Indstillinger
Jeg er i krise - har brug for nogle gode råd
Kære debattør
jeg skriver herinde i håb om nogle gode løsningsforslag og en vurdering af mit problem set udfra en nogle helt andre perspektiver.
Jeg har ikke kun et problem, men efterhånde er de blevet til mange og en del kompliceret. Problemerne har efterhånden vokset sig større og større. Men jeg vil prøve at beskrive dem her.
Jeg er en tyrkisk kvinde i 40ene, gift og har 4 voksende børn. Min tilværelse er med tiden blevet utrolig kompliceret, og sidder nu tilbage med en følelse af ensomhed, tomhed og er meget psykisk påvirket af hele min situation. Jeg føler mig fastklemt, udbrændt og nedtrykt. Min situation skyldes mit ægteskab og mine teenagerbørn.
Jeg blev gift med en mand fra Tyrkiet i en meget tidlig alder. Jeg var glad for min mand, og det hele gik godt i starten. Jeg fik mine børn og gjord mig ret optaget af dem, måske meget mere end jeg skulle. Jeg kunne dengang også føle at min mand forsømte mig - at manglet hans opmærksomhed, og det var en tanke der plaget mig meget men, jeg var ikke helt i stand til sætte ord på hvad det helt præcist var, der naget mig.
Efterhånden begyndte jeg at føle mig alene, min mand havde skiftende arbejdstider og jeg følte næsten aldrig at han var hjemme. For at ikke lave det til et stor problem fortrængte jeg min ensomhed og begyndte at engagere mig i mine børn meget mere end det var nødvendigt.
Efterhånden som jeg blev mere moden og kom på arbejdsmarket blev jeg meget mere bevidst og blev klar omkring mine ønsker og behov om, hvad jeg havde lyst til og hvad jeg ønskede af mit forhold.
Kulturkløften har voksede sig større imellem os. Vi har med tiden udviklet os i hver vores retning. Afstanden er blevet større og kommunikationen mindre. Vores ægteskab har fungeret meget dårligt indenfor de sidste mange år. Ægteskabet er blevet mere til et praktisk forhold end det er et ægteskab med nærhed, intimitet og kommunikation, disse ting er der bar ikke.
På et tidspunkt mødte jeg en pragtfuld mand som i den grad slå bene væk under mig. I den periode har jeg været meget følsom og jeg faldt pladask for hans personlighed, han fik mig til at blomstre, han fik nogle sider frem i mig som havde ligget i dvale i mange år, nogle sider som havde brug for at blive stimuleret og havde brug for at komme frem til overfladen.
Jeg vil skynde mig at nævne at vores forhold blot var et kommunikationsforhold, det kunne aldrig falde mig ind at udvikle det til mere, for jeg kender mine grænser - han var intellektuelt og bare det at vi talte så godt sammen gjord mig glad. Forholdet var meget kort, hvis man ellers kan kalde det et forhold, for han vil meget mere end kun, at tale med mig i telefon, og for mig var det nok og jeg kunne godt nøjes med kun at tale med ham i telefon.
Senere hen fandt jeg ud af, at det egentlig ikke var ham jeg var forelsket i, men jeg var blot tiltrukket og facineret af alt det han gav mig, alt det som jeg selv var i underskud med - han fik mig til at grine, føle mig kostbar, fik mig til at blomstre og han stimuleret mit intellekt. Det var ikke min hensigt at dette forhold skulle udvikle sig andet end at det var nok for mig at tale med ham over telefonen.
Disse hyggesnakke var jeg begyndt at blive afhængig af. For et kort øjeblik troede jeg virkelig at jeg var forelsket, det føles så godt, så dejligt og jeg følte at jeg begyndte at leve livet.
Efter nogle måneder var forholdet forbi, og jeg dybt ulykkelig, i næsten 3 år kunne jeg ikke glemme ham. Jeg var så pint og længes meget efter "at leve livet igen" at opleve kærligheden, at være glad og blomstre som en kvinde, at få opmærksomhed m.m.
Jeg havde det meget skidt i takt med mit eget ægteskab der hellere ikke fungeret som det skulle. Jeg måtte til sidst indse, at det nok var det bedst at det var forbi, for jeg kunne jo ende med at blive opdaget og få en masse ballade og så vil jeg miste respekten overfor mine børn
Det har været en meget svær tid, Jeg har forsøgt at gøre mig optaget af mit arbejde og mine børn, men det er som om de hjemmelig problemer fylder for meget i mit hoved, de tager alt mit overskud. Jeg føler mig meget alene omkring mange ting i mit hjem og det blandt andet mine børn. Mine børn fylder meget og jeg føler at det er en stor meget krævende opgave at opdrage dem (teenagerbørn).
