Indstillinger
Min kærestes søn gider os ikke
Hej,
min kæreste og jeg har kendt hinanden i snart 1 år. Vi bor ikke sammen, men bor ca 2km fra hinanden, begge i hus. Han har 2 drenge på hhv. 6 og 9 år, som han har hveranden uge hele ugen, og jeg har en dreng på 6 år,som mest er hos mig, men så meget hos sin far som hans job giver mulighed for. Vi har begge et godt forhold til vores eks'er,og min kæreste var alene i godt 6 mdr. før han mødte mig (via dating) og jeg havde da været alene godt 3 år, men havde da haft et par kærester i den periode.
Vi er meget glade for hinanden og drengene kommer umiddelbart fint ud af det sammen- de går også på samme skole.
Nu til problemet; hans store dreng vil ikke sove hos os, hvorfor kan jeg ikke få forklaring på andet end "han ikke har lyst og min kæreste respektere ham". Da jeg for en månedstid holdt en fødselsdagfest med middag og børn, gik han og hans børn før nogle af gæsterne, fordi drengen ikke ville sove hos os, hvilket virkede lidt mærkeligt - specielt på de tilbageblevne.
Drengen har netop haft fødselsdag, og han ønskede at tilbringe dagen (en søndag) med sin bror, far og mor - hele dagen, hvilket også blev ønsket. Jeg har spurgt om han/de ikke inviterere os, omend så ikke på en anden dag, da vi jo gerne vil give ham en gave, men jeg har ikke fået et svar, andet end "måske".
Min eks og jeg holder også fødselsdag for min søn, men vi invitere altid andre familiemedlemmer,herunder også nye kærester hvis ellers der er enighed om det - det samme gælder jul - så jeg har stor forståelse for at man skal fejre højtider sammen med sin eks og respektere sit barns far/mor,når det nu kan lade sig gøre.
Min søn syntes selvfølgelig at det er underligt at han ikke vil sove hos os og at vi ikke bliver inviteret til fødselsdag. Min kærestes yngste søn stillede i øvrigt også spørgsmålet om vi ikke kom på fødselsdagen!
Nu da vi har været sammen snart 1 år, begynder dette at irritere mig, da jeg ikke kan se hvordan vi kan få en fremtid sammen, hvis hans ældste søns ønsker og behov skal dirigere, hvordan vi alle skal være sammen? er det mig der er sart? hvordan skal jeg tage dette op med min kæreste? når jeg prøver så ender det i en blindgyde...Jeg har heller ikke lyst i at blande mig i hans opdragelse afsine børn, da jeg i øvrigt synes han er en super far. Jeg føler umiddelbart vi har et godt forhold til hans drenge.
Nogle af mine venner prøvede at tage det op med ham - ikke opfordret af mig - og de forklarede fra egne erfaringer at det måske ikke altid er godt at lade børnene bestemme, min kæreste forsvarede sig at sådan var det (og at han ikke ville flytte sammen med mig,hvilket benægtede at have sagt bagefter) og efterfølgende var han blevet sur over at de tog det op og at han følte sig angrebet. Men jeg syntes jo de havde ret og i øvrigt fortalte de blot om egne erfaringer i en god mening.
Hvad gør jeg? Hvordan kommer jeg videre? nogle gode erfaringer....
min kæreste og jeg har kendt hinanden i snart 1 år. Vi bor ikke sammen, men bor ca 2km fra hinanden, begge i hus. Han har 2 drenge på hhv. 6 og 9 år, som han har hveranden uge hele ugen, og jeg har en dreng på 6 år,som mest er hos mig, men så meget hos sin far som hans job giver mulighed for. Vi har begge et godt forhold til vores eks'er,og min kæreste var alene i godt 6 mdr. før han mødte mig (via dating) og jeg havde da været alene godt 3 år, men havde da haft et par kærester i den periode.
Vi er meget glade for hinanden og drengene kommer umiddelbart fint ud af det sammen- de går også på samme skole.
