når følelserne gør ondt
For lidt over 6 måneder siden blev jeg og børnenes far sepereret. Vi stødte hele tiden på de samme problememer og kunne ikke finde nogen løsninger, så til sidst valdte vi at gå hver til sit. Han kom med forslaget og jeg sagde bare ok, det er det vi gør. Jeg orkede ikke at kæmpe med det samme ting mere. Vi var enige om at bevare en god tone i mellem os af hensyn til børnene. Og det er egentlig let nok, for vi er stadig venner...
.
De første 4½- 5 måneder, gik jeg rundt med mange blandede følelser. Jeg savnede ham, jeg savnede det vi havde. Nogle da ønskede jeg brændene at mærke hans arme omkring mig, jeg havde stadig følelser for ham, men kærlighed havde heller aldrig været en del af problemerne. Men jeg turde ikke at fortælle ham det, for hvad nu hvis han ikke gengældte det, hvis nu at han var kommet over os. Jeg ville føle mig så blottet, så derfor gik jeg rundt med de her følelser uden at dele dem med nogen.
Jeg kan ikke forklare hvordan det skete, men for 1½ månes siden stod vi i hinandens arme og græd, fortalte hinanden at vi savnede hinanden og aldrig er stoppet med at elske hinanden. Og vi endte med at blive helt opslugt af en voldsom begær til hinanden, ja og vi endte med at dyrke sex. Indrømmer med det samme, at det var rart at være sammen med ham igen. Vi ville ikke begynde at analysere det der skete, men bare nyde den fornemmelse det gav os. Jeg sagde at jeg ikke vil forlange noget af ham og han ikke måtte af mig. Hverken venner eller familie ved noget om vores lille samstød, for det er noget vi vil finde ud af først inden andre behøver at vide noget (især børnene, vil ikke give den falske forhåbninger)
Der gik så en lille måned hvor vi næsten var tilbage til det normale venskab vi havde efter seperationen, den eneste forskel er at vi kysser hinanden farvel når vi er alene. Det havde jeg det også fint med, for jeg havde brug for at finde mig selv, og det samme havde han.
Indtil for 14 dage siden vendte begæret tilbage, og vi lå igen i hinandens arme. Det var igen dejligt....
Men nu fylder han så meget i mine tanker. Vi har ikke sagt at vi savner eller elsker hinanden siden den dag for 1½ måned siden.
Jeg kan ikke finde ud af ham, de signaler jeg tror jeg får fra ham. Ligger jeg mere i det end han gør???
Er det bare ren lyst og begær fra hans side???
På den ene side ville jeg ønske at vi kunne have et forhold hvos vi bare bor hver for sig ( har hørt fra andre, at det fungere fint for dem)
På den anden side så vil jeg mere end det, jeg vil have en hverdag med ham igen på godt og ondt.
Men der er også en tredje side. Jeg ønsker at blive fri..... Jeg ønsker at jeg kunne stoppe med at elske ham, jeg ønsker at blive lykkelig med mig selv, at føle mig hel....
Jeg er så træt af at side og tude over kærligheds sange....
.
De første 4½- 5 måneder, gik jeg rundt med mange blandede følelser. Jeg savnede ham, jeg savnede det vi havde. Nogle da ønskede jeg brændene at mærke hans arme omkring mig, jeg havde stadig følelser for ham, men kærlighed havde heller aldrig været en del af problemerne. Men jeg turde ikke at fortælle ham det, for hvad nu hvis han ikke gengældte det, hvis nu at han var kommet over os. Jeg ville føle mig så blottet, så derfor gik jeg rundt med de her følelser uden at dele dem med nogen.
Jeg kan ikke forklare hvordan det skete, men for 1½ månes siden stod vi i hinandens arme og græd, fortalte hinanden at vi savnede hinanden og aldrig er stoppet med at elske hinanden. Og vi endte med at blive helt opslugt af en voldsom begær til hinanden, ja og vi endte med at dyrke sex. Indrømmer med det samme, at det var rart at være sammen med ham igen. Vi ville ikke begynde at analysere det der skete, men bare nyde den fornemmelse det gav os. Jeg sagde at jeg ikke vil forlange noget af ham og han ikke måtte af mig. Hverken venner eller familie ved noget om vores lille samstød, for det er noget vi vil finde ud af først inden andre behøver at vide noget (især børnene, vil ikke give den falske forhåbninger)
Der gik så en lille måned hvor vi næsten var tilbage til det normale venskab vi havde efter seperationen, den eneste forskel er at vi kysser hinanden farvel når vi er alene. Det havde jeg det også fint med, for jeg havde brug for at finde mig selv, og det samme havde han.
Indtil for 14 dage siden vendte begæret tilbage, og vi lå igen i hinandens arme. Det var igen dejligt....
Men nu fylder han så meget i mine tanker. Vi har ikke sagt at vi savner eller elsker hinanden siden den dag for 1½ måned siden.
Jeg kan ikke finde ud af ham, de signaler jeg tror jeg får fra ham. Ligger jeg mere i det end han gør???
Er det bare ren lyst og begær fra hans side???
På den ene side ville jeg ønske at vi kunne have et forhold hvos vi bare bor hver for sig ( har hørt fra andre, at det fungere fint for dem)
På den anden side så vil jeg mere end det, jeg vil have en hverdag med ham igen på godt og ondt.
Men der er også en tredje side. Jeg ønsker at blive fri..... Jeg ønsker at jeg kunne stoppe med at elske ham, jeg ønsker at blive lykkelig med mig selv, at føle mig hel....
Jeg er så træt af at side og tude over kærligheds sange....
Kommentarer
Du beskriver ikke jeres problemer, men jeg synes at fornemme at kommunikation – eller mangel på samme - var og er det aller største problem. Ind i mellem kammer følelserne over og I er tæt sammen, du er så i tvivl om hvilke signaler du skal lægge i det? Du spørger her, om du lægger mere i det end han gør. Kære ven, det er der kun en, der kan svare på, så mit forslag til dig er, at du forlanger, at I sætter jer sammen og får en god og grundig snak, dels om hvordan I hver især føler for hinanden, dels om der er nogen mulighedhed for at få løst jeres problemer og måske finde sammen igen, eller hvordan og hvorledes I hver især ønsker fremtiden, fælles, hver for sig eller som et mix.
Det hele må handle om, at I får talt grundigt sammen, så I ikke går fejl af hinanden. Først der efter kan du tage beslutning om, hvad du vil med dit liv, og din mand kan gøre det samme, men så længe I ikke aner hvor I har hinanden, så kommer I ikke videre, og det er da det mest opslidende, der findes.
De bedste tanker
Jeg beklager....
Men jeg ville ønske at jeg bare kunne sige fuck ham...
Han er slet ikke god for mig, det ved jeg godt. Men jeg kan ikke stoppe med at elske ham...........