Det er blevet svært at sætte grænser, styre hjemmet, m.m. Det eneste min mand han bestiller er at gå på arbejde, komme hjem og sætte sig foran fjersyn og derefter lægge sig til at sove. Hans dårlig opførelse og passiv adfærd har en enorm påvirkning på mit humør og min daglig velbefindende, det præger mig og mit humør og mit motivation.
Jeg har forsøgt alt hvad der stod i min magt for at forbedre mit forhold, for at prøve at forstå min mand og hans adfærd, for at være stærk, men jeg er kørt træt og surt i det, og kan ikke rigtig finde glæden.
Jeg håber at I vil være behjælpe mig nogle gode råd, for jeg føler mig virkelig meget fastlås og er på randen af et psykisk sammenbrud.
jeg skriver herinde i håb om nogle gode løsningsforslag og en vurdering af mit problem set udfra en nogle helt andre perspektiver.
Jeg har ikke kun et problem, men efterhånde er de blevet til mange og en del kompliceret. Problemerne har efterhånden vokset sig større og større. Men jeg vil prøve at beskrive dem her.
Jeg er en tyrkisk kvinde i 40ene, gift og har 4 voksende børn. Min tilværelse er med tiden blevet utrolig kompliceret, og sidder nu tilbage med en følelse af ensomhed, tomhed og er meget psykisk påvirket af hele min situation. Jeg føler mig fastklemt, udbrændt og nedtrykt. Min situation skyldes mit ægteskab og mine teenagerbørn.
Jeg blev gift med en mand fra Tyrkiet i en meget tidlig alder. Jeg var glad for min mand, og det hele gik godt i starten. Jeg fik mine børn og gjord mig ret optaget af dem, måske meget mere end jeg skulle. Jeg kunne dengang også føle at min mand forsømte mig - at manglet hans opmærksomhed, og det var en tanke der plaget mig meget men, jeg var ikke helt i stand til sætte ord på hvad det helt præcist var, der naget mig.
Efterhånden begyndte jeg at føle mig alene, min mand havde skiftende arbejdstider og jeg følte næsten aldrig at han var hjemme. For at ikke lave det til et stor problem fortrængte jeg min ensomhed og begyndte at engagere mig i mine børn meget mere end det var nødvendigt.
Efterhånden som jeg blev mere moden og kom på arbejdsmarket blev jeg meget mere bevidst og blev klar omkring mine ønsker og behov om, hvad jeg havde lyst til og hvad jeg ønskede af mit forhold.
Kulturkløften har voksede sig større imellem os. Vi har med tiden udviklet os i hver vores retning. Afstanden er blevet større og kommunikationen mindre. Vores ægteskab har fungeret meget dårligt indenfor de sidste mange år. Ægteskabet er blevet mere til et praktisk forhold end det er et ægteskab med nærhed, intimitet og kommunikation, disse ting er der bar ikke.
På et tidspunkt mødte jeg en pragtfuld mand som i den grad slå bene væk under mig. I den periode har jeg været meget følsom og jeg faldt pladask for hans personlighed, han fik mig til at blomstre, han fik nogle sider frem i mig som havde ligget i dvale i mange år, nogle sider som havde brug for at blive stimuleret og havde brug for at komme frem til overfladen.
Jeg vil skynde mig at nævne at vores forhold blot var et kommunikationsforhold, det kunne aldrig falde mig ind at udvikle det til mere, for jeg kender mine grænser - han var intellektuelt og bare det at vi talte så godt sammen gjord mig glad. Forholdet var meget kort, hvis man ellers kan kalde det et forhold, for han vil meget mere end kun, at tale med mig i telefon, og for mig var det nok og jeg kunne godt nøjes med kun at tale med ham i telefon.
Senere hen fandt jeg ud af, at det egentlig ikke var ham jeg var forelsket i, men jeg var blot tiltrukket og facineret af alt det han gav mig, alt det som jeg selv var i underskud med - han fik mig til at grine, føle mig kostbar, fik mig til at blomstre og han stimuleret mit intellekt. Det var ikke min hensigt at dette forhold skulle udvikle sig andet end at det var nok for mig at tale med ham over telefonen.
Disse hyggesnakke var jeg begyndt at blive afhængig af. For et kort øjeblik troede jeg virkelig at jeg var forelsket, det føles så godt, så dejligt og jeg følte at jeg begyndte at leve livet.
