Min sociale "angst"
Angst lyder næsten for dramatisk. Det handler mere om bare ikke at få visse situationer til at kunne fungere socialt og at jeg er udenforstående for hvorfor det er de ikke lykkes.
Jeg har en del nære venner og når vi tager ud sammen eller er sammen er det fint; har jeg mindst 1 "backup" af en eller anden grad tror jeg at jeg føler mig tryg og ueksponeret - en ret normal ting, det er jo de færreste der f.eks. tager i byen alene. Ved de fleste ting fungerer jeg normalt socialt, jeg er ikke det nervevrag jeg kunne være ved de mindste ting før i tiden; når jeg endelig er det bebrejder jeg ikke mig selv i samme grad som før eller har det dårligt længe efter over en bestemt situation. Jeg har lidt lært at tage en dag ad gangen og vide at man selv er sin værste dommer - folk tænker måske man kan være lidt weird ind i mellem, men altså, hva' så? Det er jo ikke fordi man mister kontakten med alle mennesker i verden af den grund.
Udover det, så er der stadig situationer hvor jeg kan få nedtur og skride hjem.
F.eks. hvis jeg er et sted med en masse mennesker, kun kender en eller to, og kan se det hygger sig med andre - at hægte sig på der som en igle ville være for lamt en hel aften og desuden ville det ikke være særlig sjovt.
Jeg kigger rundt, folk snakker sammen på kryds og tværs - enkelte sidder som jeg og ved ikke helt hvem de skal snakke med - jeg kan høre visse samtaler i nærheden, kigger lidt rundt følger med så godt jeg kan, selv om al den snak godt kan larme lidt og være forvirrende - især efter et par bajere. Folk virker som om de kender hinanden generelt - eller har fundet noget fælles at snakke om og kan snakke naturligt efter 2 min.
Når jeg så prøver at komme indi samtalen , er det med sådan nogle kommenterende bemærkninger, hvor man kender til noget osv.. Og så smiler folk da og svarer ja osv. Men jeg kan ikke komme indenfor. Jeg føler mig her påtrængende og at hvis jeg bliver ved her, så bliver folk irriterede. Det er min intuitive fornemmelse at de her folk, der ikke rigtig ved hvem jeg er, også er lidt tøvende - det er en normal ting - og jeg kan ikke bryde isen. Det med isen er mit største problem. Jeg ved ikke hvordan jeg gør det naturligt. Jeg sidder ved stedet nogle timer, føler mig ikke så utilpads som jeg havde gjort for nogle år siden, men stadig, tankerne flyver rundt og jeg irriterer mig over at jeg ikke kan komme videre og at jeg egentlig keder mig ved bare at sidde der. Jeg er desuden bevidst om at andre ser mig sidde der, ikke at jeg tror de tænker meget over det, man ser jo altid nogle stykker til sådan nogle ting der ikke snakker med nogen, men jeg vil bare ikke være en af dem for det er egentlig ikke mig. Jeg falder i løbet af aftenen i snak med to personer sådan rigtigt, og det går da ok, de er søde nok og det hele er meget afslappet. Størstedelen af tiden sidder jeg dog og ved ikke helt hvor jeg skal gøre af mig selv.
Så går jeg hjem. Det var den aften. Har lidt nedtur på over det der og fortæller kæresten om det, hun er forstående. Næste morgen kan være lidt sur, alt man har gjort og sagt fiser rundt i hovedet - om aftenen er det glemt....
Den slags aftener skulle jo ikke være sådan. Jeg har jo efterhånden set hvordan selv de mest specielle, anderledes personer håndterer den slags her bedre end jeg gør.
Jeg kan bare ikke bryde isen med fremmede på den måde. Det er som om jeg kun kan lære folk godt at kende på tomandshånd og ellers skal jeg være heldig og klikke med folk til den slags ting her, men det sker sjældent. Hvordan placerer man sig selv i et crowd af folk der ellers kender hinanden ok godt, men hvor der nu også er nogen der ikke kender de andre så godt?
