Fra glad til ulykkelig på 48timer og tilbage igen
Hej
Jeg er ung kvinde på 20år. Igår havde jeg en dårlig dag. Jeg var ked af det og græd. Idag har jeg det godt, men igår havde jeg lyst til at droppe mine venner, droppe min skole og gå i seng, eller måske bare græde ud i en eller andens skød.
I gymnasiet overvejede jeg at snakke med min læge eller skolepsykolog, men skød tanken væk, for alle mine veninder havde også dårlige dage - jeg kunne bare ikke fortælle dem om mine dårlige dage, for jeg kunne ikke fortælle dem, hvorfor jeg var bund ulykkelig, da jeg ikke viste det. Problemet ved at gå til læge er også, at hvis jeg rammer en god dag, kan jeg ikke fortælle lægen, hvordan jeg har det, for jeg synes også selv mine følelser er irrationelle, og jeg har svært ved at forstå og genkalde, hvor ulykkelig jeg var, og i en sådan situation ville jeg føle at jeg spildte lægens tid; for alle har dårlige dage.
Da jeg var yngre forsøgte jeg mig et par gange med at skære i mig selv, men så ked af det var jeg åbenbart heller ikke, for det lykkedes mig ikke, og jeg blev også meget sur og vred på mig selv over, at jeg havde forsøgt.
Jeg får tit meget dårlig samvittighed, og jeg analyserer og vurderer på min opførsel og laver hele tiden regler for, hvordan jeg bør angribe en given situation, så jeg kan virke overskud-sagtig, selvsikker, interessant, åben og udadvent. Hvis jeg er i en gruppe, og der er stille, bebrejder jeg altid mig selv for, at der er stille og føler, det er mig, der er utilstrækkelig. Jeg er ved at indse, at det nok tit er disse destruktive følelser, der giver mig disse nedture, men har svært ved at handle på det, og når jeg er ked af det, kan jeg ikke kæde en specifik situation sammen med det.
Jeg har mange venner, og så sent som i fredags fortalte en af mine nye studiekammerater, at han syntes, jeg var en meget åben og selvsikker person, men det er i modstrid med alt, hvad jeg føler. Mine venner kommer tit til mig, hvis de har det svært. Men jeg kan ikke lægge mit af hos dem, for de forstår mig ikke, og de har ikke plads til mig, fordi de hele tiden mener, de har 10ting der er værre, og jeg kan kun give dem ret, de har reelle problemer, det har jeg ikke. Men følelser er ikke altid rationelle. Hver vinter bliver det værre, men det er nok meget normalt, for vinter er en lidt mørkere tid for alle. I min familie er der et par der er maniodepressive, et par med tvangstanker og min far er gået ned med stress, så hvorvidt jeg er disponeret for noget af det, har også lagt og kørt lidt rundt i mit hovede. Jeg har haft det sådan de sidste 7år, men sidste år, da jeg var ude at rejse, havde jeg det meget bedre, og havde stort set ingen nedture, men til gengæld havde jeg intet arbejde, læste ikke og havde ikke længere relationer til andre mennesker, og det er jo ikke holdbart resten af mit liv.
Mine spørgsmål er følgende;
Er det overhovedet det rette forum? Jeg synes bare ikke, jeg kan finde noget andet.
Er jeg helt som jeg skal værre, og hvor meget ked af det skal jeg værre, før det ikke er normalt, og er det overhovedet normalt at være super ked af det uden at vide hvorfor? Er jeg bare ung og skal gennemgå alt det her for at blive rigtig voksen, og hvis ja, hvordan kan det så værre jeg havde det så meget bedre sidste år?
Der skal vist mere end fire dårlige dage i træk til at udgøre en depression, men jeg er træt af at have de her invaliderende dage, hvor jeg bare er ulykkelig, så hvis der er nogen, der har forslag til andre ting jeg kunne læse lidt om eller selvhjælpssider eller bøger, i mener kunne være relevante, ville det gøre mig meget glad. Eller hvad ellers i har at byde på.