Efter nogle måneder var forholdet forbi, og jeg dybt ulykkelig, i næsten 3 år kunne jeg ikke glemme ham. Jeg var så pint og længes meget efter "at leve livet igen" at opleve kærligheden, at være glad og blomstre som en kvinde, at få opmærksomhed m.m.
Jeg havde det meget skidt i takt med mit eget ægteskab der hellere ikke fungeret som det skulle. Jeg måtte til sidst indse, at det nok var det bedst at det var forbi, for jeg kunne jo ende med at blive opdaget og få en masse ballade og så vil jeg miste respekten overfor mine børn
Det har været en meget svær tid, Jeg har forsøgt at gøre mig optaget af mit arbejde og mine børn, men det er som om de hjemmelig problemer fylder for meget i mit hoved, de tager alt mit overskud. Jeg føler mig meget alene omkring mange ting i mit hjem og det blandt andet mine børn. Mine børn fylder meget og jeg føler at det er en stor meget krævende opgave at opdrage dem (teenagerbørn).
Det er blevet svært at sætte grænser, styre hjemmet, m.m. Det eneste min mand han bestiller er at gå på arbejde, komme hjem og sætte sig foran fjersyn og derefter lægge sig til at sove. Hans dårlig opførelse og passiv adfærd har en enorm påvirkning på mit humør og min daglig velbefindende, det præger mig og mit humør og mit motivation.
Jeg har forsøgt alt hvad der stod i min magt for at forbedre mit forhold, for at prøve at forstå min mand og hans adfærd, for at være stærk, men jeg er kørt træt og surt i det, og kan ikke rigtig finde glæden.
Jeg håber at I vil være behjælpe mig nogle gode råd, for jeg føler mig virkelig meget fastlås og er på randen af et psykisk sammenbrud.
Kommentarer
jeres dårlige forhold virker vel også på ham og hans humør
men det bliver sikkert svært at få et forhold til at fungere igen --når i er kørt så fast----
har i ikke nogle venner ---har du ingen veninder --som du kan komme sammen med ---
hvad med børnene --kan de ikke mærke den dårlige stemning i hjemmet
Jo jeg tror godt at børnene kan mærke den dårlig stemning, men de har vel bar affundet sig med situationen.
der er så mange genbrugs forretninger der søger frivillig arbejds kraft ---eller bliv besøgs ven --det mangler meget --det er ikke et sted hvor man skal læsse sine egne bekymringer af ---
men høre på de andre --lave en kop kaffe og hygge med ---det er dejligt at hjælpe andre mennesker --især ældre som har det skidt ---det er også en slags terapi for en selv----
man finder ud af at mange andre end en selv ikke har det så godt ---og jeg tror du har det overskud til den slags virke
du må ud og skabe dit eget liv --så lad manden sidde foran fjernsynet og skumle
skilsmisse er måske en løsning --men det er ikke lige til----prøv nu først at finde ud og prøve dit eget liv --så se hvad der sker hen ad vejen
hvis du har behov så skriv igen
som du har beskrevet godt --men hvad er der med dine børn ---hvad består den krise i ----
Jeg kan sætte mig i din situation, har det selv ikke så godt.
Jeg synes at du har brug for at finde dig selv og lytte til din indre stemme. Når man er i balance med sig selv, kommer lykken indefra og er ikke så afhængig af andre. Indtil nu har du levet livet som andre ønsker det (mand, børn, kulturen), men glem ikke dig selv, du har også et liv. Kan varmt anbefale
- Meditation (du kan finde bøger - CD på biblioteket).
- Motion, evt. dance, zumba eller bare gå en tur i naturen.
- Møde andre mennesker (veninder, foreninger, o.l.)
- Finde et mål (tænk om noget du vil opnå, ngt. Realistisk og lav en plan til at opnå det, f.eks. lære at spille, en dance, strikke, et eller andet du bliver glad for at opnå.
- Lyt til Musicure af Niels Eje.
- Gør noget godt for dig selv. (Forkæl dig selv) Find ud hvad det gør dig glad, f.eks. lave dine negle, lytte til musik, læse en hyggelig bog, shoppe, få massage, går en tur alene o.l. og find en dag i din kalender hvor du vil gøre det og skriv det på kalenderen. Det kan være en dag om ugen eller om måneden eller hvad 1 t hver dag, du skal mærke selv og finde ud af, hvad du har brug for.
- Der er øvelser i bogen Helbredelse af traume af Peter Levine, rigtig god for at mærke sig selv.
Når du har gjort det, så er det meget nemt, at finde en løsning på dit probl.
Håber at du kan bruge dette til noget, er selv i gang og synes at det hjælper meget.
Held og lykke!