Indstillinger
Ved ikke, om dette er det rigtige sted at spørge, men prøver
En veninde, der er læge, mener, at min 10-årige drengs vanskeligheder kan skyldes, at han er "særlig godt begavet"
Jeg ved, at han er godt begavet, men ved ikke om han er "særligt" godt begavet. (Jeg har ikke nogen særlig kontakt med hans biologiske far, men ved, at denne er eller har været medlem af Mensa)
Min dreng har altid talt utrolig meget, er meget voksensøgende - til tider næsten "klæbende", også overfor fremmede, og det vælder fra ham med idéer til opfindelser.
I skolen har han ikke rigtigt nogen kammerater. Og når jeg får ham overtalt til at tage nogen med hjem, har de ikke rigtigt andre interesser sammen end at spille computer, hvilket hele dagen ikke skal gå med!
Tidligere havde han en lidt yngre kammerat, med hvilken han byggede huler og opfandt ting. Men det venskab er gledet ud.
Min dreng har tidligere leget mange sprudlende fantasilege med sin et år yngre bror, men denne er mere socialt udadvendt, og så sidder min 10-årige alene tilbage.
Vi bor i et landsamfund, hvor jeg er en af de eneste akademikere, jeg ved ikke, om det kan have nogen betydning for børnene i skolen med en anden baggrund. Klassen er meget urolig, og min dreng klager tit til mig over, at det forstyrrer undervisningen.
Han er ikke specielt forud bogligt. Bare godt med i alle fagene. (Men det samme er hans storebror, og han har ingen sociale vanskeligheder)
Jeg ved ikke, om en friskole ville være bedre (?). - Men min dreng ønsker ikke at skifte skole (- igen - flyttede for et par år siden, og det tog ham lang tid at blive glad for den nye sammenhæng)
Til forældresamtaler er lærerne meget fokuserede på, at han ikke rigtigt er med i klassen socialt. De har foreslået min. to legeaftaler om ugen, som vi skal hjælpe med at arrangere. Men det er svært, når min dreng ikke har lyst, og når han ikke rigtigt falder i hak med klassekammeraterne.
Det eneste, der efterhånden interesserer min dreng er at sidde ved computeren. Og når jeg så siger stop, går han rundt og er muggen og klager over, at han KEDER sig.
Han ville gerne have en masse dyrt materiale til at bygge og opfinde af, men det har jeg ikke råd til at give ham. Så han må nøjes med, hvad han selv kan købe for lommepenge eller få i gaver. Men interessen for de forskellige ting fortaber sig hurtigt.
Jeg har fået overtalt ham til at begynde i en skakklub til næste måned. Håber, at det vil give ham noget, i hvert fald den ene dag om ugen. Og måske også nogle venner.
Han har et lavt selvværd. Ligger tit søvnløs om aftenen, græder og siger, at han vil dø.
Det samme, hvis min mand eller jeg irettesætter ham: så går han helt i stykker og mener, at vi hader ham, at han ikke dur til noget, at han kun ønsker at dø. Nogle gange påfører han sig selv smerte.
Jeg ved ikke, hvordan vi bedst kan hjælpe ham.
- Som sagt ved jeg ikke, om han er "særligt begavet", og om det i givet fald gør nogen forskel. ... Bør han testes? ... Hvad er vejen frem?
- Om et skoleskift kunne hjælpe? - evt. til friskole. (men det ville blive imod min drengs vilje)
- Hvad kan man stille op over så lavt et selvværd?
- Hvordan i det hele taget støtte ham bedst?
Håber at nogen kan være behjælpelig med svar, for jeg er meget bekymret for min dreng.
Jeg ved, at han er godt begavet, men ved ikke om han er "særligt" godt begavet. (Jeg har ikke nogen særlig kontakt med hans biologiske far, men ved, at denne er eller har været medlem af Mensa)
Min dreng har altid talt utrolig meget, er meget voksensøgende - til tider næsten "klæbende", også overfor fremmede, og det vælder fra ham med idéer til opfindelser.
I skolen har han ikke rigtigt nogen kammerater. Og når jeg får ham overtalt til at tage nogen med hjem, har de ikke rigtigt andre interesser sammen end at spille computer, hvilket hele dagen ikke skal gå med!
Tidligere havde han en lidt yngre kammerat, med hvilken han byggede huler og opfandt ting. Men det venskab er gledet ud.
Min dreng har tidligere leget mange sprudlende fantasilege med sin et år yngre bror, men denne er mere socialt udadvendt, og så sidder min 10-årige alene tilbage.
Vi bor i et landsamfund, hvor jeg er en af de eneste akademikere, jeg ved ikke, om det kan have nogen betydning for børnene i skolen med en anden baggrund. Klassen er meget urolig, og min dreng klager tit til mig over, at det forstyrrer undervisningen.
