Han snakker i søvne......
Ja, det lyder måske ikke så slemt, men det kan jeg garantere for det er.....
Vi har været sammen i over 20 år, gift i 14, har 3 børn, er selvstændige begge to og arbejder dermed selvfølgelig også for meget. Vi har altid været meget forskellige men jeg har altid set det som en styrke. Og vi har altid grint godt sammen og haft et godt sexliv.
Men det er som om vi bare ikke kan finde ud af noget som helst mere. Han har altid været meget jaloux, selvom jeg vejer ½ ton og overhovedet ikke kigger til anden side. Bare jeg har skullet "i byen" med en flok tøser, er jeg blevet frosset ude af jalousi. Hvis bare jeg blev derhjemme, så gik det ok. Men i takt med at jeg er blevet ældre, mine børn har knapt så meget brug for mig, ja så prøver jeg jo nok at gøre mig lidt fri. Jeg synes jeg trænger til at se andre mennesker, for jeg er meget udadvendt og glad for selskab. Men min mand har ikke behov for at se andre end sin nærmeste familie. Nemlig mig og børnene. Hans forældre er døde, men de var 8 søskende. Men han ser dem 1 gang om året. Han har ingen hobbies overhovedet og ønsker det ikke. Er der nogen som han ikke kan lide, får de det at vide. Heriblandt min lillebrors kone, som altså aldrig har gjort ham noget. Han kan bare ikke lide hende. Så dem ser vi jo heller ikke så tit. Han siger godt nok, at jeg bare selv kan tage afsted. Men så ved jeg jo også, at han ikke snakker med mig i flere dage bagefter. Så jeg behøver vel ikke fortælle at jeg har store problemer med ham nu, hvor håndboldsæsonen er i gang igen og jeg er både spiller og træner (for vores den mindste). Jeg er bare nået dertil, at det VIL jeg bare, for jeg nyder det og kan lide det. Så er den vel ikke længere.
Jeg er måske også bare vågnet op, og har set mit liv forme sig efter hans ønsker. Måske kommer mine ønsker for sent. I hvert fald går det drastisk ned af bakke herhjemme. Vi taler pænt sammen, som bekendte der accepterer hinanden. Men jeg savner at blive elsket. Jeg har foreslået ham parterapi, men det kan overhovedet ikke komme på tale. Jeg har selv gået til psykolog i en periode, og det hjalp mig til at se mange af mine fejl. Bl.a. at han ikke selv kan gætte sig til hvad jeg tænker. Så nu fortæller jeg ham, hvis der er noget jeg er utilfreds med. Men vi skændes faktisk aldrig. Det gjorde vi før.
Ja, det er en lang fortælling for at komme til det største problem. Han skælder nemlig ud i søvne. Han råber i søvne. Han kalder mig de værste ting.
fx. Smatso, luder, fede sæk osv. krydderet med "lad være med at rør mig" og "hold dig væk for helvede". Og han siger det rigtig mange gange.
Ja, der er mange flere grimme vendinger, jeg lægger øre til måske 5 ud af 7 nætter. Når jeg vækker ham, kan jeg mærke at han er meget langt væk. Og han bliver tit dødforskrækket. Så jeg er for så vidt ikke i tvivl om, at han sover. Og al min fornuft siger mig jo også at han ikke kan stilles til ansvar for hvad han siger, når han sover.
MEN MEN MEN. Han har aldrig gjort det før. Det startede vel for ½ års tid siden, og netop fordi vores forhold går så dårligt er det jo ekstra svært at holde ud. Jeg ved godt at han aldrig kunne finde på at sige sådanne ord til mig, når han er vågen.
Men jeg kan ikke finde hjælp nogen steder. Der er åbenbart ikke noget at gøre ved problemerne med at snakke i søvne. Men jeg er totalt ved at gå op i limningen.
Og jeg tror det værste er, at der ikke er nogen som helst, jeg kan snakke med om det her. Jeg kender rigtig mange mennesker, men ikke så tæt, at jeg ville fortælle det her til dem.
Er der nogen, som kender problemet eller måske ved om der er hjælp at hente. Enten i form af behandling eller bedre forståelse.
Vi har været sammen i over 20 år, gift i 14, har 3 børn, er selvstændige begge to og arbejder dermed selvfølgelig også for meget. Vi har altid været meget forskellige men jeg har altid set det som en styrke. Og vi har altid grint godt sammen og haft et godt sexliv.
