Indstillinger
17 år og svær depression.
jeg er 17 år og havde først en mild depression for et år siden ca. Jeg har gjort meget skade på mig selv - skåret mig til blods ved min pulsåre osv. Fik så depressions piller for det her i starten af Februar. Og jeg fik det faktisk bedre, jeg var mere glad og smilende. Men så skete det. I marts den 21.. Jeg forsøgte at tage en overdosis af min medicin og blev så indlagt på medicinsk afd. Jeg har ventet siden marts på at begynde ved psykiatrien og skal jeg så her i oktober. Men ikke nok med at jeg har fået mig en svær depression, er jeg paranoid og har panikangst og måske skizofreni.. Jeg er kun 17 år og jeg er ved at tage min uddannelse, og jeg kan ikke klare det mere snart. Mine venner forstår mig jo ikke i det. Når jeg sidder og snakker personligt med dem - om problemer og sådan. Snakker de kun om den nuværende kæreste de har, eller om de lige har slået op og han er bare det og det. Jeg lytter altid til dem og tager dem seriøst. Men der er ingen af dem der tager mit seriøst?
Kommentarer
Jeg har først set dit indlæg nu, så det er et noget sent svar, du får. Jeg håber, at du stadigt er med og læser det?
Du har så sandelig brug for andet og mere hjælp end bare medicin. Jeg håber, at du er kommet til i psykiatrien og også får noget terapeutisk hjælp?
At dine venner ikke forstår dig, er ikke mærkeligt. Når man har nogle psykiske problemer, så lever man på en måde i en anden verden, end så mange andre menensker. De ting, du oplever og den måde du har det på, har de ikke muligheden for at kunne sætte sig ind i. Det betyder ikke, at de ikke tager dig seriøst men de ved simpelthen ikke, hvad de skal sige eller gøre og de kommer til at føle sig hjælpeløse. Så er det lettere bare at tale om kærester og kærestesorger og den slags. Det prøver du så at tale med om, selvom den slags ting måske slet ikke føles vigtige for dig, fordi du har så meget andet at slås med, der føles langt, langt vigtigere.
Så kan det være meget svært at føle et fællesskab. Man føler sig ikke lyttet til og føler sig ikke forstået og man opfatter måske de andre som overfladiske og det de taler om for mindre væsentligt eller ligegyldigt. Det kan gøre én meget ensom og få én til at føle sig meget anderledes og udenfor. Problemet er, at det ikke er de rigtige mennesker, man har åbnet sig overfor.
Skal man finde forståelse og samhørighed, så er det altid bedst at tale med nogen, der har det på samme måde som én selv eller som selv har prøvet at have det på den måde. Derfor kan f.eks. gruppeterapi som psykiatrien oftest tilbyder være rigtigt godt.
Jeg håber som sagt, at du får noget mere hjælp nu.
Mange hilsner Helene