Social Angst & Lægehjælp. Hvordan?

slettet15770

Jeg er 19 år af mandlig køn og omsider nået til en skillevej men er ekstremt usikker på hvordan jeg skal forsøge at opnå en ændring. Jeg håber at få noget rådgivning om hvordan jeg skal gå frem og i det hele taget, tage modet til mig. Først min baggrundshistorie: Gennem hele mit liv, selv som lille barn, har jeg altid været indadvendt og haft svært ved social kontakt. Ved omkring 4. klasse fik jeg pludselig den ide at mennesker omkring mig var en stigende irritation, og jeg stødte de få venner jeg havde samlet gennem hele mit liv, fra mig. Det eskalerede til halvanden år uden at snakke med folk i eller ud for skolen. Den første depression jeg har haft i mit liv. Gennem årene fulgte det med mobning, isolation og dårlig selvtillid.

Jeg er siden hen blevet besat af tanken om at blive negativt evalueret eller direkte ydmyget. En ting så simpel som at udtale et ord forkert ødelægger totalt en samtale for mig, fordi jeg bliver overbevist om at det blev opfattet, og bare tanken er nok til at gøre mig endnu mere usikker. Rent faktisk er det den mest knusende angst jeg nogensinde har oplevet og langt ude of proportioner. Jeg sveder altid i nærheden af mennesker, overvåger konstant mit kropssprog og hvad jeg siger, og det gør det endnu sværere at fremstå som alle andre.

Alt detter har ført til en elending livsstil. Som 15-årig begyndte jeg et kraftigt hashmisbrug fordi det gjorte mig i stand til menneskelig kontakt noglelunde komfortabelt, og gav en behagelig illusion af at have venner. Jeg har ikke snakket med et eneste menneske udover min familie herhjemme siden Januar, 5 måneder siden. Jeg er arbejdsløs i snart et år og har aldrig været i uddannelse siden 9. Jeg er ude af stand til at opsøge mennesker, selv min eneste ven som er klar over mit problem på et noglelunde grundlæggende plan, som den eneste. Venskabet er bygget på min afhængighed af at det er mig som bliver opsøgt for at holde kontakten ved lige. Jeg kan ikke ringe fordi jeg er sikker på at telefonen ikke bliver taget, han bliver sur eller lignende. Jeg har simpelthen valgt et liv i isolation frem for muligvis at blive afvist, så ekstrem er min angst for det.

Kernen for hele det her er hvordan i alverden skal jeg kunne fortælle en fremmed læge, eller endnu værre, min egen familie om det her problem. Min mor har selv lidt af depression men jeg kan ikke få mig selv til at fortælle om det, og de virker ikke specielt støttende. De presser mig for at komme igang med noget istedet for at finde grunden til min livsstil. Er der nogle som har været gennem lignende situation og har nogle råd for hvordan man kan tage sig sammen til det her? Jeg har en overbevisning om at lægen simpelthen vil vifte det væk som en tåbelig ide, selvom det virker usandsynligt. Det værste er at jeg ser det irrationale i mine tanker men ingen kontrol har over det. Har jeg en reél grund for bekymring eller er det ren indbildning?

Linette1

Hej med dig.
Allerførst vil jeg sige til dig, at du skal en tur rundt om din læge.
Du har på en eller anden måde godt fat i, hvad det er der sker med dig, bortset fra, at du tror det er din ide, at andre mennesker omkring dig var/er irriterende.
Nu er vi ikke alle skabt ens, og jeg går ikke 100% ind for, at alt er psykisk. Men - alt det du føler ubehageligt omsætter du på en for dig, ikke hensigtsmæssig måde.
Det kan være svært at forstå, når problemerne starter tidligt.
Men det der med, at andre omkring dig var irriterende? Er det støjen du ikke kan holde ud? Eller er det andre ting.
Jeg var selv uhyre støjfølsom, fik det først at vide i en alder af 50 år, da en øresygdom brød ud. En sygdom som gør, at støj er utrolig ubehagelig.
Støjfølsomheden var for mit vedkommende ikke psykisk, men opfattes af andre som psykisk. Den kan ikke behandles. Jeg kan nu bedre bede andre om, at tale dæmpet, jeg kan med god samvittighed forlade et støjende område eller et støjende selskab for lige "at hvile ørerne lidt".
Jeg har det bedst i mit eget selskab, eller i stille natur. Jeg elsker at være hvor der ingen støj er.
For mit vedkommende skyldes det kroppens mindste muskel, den sidder i øret.
Så længe man ikke er klar over hvad årsagen er, tror man i sagens natur, "at der er noget galt med mig".
Det kan man så godt sige, at det var der, bare ikke det det bliver tolket som.

