Indstillinger
Kan jeg redde mit ægteskab
Kære debattør
Jeg har brug for nogle gode råd fra jer - plz håber at i vil komme med nogle serise svar til mig mig, da jeg føler at jeg er ret fastklemt i min situation.
Jeg er en kvinde med Tyrkisk baggrund, men er opvokset her i Danmark. Jeg har været gift i en del år. Jeg blev gift i en meget tidlig alder, hvor jeg det gik godt, men det skyldes måske at jeg ikke har været moden og bevidst nok. Jeg har som sagt selv valgt min mand i samråd med min familie. Har nu store børn.
Jeg føler at jeg er vokset fra min mand, og jeg føler ikke at min mand forstå mine ønsker, behov og tanker. Vi har i mange år haft et kommunikationsproblem i mellem os. Afstanden imellem os er blevet større. Han søger flugt igennem sit arbejde og når han så kommer hjem har han desværre ikke det stor overskud til at brug tiden sammen med sine kone og børn. For ham er det nok at han er hjemme og tiden foran fjernsynet er for ham det bedste.
Jeg har forsøgt at gøre alt, har forsøgt at bruge noget tid med ham alene, har været ude og spise med ham, været i bio, men jeg synes ikke at det har hjulpet - afstanden imellem os er ikke blevet mindre af den grund og kommunikationen er heller ikke blevet styrket - jeg synes vi med tiden er blevet to forskellige personer, måske har vi altid være det - men det er måske bare først gået op for mig nu. Vi har udviklet os i hver vores retning. Han er mere et hjemmemennesker og vil helst køre sit sololøb, hvor jeg er mere den udadvendte og vil gerne nyde livet med ham, have nogle oplevelser sammen med ham, jeg har brug for at han er en del af mit liv og omvendt, men det som om jeg ikke er hans første prioritering.
Jeg får ikke den stor snak med ham, det er som om jeg hele tiden skal være på listetære når jeg skal tale med ham så han ikke bliver sur, provokeret, eller andet. Det meste af tiden synes jeg at han går rundt i sine egene tanker, og når jeg skal tale med ham, så er det som at bestille tid hos lægen.
Jeg synes ikke at jeg er tjent med hans tavshed og passivitet, jeg har talt med ham om problemet og konfronteret det med ham, men han er konfliktsky og vil ikke tale om det, hvorfor er du så besværlig, eller hvorfor gøre livets så kompliceret er nogle af de svar som han kommer med.
Jeg elsker stadigvæk min mand til trods for at han er så konfliktsky, passiv og tavs, men kan ikke leve med de vilkår han stiller mig - jeg er meget ensom i mit ægteskab, føler at jeg ikke har nogen mand selv om jeg har en, kan ikke føle eller mærke hans nærvær.
Det er også svært for mig at tage den enelig beslutning med hensyn til hvorvidt vi skal gå fra hinanden eller ej, lige nu er jeg flyttet fra ham for at tænke lidt over tingene og mit liv.
Mon jeg bliver mere ensom hvis jeg flytter fra min mand, skal jeg prøve at få noget andet indhold i mit liv, også glemme at jeg har et problem, vil det ikke bare være en flugt, eller at aflede sin opmærksomhed på noget andet.
Håber at der er nogen der kan komme med et eller andet som kunne hjælpe mig lidt på mig med hensyn til min den beslutning jeg skal tage.
Tanya
Jeg har brug for nogle gode råd fra jer - plz håber at i vil komme med nogle serise svar til mig mig, da jeg føler at jeg er ret fastklemt i min situation.
Jeg er en kvinde med Tyrkisk baggrund, men er opvokset her i Danmark. Jeg har været gift i en del år. Jeg blev gift i en meget tidlig alder, hvor jeg det gik godt, men det skyldes måske at jeg ikke har været moden og bevidst nok. Jeg har som sagt selv valgt min mand i samråd med min familie. Har nu store børn.
Jeg føler at jeg er vokset fra min mand, og jeg føler ikke at min mand forstå mine ønsker, behov og tanker. Vi har i mange år haft et kommunikationsproblem i mellem os. Afstanden imellem os er blevet større. Han søger flugt igennem sit arbejde og når han så kommer hjem har han desværre ikke det stor overskud til at brug tiden sammen med sine kone og børn. For ham er det nok at han er hjemme og tiden foran fjernsynet er for ham det bedste.
Jeg har forsøgt at gøre alt, har forsøgt at bruge noget tid med ham alene, har været ude og spise med ham, været i bio, men jeg synes ikke at det har hjulpet - afstanden imellem os er ikke blevet mindre af den grund og kommunikationen er heller ikke blevet styrket - jeg synes vi med tiden er blevet to forskellige personer, måske har vi altid være det - men det er måske bare først gået op for mig nu. Vi har udviklet os i hver vores retning. Han er mere et hjemmemennesker og vil helst køre sit sololøb, hvor jeg er mere den udadvendte og vil gerne nyde livet med ham, have nogle oplevelser sammen med ham, jeg har brug for at han er en del af mit liv og omvendt, men det som om jeg ikke er hans første prioritering.
