Indstillinger
Er ked af det, deprimeret, stresset, håbløs osv
Jeg har det kort sagt elendigt. Jeg mangler ligesindede at tale med.
Jeg er 30 år og lige begyndt på en uddannelse igen. Alene det har jeg det dårligt med. Jeg er jo pissegammel og alle skal jo være hurtigt færdige i dag. Alle mine venner er færdige og jeg ville ønske jeg ikke var droppet ud dengang, men jeg KUNNE bare ikke mere. Jeg tror jeg var rendt ind i en lille depression uden at vide det. Jeg følte ikke noget for nogen ting længere.
Jeg begyndte at arbejde og arbejde i 4 år, hvorefter jeg så nu er blevet optaget på en ny uddannelse.
Men jeg er sygelig angst for, at jeg ikke kan gennemføre det. At det samme skal ske igen og jeg er allerede bagud, fordi jeg ikke kan koncetrere mig.
Min far har kræft for anden gang og selvom han nok skal overleve det, så har det været et psykisk pres. Min mor var ved at få et nervesammenbrud og skal nok igang med noget behandling snart.
Jeg selv er igang med behandling og det er fint. Jeg har haft en periode hvor jeg har haft det rigtig godt og nu er jeg bare helt nede i kulkælderen igen.
Jeg er bange for eksamenerne, jeg har lyst til at tude hele tiden, jeg orker næsten ikke at tale med mine forældre om alle deres problemer.
Men jeg skal jo begge dele. Jeg vil jo SÅ gerne videre med mit liv...mere end noget andet og jeg bliver så frustreret over, at jeg allerede nu er ved at ødelægge det hele for mig selv. Fordi jeg bliver så bange for, at jeg ikke kan. Det er selvforstærkende.
Jeg er som sagt igang med min behandling og hun virker rigtig dygtigt hende jeg har. Jeg er igang med psykoterapeutisk behandling med coaching. Jeg er ret sikker på at det er det rigtige for mig. Men der går jo noget tid inden det virker.
Mit humør kan svinge vildt meget. Mens jeg sidder her og skriver, kan jeg for et kort øjeblik lige dukke op til overfladen og føle mig ok, for så 30 sekunder senere at sidde nede i det dybe hul igen.
Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har lyst til bare at skride fra det hele, selvom jeg godt ved det ikke er løsningen.
Jeg har ingen selvmordstanker, skal det lige siges. Jeg er villig til at kæmpe for mit liv, men lige nu ved jeg bare ikke med hvilke våben.
Jeg er gammel, håbløs, bagud....jeg passer slet ikke ind i det her samfund
Jeg er 30 år og lige begyndt på en uddannelse igen. Alene det har jeg det dårligt med. Jeg er jo pissegammel og alle skal jo være hurtigt færdige i dag. Alle mine venner er færdige og jeg ville ønske jeg ikke var droppet ud dengang, men jeg KUNNE bare ikke mere. Jeg tror jeg var rendt ind i en lille depression uden at vide det. Jeg følte ikke noget for nogen ting længere.
Jeg begyndte at arbejde og arbejde i 4 år, hvorefter jeg så nu er blevet optaget på en ny uddannelse.
Men jeg er sygelig angst for, at jeg ikke kan gennemføre det. At det samme skal ske igen og jeg er allerede bagud, fordi jeg ikke kan koncetrere mig.
Min far har kræft for anden gang og selvom han nok skal overleve det, så har det været et psykisk pres. Min mor var ved at få et nervesammenbrud og skal nok igang med noget behandling snart.
Jeg selv er igang med behandling og det er fint. Jeg har haft en periode hvor jeg har haft det rigtig godt og nu er jeg bare helt nede i kulkælderen igen.
Jeg er bange for eksamenerne, jeg har lyst til at tude hele tiden, jeg orker næsten ikke at tale med mine forældre om alle deres problemer.
Men jeg skal jo begge dele. Jeg vil jo SÅ gerne videre med mit liv...mere end noget andet og jeg bliver så frustreret over, at jeg allerede nu er ved at ødelægge det hele for mig selv. Fordi jeg bliver så bange for, at jeg ikke kan. Det er selvforstærkende.
Jeg er som sagt igang med min behandling og hun virker rigtig dygtigt hende jeg har. Jeg er igang med psykoterapeutisk behandling med coaching. Jeg er ret sikker på at det er det rigtige for mig. Men der går jo noget tid inden det virker.
Mit humør kan svinge vildt meget. Mens jeg sidder her og skriver, kan jeg for et kort øjeblik lige dukke op til overfladen og føle mig ok, for så 30 sekunder senere at sidde nede i det dybe hul igen.
Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har lyst til bare at skride fra det hele, selvom jeg godt ved det ikke er løsningen.
Jeg har ingen selvmordstanker, skal det lige siges. Jeg er villig til at kæmpe for mit liv, men lige nu ved jeg bare ikke med hvilke våben.
Jeg er gammel, håbløs, bagud....jeg passer slet ikke ind i det her samfund
Kommentarer
hvor lang tid tager din uddannelse
Jeg kender godt den følelse af, ikke at leve op til de 'tidsregler', der synes at være sat for 'det gode liv'; Dvs., at man skal være færdiguddannet, når man er så og så gammel, få job i den og den alder, have partner, børn og hus når man er så og så gammel, blive forfremmet i den og den alder, etc. Jeg kender det, og alle andre kender det. Og sandheden er, at det er de færreste, der overholder tidslinien.
Man bliver nødt til at leve sit liv i sit eget tempo. Det dur ikke at måle sig med andre. At du vælger at begynde din uddannelse nu, hvor du er 30, er alletiders, for det er nu, det passer dig bedst. Og helt ærligt; de næste mange år bliver det mere end svært at få arbejde. Lederen af Dansk Magisterforening, Inge Stage, har endda opfordret Magisterforeningens medlemmer til at 'skynde sig langsomt' med deres uddannelse. Med andre ord er nu et rigtigt godt tidspunkt at dygtiggøre sig. Du skal tids nok nå på arbejdsmarkedet - og blive der, til du er nogen og 80, så du skal nok nå at få arbejdet
Jeg håber, du får det bedre, og at din terapeut kan hjælpe dig igennem den svære tid med dine forældre. Husk, at du er ung, at det er fedt, at du er ved at uddanne dig, og at du har et langt liv med både studier, arbejde og meget meget mere foran dig.
/Inga