Indstillinger
hvorfor?
Hej.. Jeg er en pige på de 18 år, og har lidt af en spiseforstyrrelse siden sommeren 2006.
PROBLEMET er bare, at jeg tager på, taber mig, tager på og taber mig, men nu står min vægt stille -ALT for høj.
I sommeren 2006, nåede jeg at tabe mig 13,5 kilo på tre måneder, men min mor tvang mig til at spise, for ellers ville hun sende mig væk. Jeg har haft en rimelig hård barndom, og min mor har været min eneste støtte, så det var et hårdt slag da hun ikke kunne hjælpe mig, men hellere ville indlægge mig.
Jeg har siden da, tvangsspist meget og de udviklede sig også til bulimi i en overgang, indtil det blev optaget. - min tvangsspiseriet er dog ikke stoppet.
Jeg har i alle disse år, ØNSKET at vende tilbage til min lave vægt, og min gode gamle STÆRKE kontrol. Jeg har stadig meget kontrol, men den kan godt briste når tvangsspiserierne kommer + de meget få opkastninger.
Jeg vågner dog stadig hver morgen med tanker om mad "du må ikke spise, du for tyk, mad er klamt, mad er usundt, drop din rugbrødsmad og løb en tur istedet". Jeg er rent ud sagt stadig bange for mad, bange for vægten og bange for at miste kontrollen helt!
Mit problem er i dag, at jeg går i terapi hos en læge, der vil sende mig til psykolog og give mig lykkepiller, for at jeg kan komme til at spise ordentligt, og vinde over de onde tanker, så jeg kan leve et normalt liv. men jeg vil ikke..
Men hvorfor? Livet er jo alt for hårdt med disse tanker og følelser.
Jeg har i alle disse år hele tiden ønsket at kunne vende tilbage til at ikke spise. og nu er der igen nogen, der vil sætte en stopper for det, og tage min kontrol.
Mit spørgsmål til mig selv og til andre -hvorfor har jeg det sådan?
jeg har muligheden for at få hjælp, til at leve normalt.. hvorfor bliver jeg sur over folk vil hjælpe? Jeg fortjener vel det bedste, og jeg er godt træt af livet med disse tanker - men jeg vil ikke hjælpes. kontrollen må ikke tages!!
PROBLEMET er bare, at jeg tager på, taber mig, tager på og taber mig, men nu står min vægt stille -ALT for høj.
I sommeren 2006, nåede jeg at tabe mig 13,5 kilo på tre måneder, men min mor tvang mig til at spise, for ellers ville hun sende mig væk. Jeg har haft en rimelig hård barndom, og min mor har været min eneste støtte, så det var et hårdt slag da hun ikke kunne hjælpe mig, men hellere ville indlægge mig.
Jeg har siden da, tvangsspist meget og de udviklede sig også til bulimi i en overgang, indtil det blev optaget. - min tvangsspiseriet er dog ikke stoppet.
Jeg har i alle disse år, ØNSKET at vende tilbage til min lave vægt, og min gode gamle STÆRKE kontrol. Jeg har stadig meget kontrol, men den kan godt briste når tvangsspiserierne kommer + de meget få opkastninger.
Jeg vågner dog stadig hver morgen med tanker om mad "du må ikke spise, du for tyk, mad er klamt, mad er usundt, drop din rugbrødsmad og løb en tur istedet". Jeg er rent ud sagt stadig bange for mad, bange for vægten og bange for at miste kontrollen helt!
Mit problem er i dag, at jeg går i terapi hos en læge, der vil sende mig til psykolog og give mig lykkepiller, for at jeg kan komme til at spise ordentligt, og vinde over de onde tanker, så jeg kan leve et normalt liv. men jeg vil ikke..
Men hvorfor? Livet er jo alt for hårdt med disse tanker og følelser.
Jeg har i alle disse år hele tiden ønsket at kunne vende tilbage til at ikke spise. og nu er der igen nogen, der vil sætte en stopper for det, og tage min kontrol.
Mit spørgsmål til mig selv og til andre -hvorfor har jeg det sådan?
jeg har muligheden for at få hjælp, til at leve normalt.. hvorfor bliver jeg sur over folk vil hjælpe? Jeg fortjener vel det bedste, og jeg er godt træt af livet med disse tanker - men jeg vil ikke hjælpes. kontrollen må ikke tages!!
Kommentarer
Du har jo efterhånden levet med denne spiseforstyrrelse i en del år, den er blevet en del af din hverdag og er højst sandsynlig en slags tryghed for dig. Som en spiseforstyrrelse ofte går så giver den dig en følelse af kontrol, og hvis den pludselig skal til at tages fra dig ved at starte i behandling, så er det klart at du bliver bange for at miste den, for hvis du ikke har kontrol over maden hvad kan du så kontrollere?
Det er helt normalt at have det sådan. Jeg reagerede på samme måde første gang folk ville have at jeg skulle se en psykolog.
Men det er din spiseforstyrrelse der holder fast i dig på denne måde, og hvis du gerne vil slippe ud af dette helvede så bliver du nødt til at tage det første skridt selvom noget inden i dig sikkert skriger at du skal lade vær. Men tænk på det, at du stadig har kontrollen hvis det er dig der selv vælger at se en psykolog og at du ikke bliver tvunget til det. Det er desuden heller ikke sådan at du bliver frataget kontrollen fra den ene dag til den anden. Det er jo noget du skal arbejde med psykologen om langsomt at slippe.