Abort eller ej?
Hej Alle!
Jeg ved ikke hvad jeg forventer med det her indlæg, for i princippet er der ikke nogen, der kan hjælpe mig, men måske tror jeg, at det vil hjælpe mig at se det hele på skrift - og måske endda få et par kommentarer med på vejen.
Jeg er 21 år gammel og igang med en videregående uddannelse. Jeg har netop afsluttet 3. semester og skal efter sommerferien starte på 4. semester. Alt i alt er der 7, så jeg er ved at være godt halvvejs.
Jeg har i 6 år været sammen med en dejlig fyr, som jeg har oplevet mange, mange sorger og glæder med. Vi har stået sammen i tykt og i tyndt, og jeg skylder ham alt. Jeg har været meget syg og har i den forbindelse været meget indlagt, og alligevel blev han ved min side. Jeg var ved at dø og det tog efterfølgende psykisk hårdt på mig, men han forblev min støtte igennem den svære tid. Vi har altid haft mange drømme sammen, og vi har altid haft det godt sammen. Vi bor i et lækkert, nyrenoveret hus. Jeg er halvvejs med min uddannelse og han er færdiguddannet. Vi har begge gode familier og en stor vennekreds.
For en del uger siden mødte jeg en fyr, som jeg forelskede mig i. Det var en vild forelskelse fra dag 1, og jeg var faktisk villig til at opgive min kæreste for ham. Der er sket meget siden da. Jeg fortalte min kæreste at jeg har været sammen med en anden. Han tilgav mig og vi blev enige om at prøve igen. Nu har det så vist sig, at jeg er blevet gravid med ham, jeg var utro med. Vi troede i første omgang at min kæreste var faderen, men det har nu vist sig, at det er det ikke. Vi var indstillede på at beholde barnet, men det er han selvfølgelig ikke længere. Han vil have at jeg skal få den fjernet så hurtigt som muligt, hvis vi skal blive sammen. Jeg kan sagtens forstå ham. SAGTENS! Dog føler jeg allerede et eller andet for det lille barn, jeg har i maven. Jeg ved godt at jeg selv har sat mig i en meget, meget dum situation og jeg ved godt, hvad der umiddelbart ser ud til at være den rigtige løsning, men jeg føler ikke at jeg kan få fjernet det her lille barn. Jeg har fortalt den anden, at jeg er gravid og han ønsker barnet. Dels håber han at ham og jeg kan finde sammen igen, men lige meget hvad, så er han villig til at tage ansvar for sine handlinger.
Jeg er så meget i tvivl. På den ene side vil jeg gerne være sammen med min kæreste og så leve med de konsekvenser, som det må have.. På den anden side er der en grund til at jeg var min kæreste utro. Jeg følte at vores forhold havde udviklet sig til et venskab. Hvad hvis jeg kommer til at føle sådan igen? Jeg kan ikke glemme ham, jeg var utro med og slet ikke nu, hvor jeg skal have hans barn. Han er en sød og rar fyr med fast arbejde, god familie, osv. osv. osv.
Jeg er så meget i tvivl
Jeg er ca. 6 uger henne, men ved gyn. undersøgelsen og den indvendige scanning kunne de ikke præcis afgøre hvor langt henne, jeg var. Lægen virkede generelt meget ung og uerfaren og usikker Så derfor skal jeg til scanning igen om små 14 dage. Jeg skal gerne have truffet min beslutning deromkring. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre 
Jeg ønsker virkelig at få barnet! Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal tackle det overfor min kæreste og den anden. Jeg vil gerne blive hos min kæreste, men jeg ved ikke om det er ligeså meget fordi det er velkendt og trygt og fordi jeg er bange for at komme til at stå alene, for det har jeg aldrig prøvet før som det er fordi at det er ham, jeg for altid vil leve sammen med. Den anden fyr rumsterer også meget i mine tanker, og jeg ved at han rigtig gerne vil mig. Jeg ved bare ikke om jeg tør chancen. Vi har slet ikke været sammen så længe, at jeg ved om det er en, jeg vil kunne være sammen med altid.
Starfish88
Jeg ved ikke hvad jeg forventer med det her indlæg, for i princippet er der ikke nogen, der kan hjælpe mig, men måske tror jeg, at det vil hjælpe mig at se det hele på skrift - og måske endda få et par kommentarer med på vejen.
