Kræften skabte afstand.
Jeg er tit ked af det. Min mand fik strubekræft for tre år siden. Det var slemt for os begge, men han blev helbredt. Sygdommen har dog sat sig spor, han er meget træt o.s.v.
Jeg troede, at når man har været så syg, og de strabadser vi begge var igennem, ville gøre, at vi fik et tættere og mere livsglad indhold i vores hverdag.
Men sådan er det ikke blevet. Min mand trækker sig væk, helt bogstaveligt.
Vi har f.eks. det vi kalder et computerrum, hvor vi har hver vores computer stående. Hvis han sidder ved sin, så slukker han den og går, hvis jeg går ind og tænder min.
Når jeg går i seng, så står han op, og lægger sig på sofaen i stuen.
Han har flere sygdomme, hvor han har mange smerter, og hans skjoldbruskkirtel satte ud, på grund af strålebehandlingen. Han får medicin for det, og jeg har fuld forståelse for, at han er træt og plaget, af sine skavanker.
Men et lille klem, kunne jeg nu godt tænke mig at få en gang imellem. Det sidste jeg fik, var på sygehuset. Det var i en periode, hvor kræften var rigtig slem.
Ind i mellem spekulerer jeg på om han er begyndt at blive dement. Han slæber sig igennem dagene, glemmer aftaler, og han sover meget. Ikke en god søvn, han har smerter altid.
Hans tilstand ligner så meget hans mors, da hun begyndte at blive dement.
Hun lever endnu, men er totalt afhængig af andre. Kan ikke gå, ikke spise selv, og talen er også næsten væk.
Jeg er holdt op med at køre ud til hende, fordi hjemmeplejen gerne vil forpligte os til mere end vi kan klare, og hun vil ikke på plejehjem. Min mand kører derud en gang om ugen, for at sørge for, at der er penge, så hjemmeplejen kan handle ind o.s.v.
Jeg er meget bekymret for, om jeg oveni alt det andet, også skal leve med en dement mand.
Snakke sammen er en umulighed. Han hører meget dårligt, og høreapparater hjælper ikke på den slags høretab han har.
Jeg er kørt træt.
Jeg troede, at når man har været så syg, og de strabadser vi begge var igennem, ville gøre, at vi fik et tættere og mere livsglad indhold i vores hverdag.
Men sådan er det ikke blevet. Min mand trækker sig væk, helt bogstaveligt.
Vi har f.eks. det vi kalder et computerrum, hvor vi har hver vores computer stående. Hvis han sidder ved sin, så slukker han den og går, hvis jeg går ind og tænder min.
Når jeg går i seng, så står han op, og lægger sig på sofaen i stuen.
Han har flere sygdomme, hvor han har mange smerter, og hans skjoldbruskkirtel satte ud, på grund af strålebehandlingen. Han får medicin for det, og jeg har fuld forståelse for, at han er træt og plaget, af sine skavanker.
Men et lille klem, kunne jeg nu godt tænke mig at få en gang imellem. Det sidste jeg fik, var på sygehuset. Det var i en periode, hvor kræften var rigtig slem.
Ind i mellem spekulerer jeg på om han er begyndt at blive dement. Han slæber sig igennem dagene, glemmer aftaler, og han sover meget. Ikke en god søvn, han har smerter altid.
Hans tilstand ligner så meget hans mors, da hun begyndte at blive dement.
Hun lever endnu, men er totalt afhængig af andre. Kan ikke gå, ikke spise selv, og talen er også næsten væk.
Jeg er holdt op med at køre ud til hende, fordi hjemmeplejen gerne vil forpligte os til mere end vi kan klare, og hun vil ikke på plejehjem. Min mand kører derud en gang om ugen, for at sørge for, at der er penge, så hjemmeplejen kan handle ind o.s.v.
Jeg er meget bekymret for, om jeg oveni alt det andet, også skal leve med en dement mand.
Snakke sammen er en umulighed. Han hører meget dårligt, og høreapparater hjælper ikke på den slags høretab han har.
Jeg er kørt træt.
