Vil gerne tabe mig
Hej
Jeg er 166 høj og vejer 50 kg, så jeg er ca. et kilo fra at være normalvægtig. Men jeg synes jeg er rigtig tyk. Jeg kan næsten ikke holde det ud. Jeg har haft anoreksi/bulimi i ca. 11 år. Efter jeg sidst blev udskrevet har jeg kæmpet meget imod sygdommen, hvilket betyder at jeg har spist nogle dage og sultet mig andre dage. Men jeg kan ikke holde ud at være så stor. Jeg vil virkelig gerne ned på 46 kg.
Jeg går til psykolog, men det hjælper ikke. Alternativt har jeg fået zoneterapi og healing og jeg har sagt til mig selv at jeg er pæn og slank, foran spejlet hundredevis af gange. Jeg frygter lidt at jeg aldrig slipper af med spiseforstyrrelsen. Problemet er at jeg ser mig selv som større end jeg er (ifølge lægerne og min familie). Men hvis det er rigtigt, så er det jo det har har betydning for om jeg er syg. For hvis jeg bare kunne se det som andre tilsyneladende ser, så ville der ikke være nogle problemer. At have et forvrænget syn på sig selv er noget psykotisk, men jeg får antipsykotisk medicin, og det hjælper ikke på det punkt.
Jeg vil gerne være rask, men jeg vil ikke være normalvægtig. Jeg kan slet ikke sætte ord på hvor meget jeg hader min krop.
Jeg er 166 høj og vejer 50 kg, så jeg er ca. et kilo fra at være normalvægtig. Men jeg synes jeg er rigtig tyk. Jeg kan næsten ikke holde det ud. Jeg har haft anoreksi/bulimi i ca. 11 år. Efter jeg sidst blev udskrevet har jeg kæmpet meget imod sygdommen, hvilket betyder at jeg har spist nogle dage og sultet mig andre dage. Men jeg kan ikke holde ud at være så stor. Jeg vil virkelig gerne ned på 46 kg.
Jeg går til psykolog, men det hjælper ikke. Alternativt har jeg fået zoneterapi og healing og jeg har sagt til mig selv at jeg er pæn og slank, foran spejlet hundredevis af gange. Jeg frygter lidt at jeg aldrig slipper af med spiseforstyrrelsen. Problemet er at jeg ser mig selv som større end jeg er (ifølge lægerne og min familie). Men hvis det er rigtigt, så er det jo det har har betydning for om jeg er syg. For hvis jeg bare kunne se det som andre tilsyneladende ser, så ville der ikke være nogle problemer. At have et forvrænget syn på sig selv er noget psykotisk, men jeg får antipsykotisk medicin, og det hjælper ikke på det punkt.
Jeg vil gerne være rask, men jeg vil ikke være normalvægtig. Jeg kan slet ikke sætte ord på hvor meget jeg hader min krop.
Kommentarer
Når du siger at du er ét kilo fra at være normalvægtig mener du så bmi 18,5 eller 20? For det er vist bevist at der er mindre risiko for tilbagefald ved bmi 20.
Ja jeg mener jeg er et kilo fra at have et BMI på 18,5. Hvis jeg skulle have et BMI på 20 skulle jeg veje lidt over 55 kg, og det vil jeg ikke.
Desiree: Det er da rigtig godt at du har lysten til at komme op i vægt. Det betyder at du er godt på vej, også selvom det måske går langsomt. Men det var underligt for mig at læse det, for sådan tænker jeg slet ikke. Jeg tænker bare at det er for dårligt at jeg ikke har tabt mig endnu. Jeg vil rigtig gerne veje mindre.
Men jeg har også et ønske om at spise sundt. Den fornuftige del af mig går meget op i sundhed. Efter jeg blev udskrevet bestemte jeg mig for at jeg ville spise 6 måltider om dagen, være god ved mig selv og motionere. Men det holdt bare ikke ret længe. Så sultede jeg mig måske tre dage, hvorefter jeg fik et ædeflip eller jeg prøvede at spise sundt igen. Nu er jeg gået på kompromis, så jeg spiser 900 kcal om dagen. Det er da bedre end 200-400. Men jeg taber mig jo nok lidt af det, men det synes jeg bare er en god ting.
Får du nogen form for hjælp?
Jeg har ikke forstand på anoreksi, men det gyser i mig, når jeg læser sidste del af følgende citat fra dit første indlæg:
”Jeg vil gerne være rask, men jeg vil ikke være normalvægtig. Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor meget jeg hader min krop.”
Jeg lægger desuden mærke til, hvordan du i meget høj grad lever (eller forsøger at leve) efter nogle regler, og hvis reglerne ikke holder i længden, så begynder du enten at sulte dig eller får ædeflip. Det er ikke nogen god livsstrategi.
Jeg har aldrig selv pålagt mig regler omkring mad og motion, men om alle mulige andre ting (arbejde og andre pligter). Og i perioder har mit selvhad været stort, når jeg ikke kunne leve op til mine i virkeligheden alt for høje krav.
Så selv om din situation og min tidligere situation for en overfladisk betragtning ser meget forskellige ud, så er der meget store ligheder. Jeg kan fortælle, at jeg først blev rask, da jeg lærte at mærke min krop. Og egentlig er det frygteligt ærgerligt. Jeg er snart en gammel dame, men det er først nu, at jeg indser, at jeg i virkeligheden hele mit liv har været en smuk kvinde – uden at vide det! Sikke et spild
Jeg er sikker på, at du i virkeligheden har en flot krop. Du overfører blot dit selvhad til din krop. Efter min mening er du nødt til at finde ud af, hvad der er årsagen til dette fuldstændig grundløse selvhad. For der må være en årsag, og den årsag kan ikke bare være noget, der drejer sig om et par kilo fra eller til. Der må have været et svigt, der har gjort, at du ikke fik oprettet en sund selvtillid eller selvglæde. Det er aldrig for sent at råde bod på sådan et svigt. Men man skal have en kvalificeret hjælp.