Jeg er 21 år gammel og igang med en videregående uddannelse. Jeg har netop afsluttet 3. semester og skal efter sommerferien starte på 4. semester. Alt i alt er der 7, så jeg er ved at være godt halvvejs.
Jeg har i 6 år været sammen med en dejlig fyr, som jeg har oplevet mange, mange sorger og glæder med. Vi har stået sammen i tykt og i tyndt, og jeg skylder ham alt. Jeg har været meget syg og har i den forbindelse været meget indlagt, og alligevel blev han ved min side. Jeg var ved at dø og det tog efterfølgende psykisk hårdt på mig, men han forblev min støtte igennem den svære tid. Vi har altid haft mange drømme sammen, og vi har altid haft det godt sammen. Vi bor i et lækkert, nyrenoveret hus. Jeg er halvvejs med min uddannelse og han er færdiguddannet. Vi har begge gode familier og en stor vennekreds.
For en del uger siden mødte jeg en fyr, som jeg forelskede mig i. Det var en vild forelskelse fra dag 1, og jeg var faktisk villig til at opgive min kæreste for ham. Der er sket meget siden da. Jeg fortalte min kæreste at jeg har været sammen med en anden. Han tilgav mig og vi blev enige om at prøve igen. Nu har det så vist sig, at jeg er blevet gravid med ham, jeg var utro med. Vi troede i første omgang at min kæreste var faderen, men det har nu vist sig, at det er det ikke. Vi var indstillede på at beholde barnet, men det er han selvfølgelig ikke længere. Han vil have at jeg skal få den fjernet så hurtigt som muligt, hvis vi skal blive sammen. Jeg kan sagtens forstå ham. SAGTENS! Dog føler jeg allerede et eller andet for det lille barn, jeg har i maven. Jeg ved godt at jeg selv har sat mig i en meget, meget dum situation og jeg ved godt, hvad der umiddelbart ser ud til at være den rigtige løsning, men jeg føler ikke at jeg kan få fjernet det her lille barn. Jeg har fortalt den anden, at jeg er gravid og han ønsker barnet. Dels håber han at ham og jeg kan finde sammen igen, men lige meget hvad, så er han villig til at tage ansvar for sine handlinger.
Jeg er så meget i tvivl. På den ene side vil jeg gerne være sammen med min kæreste og så leve med de konsekvenser, som det må have.. På den anden side er der en grund til at jeg var min kæreste utro. Jeg følte at vores forhold havde udviklet sig til et venskab. Hvad hvis jeg kommer til at føle sådan igen? Jeg kan ikke glemme ham, jeg var utro med og slet ikke nu, hvor jeg skal have hans barn. Han er en sød og rar fyr med fast arbejde, god familie, osv. osv. osv.
Jeg er så meget i tvivl
Jeg er ca. 6 uger henne, men ved gyn. undersøgelsen og den indvendige scanning kunne de ikke præcis afgøre hvor langt henne, jeg var. Lægen virkede generelt meget ung og uerfaren og usikker Så derfor skal jeg til scanning igen om små 14 dage. Jeg skal gerne have truffet min beslutning deromkring. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre Jeg ønsker virkelig at få barnet! Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal tackle det overfor min kæreste og den anden. Jeg vil gerne blive hos min kæreste, men jeg ved ikke om det er ligeså meget fordi det er velkendt og trygt og fordi jeg er bange for at komme til at stå alene, for det har jeg aldrig prøvet før som det er fordi at det er ham, jeg for altid vil leve sammen med. Den anden fyr rumsterer også meget i mine tanker, og jeg ved at han rigtig gerne vil mig. Jeg ved bare ikke om jeg tør chancen. Vi har slet ikke været sammen så længe, at jeg ved om det er en, jeg vil kunne være sammen med altid.
Starfish88
Kommentarer
Ja, sikke en træls situation du står i. Men jeg tror godt du selv ved hvad du skal vælge. Du vil jo gerne have det barn, og lige gyldigt hvad alle andre siger så skal du følge dit hjerte. Ellers risikerer du at få det rigtigt psykisk dårligt bagefter. Hvis man ikke er afklaret med abort, og faktisk ikke ønsker det inderst inde, så kan du nemt risikere at fortryde det resten af dit liv.
Jeg vil ønske dig alt godt fremover. Held og lykke med baby projektet.
Lisbeth
Åh nej, det er slet ikke til at forstå at jeg er kommet i den her situation..
