Hjælp! Kæreste gravid!
Jeg har en sød og dejlig kæreste. Vi er lige gamle (22 år). Jeg har tre år tilbage af min videregående uddannelse, og min kæreste blev færdigudlært for 9 måneder siden - lige da vi havde mødt hinanden - og har nu fast job. Jeg betragter hende som den der skal være mor til mine børn, men: Jeg synes godt nok det er gået lidt stærkt. Hun er i femte uge, ca.
Vi planlægger at flytte sammen, men grundet vores boligsituationer er det ikke muligt endnu. Jeg har gået og set frem til at skulle flytte sammen med hende. Jeg flyttede hjemmefra for 2 år siden og har boet alene indtil nu, og ser dette som et stort skridt i vores forhold. Men så sker der lige dette - endda medens hun er på p-piller! Jeg har hele tiden fortalt hende, at jeg ville vente et par år med at få børn, men har kunne mærke på hende at hun er lidt længere fremme:) Hun har i et tidligere forhold fået en abort, og er ikke specielt glad for at skulle igennem det igen, og jeg forstår hende fuldt ud. Jeg kan bare ikke slippe den følelse, at vi ikke "har været nok igennem sammen" endnu til at kunne få et barn sammen.
Min vennekreds består af folk på min egen alder, og op til midt-tyverne. Og ingen af dem har børn, men lever fortsat et "frit liv" - som singler eller med partnere - og dem er jeg jo en del af. Heller ingen i hendes vennekreds er forældre. Jeg har virkelig tænkt situationen igennem, men bliver ved med at ende op med konklusionen, at det er bedst med en abort. Jeg synes at det er så synd for min stakkels kæreste, og ville ønske det var mig der kunne tage alt skraldet! Men sådan er moder natur jo ikke indrettet:(
Min kæreste er bange for, at endnu en abort vil mindske chancerne for at blive gravid igen. Jeg mener at lægerne idag er så dygtige at det ikke vil gøre nogen forskel (Og jeg har trods alt gjort hende gravid efter hendes første abort, medens hun var på p-piller!). Er der nogen der ved noget om dette? Jeg skal bestemt være far en dag, ingen tvivl om det! Jeg er bare bange for, at komme til at sidde og ærgre mig over den tid jeg ikke nåede at få. Jeg vil helst have, at den dag jeg får at vide at min kæreste er gravid skal jeg juble og være glad, og ikke, som nu, gå og spekulere og være usikker.
Er der nogen der har været/er i samme situation (bare tilnærmelsesvis), som kan øse af sine erfaringer?
Mvh. SU
Vi planlægger at flytte sammen, men grundet vores boligsituationer er det ikke muligt endnu. Jeg har gået og set frem til at skulle flytte sammen med hende. Jeg flyttede hjemmefra for 2 år siden og har boet alene indtil nu, og ser dette som et stort skridt i vores forhold. Men så sker der lige dette - endda medens hun er på p-piller! Jeg har hele tiden fortalt hende, at jeg ville vente et par år med at få børn, men har kunne mærke på hende at hun er lidt længere fremme:) Hun har i et tidligere forhold fået en abort, og er ikke specielt glad for at skulle igennem det igen, og jeg forstår hende fuldt ud. Jeg kan bare ikke slippe den følelse, at vi ikke "har været nok igennem sammen" endnu til at kunne få et barn sammen.
Min vennekreds består af folk på min egen alder, og op til midt-tyverne. Og ingen af dem har børn, men lever fortsat et "frit liv" - som singler eller med partnere - og dem er jeg jo en del af. Heller ingen i hendes vennekreds er forældre. Jeg har virkelig tænkt situationen igennem, men bliver ved med at ende op med konklusionen, at det er bedst med en abort. Jeg synes at det er så synd for min stakkels kæreste, og ville ønske det var mig der kunne tage alt skraldet! Men sådan er moder natur jo ikke indrettet:(
Min kæreste er bange for, at endnu en abort vil mindske chancerne for at blive gravid igen. Jeg mener at lægerne idag er så dygtige at det ikke vil gøre nogen forskel (Og jeg har trods alt gjort hende gravid efter hendes første abort, medens hun var på p-piller!). Er der nogen der ved noget om dette? Jeg skal bestemt være far en dag, ingen tvivl om det! Jeg er bare bange for, at komme til at sidde og ærgre mig over den tid jeg ikke nåede at få. Jeg vil helst have, at den dag jeg får at vide at min kæreste er gravid skal jeg juble og være glad, og ikke, som nu, gå og spekulere og være usikker.
