Angst for at fremlægge/være i fokus.
Hey
Jeg fungerer generelt normalt socialt med mine venner og andre. Men i visse situationer kan jeg blive så nervøs at jeg ikke kan sove, får hjertebanken, mareridt, småkvalme osv.
En af de situationer har jeg lige været igennem i nat pga. et projekt jeg har kørende i fritiden med en ven. Vedkommende har fået ideen at vi skal præsentere/introducere værker for publikum. 1-2 min. skal det kun vare. Det har jeg så tøvende accepteret i går, men i nat har jeg slet ikke fået sovet ordentligt, været urolig hele natten, haft mareridt og mentalt dårligt, hjertebanken osv. bare pga. det. Så jeg endte med at skrive til vedkommende at jeg godt ved det lyder meget langt ude, men at jeg altså må sige fra til den mundtlige fremlæggelse fra min side - at jeg så til gengæld vil bidrage på andre måder med at introducere værkerne skriftligt.
Her er problemet bare - hvorfor den her overdrevne nervøsitet? Hvorfor er det aldrig gået væk? Jeg har gennem mine uddannelser været konfronteret med det her problem gang på gang, overvundet eksamensangst, kommer videre med alt andet - bare ikke den her med at fremlægge for en mængde hvor man selv er 100% i fokus - min stemme knækker, jeg bliver ynkeligt nervøs, og føler mig derefter ydmyget - det her har jeg været igennem.... måske 100 gange nu. Og det er bare ikke blevet bedre.
Hvad kan man gøre?
Jeg fungerer generelt normalt socialt med mine venner og andre. Men i visse situationer kan jeg blive så nervøs at jeg ikke kan sove, får hjertebanken, mareridt, småkvalme osv.
En af de situationer har jeg lige været igennem i nat pga. et projekt jeg har kørende i fritiden med en ven. Vedkommende har fået ideen at vi skal præsentere/introducere værker for publikum. 1-2 min. skal det kun vare. Det har jeg så tøvende accepteret i går, men i nat har jeg slet ikke fået sovet ordentligt, været urolig hele natten, haft mareridt og mentalt dårligt, hjertebanken osv. bare pga. det. Så jeg endte med at skrive til vedkommende at jeg godt ved det lyder meget langt ude, men at jeg altså må sige fra til den mundtlige fremlæggelse fra min side - at jeg så til gengæld vil bidrage på andre måder med at introducere værkerne skriftligt.
Her er problemet bare - hvorfor den her overdrevne nervøsitet? Hvorfor er det aldrig gået væk? Jeg har gennem mine uddannelser været konfronteret med det her problem gang på gang, overvundet eksamensangst, kommer videre med alt andet - bare ikke den her med at fremlægge for en mængde hvor man selv er 100% i fokus - min stemme knækker, jeg bliver ynkeligt nervøs, og føler mig derefter ydmyget - det her har jeg været igennem.... måske 100 gange nu. Og det er bare ikke blevet bedre.
Hvad kan man gøre?
Kommentarer
Jeg tror, du lider af præstationsangst. Det går godt til dine eksaminer og ogsp socialt, fordi du ved, at det jo ikke er dig, der skal være på hele tiden - der skal jo også føres en samtale og stilles spørgsmål. Det er kommunikation mellem en forholdsvis lille lukket gruppe. Ved en præsentation, er det dig - og kun dig, der skal præstere - stukturere, formidle, alles øjne og ører er på dig, de forventer noget af dig. Du styrer det hele - og derfor står du også med ansvaret for, at det hele bliver ordentligt og tilhørerne får noget ud af det.
Vi er mange, som har det sådan. Du vil blive overrasket over, hvor mange. Og én ting kan du være sikker på: 4/5 af dem, der sidder og lytter, vil på ingen måde bytte med dig.
Du har det så måske mere udtalt end andre, men jeg tror faktisk, at du ville få noget ud af at få noget kognitivt terapi hos en psykolog. Men hvis du ikke i din hverdag har brug for at fremlægge eller at du planlægger en karriere, der tvinger dig til at fremlægge eller være på - så kan det måske være, at det ikke er så vigtigt, at du søger hjælp. Jeg kan nu godt forstå, at det irritere dig - for du vil jo gerne kunne klare at fremlægge uden, at det skal føre til alle de angstsymptomer.
Håber du kan bruge dette til noget. De bedste tanker
Elektra
Jeg er helt enig med Elektra - du lider af det, alle andre mennesker også lider af - nemlig at være usikker, når vi står i en ny situation.
Man kan komme omkring det på flere måder: 1) Den hard core måde - learning by doing, det vil sige, bare springe ud i det og lade erfaringerne lede dig på vej. 2) Få hjælp for eksempel via en god coach, via terapi eller lidt retorisk intruktion. 3) Vælge andet hverv og undgå situationen.
Mange vælger at gøre det sidste. Det synes jeg personligt er ærgerligt, for der er mange af de 'præstationsangst-ramte' der har super meget godt at byde ind med.
Jeg håber, du springer ud i det - enten på egen hånd eller med lidt hjælp. Jeg tror, det er med til at udvikle os som mennesker at gøre noget, der rykker os ud af 'komfort-zonen'.
Lad os høre, hvordan det går, og hvad du beslutter at gøre:-)
Pøj pøj.
Mange hilsner fra
Lotus
Tak for svarene.
Er sprunget ud i det. Begge gange knækkede stemmen lidt, men jeg forsøgte at tage fat i mig selv og det gik. Anden gang var slemmest, men det var også fordi det var en lidt vattet præsentation. Jeg har valgt bare at springe ud i det og lade mig være nærvøs, endda selv om jeg kan se på folk at de kan se det på mig - det er tough, men jeg gider virkelig ikke starte til terapi og alt muligt hvis bare jeg kan lære det på den her måde.
Og jeg synes den var meget god den du skrev, Elektra, med at 4/5 helst ikke ville stå i ens situation - så føler man sig jo lidt stolt og sej i det, på trods af at det er ubehageligt.
Jeg prøver nogle gange mere og mon ikke det går over efterhånden, ellers må jeg bare lide, gider ikke lade angsten vinde over mig
Det skal dog lige siges at det er SYGT ubehageligt...