Nogen gode råd?
Jeg har en del nære venner og når vi tager ud sammen eller er sammen er det fint; har jeg mindst 1 "backup" af en eller anden grad tror jeg at jeg føler mig tryg og ueksponeret - en ret normal ting, det er jo de færreste der f.eks. tager i byen alene. Ved de fleste ting fungerer jeg normalt socialt, jeg er ikke det nervevrag jeg kunne være ved de mindste ting før i tiden; når jeg endelig er det bebrejder jeg ikke mig selv i samme grad som før eller har det dårligt længe efter over en bestemt situation. Jeg har lidt lært at tage en dag ad gangen og vide at man selv er sin værste dommer - folk tænker måske man kan være lidt weird ind i mellem, men altså, hva' så? Det er jo ikke fordi man mister kontakten med alle mennesker i verden af den grund.
Udover det, så er der stadig situationer hvor jeg kan få nedtur og skride hjem.
F.eks. hvis jeg er et sted med en masse mennesker, kun kender en eller to, og kan se det hygger sig med andre - at hægte sig på der som en igle ville være for lamt en hel aften og desuden ville det ikke være særlig sjovt.
Jeg kigger rundt, folk snakker sammen på kryds og tværs - enkelte sidder som jeg og ved ikke helt hvem de skal snakke med - jeg kan høre visse samtaler i nærheden, kigger lidt rundt følger med så godt jeg kan, selv om al den snak godt kan larme lidt og være forvirrende - især efter et par bajere. Folk virker som om de kender hinanden generelt - eller har fundet noget fælles at snakke om og kan snakke naturligt efter 2 min.
Når jeg så prøver at komme indi samtalen , er det med sådan nogle kommenterende bemærkninger, hvor man kender til noget osv.. Og så smiler folk da og svarer ja osv. Men jeg kan ikke komme indenfor. Jeg føler mig her påtrængende og at hvis jeg bliver ved her, så bliver folk irriterede. Det er min intuitive fornemmelse at de her folk, der ikke rigtig ved hvem jeg er, også er lidt tøvende - det er en normal ting - og jeg kan ikke bryde isen. Det med isen er mit største problem. Jeg ved ikke hvordan jeg gør det naturligt. Jeg sidder ved stedet nogle timer, føler mig ikke så utilpads som jeg havde gjort for nogle år siden, men stadig, tankerne flyver rundt og jeg irriterer mig over at jeg ikke kan komme videre og at jeg egentlig keder mig ved bare at sidde der. Jeg er desuden bevidst om at andre ser mig sidde der, ikke at jeg tror de tænker meget over det, man ser jo altid nogle stykker til sådan nogle ting der ikke snakker med nogen, men jeg vil bare ikke være en af dem for det er egentlig ikke mig. Jeg falder i løbet af aftenen i snak med to personer sådan rigtigt, og det går da ok, de er søde nok og det hele er meget afslappet. Størstedelen af tiden sidder jeg dog og ved ikke helt hvor jeg skal gøre af mig selv.
Så går jeg hjem. Det var den aften. Har lidt nedtur på over det der og fortæller kæresten om det, hun er forstående. Næste morgen kan være lidt sur, alt man har gjort og sagt fiser rundt i hovedet - om aftenen er det glemt....
Den slags aftener skulle jo ikke være sådan. Jeg har jo efterhånden set hvordan selv de mest specielle, anderledes personer håndterer den slags her bedre end jeg gør.
Jeg kan bare ikke bryde isen med fremmede på den måde. Det er som om jeg kun kan lære folk godt at kende på tomandshånd og ellers skal jeg være heldig og klikke med folk til den slags ting her, men det sker sjældent. Hvordan placerer man sig selv i et crowd af folk der ellers kender hinanden ok godt, men hvor der nu også er nogen der ikke kender de andre så godt?
Nogen gode råd?
