Fysiske symptomer på angst??
For ca 4 år siden oplevede jeg første gang et angstanfald.. Den gang var det en følelse af uvirkelighed. Det føltes som om, at min hjerne drejede en omgang og jeg forsvandt ind i en osteklokke. Jeg kunne ikke skjule for omverden hvor dårligt jeg havde det. Sortnen for øjnene, svimmelhed og knugen i brystet var andre fysiske symptomer. Jeg fik hjælp af en psykolog og da jeg ikke længere var angst for, at få nye angstanfald da jeg havde fundet ud af, at jeg hverken døde eller blev sindsyg af det, ja da blev jeg næsten fri for angsten.. Den kunne fortsat banke på og jeg måtte kende og følge mine begrænsninger.
Nu 4 år efter er jeg blevet gift og fået en skøn lille datter.. Og nu bliver jeg i tvivl om om angsten er ved at vende tilbage, hvis ikke, så er der noget fysisk galt. JEg har dog kraftigt på fornemmelsen, at det igen er psyken, der spiller mig et pudst.
Jeg er træt, jeg er svimmel, jeg kan ikke ordentligt fokusere og jeg føler mig opspændt i kæberne og har ofte også kvalme. Ydermere føler jeg, at kræfterne er mit venstre håndled er væk og jeg ville kunne tabe ting.
Jeg har det ikke hele tiden sådan. Typisk har jeg det rigtig godt om morgenen/formiddagen. Størst sandsynlighed for, at jeg har det sådan er eftermiddag og aften...
Hvordan er dine fysiske symptomer på angst? Kan mit lyde som det, der er vednt tilbage?
Måske jeg skal tilføje, at frygten for at fejle noget kan forværre det.. Tanken om, at jeg jo også skal være der for min datter forværre symptomerne (oftest har jeg dog ikke problemer med at være der for hende, når hun vågner eller lign) Tanken om at skulle tilbage på arbejdsmarkedet gør det ligeledes værre. Indrømmet så har jeg aldrig været ret god til at klare arbejde. Jeg har dog fået taget uddannelse og altid haft let ved at få job. I perioder går det også godt..
Det blev langt, men jeg håber, at du vil svare på mine to spørgsmål.
Jeg må vist hellere indse, at symptomerne ikke går væk og kontakte lægen og tale med mine forældre/mand om min situation. De har altid været der for mig.
Nu 4 år efter er jeg blevet gift og fået en skøn lille datter.. Og nu bliver jeg i tvivl om om angsten er ved at vende tilbage, hvis ikke, så er der noget fysisk galt. JEg har dog kraftigt på fornemmelsen, at det igen er psyken, der spiller mig et pudst.
Jeg er træt, jeg er svimmel, jeg kan ikke ordentligt fokusere og jeg føler mig opspændt i kæberne og har ofte også kvalme. Ydermere føler jeg, at kræfterne er mit venstre håndled er væk og jeg ville kunne tabe ting.
Jeg har det ikke hele tiden sådan. Typisk har jeg det rigtig godt om morgenen/formiddagen. Størst sandsynlighed for, at jeg har det sådan er eftermiddag og aften...
Hvordan er dine fysiske symptomer på angst? Kan mit lyde som det, der er vednt tilbage?
Måske jeg skal tilføje, at frygten for at fejle noget kan forværre det.. Tanken om, at jeg jo også skal være der for min datter forværre symptomerne (oftest har jeg dog ikke problemer med at være der for hende, når hun vågner eller lign) Tanken om at skulle tilbage på arbejdsmarkedet gør det ligeledes værre. Indrømmet så har jeg aldrig været ret god til at klare arbejde. Jeg har dog fået taget uddannelse og altid haft let ved at få job. I perioder går det også godt..
Det blev langt, men jeg håber, at du vil svare på mine to spørgsmål.
Jeg må vist hellere indse, at symptomerne ikke går væk og kontakte lægen og tale med mine forældre/mand om min situation. De har altid været der for mig.
Kommentarer
Jeg er helt sikker på at det er angsten der leger med din krop. Men jeg synes at du skal gå til din læge så du er helt sikker på at det er det. At have små børn kan også stresse og sætte kroppen på overarbejde. Jeg kender også til panikangsten og døjer med den af og til. Mit middel er blevet motion, motion og atter motion - det giver en mulighed for at mærke sin krop og få det bedre med den - når kroppen er i tip top, ja så underlig nok, så er angsten også reduceret.
Os angstramte har jo nok også en tendens til overdrevet at have fokus på kropssymptomer derfor er det svært at tro på når læge fortæller at man ikke fejler noget for man mærker jo de ting i kroppen som gør at man føler sig syg. Jeg er blevet bedre til at ignorer det og sige til mig selv at det er ANGST - det forsvinder igen. Specielt med svimmelheden som er værst op til min menses. Men jeg ved jo den kommer.....Prøv at lær at trække vejret dybt når panikken breder sig - du ved jo at anfaldene går over igen.. Måske var afspænding noget for dig? Håber på det bedste for dig:)