Jeg får ikke den stor snak med ham, det er som om jeg hele tiden skal være på listetære når jeg skal tale med ham så han ikke bliver sur, provokeret, eller andet. Det meste af tiden synes jeg at han går rundt i sine egene tanker, og når jeg skal tale med ham, så er det som at bestille tid hos lægen.
Jeg synes ikke at jeg er tjent med hans tavshed og passivitet, jeg har talt med ham om problemet og konfronteret det med ham, men han er konfliktsky og vil ikke tale om det, hvorfor er du så besværlig, eller hvorfor gøre livets så kompliceret er nogle af de svar som han kommer med.
Jeg elsker stadigvæk min mand til trods for at han er så konfliktsky, passiv og tavs, men kan ikke leve med de vilkår han stiller mig - jeg er meget ensom i mit ægteskab, føler at jeg ikke har nogen mand selv om jeg har en, kan ikke føle eller mærke hans nærvær.
Det er også svært for mig at tage den enelig beslutning med hensyn til hvorvidt vi skal gå fra hinanden eller ej, lige nu er jeg flyttet fra ham for at tænke lidt over tingene og mit liv.
Mon jeg bliver mere ensom hvis jeg flytter fra min mand, skal jeg prøve at få noget andet indhold i mit liv, også glemme at jeg har et problem, vil det ikke bare være en flugt, eller at aflede sin opmærksomhed på noget andet.
Håber at der er nogen der kan komme med et eller andet som kunne hjælpe mig lidt på mig med hensyn til min den beslutning jeg skal tage.
Tanya
Kommentarer
Du har jo prøvet alle de ting, man umiddelbart ville foreslå. Gå i byen og lave ting sammen. Nu har du også flyttet midlertidigt ud. Man kan så håbe, alvoren går op for din mand, men det kan også være, han bare bliver mere usikker og indelukket.
Det virker som om, hvilket du jo også selv er inde på, at du giftede dig i en alt for ung alder, at du ikke var moden nok og klar til et så afgørende skridt. Måske giftede du dig mest af tradition simpelt hen fordi, det var normen. I dag er du blevet mere moden og du stiller større krav til livet. Det virker desuden som om, du er mere dansk end dine forældre og sikkert også din mand. Så selv om både du og din mand har tyrkisk baggrund, kan der være en kulturkløft imellem jer i jeres syn på, hvordan man lever sammen mand og kone.
Efter mine normer er dine krav helt legitime. Der må være andet end børn og hverdagens trivialiteter til at holde et ægteskab sammen og berettige det, så det synes jeg, du skal holde fast på. Men din mand kan jo godt være opflasket med andre normer og holdninger.
Det er vigtigt, ja helt fundamentalt, at i kan kommunikere sammen. At i kan tale sammen om ønsker, drømme, forventninger, følelser mm. Det virker som om, du forsøger at etablere en kommunikation, men at du løber panden mod en mur. Og det virker ikke. Man kunne anbefale jer at prøve noget parterapi, men det er jo ikke sikkert, din mand er åben for det heller. Alternativt kunne der måske være en person i jeres omgangskreds, som i begge har tillid til, og som i kunne bruge som sparingspartner. Det må så være en person med ikke alt for gammeldags holdninger, en som kan sætte sig ind i dit dilemma og have forståelse for din situation.
Jeg vil ønske dig held og lykke og føler med dig.
Jeg sidder i næsten det samme ægteskab. Og jeg er dansk mine forældre er danske og det samme er hans. Så den bagrund behøver ikke have nogen betydning... Hvis du var min veninde ville jeg, uden tøven anbefale parterapi og ellers komme ud af det forhold. For man skal huske sig selv!!!
Men som sagt er mit ægteskab heller ikke det bedste og jeg er her stadig. Så jeg ved også hvor svært det er at opgive. For selvom det kan være nok så opsliddende. Ja så elsker jeg ham stadig.
Du bliver nød til at mærke efter, hvad der er det bedste for dig!!!
Håber du finder dine svar og kan leve dem ud i livet
Jeg vil foreslå at du prøver noget andet først inden du giver helt op. Nemlig at finde ud af hvad der kan gøre dig selv lykkelig- kunne du finde på nogle nye interesser, komme i nogle nye sammenhænge, møde nye mennesker, er der noget nyt og spændende du godt kunne tænke dig at lære/gå til/studere f. eks. Der er jo så mange muligheder, og det behøver ikke at være dyrt.
På den måde bliver du måske selv mere tilfreds med dit eget liv og optaget af det. Det kan muligvis virke positivt og inspirerende på din mand- så han også selv får lyst til at åbne mere op- og han bliver nysgerrig selv på et tidspunkt, når han har vænnet sig til forandringen. Det skal komme indefra . Ikke pres udefra. Hvis han er indelukket kan det være at han går og tumler med nogle ting og har brug for det for øjeblikket( eller også er det en gammel vane, som han måske kunne blive træt af:-)..Hvis han ikke er ligeså udadvendt og social som du er, kan det være befriende for ham at han ikke behøver at tage del i hvad du end måtte finde på.
Håber det kan hjælpe lidt...
Vh Livsglad