Når "far" ikke deltager...
Vi er et par i slut af 20,erne med to børn på hhv. 1 og 6år.
Pigerne er fælles, og vi bor sammen (men er ikke gift el. noget)
Problemet ligger i, han ikke deltager omkring sine børn og hjem og jeg snart ikke holder det ud længere og går med tanken om at gå fra ham... Men jeg elsker ham !!
Jeg kan overhovedet ikke stole på ham, når det gælder at han skal se efter børnene, for han gør det ikke, han sidder bare ved pc,en eller tv,et og glor tegnefilm istedet for at tage sig af børnene (nej han har ikke en depression) han ER bare sådan...
I dagligdagen arbejder vi begge.. Jeg henter 3 gange om ugen og han 2 gange som er en fin ordning. Problemet er, at når han har dem, så laver han ingenting med dem, de underholder sig selv...
Fx. imorges...
Jeg siger jeg går i bad, og han skal holde øje med den yngste (den store ser morgen tv) ja ja siger han, og står og "glor" tegnefilm...
Efter 10min i badet, høre jeg den yngste være ked, der er gitter ud til entreen hvor badeværelset er, og hun ved jeg er derude, og står så og brokker og er ked.. Jeg forlader badet og ber ham lege med hende eller aflede til jeg er færdig, så hun ikke står og er ked...
Ja ja siger han, og jeg går ud i badet igen, hun står stadig og er ked efter 5-10min og jeg lister så hen og kigger ind i stuen, og så står han STADIG forsteenet foran tv, og ser baby handy mandy i tv, hvor så jeg blir sur, og ber ham om at tage sig af sin datter NU- ja ja siger han, tar hende og stiller sig foran tv,et igen og ser tegnefilm ????
Sådan er det HVER evig eneste dag...
Han er ikke opmærksom på den yngste, at hun ikke propper ting i munden, eller røre ved en varm ovn el. andet... (frygter også, hvis vi går fra hinanden, at han skal have dem for han holder ik øje)
Han skifter ikke, tror i det år har han skiftet hende 5 gange, og den store skiftede han aldrig! - Han leger ikke med børnene, eller laver ting med dem!
Han skal ALTID sove længe i weekenderne istedet for at være sammen med børnene. Hvis jeg så lægger mig med den yngste fordi jeg måske har haft en nat hvor hun er vågnet en del gange, og huset flyder, så rydder han ikke engang op imens, han går i seng også !!! OGSÅ selv om den store er ude og lege på stien eller hun er hjemme...
Han kan sagtens passe sit job fra puntk til prikke inkl. bestyring og oprydning, men hjemmet??? No!
Jeg starter min dag kl.7 ved at den yngste vågner, jeg står op og laver morgenmad, han sover endnu (jeg har ik sovet længe siden vi fik den ældste) og spiser med børnene, bad, tøj på og så står vi faktisk klar til dagen mens han så først dér står op og så skal vi vente på ham !
Han rydder aldrig op, efterlader ALT til mig, sokker alle vegne, bukser alle vegne, sko alle vegne, snavs, nullermænd, gamle aftensmad tallerkner efterlader han bare på køkkenbordet til mig, til dagen efter, vasketøj...
Sætter han en maskine over, så glemmer han den, og jeg gider ik konstant gå og gøre hans færdigt, så maskinen kan sagtens ligge I maskinen, våd i 3 dage !!!!!!!!!!!!
Hænger han det op- blir det aldrig lagt sammen, han tar bare fra tørrestativet eller smider det hele på vores reol eller spisebord, lige nu har vi en bunke sokker, som har ligget i 5 dage !!... Lægger jeg det sammen, så starter møllen forfra...
I bund og grund laver han intet, sover længe, mm.
Jeg knokler, henter, og bringer børn, handler ind, laver mad, leger, putter, bader osv. Han har ALDRIG badet børnene, heler aldrig købt en skid til dem.
I de 7år min ældste har levet, har han luftet dankortet med tøj til hende maks 3-4 gange og et par fødselsdagsgaver!! Til den yngste 1 gang- pga. jeg sagde han godt snart måtte tage og deltage økonomisk!
Jeg står for ALT, økonomisk og hverdags!
Jeg har snakket med ham om det en MILL. gange...Jeg har sagt jeg ikke gider mere, hvis ikke han hjælper til osv... intet sker der. Han lover gule og grønne skove, men intet holder.
Hvad kan jeg stille op, for jeg orker ikke at være mor for ham mere.
Havde overvejet at være kærester fortsat, men bo hver for sig på samme vej...
Jeg har også sagt at enten så deltager han 100% ellers ved han hvor døren er, så lover han gule og grønne skove, men ingenting ændre sig...
Han sover med IPOD i ørene HVER EVIG ENESTE NAT!
Siden jeg mødte ham, har han sovet med musik i ørene, også når jeg lige havde født, han har aldrig stået op og taget den lille, aldrig !!
Er den lille syg, eller bare generelt, propper han ørepropperne i ørene og så er det hele op til mig...
Jeg er TRÆT af det!
