Hvad gør man ved vreden?
Jeg har gennem nogle år i terapi fået bearbejdet en del af mine traumer ifm. at jeg blev misbrugt af en skolekammerats far som lille. Det har været en lang, sej kamp, men jeg er dog kommet et godt stykke vej.
Der er dog én altødelæggende følelse tilbage: Vreden mod den perverse person, der ustraffet gjorde vold mod mig. Han er aldrig blevet konfronteret med sine gerninger (af mig i hvert fald, jeg ved jo ikke, hvad han ellers har lavet). Når jeg tænker på, hvad han har gjort ved mig, og hvor meget af mit liv, han har ødelagt, så vælter vreden frem. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre ved den. Synes det er så uretfærdigt, at jeg skal have det så dårligt, og han aldrig skal stå til regnskab for sine ugerninger.
Når vreden kommer, er den så voldsom, at jeg får kvalme og skal kaste op.
Jeg har i lang tid prøvet ikke at give overgrebsmanden energi, men koncentreret mig om at komme videre, tilgive mine forældre at de ikke opdagede noget, blive i stand til at have et forhold osv.
Nu dukker det her så op og lammer mig helt.
Kender I til det? Hvad har hjulpet jer?
Der er dog én altødelæggende følelse tilbage: Vreden mod den perverse person, der ustraffet gjorde vold mod mig. Han er aldrig blevet konfronteret med sine gerninger (af mig i hvert fald, jeg ved jo ikke, hvad han ellers har lavet). Når jeg tænker på, hvad han har gjort ved mig, og hvor meget af mit liv, han har ødelagt, så vælter vreden frem. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre ved den. Synes det er så uretfærdigt, at jeg skal have det så dårligt, og han aldrig skal stå til regnskab for sine ugerninger.
Når vreden kommer, er den så voldsom, at jeg får kvalme og skal kaste op.
Jeg har i lang tid prøvet ikke at give overgrebsmanden energi, men koncentreret mig om at komme videre, tilgive mine forældre at de ikke opdagede noget, blive i stand til at have et forhold osv.
Nu dukker det her så op og lammer mig helt.
Kender I til det? Hvad har hjulpet jer?
Kommentarer
Jeg kender alt til det med vreden! Jeg har konfronteret min bror skriftligt og har i det hele tager gjort meget brug af skriftlighed. Skrev dagbog i en periode og min mor, som også har en store rolle i mit, til tider, problematiske liv har jeg også skrevet flere breve til - dog uden at sende dem, men det at skrive hjælper mig utrolig meget.
Jeg har HADET min bror SÅ meget. Haft lyst til at slå ham, tæve ham - råbe det grimmeste efter ham - hænge ham ud i avisen. Det samme gælder min mor! Min krop begyndte at ryste og jeg kunne hyle - så gal blev jeg - bare ved at tænke på ham. Nu synes jeg bare han er en ynkelig person. Virkelig ynkelig! Jeg har ikke set ham i over 2 år - har overhovedet ikke lyst til at se ham. Får det skidt bare ved tanken.
Hvorfor kan du ikke konfrontere ham der gjorde det mod dig? Er han død?
Kort fortalt - det hjælper mig at skrive - måske også dig! Ellers så skriv noget mere her om din vrede - og få respons!
Mange tanker fra Ronja
Jeg har også været udsat for mange traumatiske oplevelser og svigt – dog ikke incest. Jeg har prøvet mange forskellige former for terapi, og det, der virkede for mig var kropsorienteret psykoterapi.
Vrede er meget kraftfuld, som du også skriver. Sådan som jeg ser det, er problemet med de fleste terapiretninger, at de udelukkende bygger på samtale (samtaleterapi) og på intellektet. Men vreden sidder jo i kroppen. De fleste terapiretninger – undtagen kropsterapi – lader, som om kroppen ikke eksisterer.
Nogle former for terapi forsøger at få klienten til at fokusere på nutiden og lægge fortiden bag sig, som du også skriver, at du har forsøgt. Men efter min erfaring hjælper det ikke noget i forbindelse med voldsom vrede. Den skal udløses! At fokusere på noget andet end vreden, er som at feje skidt ind under gulvtæppet. På et eller andet tidspunkt bliver bulerne så høje, at man falder over dem.
Det gælder om at få vreden udløst på en sådan måde, at hverken du selv eller andre kommer til skade. Når vreden rigtig fik tag i mig, bad min psykolog mig slå i en madras med en tæppebanker, og hun opfordrede mig til at bande og skælde ud på de mennesker, der havde gjort mig ondt. (Det virker bedst, hvis man råber ad dem, som om de var til stede, altså f.eks. råber: ”Dit dumme svin!”).
Du tænker måske, at en sådan seance må virke kunstig og som komediespil, men jeg kan garantere dig for, at når vreden er ægte, og det er den jo, glemmer man alt og tænker kun på at få sin vrede ud. Efter et stykke tid endte det hele som regel med, at jeg begyndte at græde, og psykologen holdt om mig. Hun sagde de ting, som en voksen og ansvarlig person skulle have sagt dengang, f.eks.: ”Han må ikke gør dig noget, og nu skal jeg sørge for, at det aldrig, aldrig sker mere.”
