24 år, gift, nu gravid, men skal jeg jeg få en abort?
Hej
Jeg er 24 år gammel, har væet gift i 3 år med min dejlig mand som jeg har fundet i udlandet for 6 år siden . Vi bor i sverige men jeg er dansker og kommer under de underlig eu-borger regler, så jeg er ene forsørger for mig og min mand. jeg blev fyret fra mit arbejde for 6mdr siden og efter det har jeg arbejdet deltid i et firma. jeg har ikke mere end 100 timer om måneden. men der er masser af muligheder fo at tage overarbejde ekstra vagter så jeg kommer hurtig op på det jeg skal for at overleve.
Jeg fandt ud af for 2 dage siden at jeg er gravid og ifølge min regning er jeg 2. måneder henne. jeg er dyb ulykkelig over denne situation. jeg ønsker inderligt et barn med min dejlig mand som er 26 år gammel, læser svensk for begynder og er arbejdsløs, og han får absolut ingen støtte fra sverige. Og økonomien driller meget. fordi jeg kan allerede mærke nu hvor sløj jeg er blevet. og hvis jeg skal på barsel eller deltids sygmeldes så er det kun de 100 timer jeg kan få penge for og det er ikke engang nok til at betale mine månedlig regning.
Så min mand og jeg ved at det bedste er at få en abort, men jeg kan ikke få mig selv til det, og hver gang vi snakker om dette begynder jeg at græde meget! og er meget bange for at hvis jeg får foretaget en abort at jeg så senere ikke kan blive gravid! og jeg ved alligevel ikke om jeg skal få foretaget en abort! både jeg og min mand spørger hinanden om vi skal få en abort eller beholde barnet! Men FINANSKRISEN gjorder at jeg blev arbejdsløs, og jeg var heldig at jeg via gamle kontakter kunne få dette job! JEG kan ikke snakke med min familie eller min mands familie, fordi de ikke går ind for abort under ingen omstændigheder.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, få en abort eller beholde mit kærlighedsbarn, med en meget dårlig økonomi.
Hilsen Mia
Jeg er 24 år gammel, har væet gift i 3 år med min dejlig mand som jeg har fundet i udlandet for 6 år siden . Vi bor i sverige men jeg er dansker og kommer under de underlig eu-borger regler, så jeg er ene forsørger for mig og min mand. jeg blev fyret fra mit arbejde for 6mdr siden og efter det har jeg arbejdet deltid i et firma. jeg har ikke mere end 100 timer om måneden. men der er masser af muligheder fo at tage overarbejde ekstra vagter så jeg kommer hurtig op på det jeg skal for at overleve.
Jeg fandt ud af for 2 dage siden at jeg er gravid og ifølge min regning er jeg 2. måneder henne. jeg er dyb ulykkelig over denne situation. jeg ønsker inderligt et barn med min dejlig mand som er 26 år gammel, læser svensk for begynder og er arbejdsløs, og han får absolut ingen støtte fra sverige. Og økonomien driller meget. fordi jeg kan allerede mærke nu hvor sløj jeg er blevet. og hvis jeg skal på barsel eller deltids sygmeldes så er det kun de 100 timer jeg kan få penge for og det er ikke engang nok til at betale mine månedlig regning.
Så min mand og jeg ved at det bedste er at få en abort, men jeg kan ikke få mig selv til det, og hver gang vi snakker om dette begynder jeg at græde meget! og er meget bange for at hvis jeg får foretaget en abort at jeg så senere ikke kan blive gravid! og jeg ved alligevel ikke om jeg skal få foretaget en abort! både jeg og min mand spørger hinanden om vi skal få en abort eller beholde barnet! Men FINANSKRISEN gjorder at jeg blev arbejdsløs, og jeg var heldig at jeg via gamle kontakter kunne få dette job! JEG kan ikke snakke med min familie eller min mands familie, fordi de ikke går ind for abort under ingen omstændigheder.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, få en abort eller beholde mit kærlighedsbarn, med en meget dårlig økonomi.
Hilsen Mia
Kommentarer
Jeg er 43 år og mor til 3 halvstore børn. På min 25 års fødslsdag opdagede jeg at jeg var gravid med min kæreste (nu min mand og far til mine børn).
Vi var begge studerende og boede i en lillebitte lejlighed langt fra vores familie. Så forholdene til at få et barn var ikke optimale. Men jeg var så meget i tvivl. Hele mit hjerte og min krop skreg på at beholde barnet men min kæreste kunne slet ikke se os få et barn på det tidspunkt. Jeg græd og græd og turde ikke tale med min familie om det, men endte med at bestille tid til en abort, som jeg fik foretaget nogle uger senere. Jeg var så ulykkelig og græd af afmagt og sorg i ½ år efter og jeg vil aldrig glemme det.
