Spiseforstyrrelse eller bare meget kræsen? :(
Dav... jeg er en dreng på 18 år og har så lang tilbage jeg kan huske haft problemer med at spise mad jeg ikke er vandt til... So far har jeg været i stand til at leve med det fordi jeg jo har været et barn og har ofte været i stand til at få "speciel mad"... men nu hvor jeg er mere eller mindre fløjet fra reden melder der sig enorme problemer :S...
Går i 3.G og folk har for længst lagt mærke til at jeg aldrig spiser noget... og det gør jeg faktisk... bare hjemme fordi jeg bare ikke kan få "fremmed" mad ned. Er et seriøst problem i mit liv og bryder ikke om at folk pointerer det i offentlighed fordi jeg synes det er vildt udmygende... har tidligere i livet haft de typiske teenage selvværds problemer (især omkring mit udseende), og får lette tilbage fald når mere seriøst episode omkring mit madproblem udfolder sig.
Ville virkelig sætte pris på noget hjælp... føler mig total som en outsider så snart mad bliver omtalt og der går ikke længe før en joke om mig flyver ud
...
Går i 3.G og folk har for længst lagt mærke til at jeg aldrig spiser noget... og det gør jeg faktisk... bare hjemme fordi jeg bare ikke kan få "fremmed" mad ned. Er et seriøst problem i mit liv og bryder ikke om at folk pointerer det i offentlighed fordi jeg synes det er vildt udmygende... har tidligere i livet haft de typiske teenage selvværds problemer (især omkring mit udseende), og får lette tilbage fald når mere seriøst episode omkring mit madproblem udfolder sig.
Ville virkelig sætte pris på noget hjælp... føler mig total som en outsider så snart mad bliver omtalt og der går ikke længe før en joke om mig flyver ud
... 
Kommentarer
Ja, på sin vis lyder det da lidt specielt, men du skriver ikke noget om, om du har et særligt forhold til din krop og din vægt. Er du bange for at tage på? Eller handler det slet og ret om, at du ikke kan lide andet mad, end det du kender hjemmefra? Og hvad er det da, du er vant til, som er så anderledes fra hvad dine venner spiser??
I bund og grund er der jo ikke andet at gøre, end at prøve at være åben overfor nye ting. Tag lidt hen ad vejen, ingen siger jo du skal kaste dig over store portioner.
Det at spise sammen, er jo i høj grad noget vi mennesker forbinder med hygge og samvær, så jeg forstår godt, at det må virke noget socialt invaliderende, at du overhovedet ikke kan spise sammen med dine venner.
Og selvom det er generende for dig, så er det jo ikke så underligt, at der falder kommentarer om det. Jeg formoder ikke, at der er nogen brod bag det de siger, formentlig er de kun fjollede, og har nu fået fokus på at du skiller dig lidt ud. Ingen ved sikkert, at du finder kommentaererne meget irriterende.
Men vil du problemet til livs, så må du enten tone rent flag og sige det irriterer dig at høre på (og det kan måske virke lidt snerpet og sart), eller også må du tage tyren ved hornene og begynde at vænne dig til nye madvarer. Fx i dit eget selskab, til at starte med.
Ellers er dit problem jo kommet for at blive. Du vil jo vedvarende komme til at indgå i sammenhænge med andre mennesker, hvor mad ofte spiller en rolle. Både i kantinen på arbejdspladsen, og privat med venner.
Held og lykke (og velbekomme;)
På det du beskriver, synes jeg det lyder som mere end alm kræsenhed. At overvinde kræsenhed plejer at lade sig gøre, ved stille og roligt at smage sig frem på nye ting i eget tempo. Mine børn har også været kræsne, men er så godt som vokset sig fra det.
Men at du næsten er ved at kaste op, når du får mad i munden du ikke plejer synes jeg lyder lidt voldsomt. Derfor tænker jeg på, om der ligger mere bag end du skriver.. Er du fx tilfreds med din krop som den ser ud?
Eller tænker du det meste af tiden på mad/mængde/motion?
Hvis det ikke er problemet, men det udelukkende handler om at du kun kan spise ensidigt, så kan du måske stoppe dine venners kommentarer ved at sige, at du efterhånden er lidt træt af de evige kommentarer eller du kunne alternativt at medbringe din egen mad i skolen.
Var det en mulighed?