Ny her.......
Hvor skal jeg starte og hvor skal jeg slutte... Kan slet ikke finde ud af mit liv!!!
Er gift på 4. år. Har 2 børn på 4 og 1 år. Har været sammen med min mand i 8 år.
Var til læge i september måned; Middelsvær depression, angst og stress. Har været sygemedlt siden. Muligvis opstart på job om en uges tid...
Fik medicin (cipralex) de første 4 uger, men syntes ikke der var en virkning. Lægen sagde; Så kan medicin ikke hjælpe dig og så må det være psykologbehandling. Har gået til psyk i nogle uger nu...
Er simpelhent det sureste væsen på denne klode. Går rundt og mugger over ingen ting. Det smitter af på resten af familien. Den lille bliver ked, den store forvirret og vil bare gerne have en glad mor og min mand er så frustreret. Ved godt jeg er ved at splitte familien ad og jeg har haft tanken om, at de nok havde det bedre uden mig... Men ved da godt det ikke er løsningen.
Har intet overskud. Råber af ungerne når det hele bliver for meget for mig. får dårlig samvittighed, da de jo absolut ikke kan gøre for det. Kan ikke foklare min mand (og andre inkl. mig selv) hvad det præcis er der er galt. - Det er bare ALT der ikke fungere i mit hoved....
Håber at min mand bliver så træt af mig, at han går fra mig. Kan bare ikke finde ud af at være sammen med ham. Har flere gange sagt at jeg vil slutte forholdet, men det ender alligevel med, at vi bliver sammen. I sommers startede vi i parterapi, da jeg virkelig mente det og egentlig også havde fået øjnene op for en anden. Men følte også at jeg skyldte ham og pigerne at forsøge at redde det...
Men vi stoppede brat i terapi pga andre ting. Og så bestemte jeg mig for, at det nok skulle gå... Han havde rund fødselsdag kort efter og vi bestilte en ferie. Dette er nu overstået og tankerne om at gå fra ham, er kommet igen. Han fortjener ikke at leve i uvished om hvad jeg vil og pigerne fortjener ikke sådan en mor!
Mit selværd er meget lavt og skal hele tiden bekræftes af andre. - At jeg gør mit arbejde ok, at jeg ser fin ud, at jeg er sød osv... Sådan har det været altid!!! I folkeskolen fakede jeg sygdom for at komme til skolelæge. - Bare for at få at vide at, jeg var rask...! Syntes selv det lyder helt sindsygt... Men ved godt at jeg nu er helt forskruet oveni...
Men jeg vil jo gerne have det bedre. Ved bare ikke hvordan! Har gode dage hvor alt er fint. Så kagtens se ind i fremtiden og er den glade og snaksagelige pige som alle kender. Men de dårlige dage (som i dag) er så svære at overerskue. Føler mig et eller andet sted så alene., Kan ikke forklare med ord hvordan jeg har det. Ved ikke hvad jeg vil med mit liv. Føler mig så tom inden i.
-som et enormt dåligt menneske som bare vil have min vilje og bliver sur hvis det ikke lige får efter mit hoved... Måske som en kæmpe egoist!!! Skulle bare af med det. Tak fordi du læste med.
Mvh Ano!
Er gift på 4. år. Har 2 børn på 4 og 1 år. Har været sammen med min mand i 8 år.
Var til læge i september måned; Middelsvær depression, angst og stress. Har været sygemedlt siden. Muligvis opstart på job om en uges tid...
Fik medicin (cipralex) de første 4 uger, men syntes ikke der var en virkning. Lægen sagde; Så kan medicin ikke hjælpe dig og så må det være psykologbehandling. Har gået til psyk i nogle uger nu...
Er simpelhent det sureste væsen på denne klode. Går rundt og mugger over ingen ting. Det smitter af på resten af familien. Den lille bliver ked, den store forvirret og vil bare gerne have en glad mor og min mand er så frustreret. Ved godt jeg er ved at splitte familien ad og jeg har haft tanken om, at de nok havde det bedre uden mig... Men ved da godt det ikke er løsningen.
Har intet overskud. Råber af ungerne når det hele bliver for meget for mig. får dårlig samvittighed, da de jo absolut ikke kan gøre for det. Kan ikke foklare min mand (og andre inkl. mig selv) hvad det præcis er der er galt. - Det er bare ALT der ikke fungere i mit hoved....
Håber at min mand bliver så træt af mig, at han går fra mig. Kan bare ikke finde ud af at være sammen med ham. Har flere gange sagt at jeg vil slutte forholdet, men det ender alligevel med, at vi bliver sammen. I sommers startede vi i parterapi, da jeg virkelig mente det og egentlig også havde fået øjnene op for en anden. Men følte også at jeg skyldte ham og pigerne at forsøge at redde det...
Men vi stoppede brat i terapi pga andre ting. Og så bestemte jeg mig for, at det nok skulle gå... Han havde rund fødselsdag kort efter og vi bestilte en ferie. Dette er nu overstået og tankerne om at gå fra ham, er kommet igen. Han fortjener ikke at leve i uvished om hvad jeg vil og pigerne fortjener ikke sådan en mor!
Mit selværd er meget lavt og skal hele tiden bekræftes af andre. - At jeg gør mit arbejde ok, at jeg ser fin ud, at jeg er sød osv... Sådan har det været altid!!! I folkeskolen fakede jeg sygdom for at komme til skolelæge. - Bare for at få at vide at, jeg var rask...! Syntes selv det lyder helt sindsygt... Men ved godt at jeg nu er helt forskruet oveni...
Men jeg vil jo gerne have det bedre. Ved bare ikke hvordan! Har gode dage hvor alt er fint. Så kagtens se ind i fremtiden og er den glade og snaksagelige pige som alle kender. Men de dårlige dage (som i dag) er så svære at overerskue. Føler mig et eller andet sted så alene., Kan ikke forklare med ord hvordan jeg har det. Ved ikke hvad jeg vil med mit liv. Føler mig så tom inden i.
-som et enormt dåligt menneske som bare vil have min vilje og bliver sur hvis det ikke lige får efter mit hoved... Måske som en kæmpe egoist!!! Skulle bare af med det. Tak fordi du læste med.
Mvh Ano!