Hvad havde i gjort??
Pigerne er fælles, og vi bor sammen (men er ikke gift el. noget)
Problemet ligger i, han ikke deltager omkring sine børn og hjem og jeg snart ikke holder det ud længere og går med tanken om at gå fra ham... Men jeg elsker ham !!
Jeg kan overhovedet ikke stole på ham, når det gælder at han skal se efter børnene, for han gør det ikke, han sidder bare ved pc,en eller tv,et og glor tegnefilm istedet for at tage sig af børnene (nej han har ikke en depression) han ER bare sådan...
I dagligdagen arbejder vi begge.. Jeg henter 3 gange om ugen og han 2 gange som er en fin ordning. Problemet er, at når han har dem, så laver han ingenting med dem, de underholder sig selv...
Fx. imorges...
Jeg siger jeg går i bad, og han skal holde øje med den yngste (den store ser morgen tv) ja ja siger han, og står og "glor" tegnefilm...
Efter 10min i badet, høre jeg den yngste være ked, der er gitter ud til entreen hvor badeværelset er, og hun ved jeg er derude, og står så og brokker og er ked.. Jeg forlader badet og ber ham lege med hende eller aflede til jeg er færdig, så hun ikke står og er ked...
Ja ja siger han, og jeg går ud i badet igen, hun står stadig og er ked efter 5-10min og jeg lister så hen og kigger ind i stuen, og så står han STADIG forsteenet foran tv, og ser baby handy mandy i tv, hvor så jeg blir sur, og ber ham om at tage sig af sin datter NU- ja ja siger han, tar hende og stiller sig foran tv,et igen og ser tegnefilm ????
Sådan er det HVER evig eneste dag...
Han er ikke opmærksom på den yngste, at hun ikke propper ting i munden, eller røre ved en varm ovn el. andet... (frygter også, hvis vi går fra hinanden, at han skal have dem for han holder ik øje)
Han skifter ikke, tror i det år har han skiftet hende 5 gange, og den store skiftede han aldrig! - Han leger ikke med børnene, eller laver ting med dem!
Han skal ALTID sove længe i weekenderne istedet for at være sammen med børnene. Hvis jeg så lægger mig med den yngste fordi jeg måske har haft en nat hvor hun er vågnet en del gange, og huset flyder, så rydder han ikke engang op imens, han går i seng også !!! OGSÅ selv om den store er ude og lege på stien eller hun er hjemme...
Han kan sagtens passe sit job fra puntk til prikke inkl. bestyring og oprydning, men hjemmet??? No!
Jeg starter min dag kl.7 ved at den yngste vågner, jeg står op og laver morgenmad, han sover endnu (jeg har ik sovet længe siden vi fik den ældste) og spiser med børnene, bad, tøj på og så står vi faktisk klar til dagen mens han så først dér står op og så skal vi vente på ham !
Han rydder aldrig op, efterlader ALT til mig, sokker alle vegne, bukser alle vegne, sko alle vegne, snavs, nullermænd, gamle aftensmad tallerkner efterlader han bare på køkkenbordet til mig, til dagen efter, vasketøj...
Sætter han en maskine over, så glemmer han den, og jeg gider ik konstant gå og gøre hans færdigt, så maskinen kan sagtens ligge I maskinen, våd i 3 dage !!!!!!!!!!!!
Hænger han det op- blir det aldrig lagt sammen, han tar bare fra tørrestativet eller smider det hele på vores reol eller spisebord, lige nu har vi en bunke sokker, som har ligget i 5 dage !!... Lægger jeg det sammen, så starter møllen forfra...
I bund og grund laver han intet, sover længe, mm.
Jeg knokler, henter, og bringer børn, handler ind, laver mad, leger, putter, bader osv. Han har ALDRIG badet børnene, heler aldrig købt en skid til dem.
I de 7år min ældste har levet, har han luftet dankortet med tøj til hende maks 3-4 gange og et par fødselsdagsgaver!! Til den yngste 1 gang- pga. jeg sagde han godt snart måtte tage og deltage økonomisk!
Jeg står for ALT, økonomisk og hverdags!
Jeg har snakket med ham om det en MILL. gange...Jeg har sagt jeg ikke gider mere, hvis ikke han hjælper til osv... intet sker der. Han lover gule og grønne skove, men intet holder.
Hvad kan jeg stille op, for jeg orker ikke at være mor for ham mere.
Havde overvejet at være kærester fortsat, men bo hver for sig på samme vej...
Jeg har også sagt at enten så deltager han 100% ellers ved han hvor døren er, så lover han gule og grønne skove, men ingenting ændre sig...
Han sover med IPOD i ørene HVER EVIG ENESTE NAT!
Siden jeg mødte ham, har han sovet med musik i ørene, også når jeg lige havde født, han har aldrig stået op og taget den lille, aldrig !!
Er den lille syg, eller bare generelt, propper han ørepropperne i ørene og så er det hele op til mig...
Jeg er TRÆT af det!
Hvad havde i gjort??
