57 årig mand - far - uansvarligt????
Hej
Jeg er blevet gift med jordens dejligste mand. Han er 25 år ældre end mig, men det er ikke noget der kan ses eller mærkes synderligt idet han er meget ungdommelig både af udseende og sind. Jeg har 2 børn fra mit tidligere ægteskab som elsker ham, og han er også helt vild med at være papfar. Han har en voksen søn fra sit tidligere ægteskab (konen døde for kun 2 år siden). Hans søn har vi fin kontakt til, men han bor dog langt væk, og er desværre psykisk syg og har været det siden teeneage årene
/
Min mand har altid brændende ønsket sig flere børn, men hans kone havde ikke rigtig overskud til pga. karriere og deres søn som var et lidt vanskeligt barn. Han har efterfølgende fortrudt han ikke pressede lidt mere på, for i dag hvor han er kommet ind i vores lille familie med glade børn og liv, kan han se at det er det hans liv har manglet.
Her kommer vores store dilemma så - er det uansvarligt af os at ville ha et barn sammen når han nu er så "gammel"??? Han mener ja, og er bange for at barnet vil blive drillet med sin gamle far og at han måske om 10 år ikke længere har overskudet til feks at kunne spille fodbold med sin søn.
Jeg synes det kunne være en fordel. Han er roligheden selv, og om 4-5 vil han på pension og vil ha masse af tid og overskud til sit barn mens jeg er på arbejde. Desuden ville en sådan lille guldklump ha en ung mor og 2 søskende der uden tvivl ville forgude ham/hende.
Han er desuden blevet steriliseret for 15 år siden. Hvordan gør man rent praktisk hvis vi ville ha børn. Har hørt man trækker sæden direkte ud af ham istedet for at reparere strengene. Nogen der kender til det og hvad synes i???
Jeg er blevet gift med jordens dejligste mand. Han er 25 år ældre end mig, men det er ikke noget der kan ses eller mærkes synderligt idet han er meget ungdommelig både af udseende og sind. Jeg har 2 børn fra mit tidligere ægteskab som elsker ham, og han er også helt vild med at være papfar. Han har en voksen søn fra sit tidligere ægteskab (konen døde for kun 2 år siden). Hans søn har vi fin kontakt til, men han bor dog langt væk, og er desværre psykisk syg og har været det siden teeneage årene
/Min mand har altid brændende ønsket sig flere børn, men hans kone havde ikke rigtig overskud til pga. karriere og deres søn som var et lidt vanskeligt barn. Han har efterfølgende fortrudt han ikke pressede lidt mere på, for i dag hvor han er kommet ind i vores lille familie med glade børn og liv, kan han se at det er det hans liv har manglet.
Her kommer vores store dilemma så - er det uansvarligt af os at ville ha et barn sammen når han nu er så "gammel"??? Han mener ja, og er bange for at barnet vil blive drillet med sin gamle far og at han måske om 10 år ikke længere har overskudet til feks at kunne spille fodbold med sin søn.
Jeg synes det kunne være en fordel. Han er roligheden selv, og om 4-5 vil han på pension og vil ha masse af tid og overskud til sit barn mens jeg er på arbejde. Desuden ville en sådan lille guldklump ha en ung mor og 2 søskende der uden tvivl ville forgude ham/hende.
Han er desuden blevet steriliseret for 15 år siden. Hvordan gør man rent praktisk hvis vi ville ha børn. Har hørt man trækker sæden direkte ud af ham istedet for at reparere strengene. Nogen der kender til det og hvad synes i???
Kommentarer
At få børn i en sen alder, er jo efterhånden blevet en hel modesag, så jeg tror såmænd ikke, at din mand skal frygte for, at jeres evt. fælles barn vil blive drillet, fordi det har en ældre far.
Du har ret i, at alder kan have sine fordele i forhold til rummelighed og tålmodighed og din mand får endda god tid til at udfylde rollen som familiefar, når han forlader arbejdsmarkedet.
Men men, selvom der ikke udstedes garantier i dette liv, og vi kan dø i en yngre alder, så må man dog sige, at sandsynligheden for at blive syg eller dø fra sin familie, trosd alt er væsentligt større, jo ældre man er.
Det er en overvejelse jeg helt klart synes man skal tage alvorligt.
Ikke sådan, at man skal stoppe med at leve og sætte sig til at vente på, hvornår elendighederne begynder at indfinde sig, men jeg synes man behøver være nøgtern i sine overvejelser. Det er hårdt for et barn at miste en forælder, så man skal føle sig så sikker som man nu kan på, at man ikke bukker under for fx en livsstilssygdom i løbet af nogle år. Og vi danskere har jo ikke ligefrem europarekord i sund livsstil..
Og nu har du jo to dejlige børn at byde ind med, så barnløse kan man jo ikke kalde jer
Er det alligevel magtpåliggende at få barn sammen, så har jeg nu ikke hørt versionen om, at man tager sæd fra manden så man fritages for det (ofte mislykkede forsøg) på at føre sædstrengen sammen igen. Jeg har hørt, at man forsøger at reetablere sædstrengen, men altså som sagt med ret dårligt resultat.
Og det har han fået at vide allerede dengang, da han valgte at få det gjort. En konsekvens han dermed har været villig til at tage.
Det mest naturlige i jeres situation, ville være 1) at få et donorbarn, hvor din mand vil komme til at stå som far på fødselsattesten. Der er ingen biologi mellem ham og barnet, men han har funktionen som far 100 %, og det er vel i orden, taget i betragtning, at han tilsyneladende har taget dine 2 børn til sig, selvom det ikke er hans biologiske..
2) at du fortsætter med at nyde, at du har fundet en mand der i den grad går ind for dine børn, uden at tage sig af om det er hans egne.
Jeg kender flere eksempler på at mænd og kvinder har svært ved at finde sig tilrette med en ny partners børn. Og det kommer der sjældent noget lykkeligt ud af.