Hussar72

nu vil jeg sige at jeg nok selv lider af "social fobi" jeg har det tit mærkeligt med mennesker men på en eller anden måde er det godt når man endelig er ude og nogen tager imod en og tager en som et normalt menneske men jeg skal dog have phykolog hjælp så det kan måske være du også kort skal det men brug det til noget godt feks mig jeg kan ikke komme så meget ud og når jeg skal ud bliver jeg virkelig syg"kvalme opkast tyndmave rystelser osv" men lige så snart jeg er op i bussen feks så er jeg helt frisk der er kun det der med at komme ud ved ikke helt om det er det du har men ville lige dele mine følser også men ja prøv lægen måske leder de dig videre til phykolog eller måske bare nogle piller prøv ad

slettet15770

Motivationen for at jeg blev irriteret af folk, var mest fordi jeg projekterede den vrede og smerte på dem omkring mig. Jeg tror det var en slags forløber for den opførsel jeg har udviklet senere hen i mit liv. Jeg var egentlig bare sur, tvær, ligeglad med alting og ville være for mig selv. Ude af stand til at fortælle dem om mine problemer var det ikke specielt rart konstant at være i nærheden af folk fordi det krævede at skulle holde min facade. Efterhånden blev jeg bare mut, indelukket og rimelig kold selv når mine venner var i nærheden, så til sidst gav de jo selvfølgelig op.

Jeg har til gengæld altid været en stille person. Fester og højtråbende mennesker har aldrig sagt mig særlig meget og jeg nyder stilhed. De få personer jeg kan med er også altid folk nede på jorden, velmoduleret og afslappede i deres fremtoning. Det helt sikkert at jeg ikke kan lide støj og meget gang i den men jeg tror det er en del af min personlighed fremfor en negativ reaktion.

Jeg har en tid til lægen imorgen i et urelateret ærinde men er opsat på at grundlæggende fortælle hende om mit problem og tage det derfra. Føler mig rimelig sikker på at jeg får taget mig sammen til det, selvom det jo er det nemmeste skridt på en lang vej. Tak for svar, det rart at vide man ikke er helt alene i det her, og at få bekræftet min bekymring.

slettet15769

Hvis du synes, det er svært at fortælle en læge eller andre, hvordan du har det, kunne det måske være en god ide at printe det udmærkede indlæg, du har skrevet her på siden og medbringe det.

Måske har du en psykiatrisk lidelse, om kræver behandling og måske er der gode tilbud til dig i den forbindelse, når omfanget af dine vanskeligheder bliver klarlagt.

Med ønsket om alt godt til dig.

Kh

KKJ

jaheho87

til Anonymous90. Det lyder for mig som om du har nogen tvangsforestillinger, eller tvangstanker som du for gjort til tvangshandlinger. og at det måske er en del af det der gør der social tilbagetrækkende. nervøsiteten for at folk gøre nar af problemerne. jeg tænker at du kunne prøve et præparat mod ocd. plus det skal have en effekt mod social forbi. du kunne prøve zoloft. det er et snri præparat. det påvirker både serotinin og noradrenalin. hvis du ikke selve har depression så skal du ikke prøve cipralex selvom den har indvirkning på de andre sygdoms tilstande. for da jeg tog det blev jeg enormt ondskabsfuld. så jeg måtte stoppe med det igen. men prøv eventuelt zoloft hvis du føler at du ikke kan bearbejde det. håber det lykkes og slippe af med det.