Men det er som om vi bare ikke kan finde ud af noget som helst mere. Han har altid været meget jaloux, selvom jeg vejer ½ ton og overhovedet ikke kigger til anden side. Bare jeg har skullet "i byen" med en flok tøser, er jeg blevet frosset ude af jalousi. Hvis bare jeg blev derhjemme, så gik det ok. Men i takt med at jeg er blevet ældre, mine børn har knapt så meget brug for mig, ja så prøver jeg jo nok at gøre mig lidt fri. Jeg synes jeg trænger til at se andre mennesker, for jeg er meget udadvendt og glad for selskab. Men min mand har ikke behov for at se andre end sin nærmeste familie. Nemlig mig og børnene. Hans forældre er døde, men de var 8 søskende. Men han ser dem 1 gang om året. Han har ingen hobbies overhovedet og ønsker det ikke. Er der nogen som han ikke kan lide, får de det at vide. Heriblandt min lillebrors kone, som altså aldrig har gjort ham noget. Han kan bare ikke lide hende. Så dem ser vi jo heller ikke så tit. Han siger godt nok, at jeg bare selv kan tage afsted. Men så ved jeg jo også, at han ikke snakker med mig i flere dage bagefter. Så jeg behøver vel ikke fortælle at jeg har store problemer med ham nu, hvor håndboldsæsonen er i gang igen og jeg er både spiller og træner (for vores den mindste). Jeg er bare nået dertil, at det VIL jeg bare, for jeg nyder det og kan lide det. Så er den vel ikke længere.
Jeg er måske også bare vågnet op, og har set mit liv forme sig efter hans ønsker. Måske kommer mine ønsker for sent. I hvert fald går det drastisk ned af bakke herhjemme. Vi taler pænt sammen, som bekendte der accepterer hinanden. Men jeg savner at blive elsket. Jeg har foreslået ham parterapi, men det kan overhovedet ikke komme på tale. Jeg har selv gået til psykolog i en periode, og det hjalp mig til at se mange af mine fejl. Bl.a. at han ikke selv kan gætte sig til hvad jeg tænker. Så nu fortæller jeg ham, hvis der er noget jeg er utilfreds med. Men vi skændes faktisk aldrig. Det gjorde vi før.
Ja, det er en lang fortælling for at komme til det største problem. Han skælder nemlig ud i søvne. Han råber i søvne. Han kalder mig de værste ting.
fx. Smatso, luder, fede sæk osv. krydderet med "lad være med at rør mig" og "hold dig væk for helvede". Og han siger det rigtig mange gange.
Ja, der er mange flere grimme vendinger, jeg lægger øre til måske 5 ud af 7 nætter. Når jeg vækker ham, kan jeg mærke at han er meget langt væk. Og han bliver tit dødforskrækket. Så jeg er for så vidt ikke i tvivl om, at han sover. Og al min fornuft siger mig jo også at han ikke kan stilles til ansvar for hvad han siger, når han sover.
MEN MEN MEN. Han har aldrig gjort det før. Det startede vel for ½ års tid siden, og netop fordi vores forhold går så dårligt er det jo ekstra svært at holde ud. Jeg ved godt at han aldrig kunne finde på at sige sådanne ord til mig, når han er vågen.
Men jeg kan ikke finde hjælp nogen steder. Der er åbenbart ikke noget at gøre ved problemerne med at snakke i søvne. Men jeg er totalt ved at gå op i limningen.
Og jeg tror det værste er, at der ikke er nogen som helst, jeg kan snakke med om det her. Jeg kender rigtig mange mennesker, men ikke så tæt, at jeg ville fortælle det her til dem.
Er der nogen, som kender problemet eller måske ved om der er hjælp at hente. Enten i form af behandling eller bedre forståelse.
Kommentarer
Du arbejder for meget, er aktiv sportsudøver samt ungdomstræner. Hvor er lige tiden til parforholdet?
Nå, jeg forstår dig nu udemærket; er selv i præcis samme situation, bortset fra at jeg ikke som selvstændig arbejder for meget men snarere tager mig de friheder, det også fører med sig. Min sportgren (er også både aktiv og ungdomstræner) går nu på hæld, men i højsæsonen kan det være en balancegang.
Men din mand savner dig og har brug for dig. Så sørg for også at prioritere parforholdet og afse ressourcer til det. Bliv ikke hængende i klubben (hver gang) efter træning/kamp. Er i flere trænere om ungdomsholdet, så tag fri engang imellem for at dyrke jeres parforhold.
Du kan selvfølgelig ikke gøre din mand ansvarlig for, hvad han siger i søvne, men når det gentager sig, som du beskriver, ligger der helt sikkert noget bag, bevidst eller ubevidst. Parterapi kunne da være en god ting, men kræver også ressourcer, så alternativt, specielt når din mand er mod parterapi, så brug den energi til at være sammen og for hinanden.
Så kræs lidt for din mand så han kan forstå, han blot skal være stolt af at have en aktiv og udadvendt kone.
Held og lykke!