Det er kommunen der styrer dette foretagende.
Vi har det selv inde på livet, derfor ved jeg det.
Du skal ikke afskære børnene fra deres mor, men følge de regler der bliver givet. Lad børnene forstå, at mor er syg, og ikke på nuværende er i stand til at tage vare på dem, derfor bor de hos dig.
Hilsen Linette