En kvalificeret behandling (jeg kan anbefale kropsorienteret psykoterapi) vil gå ud på at råde bod på det svigt, der engang skete, sådan at du kan få en sund selvtillid, og derudover slippe alle udvendige regler, samt ikke mindst lære at mærke kroppen og dens behov. Hvis man kan mærke sin krops behov, spiser man, når man er sulten, og holder op med at spise, når man er mæt.
Der er ingen, der siger, at du behøver at være normalvægtig. Vi kunne jo se, at denne Marlena Bellafonte, der var uhyggeligt tynd (”Vild med dans” i TV2) så ud til at have et godt liv. Men det er vigtigt, at du får et godt forhold til din krop, og det kræver at du – i stedet for at fokusere på din vægt og dine leveregler – begynder at lede efter årsagen til dit selvhad og gøre noget ved det.
Det er aldrig for sent at få kropsbevidsthed og positiv selvglæde.
Mange hilsner og held og lykke
Kameliadamen
Nej jeg får ikke nogen hjælp. Jeg har gjort, men det har ikke hjulpet mig så meget. Den første "hjælp" var på psykiatrisk afd i kolding, men deres hjælp bestod ad peptalk omkring hvorfor det er så farligt at være tynd og jeg blev nærmest tvunget til at tage på. Så de kunne slet ikke hjælpe mig. Siden har jeg kommet hos en psykoterapeut, hvilket var meget bedre fordi man ikke bliver tvunget til noget og det hele går i ens eget tempo. Men jeg har desværre ikke råd længere, så lige pt får jeg ingen hjælp.
Jeg synes det er hårdt at tage på, fordi at når fedtet begyndet at sætte sig, er jeg ekstremt fokuseret på det og føler væmmelse ved at have mere fedt på kroppen end jeg ikke er vandt til. det er en skrækkelig fornemmelse. Og desværre er det en fornemmelse der er svær at dele med andre, fordi de sikkert tænker at det er noget underligt noget.
Jeg er ked af at høre du ikke får hjælp mere. Det er ærgeligt at man ikke kan få tilskud til det, når nu det hjælper.
Jeg går til psykologsamtaler på psykiatrisk afdeling, hvilket jeg heller ikke synes hjælper. Min psykolog har endda selv sagt at han ikke ved ret meget om spiseforstyrrelser. Men jeg har heller ikke lyst til at sige at jeg ikke vil gå der, for det har taget lang tid før de ville hjælpe. Det var først da jeg fik en psykose at de havde resourcer til at hjælpe.
Da jeg blev indlagt gjorde jeg det frivilligt. Jeg spurgte om jeg ville få ordentlig hjælp, og at det ikke ville være sådan at jeg bare skulle tage på og så blev sendt hjem igen. Det lovede de mig. Men det passede ikke. Jeg var virkelig opsat på, at nu ville jeg gøre alt for at blive rask med deres hjælp, men jeg blev så skuffet. Det de kaldte hjælp var noget "miljø-terapi", som egentlig bare betød at dagen var struktureret, at tingene skete på faste tidspunkter. Jeg begyndte at spise, men kun fordi jeg ville udskrives, og det blev jeg da jeg vejede det jeg skulle.
Har du været indlagt?
Jeg tror det er svært for andre at forstå det helt. De synes det er mærkeligt at man ikke spiser, det er jo helt naturligt for dem. Mange kvinder kan godt synes de har lidt for meget fedt på kroppen, men de fleste tænker jo ikke ret meget over det. Jeg tænker på det hele tiden. Hvis jeg har taget på bliver jeg sur på mig selv eller ked af det. Jeg tog rigtig mange afføringspiller på et tidspunkt og var egentlig ret bange for at få hjertestop eller lignende, men alligevel blev jeg ved, for det var vigtigere at jeg tabte mig.
jeg var selv syg i mange år, hvor man ikke troede jeg ville overleve. jeg blev heldigvis rask og er en velfungerende pige den dag idag.
grunden til at jeg skriver er at jeg føler jeg kan give jer noget, måske den hjælp i har brug for at få, for at komme videre. jeg har været i samme situation som jer, jeg ved hvor ulidelig forfædeligt det er. jeg kender følelsen af at ville være rask, men ikke at ville være normalvægtig,( det sagde jeg også altid.)
jeg er kommet til et sted i mit liv hvor jeg har lyst til at hjælpe andre, fordi jeg ved hvor forfædelig en sygdom det er.
skriv til mig hvis i er interesseret i at snakke med mig. evt over debatten eller i kan få min mail/mobil
Jeg blev tilbudt at blive indlagt i Kolding, men sagde pænt nej tak, fordi jeg ved at deres måde at behandle på, hjælper i langt de færreste situationer.
Med spiseforstyrelsen har der også fulgt meget angst, jeg er rigtig tit angst især når jeg er sammen med andre, på indkøb eller ude at ride. Ved ikke hvorfor men er bliver ofte svimmel i disse situationer.
Annmar88
Hvor er jeg glad for at høre fra endnu en som kender til de samme psykiske lidelser, og som er blevet rask. Jeg vil meget gerne høre mere fra dig evt. via mail. Min mail er:desling@hotmail.com.
håber der er nogen der kan hjælpe
jeg har også TIT haft tanken om at købe afføringspiller, men tænker også det pinligt hvis de beghynder at spørger om alle mulige ting, for jeg er 14.
men har også tanken "det dumt og du ved det, det hele bliver bare værre hvis du køber dem.