Med venlig hilsen Pernille
Jeg er ung kvinde på 20år. Igår havde jeg en dårlig dag. Jeg var ked af det og græd. Idag har jeg det godt, men igår havde jeg lyst til at droppe mine venner, droppe min skole og gå i seng, eller måske bare græde ud i en eller andens skød.
I gymnasiet overvejede jeg at snakke med min læge eller skolepsykolog, men skød tanken væk, for alle mine veninder havde også dårlige dage - jeg kunne bare ikke fortælle dem om mine dårlige dage, for jeg kunne ikke fortælle dem, hvorfor jeg var bund ulykkelig, da jeg ikke viste det. Problemet ved at gå til læge er også, at hvis jeg rammer en god dag, kan jeg ikke fortælle lægen, hvordan jeg har det, for jeg synes også selv mine følelser er irrationelle, og jeg har svært ved at forstå og genkalde, hvor ulykkelig jeg var, og i en sådan situation ville jeg føle at jeg spildte lægens tid; for alle har dårlige dage.
Da jeg var yngre forsøgte jeg mig et par gange med at skære i mig selv, men så ked af det var jeg åbenbart heller ikke, for det lykkedes mig ikke, og jeg blev også meget sur og vred på mig selv over, at jeg havde forsøgt.
Jeg får tit meget dårlig samvittighed, og jeg analyserer og vurderer på min opførsel og laver hele tiden regler for, hvordan jeg bør angribe en given situation, så jeg kan virke overskud-sagtig, selvsikker, interessant, åben og udadvent. Hvis jeg er i en gruppe, og der er stille, bebrejder jeg altid mig selv for, at der er stille og føler, det er mig, der er utilstrækkelig. Jeg er ved at indse, at det nok tit er disse destruktive følelser, der giver mig disse nedture, men har svært ved at handle på det, og når jeg er ked af det, kan jeg ikke kæde en specifik situation sammen med det.
Jeg har mange venner, og så sent som i fredags fortalte en af mine nye studiekammerater, at han syntes, jeg var en meget åben og selvsikker person, men det er i modstrid med alt, hvad jeg føler. Mine venner kommer tit til mig, hvis de har det svært. Men jeg kan ikke lægge mit af hos dem, for de forstår mig ikke, og de har ikke plads til mig, fordi de hele tiden mener, de har 10ting der er værre, og jeg kan kun give dem ret, de har reelle problemer, det har jeg ikke. Men følelser er ikke altid rationelle. Hver vinter bliver det værre, men det er nok meget normalt, for vinter er en lidt mørkere tid for alle. I min familie er der et par der er maniodepressive, et par med tvangstanker og min far er gået ned med stress, så hvorvidt jeg er disponeret for noget af det, har også lagt og kørt lidt rundt i mit hovede. Jeg har haft det sådan de sidste 7år, men sidste år, da jeg var ude at rejse, havde jeg det meget bedre, og havde stort set ingen nedture, men til gengæld havde jeg intet arbejde, læste ikke og havde ikke længere relationer til andre mennesker, og det er jo ikke holdbart resten af mit liv.
Mine spørgsmål er følgende;
Er det overhovedet det rette forum? Jeg synes bare ikke, jeg kan finde noget andet.
Er jeg helt som jeg skal værre, og hvor meget ked af det skal jeg værre, før det ikke er normalt, og er det overhovedet normalt at være super ked af det uden at vide hvorfor? Er jeg bare ung og skal gennemgå alt det her for at blive rigtig voksen, og hvis ja, hvordan kan det så værre jeg havde det så meget bedre sidste år?
Der skal vist mere end fire dårlige dage i træk til at udgøre en depression, men jeg er træt af at have de her invaliderende dage, hvor jeg bare er ulykkelig, så hvis der er nogen, der har forslag til andre ting jeg kunne læse lidt om eller selvhjælpssider eller bøger, i mener kunne være relevante, ville det gøre mig meget glad. Eller hvad ellers i har at byde på.
Med venlig hilsen Pernille
Kommentarer
Jeg skal ikke gøre mig klog på om du fejler noget bestemt, men jeg tror altså godt at du kan få det bedre!
