Pårørende
Er der et sted pårørende til maniodepressive kan henvende sig?
Jeg har en far med sygdommen, og jeg synes det er svært at tackle, især når han får sine maniske perioder. Han er ikke til at stole på, når han han de perioder, men jeg vil heller ikke skubbe ham fra mig.
Jeg er begyndt ikke at ville have noget med ham at gøre når han er manisk, og har sagt helt fra hvad angår pengesager, og jeg vil ikke vide hvad han laver, når han er manisk. Jeg vil ikke have ham i nærheden af mit barn, netop fordi han ikke er til at regne med, og jeg vil ikke have at mit barn bliver skuffet.
Jeg har det lidt dårligt med at jeg skubber han sådan fra mig når han er manisk, men jeg kan ikke holde til det. Jeg kender efterhånden faresignalerne og reagerer også promte derpå - besøger ham ikke, inviterer ham ikke, snakker ikke så meget med ham og venter bare indtil han får depressionsperioden bagefter og håber hver gang at den "normale" periode er længere end den foregående.
Er det forkert?
Jeg har en far med sygdommen, og jeg synes det er svært at tackle, især når han får sine maniske perioder. Han er ikke til at stole på, når han han de perioder, men jeg vil heller ikke skubbe ham fra mig.
Jeg er begyndt ikke at ville have noget med ham at gøre når han er manisk, og har sagt helt fra hvad angår pengesager, og jeg vil ikke vide hvad han laver, når han er manisk. Jeg vil ikke have ham i nærheden af mit barn, netop fordi han ikke er til at regne med, og jeg vil ikke have at mit barn bliver skuffet.
Jeg har det lidt dårligt med at jeg skubber han sådan fra mig når han er manisk, men jeg kan ikke holde til det. Jeg kender efterhånden faresignalerne og reagerer også promte derpå - besøger ham ikke, inviterer ham ikke, snakker ikke så meget med ham og venter bare indtil han får depressionsperioden bagefter og håber hver gang at den "normale" periode er længere end den foregående.
Er det forkert?
Kommentarer
Jeg er selv maniodepressiv og har levet med sygdommen i 8 år. Idag er jeg rask og mærker ikke noget til sygdommen. Jeg kan dog godt huske, hvordan jeg opførte mig i de maniske faser og jeg har fuld forståelse for, at du forsøger at undgå kontakt med din far. Jeg kan forestille mig, at det må være meget svært for dig at trække dig tilbage, men du har både dig selv og dit barn at tage hensyn til. Jeg ved heller ikke hvor meget det påvirker din far for jeg kan huske, at jeg levede i en helt anden verden så det er slet ikke sikkert, at han registrerer, at du holder ham på afstand. Det er så nemt for mig at sige, men jeg synes ikke, at du skal have dårlig samvittighed over det. For mig lyder det som om din far hele tiden skifter mellem mani og depression. Får han medicin? Det gør jeg selv for at forebygge nye episoder og jeg er så heldig, at medicinen har en rigtig god effekt på mig. Det er desværre ikke alle, hvor medicin virker så godt og måske har din far prøvet flere forskellige slags uden den store effekt. Jeg ved også, at nogle holder med at tage medicin i de maniske perioder fordi de mener, at nu har de det godt. Det er jo desværre en del af sygdommen, at man ikke selv vil indse, at der er noget galt. Du spørger om der er et sted, hvor pårørende kan henvende sig. Jeg vil foreslå dig at kigge på hjemmesiderne SIND.dk og Depressionsforeningen.dk. Det kunne være, at der var nogen, som kunne rådgive dig eller måske henvise til andre foreninger. Men se om du kan lade være med at have dårlig samvittighed - du har også et liv, der skal leves.
Held og lykke med det.
Ja, han får medicin, men det kan ikke holde det nede, og når han så får en lille optur stopper han med medicinen fordi han så føler han har fuld styr på tingene og vil ikke at "hverdagen skal være leverpostej" som han siger, og så kører manien for fuld styrke med en efterfølgende depression. Jo længere manisk periode jo længere depression. De seneste mange år har der været en manisk og en depressiv periode hvert år - oftest startende men mani om efteråret og depression til jul.
Han har haft sygdommen i over 10 år, og går til psykiater ca en gang hver halve år - alligevel går det galt.
Det er nok det bedste, at jeg prøver ikke at have dårlig samvittighed over at jeg holder ham væk fra os, og ikke vil høre om, hvad han foretager sig i de maniske perioder - jeg vil ikke rodes ind i det. Når han enten er deprimeret eller "normal" har vi et rigtig godt forhold til hinanden, jeg føler bare jeg mister ham når han er manisk.
Bare det at høre fra en der selv har sygdommen har lettet mig rigtig meget, så tak for svaret og for henvisning til hvor jeg kan få råd og vejledning.