Nu til problemet; hans store dreng vil ikke sove hos os, hvorfor kan jeg ikke få forklaring på andet end "han ikke har lyst og min kæreste respektere ham". Da jeg for en månedstid holdt en fødselsdagfest med middag og børn, gik han og hans børn før nogle af gæsterne, fordi drengen ikke ville sove hos os, hvilket virkede lidt mærkeligt - specielt på de tilbageblevne.
Drengen har netop haft fødselsdag, og han ønskede at tilbringe dagen (en søndag) med sin bror, far og mor - hele dagen, hvilket også blev ønsket. Jeg har spurgt om han/de ikke inviterere os, omend så ikke på en anden dag, da vi jo gerne vil give ham en gave, men jeg har ikke fået et svar, andet end "måske".
Min eks og jeg holder også fødselsdag for min søn, men vi invitere altid andre familiemedlemmer,herunder også nye kærester hvis ellers der er enighed om det - det samme gælder jul - så jeg har stor forståelse for at man skal fejre højtider sammen med sin eks og respektere sit barns far/mor,når det nu kan lade sig gøre.
Min søn syntes selvfølgelig at det er underligt at han ikke vil sove hos os og at vi ikke bliver inviteret til fødselsdag. Min kærestes yngste søn stillede i øvrigt også spørgsmålet om vi ikke kom på fødselsdagen!
Nu da vi har været sammen snart 1 år, begynder dette at irritere mig, da jeg ikke kan se hvordan vi kan få en fremtid sammen, hvis hans ældste søns ønsker og behov skal dirigere, hvordan vi alle skal være sammen? er det mig der er sart? hvordan skal jeg tage dette op med min kæreste? når jeg prøver så ender det i en blindgyde...Jeg har heller ikke lyst i at blande mig i hans opdragelse afsine børn, da jeg i øvrigt synes han er en super far. Jeg føler umiddelbart vi har et godt forhold til hans drenge.
Nogle af mine venner prøvede at tage det op med ham - ikke opfordret af mig - og de forklarede fra egne erfaringer at det måske ikke altid er godt at lade børnene bestemme, min kæreste forsvarede sig at sådan var det (og at han ikke ville flytte sammen med mig,hvilket benægtede at have sagt bagefter) og efterfølgende var han blevet sur over at de tog det op og at han følte sig angrebet. Men jeg syntes jo de havde ret og i øvrigt fortalte de blot om egne erfaringer i en god mening.
Hvad gør jeg? Hvordan kommer jeg videre? nogle gode erfaringer....
Kommentarer
dem det går mest ud over ved skilsmisser ---og når forældrene får nye kærester ---er børnene --nogle børn kan hurtig akseptere de forandrede forhold
men andre børn har svært ved at folige sig med det --og det har altså din kærestes ældste søn ----og det bliver ikke bedre hverken for far eller søn --at i alle ponker dem og gør jer kloge på hvad andre gør
FOR HVAD DER ER RIGTIG FOR ALLE JER ANDRE ---
ER MÅSKE IKKE RIGTIG FOR DIN KÆRESTE OG HANS SØN---
du skulle måske tænke på om han er den rigtige for dig
eller öm du er den rigtige for ham---
Drengen kan ikke sige, hvorfor han ikke vil sove hos jer. Det tror jeg nu heller ikke, man skal forvente af en niårrig. Det må i prøve at føle jer ind på, men et godt bud kan være omstilling, at føle sig hjemme. Han skal i forvejen omstille sig mellem to hjem, sin mors og sin fars, nu kommer der så også et tredie hjem. Mine erfaringer er således, at mine børn kan være ganske håbløse, lige når de kommer fra deres mor, men efter en dags tid begynder de at falde til og bliver mere åbne og glade.
