Indstillinger
Jeg er en dårlig forælder
Hej
Da jeg var 19 år gammel, mente jeg at jeg var virkelig voksen og at det næste skridt i livet var at få et barn. Så det gjorde jeg. Min søn blev født tre måneder for tidligt og jeg så ham ikke i 24 timer (det var i udlandet). Så tænker nogle gange, at jeg ikke knyttede de moderlige bånd?!
I de første tre år var jeg en god mor, tror jeg. Men så gik jeg fra min søns far og blev forelsket i en fyr der var meget yngre end jeg. Min søn flyttede hjem til mine forældre i et års tid, jeg skulle gøre min uddannelse færdig i udlandet. Derefter flyttede min søn og jeg til en anden by langt fra mine forældre, da det var her, jeg havde mulighed for job og videre uddannelse. Jeg var alene mor og kendte ingen i Danmark, da jeg havde været væk så længe. Fik en depression. Min søn kom i børnehave (den tredje) og senere begyndte han i skole. Da han var halvvejs gennem 1. klasse måtte han bo hos mine forældre igen i tre måneder og gå i skole der, pga. et midlertidigt job, der krævede jeg var væk hjemmefra tre dage om ugen. Han kom tilbage til mig og var nødt til at flytte skole endnu en gang, da vi var flyttet i mellemtiden (vi havde boet på kollegie og jeg var ikke længere studerende). Min søn har for nyligt fået konstateret en autisme spektrum tilstand, men har ellers ingen mén på trods af sin tidlige fødsel. Han kan dog godt være meget krævende og han er ofte vred på mig (af god grund)
I de sidste tre år har jeg haft en udenlandsk kæreste, som jeg rejste over til fire gange i løbet af et år indtil han flyttede til Danmark, han har boet her i DK i et år, men har nu forladt Danmark og os. Og en af grundene var mit barn. Det korte af det lange er at jeg ville tage med ham og at jeg hver gang jeg får en ny kæreste sætter dem før min søn, ikke at jeg vil det, men jeg har vel et eller andet sindssygt behov for selv at blive elsket. Allerhelst vil jeg have at min søn skal have det godt og føle sig elsket, men vi er meget alene og jeg savner frihed, mit netværk er meget småt (da mine få venner først nu er begyndt at få børn eller lever det vilde single gå-i-byen liv) min søn er næsten ni nu og jeg næsten 30. Jeg har haft on-off depressioner i mange år, som gør at man bliver meget indadvendt og egoistisk, derudover har jeg altid haft en rådden selvtillid og det går udover min søn. Har ofte tanker om at det ville være bedre hvis jeg ikke havde ham, så jeg kunne få min frihed tilbage. Men mener det ikke. Hans far kan/vil ikke hjælpe, han bor i et helt andet land og har stiftet en ny familie, men tænker nogle gange at min søn ville have en mere stabil tilværelse der. Ved ikke om jeg kunne undvære ham, men så er jeg jo bare egoistisk igen. Jeg vil helst bare vende den og tænke på min søn frem for mig selv, kærester, jobs osv. Hvad skal jeg gøre? Det er svært når man trasker rundt og har ondt af sig selv hele tiden, det er ikke fair over for min søn. Jeg elsker ham altså, jeg er bare en møgelendig mor.
Mvh
RM
Da jeg var 19 år gammel, mente jeg at jeg var virkelig voksen og at det næste skridt i livet var at få et barn. Så det gjorde jeg. Min søn blev født tre måneder for tidligt og jeg så ham ikke i 24 timer (det var i udlandet). Så tænker nogle gange, at jeg ikke knyttede de moderlige bånd?!
I de første tre år var jeg en god mor, tror jeg. Men så gik jeg fra min søns far og blev forelsket i en fyr der var meget yngre end jeg. Min søn flyttede hjem til mine forældre i et års tid, jeg skulle gøre min uddannelse færdig i udlandet. Derefter flyttede min søn og jeg til en anden by langt fra mine forældre, da det var her, jeg havde mulighed for job og videre uddannelse. Jeg var alene mor og kendte ingen i Danmark, da jeg havde været væk så længe. Fik en depression. Min søn kom i børnehave (den tredje) og senere begyndte han i skole. Da han var halvvejs gennem 1. klasse måtte han bo hos mine forældre igen i tre måneder og gå i skole der, pga. et midlertidigt job, der krævede jeg var væk hjemmefra tre dage om ugen. Han kom tilbage til mig og var nødt til at flytte skole endnu en gang, da vi var flyttet i mellemtiden (vi havde boet på kollegie og jeg var ikke længere studerende). Min søn har for nyligt fået konstateret en autisme spektrum tilstand, men har ellers ingen mén på trods af sin tidlige fødsel. Han kan dog godt være meget krævende og han er ofte vred på mig (af god grund)
I de sidste tre år har jeg haft en udenlandsk kæreste, som jeg rejste over til fire gange i løbet af et år indtil han flyttede til Danmark, han har boet her i DK i et år, men har nu forladt Danmark og os. Og en af grundene var mit barn. Det korte af det lange er at jeg ville tage med ham og at jeg hver gang jeg får en ny kæreste sætter dem før min søn, ikke at jeg vil det, men jeg har vel et eller andet sindssygt behov for selv at blive elsket. Allerhelst vil jeg have at min søn skal have det godt og føle sig elsket, men vi er meget alene og jeg savner frihed, mit netværk er meget småt (da mine få venner først nu er begyndt at få børn eller lever det vilde single gå-i-byen liv) min søn er næsten ni nu og jeg næsten 30. Jeg har haft on-off depressioner i mange år, som gør at man bliver meget indadvendt og egoistisk, derudover har jeg altid haft en rådden selvtillid og det går udover min søn. Har ofte tanker om at det ville være bedre hvis jeg ikke havde ham, så jeg kunne få min frihed tilbage. Men mener det ikke. Hans far kan/vil ikke hjælpe, han bor i et helt andet land og har stiftet en ny familie, men tænker nogle gange at min søn ville have en mere stabil tilværelse der. Ved ikke om jeg kunne undvære ham, men så er jeg jo bare egoistisk igen. Jeg vil helst bare vende den og tænke på min søn frem for mig selv, kærester, jobs osv. Hvad skal jeg gøre? Det er svært når man trasker rundt og har ondt af sig selv hele tiden, det er ikke fair over for min søn. Jeg elsker ham altså, jeg er bare en møgelendig mor.