Er der nogen der har været/er i samme situation (bare tilnærmelsesvis), som kan øse af sine erfaringer?
Mvh. SU
Kommentarer
For det første vil jeg sige at jeg ikke ved hvordan en abort påvirker evnen til at få børn på et senere tidspunkt, men jeg mener at hvis man vælger at få abort inden uge 8 kan det gøres medicinsk, det vil sige nogle piller man skal tage. Så i forhold til det vil jeg da foreslå at i hurtigt får rådgivning hos lægen.
Når alt dette er sagt, så kan jeg anbefale at få børn i en ung alder, jeg var 22 da jeg blev gravid med vores første barn, som dog var planlagt. Er nu 29 og venter vores 3 barn. Vi har begge afsluttet vores uddannelser mens vi fik børn og det kan sagtens lade sig gøre. Vi havde heller ikke venner med børn, men man kommer hurtigt i kontakt med andre "unge" forældre gennem fødselsforberedelse, sundhedsplejerske, netgrupper osv. Nu kender jeg ikke jeres netværk, men vi har både venner og familie der gerne vil passe børn, når vi trænger til en tur i byen. Alt i alt føler vi begge, at vi har et godt liv og nyder at have masser af energi til at være forældre.
Det var engang en der sagde at man ikke fortryder de børn man har fået, men dem man ikke fik.
Jeg ønsker jer held og lykke med jeres beslutning, er sikker på at finder en god løsning, det lyder jo som om i er meget glade for hinanden.
Venlig hilsen - en mor.
Jeg kan sagtens følge din situation, selvom jeg idag står som far til 2 børn, hvor min søn netop er blevet teenager og jeg er "kun" 40!
Min søn blev født umiddelbart efter færdiggørelsen af min længerevarende uddannelse og vi var sikre på det var bedre end at få børn under studiet. Når man begynder at arbejde er der imidlertid ikke de samme forhold for studieforlængelse f.eks. og søger man job er det et plus at man allerede er far. -Det er det rent praktiske forbundet med at stifte familie. Det er jo meget individuelt, hvordan det opleves og jeres situation kan virke helt anderledes. Vi oplevede til gengæld en fantastisk interesse som nogen af de første, der fik barn i sin tid blandt vennerne, der var altid nogen, der gerne ville se -og passe den lille, og lære af vores "erfarne familieliv". Jeg er imidlertid blevet skilt og gift igen, og denne gang fik vi vores nu 5-årige datter, hvor alting var helt anderledes. Vi boede heller ikke sammen under graviditeten, nåede at finde en lille lejebolig inden barnet kom, begge uden arbejde, men glæden ved at få barnet og de oplevelser der er fulgt er ubeskrivelig. -Og det kan lade sig gøre at få det til at hænge sammen. Hvad der imidlertid ikke bare kan lade sig gøre er at få et barn igen! Efter to sunde, velfungerende unger, skulle man tro det bare er at prøve igen, hvis man vil, men vi har været igennem en abort også, og det håber jeg sandelig ikke vi skal opleve igen. Det er en meget trist oplevelse, hvis man har glædet sig til et barn (-til). Det har været så overraskende, at det skulle være så svært, selvom vi har forsøgt med de bedste forudsætninger.
Det er ikke altid der kommer noget ud af det, så det er også noget man skal være opmærksom på.
Jeg tilslutter mig absolut det foregående indslag, at jeg ikke fortryder de børn jeg har fået, selvom der sikkert er en masse oplevelser man er blevet foruden, og kan godt forstå man kan ende med at fortryde dem, man ikke fik.
Jeg ønsker I må finde den beslutning der er bedst for jer for jeres situation er sikkert heller ikke nem!
M.v.h. en glad far