Han er ikke specielt forud bogligt. Bare godt med i alle fagene. (Men det samme er hans storebror, og han har ingen sociale vanskeligheder)
Jeg ved ikke, om en friskole ville være bedre (?). - Men min dreng ønsker ikke at skifte skole (- igen - flyttede for et par år siden, og det tog ham lang tid at blive glad for den nye sammenhæng)
Til forældresamtaler er lærerne meget fokuserede på, at han ikke rigtigt er med i klassen socialt. De har foreslået min. to legeaftaler om ugen, som vi skal hjælpe med at arrangere. Men det er svært, når min dreng ikke har lyst, og når han ikke rigtigt falder i hak med klassekammeraterne.
Det eneste, der efterhånden interesserer min dreng er at sidde ved computeren. Og når jeg så siger stop, går han rundt og er muggen og klager over, at han KEDER sig.
Han ville gerne have en masse dyrt materiale til at bygge og opfinde af, men det har jeg ikke råd til at give ham. Så han må nøjes med, hvad han selv kan købe for lommepenge eller få i gaver. Men interessen for de forskellige ting fortaber sig hurtigt.
Jeg har fået overtalt ham til at begynde i en skakklub til næste måned. Håber, at det vil give ham noget, i hvert fald den ene dag om ugen. Og måske også nogle venner.
Han har et lavt selvværd. Ligger tit søvnløs om aftenen, græder og siger, at han vil dø.
Det samme, hvis min mand eller jeg irettesætter ham: så går han helt i stykker og mener, at vi hader ham, at han ikke dur til noget, at han kun ønsker at dø. Nogle gange påfører han sig selv smerte.
Jeg ved ikke, hvordan vi bedst kan hjælpe ham.
- Som sagt ved jeg ikke, om han er "særligt begavet", og om det i givet fald gør nogen forskel. ... Bør han testes? ... Hvad er vejen frem?
- Om et skoleskift kunne hjælpe? - evt. til friskole. (men det ville blive imod min drengs vilje)
- Hvad kan man stille op over så lavt et selvværd?
- Hvordan i det hele taget støtte ham bedst?
Håber at nogen kan være behjælpelig med svar, for jeg er meget bekymret for min dreng.
Kommentarer
Selvfølgelig er det da det rigtige sted at spørge - Er der et forkert sted
Din dreng lyder som min...Og min er altså også en asocial computernørd på 11år.
Jeg tænker 1. Kontakt hurtigst muligt gifted children foreningen (find den på nettet) og ring til dem. De kan tilbyde dig medlemskab, hvis de også synes din dreng lyder højt begavet. Derinde kan du få masser af støtte og råd i forhold til dine spørgsmål og din søn kan måske finde venenr med samme interesser.
2. Lad være med at tvinge din søn til at være sammen med andre børn. Du fortæller ham bare at du synes han er forkert, fordi han er anderledes. Det er rigtig synd at han skal tro at han ikke er ok bare fordi han ikke har lyst til at være sammen med andre børn hele tiden. Min søn er glad for at være alene og det er jeg også selv. Ikke alle mennesker har brug for en masse venner og kontakter. Nogle af os kan bare godt lide at lave vores egne ting i fred. Når vi møder andre med samme interesser, så kan det pludselig ske at et venskab opstår, men for særligt begavede børn hænger venner ikke lige på træerne, for de færreste andre (almindelige) børn kan give et reelt modspil.
3. Høj begavelse er arveligt. Når du mener din søns far var medlem af mensa, så er der stor sandsynlighed for at din søn har arvet noget af intelligensen.
4. Ønsker du at få din søn testet, hvilket jeg kun synes der er grund til hvis du har behov for at vide dig sikker eller hvis din søn har store problmer i skolen, så kan du kontakte en psykolog, men husk at det skal være en psykolog, som ved en masse om højt begavede børn for andre psykologer kan fejltolke signalerne. Ole Kyed er en psykolog på sjælland med masser af erfaring.
Men først - Tag skridtet (for din egen og for din søns skyld) og ring til gifted children!!!!
Du har nok ret i, at vi ikke skal presse ham ud i legeaftaler. Men vil dog fortsat opfordre ham til det af og til.
PAS PÅ med at stole for meget på PPR og skolepsykologen; mange af dem ved ikke nok om børn med særlige forudsætninger og forveksler meget ofte særlige forudsætninger med Asperger, fordi der er visse fællestræk. Und dig selv og især din dreng at få ham udredt ordentligt. Ole Kyed er den bedste, og hans konsultationer er ikke dyre - især ikke hans ekspertise taget i betragtning.