Indstillinger
Har tit meget svært ved at tage mig sammen
Hej med jer..
Jeg er 36 år, bor i lejlighed i et rækkehus med min mand og vi har sammen 2 børn på 12½ og 11 år, som ikke bor hjemme for tiden, fordi der er følelsesmæssige problemer/sen udvikling af den mindste og kun en lille smule følelsesmæssig problemer med den store i forhold til den lille..
Men det handler ikke lige om dem, men om mig selv..
Jeg har i den senere tid ikke kunnet tage mig sammen til noget som helst, jeg sover tit dårligt om natten, kan ikke rigtigt komme op om morgenen, har ingen følelser overfor min mand overhovedet og har slet ikke lysten til sex, kan ikke lide mig selv for tiden, jeg føler jeg tit er overflødig og at ingen kan lide mig heller ikke min mand og når jeg skal ud at handle sørger jeg så vidt muligt for at få det gjort lige efter de åbner og helst 1-2 gang om ugen, da jeg ikke kan klare alt for mange mennesker om mig og jeg har tit tankerod altså kaos i hjernen og kan ikke huske særlig godt og mister tit interessen for forskellige ting..
Lige for tiden sidder jeg tit ved pcen og spiller eller leger og kæler med vores kat eller bare sover det meste af dagen og har tit hovedpine samt føler mig altid træt og sløv og jeg føler at jeg ikke rigtig har noget ordentligt at leve for, kun i de weekender og ferier vi har pigerne i samt jeg kan ikke holde ud at have manden hjemme alt for lang tid af gangen, da jeg føler han tit fylder for meget for mig, dvs jeg kan ikke rigtig rumme ham..
Jeg har det også somom der er noget inden i mig som er ved at dø/visne om det er kærligheden til manden eller hvad det er ved jeg ikke endnu, men jeg ved ihvertfald at pigerne og katten er mit et og alt her på jorden og at det nok er godt for dem de kun er hjemme i få perioder af gangen, for jeg føler ikke jeg får ret meget støtte af min mand til daglig med noget som helst..
Det skal lige siges at jeg faktisk aldrig har haft det særlig godt med mig selv og da slet ikke mens jeg gik i skole..
Jeg har tit fået røvfulde af min far og min mor kunne ikke rigtig overskue at have både jeg og min storebror, så hun har jo nok kommet til at svigte mig lidt eller meget, da jeg var lille og jeg krævede nok også alt for meget opmærksomhed, så hun kom til at gøre så jeg bare passede mig selv, nå ja jeg er også født ca 1½ måned før tid om det har virkning ved jeg ikke osv osv.
Jeg stoler heller ikke på folk og da slet ikke på kommunen og andre myndigheder ang. vores børn og især ikke efter alle de sagbehandlerskift vi har haft ang. børnene, vi er oppe på nr 7-8 efterhånden og det tager på ens psyke hver gang..
Jeg har en masse ting jeg har fået hobet op i mit eget hovede, for jeg kan nemlig ikke snakke med min mand om det jeg går og tænker/spekuler på, for han har desværre ikke evnen til at kunne lytte, trøste og se sine egne fejl og den slags og han har meget svært ved at slippe sine egne behov og lader tit vores andres behov til sidst..
Min mor kan jeg godt læsse lidt af det hen på, men dog ikke for meget, da hun selv har det svært psykisk og min far gider jeg ikke bruge min tid på og jeg har heller ikke så mange venner/veninder at snakke med det om, så jeg har jo ikke rigtig nogen at snakke med...
Jeg lukker mig selv inde mere mere bag de 4 vægge herhjemme jo flere nederlag jeg får ang. det hele og er nem at gøre ked af det og såret...
Ja det er faktisk meget svært kun at have sine børn hver anden weekend og i ferier og et meget stort nederlag at man har fået at vide man heller ikke duer til at passe sine egne børn som fuldtid, fordi man svigter dem jo ikke med vilje og jeg elsker dem jo overalt på jorden og ville aldrig drømme om at gøre dem noget ondt eller noget....
Jeg er 36 år, bor i lejlighed i et rækkehus med min mand og vi har sammen 2 børn på 12½ og 11 år, som ikke bor hjemme for tiden, fordi der er følelsesmæssige problemer/sen udvikling af den mindste og kun en lille smule følelsesmæssig problemer med den store i forhold til den lille..
Men det handler ikke lige om dem, men om mig selv..
Jeg har i den senere tid ikke kunnet tage mig sammen til noget som helst, jeg sover tit dårligt om natten, kan ikke rigtigt komme op om morgenen, har ingen følelser overfor min mand overhovedet og har slet ikke lysten til sex, kan ikke lide mig selv for tiden, jeg føler jeg tit er overflødig og at ingen kan lide mig heller ikke min mand og når jeg skal ud at handle sørger jeg så vidt muligt for at få det gjort lige efter de åbner og helst 1-2 gang om ugen, da jeg ikke kan klare alt for mange mennesker om mig og jeg har tit tankerod altså kaos i hjernen og kan ikke huske særlig godt og mister tit interessen for forskellige ting..