Mvh
RM
Kommentarer
Børn har krav på ubetinget kærlighed, omsorg og tryghed, og det kan du ikke give ham med de betingelser, du indtil nu har budt ham.
Han har været alt for meget uden dig, og her må du sætte dig selv i sidste række, og ikke være så egoistisk, at du selv skal fungere før din søn.
Den der med frihed køber jeg ikke, du er nu en voksen kvinde og frihed har man altså ikke, når man har sat børn i verden. Det er i hvert tilfælde en anden form for frihed
Børn er ikke nogle, der kan fungere uden ansvarlige voksne, og her er du hans mor, den der skal lære at være ansvarlig, og ikke hele tiden give ham videre til dine forældre, når du enten forelsker dig, eller når han ikke lige passer ind i det liv, du kunne ønske dig at leve.
Jeg ved godt at jeg her giver dig en lille skideballe, men nu må du se at blive voksen og en ansvarlig mor for din søn.
Du er ikke single mere, men har et stort ansvar overfor din søn som er 9 år.
Hilsen Sofie
Jeg må medgive, at der er ting i din historie der kunne have været bedre.
Men da du nu selv er blevet så opmærksom på prøblemet, hvorfor pokker så ikke gøre noget ved det??
Du skriver, at du nogle gange ville ønske, at du kunne være uden ham og få din frihed tilbage. Og alligevel ikke.. Altså - din søn har kun dig! Måske var du ikke så moden da du fik ham som 19-årig, men nu er du 30, og det er på høje tid du ser at blive voksen. Ja undskyld, men hvem er taberen i det her spil?
Du vil gerne elskes. Jeg kan ikke lade være at tænke at kærligheden er lige for næsen af dig, i form af din dreng, som du måske behøver at genopbygge et tillidsforhold til, men som selvfølgelig elsker dig inde bag den skuffelse han måske også føler for dig. Men den tillid må du så se at få bygget op. Det har du pligt til, han har brug for dig!
Du kan ikke ændre på fortiden, men forhåbentlig kan du blive klogere af den.
Du har forældre der har hjulpet dig og været der for din dreng, hver gang du ikke var der. Der har dog trods alt været nogle gennemgående voksne i din drengs liv, som han har knyttet nære bånd med. Jeg håber du gør en indsats for, at de holder kontakten og ses regelmæssigt, da de har spillet en central rolle i hans liv i mange år. At du ikke bare flytter rundt i landet med ham, efter jobs og kærester, uden tanke for at han behøver at have stabilt samvær med sine bedsteforældre.
Og samtidig kan du jo reflektere lidt over, at dine forældre jo åbenbart altid har været der for dig (i hvert fald mht at tage sig af din dreng). Kunne du forestille dig, at være der lige så meget for din dreng?? Kunne du præstere noget tilsvarende for ham? Og er det i virkeligheden ikke en forældreopgave at støtte sine børn og være der for dem? Hvordan ville dit og din drengs liv have set ud, uden dine forældre?
Du er nødt til at se ud over dine egne behov nu, og begynde at træde lidt i karakter som mor. Om få år bliver han teenager, og svigtede børn figurerer risikerer en kriminel løbebane eller et liv med misbrug. Er det et fremtidsperspektiv? Han skal da have muligheden for at få et godt voksenliv. Og det er du i høj grad med til at grundlægge nu.
Derfor: Giv ham din opmærksomhed. Lav ting sammen med ham. Tal med ham. Interesser dig for ham.
Det er sidste udkald. Børn over 12 år får flere og flere aktiviteter uden for hjemmet. Vennekredsen bliver større og det bliver fremadrettet sværere og sværere at følge med i alt hvad der foregår og kende alle ders venner. Hvis du vil undgå, at han havner i det dårlige selskab, så må du gøre en indsats nu!
Andre unge går ind i sig selv, isolerer sig. Men det er da også slemt!
Så tag du at sætte dig selv i baggunden. Det er faktisk ret sundt! Tænk over hvad du og din søn kan lave sammen. Og blæs på dine dårlige kærester. At have en fyr, der dropper dig bl.a pga dit barn, er da ikke en mand der er værd at samle på. Helt ærligt!
Jeg håber det bedste for dig og din dreng. Men se at komme i gang! Der er ingen tid at spilde.