Når følelserne er stærke, kan man sige, at tid og sted ophæves i ens bevidsthed. Det virker, som om det, man gør sammen med psykologen, reparerer på det, der er sket i fortiden. Øvelsen skal gentages mange gange, én gang er ikke nok.
Jeg forstod på dit indlæg, at du ikke længere går i terapi. Jeg vil foreslå, at du selv prøver at få vreden ud ved hjælp af en tæppebanker og en madras. Hvis det til at begynde med føles kunstigt, kunne du f.eks. forløse vreden ved hjælp af kraftfuldt musik. Jeg kan foreslå Beethovens Egmont-ouverture. Når vreden kommer op i dig, begynder du at slå i madrassen og bande og skælde ud, indtil du ikke kan mere. Det er bedst, hvis der er et vidne – én, du har tillid til, og én, der kan give dig omsorg bagefter.
Efter min erfaring kan det også hjælpe at gå og råbe og bande ude i naturen. Vælg helst en dag med stærk blæst – så kan folk ikke høre det. Det virker efter min erfaring bedst ude ved Vesterhavet på en dag, hvor det rigtigt stormer.
Sådan har jeg gjort, og det har virket for mig.
Mange hilsner
Kamelia
Ronja: Hvor er det godt, at du har fået afløb for vreden på en så direkte måde. Det er lidt en drøm at få lov til at råbe og skrige af sin overgebsmand, for så bliver vreden da rettet mod rette sted.
Jeg har ikke mulighed for at konfrontere min overgrebsmand direkte. Han flyttede fra landsdelen for mange år siden, har et almindeligt navn, og vil derfor ikke være nem at opspore. Men jeg tænker også på, hvad hans reaktion ville være? Ville han benægte, kalde mig en løgner? Det ville være en stor risiko at løbe, synes jeg. Det optimale ville være, at han erkendte sine ugerninger, angrede og sagde undskyld. Men jeg tænker, at det nok sker for de færreste, desværre. Så tanken om at konfrontere ham direkte vækker angst.
Kamelia: Du har ret i, at det meste terapi er udelukkende samtale. For mange år siden havde jeg en psykolog, der ville have mig til at trampe i jorden og afreagere med en pude, når vreden kom. Det kunne jeg slet ikke dengang. Men jeg er kommet længere nu, og har nok snakket det jeg kan, i terapi. Men når det gælder vrede, så er det så "fysisk" en følelse, den kan nok ikke tales væk.
Dengang jeg sendte brevet til min bror. Rystede og bævede jeg. Jeg kunne intet foretage mig. Ikke tænke klart... Hvordan ville han reagere. Hvad ville han sige - ville han benægte eller hvad?
Han ringede samme dag som han havde modtaget brevet, Han græd og var ked af det. Ville gøre alt for at gøre det om. Det var fint nok at høre at han var ked af det. Nu var det mig der var den stærke. Han var den lille. Jeg kunne mærke at jeg i telefonen langsomt blev mere og mere is-kold overfor ham. Synes han var ligegyldig. Hvis nu han havde nægtet alt - så kunne jeg måske nemmere været kommet af med min vrede overfor ham.
Det svinger dog meget - jeg har stadig ikke lyst til at se ham. Jeg fik fortalt ham i telefonen at jeg havde hadet ham - syntes han var en stor idiot.
Nu er han bare en ynkelig person, synes jeg.
Anderledes står det til med min mor. Hun kan ikke forstå/acceptere at jeg ikke vil have noget med ham at gøre - og heller ikke acceptere at jeg ikke vil have at mine børn skal være i nærheden af ham. Jeg rummer utrolig meget vrede indeni overfor min mor, men er meget splittet - for hun er jo samtidig mine børns mormor. De skal have lov til at have en mormor, men jeg går godt nok rundt på listefødder og er i forsvarsposition hver gang min mor er her eller vi er hjemme hos hende.
Nogen gange "drømmer" jeg om at hun gør et eller andet vildt. F.eks. at invitere min bror til kaffe samme dag som vi kommer - for så ville jeg have en undskyldning for at "gå amok" på hende... Nok ikke særlig holdbart i længden, men længere er jeg ikke kommet i forhold til hende.
Håber du kommer godt videre i din proces.
Venlig tanker fra
Ronja
Har også skrevet rigtigt meget ned, for at få det ud af mit hoved. Alle mine oplevelser, tanker og følelser. Det hjælper at få det skrevet ned, så kan jeg bedre forhold mig til det der er sket, og så er det ikke længere noget som kun "eksisterer" inde i mit hoved.
Har og så snakket meget med nogle gode veninder, som var rummelige nok til at lytte. Samt at få bekræftelse fra udefrakommende, at det der var sket, var forkert, og det ikke var mig som var forkert på den.
Er stadig ikke færdig med min proces, men ringer på tirsdag til et støttecenter og tilmelder mig en selvhjælpsgruppe, så jeg kan se at jeg ikke er helt alene med alle mine tanker og oplevelser. At der også er andre der har haft lignende oplevelser, og andre som også skal lære at leve med fravalget af ens biologiske familie, fordi de ikke vil se virkeligheden i øjene, men hellere vil gøre mig til det sorte får.
Men jeg ved at det er er sket, har været forkert, og at det er min far som er et sølle menneske. Blot en skam, at resten af ens nærmeste familie ikke ser der samme...
Gode tanker til dig...