Indstillinger
hvorfor er der så mange der lider af deprissin
ja lige det jeg vil have frem--i alle alders klasser findes depri --og mange -mange har den forfærdelige smerte--oplever den 1 gang eller mange gange----hvad er årsagen at så mange mennesker har denne sygdom----har nogen et godt bud på det
Kommentarer
Ja, hvorfor er der så mange, der lider af depression? Det vil jeg gerne give et bud på.
Depressioner kommer jo af belastninger, og der er ingen tvivl om, at mange mennesker i vore dage er meget belastede – enten af et stressende arbejde eller måske af at være sat uden for arbejdsmarkedet eller af andre ting. Der stilles meget store krav på arbejdsmarkedet i dag, og ofte er det svært at forene arbejdslivet med familielivet. Specielt synes jeg, at der stilles store krav til unge kvinder. De skal være dygtige, intelligente, smukke, modebevidste, slanke osv.
Alt det kender vi alle sammen, så det vil jeg ikke gå i detaljer med. Jeg vil hellere nævne en anden type belastninger, som desværre ofte overses, nemlig de belastninger, der kommer af, at mange spiser en kost, der er alt for dårlig. Jeg synes, at der er alt for lidt information om, at vitamin- og mineralmangel kan føre til depression. Utrolig mange danskere har f.eks. D-vitaminmangel. Og D-vitaminmangel kan sagtens være årsag til (eller medvirkende årsag) til depression.
Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at mange ikke får tilstrækkeligt med sunde fedtstoffer. Hjernen består af to tredjedele fedt, og en stor del af dette fedt er såkaldt omega 3-fedtstof, som man især får fra fisk. Hvordan i alverden skal hjernen holde sig rask, hvis den ikke får byggesten til at vedligeholde sine hjerneceller?
Jeg har lige læst en kronik af dr. scient og professor Ole G. Mouritsen, med titlen ”Spis mad!” og undertitlen: ”Hvordan kunne det gå så galt med vores forhold til mad, ernæring og sundhed?”
Ole G. Mouritsen skriver bl.a., at danskerne får for lidt omega 3-fedtstof, og fortsætter: ”Denne ubalance har ført til den voldsomme vækst i hjerte-karsygdomme gennem det 20. århundrede og ser nu ud til at slå igennem i form af kraftig vækst i nervebetingede og psykiske sygdomme.”
Man kan læse kronikken her:
http://www.information.dk/205391
Selv stammer jeg fra en familie, hvor alle havde depression. Jeg vil tro, at vi i vores familie har en genetisk betinget følsomhed, der gør, at vi lettere får depression end andre, når vi er udsat for belastninger. Nu har jeg lært at passe på mig selv og lever i overensstemmelse med mine egne behov og ønsker, i stedet for at prøve at leve op til andres forventninger, sådan som jeg var opdraget til at gøre. Jeg håber, at den onde arv er brudt, for jeg har også forsøgt at lære næste generation at passe på sig selv – også med hensyn til at få en ordentlig kost.
Det var mit bud
Mange hilsner
Kameliadamen
det er også de belasninger vi kommer ud for i livet som kan give depression--
man kan også have nogle arvlige gener---
det der er mest skræmmende er alle de børn og unge mennesker ---der lider af depri---
men så er der også mange mennesker der kommer igennem livet uden at blive deprimeret --og deres levevis er sikkert ikke anderledes end andre som rammes af depri--og de har sikkert også svære belastninger--hvordan kan man forklare det----
når man kommer til lægen får man bare nogle piller stukket ud --ingen spørger til hvad man putter i munden--
hvad med vores opvækst har den indflydelse
Når jeg skriver, som jeg gør, taler jeg ud fra mine egne erfaringer, både fra mig selv, min familie og mine omgivelser.
Og ja, jeg har selvfølgelig også lagt mærke til, at der er mennesker, der kan klare ganske voldsomme belastninger uden at få depression. Jeg tror, at de har lært at tackle vanskeligheder og udfordringer på en mere sund måde, end jeg f.eks. har lært via min opdragelse. Før i tiden, når jeg stod over for et problem, så kunne jeg ikke slippe det, før det var løst, og hvis det ikke kunne løses, gik jeg ofte ned med en depression. Nu har jeg lært at give mig selv pauser, hvor jeg tænker på noget andet, og hvis jeg ikke kan løse problemet, forsøger jeg at undgå at se det som et nederlag.
Min egen søn har et ganske stressende liv med et krævende arbejde, kone og to børn. Jeg har IKKE givet ham den samme opdragelse, som jeg selv fik, men tværtimod lært ham at passe på sig selv. Det betyder, at han lærte at sætte grænser for, hvad han ville finde sig i (f.eks. af krav fra arbejdspladsen eller urimeligheder i øvrigt). Han sørger også for at få tilstrækkeligt med søvn, god og sund mad, samt aktiviteter og motion udendørs. Min søn er massivt arveligt disponeret for depression, idet både hans far og jeg, og desuden begge hans morforældre havde meget alvorlige depressioner. Men der er intet, der tyder på depression i hans tilværelse – heldigvis.
Og ja, opvæksten spiller en stor rolle. Nogle børn bliver jo decideret udsat for mishandling. Men det betyder også noget, hvilke vaner børn får indpodet af forældrene. I min barndom lærte jeg at tilsidesætte mine egne behov og ønsker for andres skyld. Jeg lærte min søn, at han ganske vist skulle forsøge at være et godt menneske, men det skulle ikke ske på bekostning af ham selv.
Min søn og jeg har sikkert stort set den samme arv, hvad angår denne følsomhed, der kan udløse depression ved belastninger, men min søn tackler livet meget bedre, end jeg gjorde. Så hvis det er mig, der har lært ham at tackle vanskeligheder bedre, så har jeg da gjort noget rigtigt i mit liv
Jeg synes, at det er meget problematisk, at der ikke i højere grad bliver gjort opmærksom på sammenhængen mellem dårlig kost og depression. Jeg synes, at lægerne er for dårligt uddannede.
Mange hilsner
Kameliadamen