Lige for tiden sidder jeg tit ved pcen og spiller eller leger og kæler med vores kat eller bare sover det meste af dagen og har tit hovedpine samt føler mig altid træt og sløv og jeg føler at jeg ikke rigtig har noget ordentligt at leve for, kun i de weekender og ferier vi har pigerne i samt jeg kan ikke holde ud at have manden hjemme alt for lang tid af gangen, da jeg føler han tit fylder for meget for mig, dvs jeg kan ikke rigtig rumme ham..
Jeg har det også somom der er noget inden i mig som er ved at dø/visne om det er kærligheden til manden eller hvad det er ved jeg ikke endnu, men jeg ved ihvertfald at pigerne og katten er mit et og alt her på jorden og at det nok er godt for dem de kun er hjemme i få perioder af gangen, for jeg føler ikke jeg får ret meget støtte af min mand til daglig med noget som helst..
Det skal lige siges at jeg faktisk aldrig har haft det særlig godt med mig selv og da slet ikke mens jeg gik i skole..
Jeg har tit fået røvfulde af min far og min mor kunne ikke rigtig overskue at have både jeg og min storebror, så hun har jo nok kommet til at svigte mig lidt eller meget, da jeg var lille og jeg krævede nok også alt for meget opmærksomhed, så hun kom til at gøre så jeg bare passede mig selv, nå ja jeg er også født ca 1½ måned før tid om det har virkning ved jeg ikke osv osv.
Jeg stoler heller ikke på folk og da slet ikke på kommunen og andre myndigheder ang. vores børn og især ikke efter alle de sagbehandlerskift vi har haft ang. børnene, vi er oppe på nr 7-8 efterhånden og det tager på ens psyke hver gang..
Jeg har en masse ting jeg har fået hobet op i mit eget hovede, for jeg kan nemlig ikke snakke med min mand om det jeg går og tænker/spekuler på, for han har desværre ikke evnen til at kunne lytte, trøste og se sine egne fejl og den slags og han har meget svært ved at slippe sine egne behov og lader tit vores andres behov til sidst..
Min mor kan jeg godt læsse lidt af det hen på, men dog ikke for meget, da hun selv har det svært psykisk og min far gider jeg ikke bruge min tid på og jeg har heller ikke så mange venner/veninder at snakke med det om, så jeg har jo ikke rigtig nogen at snakke med...
Jeg lukker mig selv inde mere mere bag de 4 vægge herhjemme jo flere nederlag jeg får ang. det hele og er nem at gøre ked af det og såret...
Ja det er faktisk meget svært kun at have sine børn hver anden weekend og i ferier og et meget stort nederlag at man har fået at vide man heller ikke duer til at passe sine egne børn som fuldtid, fordi man svigter dem jo ikke med vilje og jeg elsker dem jo overalt på jorden og ville aldrig drømme om at gøre dem noget ondt eller noget....
Kommentarer
Du skriver ikke rigtig noget om hvorfor I ikke har børnene - er de fjernet eller er det frivilligt at de ikke bor hos jer? - du skriver at det ikke drejer sig om dem, men om dig - det tror jeg desværre ikke er rigtig....
Du har brug for at få hjælp til at komme videre - enten skal du kontakte en psykolog eller en coatch der kan vejlede dig videre i dit eget liv. Jeg er selv mor og det ville slå mig helt ned hvis ikke mine piger boede hos mig - jeg tror du har det på samme måde - er det frivilligt at de ikke bor hos jer, så har du jo skulle bruge uanede af kræfter på at tage den beslutning. Det lyder som om du har en depression. OG det kan jeg godt forstå - det er ikke en ideel situation du er havnet i. Det må simpelthen være SÅ hårdt. Hvad med din mand/kæreste - er han ikke støttende?
Der findes nogle anonyme steder hvor man kan henvende sig -det synes jeg du skal prøve at undersøge - du trænger til en der står på DIN side og som vil hjælpe DIG
Pigerne var til at starte med tvangsanbragt i 2003, men er senere ændret til en frivillig anbringelse efter en meget lang og grundig betænkningstid samt at det var en rigtig meget svær beslutning, da jeg jo elsker mine børn overalt på jorden og selv gerne vil/ville gøre det bedste for pigerne, men nok aldrig perfekt, da man aldrig uanset hvem man er kan være 100% perfekt, men man kan altid gøre sit bedste..
Den begrundelse de bruger imod os som forældre i dag til at fortsat at have dem anbragt er at jeg har følelsesmæssige vanskeligheder, deres far har noget med et dyssocialsproblem og at de siger at begge piger har tilknytningsproblemer, men det er klart vi alle har problemer eftersom kommunen har/er i nakken på os hele tiden og bliver ved med at sige vi ikke er gode nok til at have dem til hverdag, de har jo ikke engang prøvet med en hjemmehosser ej heller med at få styrket vores svage sider, så vi som voksne har/er tvunget til at sejle vores egen sø, da de tilsyneladende ikke er interesseret i at hjælpe os i en grad der kan gøre at vi kan blive i stand til at have dem til hverdag, jeg er sikker på det kan lade sig gøre.....
Jeg håber på der er nogen her iblandt der har medfølelse for vores situation..