Så mit råd til dig er, at hvis du føler for det barn dybt i dit hjerte, hvis din krop og sjæl skriger på at beholde det, så skal du IKKE lade dig overtale til en abort af "økonomiske" grunde. Det skal nok gå. Jeg lovede mig selv at det ville jeg aldrig byde mig selv igen, nogensinde. Og da jeg ventede mit 3. barn som, som ikke var planlagt, så var der ingen tvivl i mit sind. Det barn skulle jeg have uanset hvad min mand så sagde denne gang.
pas godt på dig
mvh mig
Jeg ved det er hårdt - men det bliver det ikke ved med at være om et år eller to(det kan du jo ikke vide)
Min fætters kone fik abort da hun var 18, fordi de begge studerede. Hun kunne ikk få børn senere hen, først da hun blev 35.
Det er hårdt og man fortryder det senere hen, og du vil måske altid føle skyldfølelse og have det dårligt med dig selv.
Tænkt dig godt om. Håber du vælger det rigtige.
Mange hilsner
Ikke for at overbevise dig om noget for er helt dit eget valg, men det gør ondt at få en abort. Man kigger rundt på de forskellige børn rundt omkring og tænker det kunne være ens eget. Det er utrolig psykisk hårdt. Og det lille barn er færdigdannet i 12 uge, udvikler allerede hjerte i 6 uge...tænk over det.
Men følg dit eget hjerte, er en sikker vej til succes for dig selv.
og jeg ved at jeg vil hade mig selv hvis jeg gennemføre denne abort! jeg kan allerede ikke se folk eller min mand i øjnene fordi vi har taget denne beslutning!!!
I bor ikke i et u-land, I bor i Sverige, I kommer jo ikke til at dø af sult, og nej, det kan godt være, det ikke bliver nemt, men det andet bliver mange gange værre, vil jeg mene.
Lad være, og som en anden har skrevet, så er et barn heller ikke så dyrt igen de første år.
Jeg har selv stået i en lignede situration som dig. Jeg blev gravid med en kæreste jeg kun havde været sammen med i 4 måneder. det var mig der valgte at jeg ville have en abort. dels pga den korte tid vi havde været sammen. men også fordi ingen af os har uddannelse endnu og økonomisk var vi heller ikke alt for godt rustet. jeg ved, at der er mange som der får børn, som heller ikke har alt for mange penge, som klarer det.
men jeg ved også at der er mange der bliver nød til at undvære ting til deres barn. og jeg har selv levet en barndom hvor der var mangel på nogle ting, og det ved jeg at jeg ikke vil give videre til mine børn.
så jeg valgte som sagt at få en abort, jeg fik lavet det den 22 december og det er noget af det hårdeste jeg har prøvet.
jeg led af meget kvalme under den tid jeg var gravid og jeg gik og ventede i uger på at kunne få denne abort. jeg gik og var ked af det og ikke vidste hvad jeg skulle gøre, men fik det gjort.
Da det blev min tur til at skulle køres ned til der hvor aborten skulle foretages, kunne jeg simpelthen ikke holde tårene tilbage, jeg var helt knust over hele siturationen. tusinde tanker gemmen hovedet. abort eller barn med en kæreste gennem 3 måneder? få et barn jeg ikke kan give hvad jeg vil? gøre mit barn til skilsmisse barn som jeg selv var? det endte med at jeg blev lagt i narkose men jeg græd.
da jeg kom tilbage til min sengestue var jeg også knust, og der kom den sødeste sygeplejerske og gav mig et knus, og viskede i mit øre: at mit valg var det rigtige, hvis det var det jeg følte. Men aner ikke hvad jeg føle dengang, for jeg var jo inderst inde i tvivl. og vigtigst af alt: jeg anede ikke hvilken skyldfølese jeg ville komme til at føle efter aborten.
ugerne efter aborten følte jeg mig egenlig okay afklaret med mit valg.. jeg var vel glad for at være ovre nervøsiteten og komme af med kvalmen..
men men men men.. da jeg først er kommet over lettelsen SÅ kommer den dårlige samvittighed og den store skyldfølelse.. især nu hvor jeg tænker på, at nu kunne jeg have født og vi kunne være blevet forældre..
jeg prøver heletiden at sige til mig selv, at det er ikke så slemt. men jo det er slemt synes jeg.. og hvis jeg skulle have valgt om idag ville jeg have taget mit ansvar og beholdt barnet..
det er hårdt hver gang man ser en gravid, og hver gang man ser små babyer. jeg er nået til den konklusion, at bare du kan give dit barn kærlighed så er penge ikke alt. penge kan ikke købe dig fri af den dårlige samvittighed som du vil få ved at få en abort. jeg vil ikke ønske for nogen at få en abort..
og mit væreste mareridt er ikke at kunne vide om jeg kan blive gravid igen?
(sidder og græder ved tanken og skyldfølelsen over aborten) jeg vil aldrig komme til at glemme, det barn der var der, men alligevel aldrig fik lov til at leve. det eneste jeg kan trøste mig med er at barnet forhåbentligt har det godt der hvor det er nu
tænk det godt igemmen før du vælger aborten, husk den skyldfølelse der følger med.
de bedste hilsner og tanker fra Karin
Jeg har læst alle de svar du har fået og er overvældet...hvor er de ærlige og hvor har de megen personlig erfaring at dele ud af. Lyt til dem - jeg ber dig, for dig selv og for dit barns skyld.
Knus Sue