Jeg er selv i gang med at fundere over hvordan livet er/skal være og ligeledes hvordan man skal have det. Jeg er blevet sygemeldt med stress og lægen mener at jeg, hvis ikke jeg har en, så i hvert fald er på vej ud i en depression.
Jeg ved ikke om du har en depression, men jeg kan i hvert fald tydeligt se mig selv i flere af de ting du skriver... Dårlig samvittighed, glad den ene dag - ked af det den næste m.m.
Da jeg tog til lægen den første gang med det her - overvejede jeg kraftigt at aflyse mit aftale - fordi jeg ikke lige helt vidste hvad jeg skulle afsted for. Jeg havde det jo ok, men et eller andet sagde mig at jeg hellere lige måtte snakke med ham. Efterhånden som vores samtale skred frem kom der mere og mere frem og jeg fandt ud af at jeg faktisk havde det rigtig skidt, men jeg anede ikke inden jeg tog afsted at det ville udvikle sig som det gjorde, men da der først begyndte at komme ord på så skete der noget!
Du skriver at du ikke har været til lægen... Det synes jeg du skal. Det er ikke let at få taget hul på og snakket om ting man er ked af, men måske skal du een af de dage hvor du er virkelig ulykkelig - skrive alle de tanker ned som du har. Evt. lave et print af dit indlæg her - og så tage det med til lægen.
Jeg har også haft noget skriftligt dagbogs-agtigt med til min læge - han læste det - og tog det bestemt alvorligt!
Da jeg udfylde et skema vedr. depression (skulle svare på mange forskellige spørgsmål) snakkede jeg også med lægen om at jeg, den dag jeg udfyldte det, faktisk havde haft det ok, men at hvis jeg havde udfyldt det dagen før - så havde det set anderledes ud - og det var han helt med på.
Så altså... få skrevet lidt ned - og så afsted til lægen med dig :-)
God vind fra Ronja!
du lyder præcist som mig selv i tiden (gym+uni) før jeg fik stillet depression diagnosen. Jeg havde også selv utroligt svært ved at indse hvor skidt jeg rent faktisk havde det på mine dårlige dage, til alt held tog min bror fat i mig (tør ikke tænke på hvad der ellers kunne være sket, da jeg til sidst gik rundt med de væreste tanker) og fik mig sendt til lægen.
Nu vil jeg ikke gøre mig til ekspert, men disse destruktive tanker du omtaler kunne tyde på en depression - auto-negative tanker/feedback - er et klassisk tegn, samt dårlig samvittighed og det at du har svært ved at kæde din nedtur sammen med noget specifikt. Med hensyn til din vennekreds, jeg var selv i præcis samme situation da jeg fortalte dem at jeg rent faktisk har en svær depression, "Du virker ikke ked af det?" og "Du er da altid klar på ballade!" var deres første indskydelse; det skyldes jeg åbenbart var meget god til at skjule min smerte - som det også kunne tyde på du er.
Kommer endvidere også selv fra en familie med tilfælde af bipolær og almindelige depression samt stress. Skræmmende så ens vi er.
Det er det helt rigtige forum, du er kommet til. Her er mine forslag til dig:
1) Opsøg din læge; han/hun vil tage dine problemer alvorligt, bede dig om at udfylde et skema (hjælp til at af/be-kræfte) og om ikke andet være èn du kan komme af med din smerte til - tavshedspligt.
2) Lige så snart du har været nede gennem længere tid, til det punkt hvor det er invaliderende så vil jeg mene det er et reelt problem; hvorvidt det er en depression eller ej må en læge afgøre. Men jeg synes alt tyder på det.
3) Da du var ude og rejse, blev du bombarderet med sanse-indtryk - fik du mere sol og motion end ellers, fordi det er begge to vigtige ting til at få det bedre under en dårlig periode; ihvertfald for mig!
4) Af bøger vil jeg foreslå Psykiatri Fondens "Depression", samt den der "Til dig der har en depression" - sådan en hvid lille bog (kan ikke huske forlag, prøver at finde min - fik den af min læge), med forklaringer og historier fra depressive.
Som en der kommer fra præcis samme situation vil jeg slutte af med;
Jeg håber det bedste for dig, og aftal en tid med din læge.