Jeg synes, du skulle kontakte Mødrehjælpen og få dem til at hjælpe dig. De er uvildige, og ønsker kun at hjælpe dig til at træffe det for dig bedste valg.
Du står i en meget svær og følsom situation, og derfor er det vigtigt, at du får en seriøs rådgivning.
Jeg ønsker dig det bedste.
Sommer
Én ting du dog skal huske på, er at ingen andre end dig selv skal tage beslutning. END ikke din kæreste!
Det er DIG der skal bære barnet, det er DIG der skal leve med sorgen hvis du fortryder, og det er under alle omstændigheder kun dig alene som kan føle det på den måde du gør.
Det er selvfølgelig vigtigt at din kæreste også har et ord med på vejen, men rent psykisk ville han tvivlsomt helt kunne forstå din situation. Det virker lidt som om han ikke synes det er en big deal at få det fjernet, som om det var et stykke tøj der skulle byttes... Men det er overhovedt ikke let!
Ens mening kan variere meget. Det gjorde min. Det ene øjeblik ville jeg beholde barnet, det andet øjeblik ville jeg måske ikke alligevel (jeg fandt faktisk ud af der var to, men der havde jeg fast besluttet mig for abort).
Personligt traf jeg min beslutning ved at se alle tingene fra forskellige vinkler. Jeg stod som sagt i en anden situation end du, jeg har slet ikke fået færddiggjort en uddannelse, og faren var en fyr jeg lige havde slået op med fordi han behandlede mig ekstremt dårligt. Derfor skulle jeg i hvert fald tage i betragtning at jeg måtte være alenemor, uden nogen job eller erfaring til at få en fast indkomst med, og mest af alt har jeg slåsset med psykiske problemer i rigtig mange år. Og det havde en del at sige for min afgørelse.
Det der måske fik mig til at ændre mening, og måske alligevel ville beholde det, var at den følelse jeg fik når jeg tænkte jeg havde et levende væsen inde i mig, og jeg jo ikke ville forkaste det, var lidt en følelse der mindede om når man (eller jeg) tager på dyremarked, og ser en nuttet kattekilling, man spontant kraftigt overvejer at købe, og så vil man gerne tage ansvaret her og nu, og konsekvenserne senere.
Jeg vil hellere have at mit første barn skal være ligesom den hund jeg altid har ønsket mig, men aldrig har købt, fordi jeg stadig bor i en lille lejlighed.
Med andre ord, mit første barn skulle ikke være en spontan chance jeg tog her og nu, bare fordi den var der. Mit første barn skal være et jeg har planlagt, og er parat til at give hvad den har brug for.
Dog lyder det som om du har hvad et barn har brug for.
Jeg tror det eneste man i din situation også skal tænke på (udover kærligheds dramaet) er om du er villig til at opgive din personlige frihed, og visse fremtidsdrømme, som sådan et barn kan forhindre dig i at udleve (altså, slut med fester, spontane rejser osv, alting skal planlægges i forhold til barnet).
Men med hensyn til kærligheden, så kan jeg sgu godt forstå du er i vildrede. Jeg er ikke vildt god til at give råd til kæreste problemer, men ummidbart ville jeg mene at din kæreste ikke skal have det afgørende ord når det handler om noget som graviditet, men at du heller ikke skal satse alt for meget på en fyr du måske ikke kender for godt til at være afhængig af de næste 18 år af barnets liv.
Men beslutningen er din, og kun din alene. Der er selvfølgelig en masse ting du skal tage i betragtning, før du kan beslutte dig for hvad du føler er mest rigtig. Jeg lavede en liste over alle de gode, og dårlige ting ved henholdsvis abort og fuldføring. Jeg kan anbefale dig også at lave en, og så tænk hvert punkt igennem, og vend det på alle leder og kanter.
Men uanset hvad du vælger, er det VIRKELIG vigtigt at det er dig selv der traf valget uden andres påvirkning!
Især når du har haft problemer rent psykisk, så er der ingen der har brug for at fortryde en abort, fordi man egentlig helst selv ville fuldføre, men gjorde det fordi andre synes det var bedst.
På den anden side kan det være værrer at fortryde en fødsel (for barnets vedkommende) end en abort, da man jo somregl altid kan blive gravid igen. Men det er ikke så let alligevel...
Jeg håber du kunne bruge mit svar. Du må ikke lade din beslutning være påvirket af hvad andre mener.. heller ikke hvad jeg mener.