Alderen kan også spille ind. Min yngste datter var således meget åben og imødekommende overfor min nye kone i begyndelsen. Dengang var hun seks år. Nu er hun blevet ni, ligesom din kærestes dreng, og er blevet meget mere reserveret, hvad der også frustrerer min kone. Der sker sikkert ganske meget med børnene i den alder. De bliver præpubertere, og deres følelsesliv kompleksiseres ganske voldsomt, så de ikke selv altid lige kan følge med. Jeg forsøger at sætte grænser for min datter, påtaler når hun snerrer uden grund og beder hende svare, gerne lidt imødekommende, når min kone taler til hende. Men jeg opfordrer også min kone til at tage det med ro, som Solo313 gør det. Giv barnet space, lad det falde til ro og komme ud af busken, inden det bombarderes med spørgsmål og en åbenhed, det måske slet ikke er parat til at møde.
Endelig står din kærestes søn lidt udenfor aldersmæssigt. De to yngste er begge seks, han er ni og dermed udviklingsmæssigt et helt andet sted end de to små.
Du bør naturligvis tage en dybtgående snak med din kæreste om jeres nærmeste hhv. lidt mere langsigtede drømme og mål, så i får afstemt jeres forventninger, men her og nu tror jeg altså, det kunne være en rigtig god ide primært at bo hos din kæreste, når han har sin søn. Bak endvidere din kæreste og hans dreng op, hvor det er muligt. Prøv at se tingene også fra deres side og giv dem den kredit, også udadtil (venner, familie, din søn), det vil styrke båndene mellem jer, hvis de føler også at blive forstået. Selvfølgelig skal din kæreste også vise forståelse for dine følelser
Jeg ser det her i nærheden, et barn der skifter hjem hver anden uge.
Barnet er til tider dybt fortvivlet og vil ikke. Alderen er 10 år.
Det er så synd for de børn, der bliver udsat for skilsmisse.
Jeg læser om , hvor vanskeligt folk har det, men børnene gemmer det inde i sig. Deres inderste tanker og følelser hører vi ikke om.
Jeg ville tage mest hensyn til mine børn, så længe de var små. Det ville være min pligt og jeg ville også gøre det mest af kærlighed til dem. Deres verden bør være tryg.
Hvis min nuværende mand ikke havde vist umådelig meget hensyn var vi aldrig blevet gift.
Han er blevet en elsket bedstefar til mine børnebørn.
tusind tak for jeres gode råd. Det er dejligt at høre de mange erfaringer og meninger. Specielt det her med udviklingen der sker med børn i ni års alderen og at han måske føler sig lidt udenfor. Jeg er lidt uforstående overfor at jeg skulle presse nogen til noget, det er absolut ikke mit mål og jeg har faktisk ikke påtalt at han ikke vil, men bare accepteret det, da vi så har sovet hos dem. Men jeg synes jo heller ikke at jeg kan byde min søn at vi ALTID sover hos dem, da han jo også gerne vil være hjemme en gang imellem med sit eget legetøj mv. og jo også er hos sin far indimellem. Vi er ikke interesseret i at bo hos dem, men synes det er ok at være der.
Men efter vi nu har kendt hinanden i et år, hvor de ikke har sovet hos os, fordi han ikke vil, og jeg egentlig ikke har kommenteret det, så synes jeg måske også at det er på tide at vi bliver accepteret som en del af pakken.
Selvfølgelig er børn forskellige og der skal være plads til alle og vil iøvrigt lade det være op til min kæreste, da han jo kender ham bedst. Jeg er selv skilmisse barn og har sovet på skift hos min mors kæreste - også da jeg var ni og de andre var 3 børn og jeg var bare mig, hvilket jeg egentlig ikke stillede så mange spørgsmål til - sådan var det jo bare.
Det jeg synes er lidt træls, det er at hans søn gerne vil sove hos andre og jeg ved ikke helt hvad jeg skal foreslå min kæreste hvordan vi kommer videre. Selvfølgelig kan vi bare rette ind og sove hos dem, men jeg synes måske også at min kæreste skal stå lidt mere fast på at han har valgt mig som kæreste og at det ikke ændrer sig. Jeg synes ikke om løsninger med ultimatum og at jeg så vil gå fra ham eller lignende, men kan bare ikke se hvordan vi nogensinde kan flytte sammen - hvilket jeg iøvrigt ikke har travlt med - og hvor mange år vi skal vente på at blive accepteret.