Jeg har tænkt på, om der måske er en form for støttegruppe i nærheden af hvor din far bor. Jeg synes ikke det er meget med en samtale hos en psykiater hvert halve år. Jeg har selv haft meget glæde af at deltage i en støttegruppe hvor vi var en lille flok på 4, der mødtes 1 gang om ugen over en længere periode. Der var en psykolog tilknyttet og hende havde vi derudover individuelle samtaler med. Det var rigtig godt. Det siges, at der altid er en årsag til en psykisk sygdom. Jeg har fundet ud af, hvad der skete for mig men jeg ved ikke om det er årsagen til, at jeg fungerer normalt idag. Jeg har nogle enkelte gange glemt min medicin og det har jeg kunnet mærke med det samme så det er jeg indstillet på, at jeg skal tage resten af livet. Som jeg skrev tidligere og som du også selv nævner, er der nogle personer, der stopper med medicinen hvis de har en god periode men jeg ved idag, at jeg er særdeles sårbar så jeg kunne ikke drømme om at droppe medicinen. Min sygdom blev udløst af et meget stressende job. Jeg følte ikke, at jeg havde styr på noget som helst og har mange gange fortrudt, at jeg ikke fik sagt fra i tide. Det er jo ingen skam at bede om hjælp og havde jeg vidst hvad det kom til at betyde havde jeg sagt det job op. Idag ved jeg, at jeg skal passe på mig selv og sige fra hvis det bliver for meget. Og jeg har også lært, at selvom jeg i første omgang siger ja til noget, så er det ok at sige fra senere hvis jeg fortryder. Men jeg synes du måske skulle undersøge, om din far kunne få lidt hjælp udover den psykiater han taler med. For mig var det så dejligt at kunne tale med ligesindede. Jeg følte i en periode, at alle kunne se på mig, at jeg ikke var normal så det var rart at konstatere, at alle mulige mennesker kan få en psykisk sygdom og så stadigvæk se helt almindelige ud. Nu ved jeg jo ikke hvor din far bor men der er specialklinikker for maniodepressive i Århus (hvor jeg var tilknyttet) og i Aalborg og på Rigshospitalet. I Århus er de førende på området og jeg tror, at resultaterne har været så gode, at det er derfor, der er oprettet nye klinikker. Jeg blev kontaktet af psykologen for en måneds tid siden. De fulgte op på de personer, der har deltaget i støttegrupper for at høre, hvordan det går og hun kunne fortælle, at der var rigtig mange, der stadigvæk havde det godt. Jeg tror, at samtaler har meget større betydning end man går og tror og kunne din far få hjælp på den måde vil det bare være rigtig godt. De tog sig også af medicinen og det kunne da godt være, at der er en anden type medicin, der måske passer bedre til din far. Vi er jo forskellige allesammen og nogle må desværre prøve sig lidt frem. Det kan selvfølgelig godt være, at det allerede er forsøgt når din far har været syg så længe men der forskes jo hele tiden så jeg vil da formode, at de bliver bedre og bedre.
Jeg håber at der er hjælp at hente - selvfølgelig først og fremmest til din far - men det vil jo også betyde meget for dig hvis han kunne få det bedre.
Nok engang held og lykke med det.
har den dejligste kæreste som jeg virklig elsker og vi har haft det så godt på alle måder ,vi har været rigtig kærlige overfor hinanden og alt har bare kørt rigtig godt. men nu er hun virklig langt nede lige nu og kan slet ikke finde sig selv . hun kan ikke finde glæde ved noget som helst. hun siger tankerne flyver rundt i hovedet på hende og ikke kan finde ro . hun elsker og male og plejer at finde ro ved det ,så hun har lige brugt 14 dage på at male hele huset. og det har kørt hende længere ned ,hun er trist og ked af det og græder meget og er ikke glad.
hun får 2 slags medicin noget mod hendes manio depression og mod angst .hun siger hun føler de virker , men jeg syns jo de har lige modsatte effekt . hun har haft sin nedtur i 2-3måneder nu og syns det kun bliver være lige nu. ved at hun i sine dårlige perioder har brug for afstand til mig og det giver jeg hende også ,for ellers føler hun sig kvalt og så trækker hun sig helt væk. har måske været for meget sammen her i sommer ,mere end vi plejer. men nu truer forholdet også da hun siger hun kun har overskud til børnene og at der ikke er plads til mig . hun kan ikke rumme så meget kærlighed og sexlysten er helt væk og det forstår jeg også. ved at hun kan får perioder hvor det er helt væk.
er gået fra at være manden i hendes liv og hun elsker mig til at være næsten igenting på meget kort tid,og hvor hun nu tænker på at hun ikke skal være i et forhold når hun har det som hun har det. og er begyndt at finde små fejl vedrørende mig og siger at jeg ikke forstår hvad hun fejler . jeg vil kæmpe alt det jeg kan for hende og mig. det er da hårdt og ikke kan hjælpe, kan ikke andet end støtte hende og give hende trykhed og være der for hende for vil jo ikke miste hende.
og har prøvet finde materialer om lige manio depressiv og angst syns ikke de beskriver helt det jeg søger .
nogle der ved hvor der findes en mere nøjagtig beskrivelse af sygedommen og der måske er et forum for pårørende inden for denne sygdom .
på forhånd tak fra mig som kæmper en lille kamp for den jeg elsker .
Jeg er her ikke for at sige noget klogt - kun for at sige at jeg kender det - jeg elsker min kæreste gennem 2 år højere end jeg om beskrive - men lige nu er jeg lort... Jeg ved der er en anden person "under sygdommen" så at sige der elsker mig - men den person er til tider meget langt væk - og har været rigtig langt væk i rigtig lang tid - hun har for kort tid siden kontaktet en psykiater, da hun selv er kor over at "den er gal" og har taget det initiativ i en af de klare perioder - det har dog indtil videre ikke affødt andet end at hun fik noget medicin som hun blev fysisk dårlig af - nu skal hun prøve igen og se om det var et tilfælde - og hvis det så ikke er - hvilket er en stor bekymring - så er der ikke andre muligheder - lykkepiller og lithium er blevet udelukket - en længere historie jeg ikke vil kede dig med.... Jeg er rigtig bange for at miste hende - enten at det dejlige menneske jeg mødte, ikke kommer tilbage - eller vi er nød til at gå fra hinanden... Jeg advarede om at jeg ikke havde noget klogt at sige - men du er ikke alene...