Indstillinger
løgn
Jeg hader at lyve for folk. Mine forældre spørger hvordan det går, og jeg svarer at det går fint. Mest for at de ikke skal være bekymrede.
Min psykolog spørger hvordan det går, og siger at jeg ser lidt bleg ud. Jeg siger at jeg spiser de fleste dage, så jeg har højst tabt et kilo. Det går okay. Jeg ved ikke hvad jeg skal tale om. Kan ikke fortælle hvordan jeg har det, for vil ikke indlægges.
Min kæreste siger jeg skal spise noget mere, for han vil ikke have at jeg skal indlægges igen. Han spørger om jeg tager piller. Jeg siger at det gør jeg altså ikke. Virker meget overbevisende, og det gør jeg jo heller ikke. Ikke som før, højst to gange om ugen.
Jeg hader at lyve, men jeg hader endnu mere at være tyk.
Jeg ved at mine forældre vil tilgive mig, for de ved det er sygdommen, der gør det.
Jeg er bange for at min kæreste bliver træt af mig. Han har accepteret at jeg sommetider har angst. At det er et problem for mig, men jeg tror han har svært ved at forstå spiseforstyrrelsen. Han er normalt sød og forstående, men han syntes det var hårdt, at jeg var indlagt for noget tid siden. Hvad hvis det ender helt galt denne gang. Med indlæggelse og evt. sonde? Hvor meget kan han mon klare?
Men sygdommen siger at det er ligemeget. Alt er ligemeget. Jeg skal bare være tynd.
Min psykolog spørger hvordan det går, og siger at jeg ser lidt bleg ud. Jeg siger at jeg spiser de fleste dage, så jeg har højst tabt et kilo. Det går okay. Jeg ved ikke hvad jeg skal tale om. Kan ikke fortælle hvordan jeg har det, for vil ikke indlægges.
Min kæreste siger jeg skal spise noget mere, for han vil ikke have at jeg skal indlægges igen. Han spørger om jeg tager piller. Jeg siger at det gør jeg altså ikke. Virker meget overbevisende, og det gør jeg jo heller ikke. Ikke som før, højst to gange om ugen.
Jeg hader at lyve, men jeg hader endnu mere at være tyk.
Jeg ved at mine forældre vil tilgive mig, for de ved det er sygdommen, der gør det.
Jeg er bange for at min kæreste bliver træt af mig. Han har accepteret at jeg sommetider har angst. At det er et problem for mig, men jeg tror han har svært ved at forstå spiseforstyrrelsen. Han er normalt sød og forstående, men han syntes det var hårdt, at jeg var indlagt for noget tid siden. Hvad hvis det ender helt galt denne gang. Med indlæggelse og evt. sonde? Hvor meget kan han mon klare?
Men sygdommen siger at det er ligemeget. Alt er ligemeget. Jeg skal bare være tynd.
Kommentarer
jeg syns ikk du skal lyve for som du selv siger hader du det, du bør gå til lægen og sige sandheden, det kun diig selv der kan fortælle hvordan du har det, det kan de jo ikk vide.