Jeg kan godt se dit problem. Måske vil han ikke acceptere dig, som fars kæreste. Det ved man jo ikke. Han er måske ikke engang klar over det selv.
Hvis din søn en dag/nat hellere vil blive hjemme, så mener jeg du må føje ham. Og så må I jo blive hver sit sted, hvis ikke de vil overnatte.
Det ville måske være godt, at prøve.
Det undrer mig du siger, du ikke altid kan byde din søn det. Jamen har du da ikke spurgt han, hvad han ønsker.
Du bliver jo nød til at respektere din kærestes ønske. Der er jo ikke andre muligheder. Det er hans bestemmelse.
Måske har han de samme problemer, som jeg ser her i nærheden, at barnet ikke vil være der.
Det kan have noget at gøre med, at det altid er barnet, der skal indrette sig efter de voksne. Det må være forfærdelig svært for et barn hele tiden at skulle omstille sig til de forskellige husregler, hvis ikke umuligt.
Det hjælper heller ikke, du har haft det udemærket i din barndom med at sove ude, hvis drengen ikke har det godt med at sove hos dig. Ingen kan vide, hvad drengen føler og tænker. Og det er jo faderen, der tager beslutningen.
Nu skal du endelig ikke tro, jeg ikke forstår dig, det gør jeg bestemt.
Naturligvis undrer det mig, du skriver, han gerne vil sove andre steder, men ikke hos dig. der må være en grund. Og den grund tager hans far hensyn til, uanset om han måske slet ikke kender grunden.
Jeg er bange for, jeg ville gøre det samme. Og hvis min eventuelle kæreste ikke ville det, ja så måtte vi skilles.
Vi er forskellige allesammen, også i vores følelsesliv.
Jeg forstår sandelig godt, du mener din kæreste skulle stå mere fast og vise du er hans kæreste, men det ønsker han ikke. Og der står han åbenbart fast.
Jeg har meget forståelse for, hvordan du føler, jeg ville heller ikke have det så godt med det, men hvis der nu ikke er noget alternativ.
Hvis det var mig ville jeg prøve at komme drengen lidt ind på livet. Lære ham rigtig at kende. Måske han så ændrer sin opfattelse af situationen.
Den der tager barnet ved hånden tager moderen om hjertet. Det samme gælder sikkert også for fædre.
Jeg håber I vil finde en løsning, som alle kan acceptere.
At se sig vred på en 9 årig dreng ...et år inde i et nyt forhold lyder rimeligt klamt omklamrende og anstrengende.
Og at involvere familie og venner... så de begynder at "PUNKE" din et årige forbindelse var og er direkte uklogt
Accepter at det er en lille dreng der skal have tid og pas så dig selv og din nye ven ...og så bare vær sød overfor ham når han er der.
når man skal have et forhold til at køre med sammen bragte børn er 1 år ikke ret længe --og efter hvad jeg forstår kom du ind i din kærestes liv allerede 6 måneder efter han blev alene ----det har selvfølgelig været smertefuldt for drengen at se sin far i en anden kvindes favn end sin mor ----så allerede er der nok en hvis afstand til dig ---han kan måske ikke lide dig og din facon at være på ----så du må slappe af --hvis du vil have hans far ---må du langsom og forsigtigt spørge ind til hvorfor han ikke kan lidet at sove hos jer --din søn og dig
behøver din kæreste og dig absolut sove sammen når i har alle børnene .---hvad med den weekn hvor de er hos den anden forældre ----hvad er det i skal nå --stiler i ikke efter at holde sammen resten af livet ----du skriver at at du har haft flere kærester --så din søn er måske mere vant til de fremmede overnatninger og klarer det bedre --end de andre drenge ---