Kommentarer
Du spørger, hvad vi ville have gjort i den situation. Jeg har været ude for ca. det samme, men det er 33-37 år siden! Jeg troede ikke, at den slags fandt sted i vore dage. Du må virkelig være/have været meget forelsket i den mand, siden du har holdt det ud så længe.
Jeg kan fortælle, hvad der skete for mig: jeg forelskede mig i en charmerende distanceblænder, en såkaldt Karl Smart. Det gik fint i de første par år, mens vi ikke havde børn. Jeg strittede lidt imod, når han havde tusind ”gode” grunde til, at jeg skulle gøre det meste af arbejdet, men det endte alligevel med, at det blev mig, der gjorde alting. Det gik, så længe vi ikke havde børn, og så længe der ikke var modgang og sorger, men da der kom børn, gik det bare ikke mere. Min mand var jo en slags ekstra barn, som jeg også skulle sørge for, ud over alt det huslige osv.
Jeg syntes, at det var svært at træffe beslutningen om skilsmisse, men inderst inde vidste jeg godt, at der ikke var nogen vej udenom. Første gang jeg ville føre skilsmisseplanerne ud i livet, lovede min mand mig da også guld og grønne skove, som du skriver, og jeg opgav. Men løfterne holdt ikke. Derfor traf jeg den endelige beslutning, og det har jeg aldrig fortrudt. Det var hårdt at blive eneforsørger, men det var nemmere end at have dette ekstra voksne barn at sørge for.
Sådan som du beskriver jeres forhold, kan jeg ikke forestille mig, at der kan være nogen form for løsning, sådan at I kan fortsætte med at være sammen.
Men jeg kan fortælle, at min mand blev meget forbavset, da jeg førte skilsmisseplanerne ud i livet. Jeg havde åbenbart fundet mig i så meget, at han gik ud fra, at jeg ville fortsætte med det. Det var et chok for ham at opdage, at jeg pludselig sagde fra. Han havde været vant til at han kunne slippe af sted med alting. Og jeg kan fortælle, at han efter skilsmissen blev umådelig ulykkelig og tiggede og bad mig om, at vi skulle begynde forfra.
Kun hvis du på én eller anden måde kan gøre din mand begribeligt, sådan at han forstår det, at I må deles om opgaverne, og han må tage sit ansvar som far alvorligt, har jeres forhold en chance. Ellers ikke!
Min mand forstod det først, da det var for sent, og han fortrød bitterligt.
Jeg forstår godt din bekymring for, hvordan det skal gå, hvis I flytter fra hinanden, og børnene skal være hos deres far. Hvis du er bekymret, må du simpelthen nægte at lade ham have børnene alene. Jeg var i den situation, at min daværende mand ikke selv tog initiativ til at have vores søn, så de havde stort set kun kontakt, hvis jeg eller drengens farmor foreslog det, og ofte var farmor der, hvilket gjorde mig tryg. Men jeg har senere fået at vide af min søn, at hans far et par gange har kørt rundt i bil med drengen i meget beruset tilstand. Der skete heldigvis ikke noget, men i dag fortryder jeg, at jeg ikke satte en stopper for det.
Summa summarum: Du er nødt til at gøre noget, for den situation, du er i, holder bare ikke. Jeg sender dig alle gode ønsker for din og børnenes fremtid.
Kamelia
Hvordan har du dog holdt det ud i flere år?
Jeg fatter blot ikke, hvordan du turde at få barn nr. to med den mand.
Kameliedamen har allerede givet dig et rigtigt godt svar, som jeg gerne vil tilslutte mig.
Kan du se dig selv om fem år med den mand? Nej vel.
Så kom ud af det forhold, det kan kun gå for langsomt.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke.
Hvad pasning af sine ejne børn angår synes jeg du skal give ham verdens største skide balle for hvad fanden bilder den narrøv sig ind, ikke at tage sig af sine børn !
Det er ingen løsning at søge skilsmisse endnu hvis du stadig kan nå at få ham til indse alvoren i jeres liv !
Hvis det ikke er muligt må du aldrig fratage ham retten til at se børnene da de også har brug for en far....husk det ! Måske du lige skal holde øje med ham i starten hvad den lille på 1 år angår, men ellers!
Nu ikke noget med alt det pjat med kun hver 14 dage fra fredag kl 15 til søndag kl 16. Drop det og lad ham se børnene noget oftere.
Hilsen Benny
Jeg er en ung mand på kun lige knap 25 år, og jeg er dybt chokeret over at der stadig findes "mænd" der får lov til at opføre sig sådan.
Han trænger tydeligtvis til at du tager bukserne på, og siger fra over for hans egocentreret og dybt barnlige opførsel.
Jeg syntes at Bennys forslag med at du kun sørger for børnenes og dit eget behov lyder som en rigtig go ide.
Nå han så er blevet træt af at gå på arbejde i bekidt tøj og uden madpakke, kan det være at han kan lære at tage vare på sig selv og forhåbentligt senere hen jer.
Håber du finder en løsning, der ikke indebære at i går fra hinanden.
De bedste ønsker.
Christian
Jeg mødte en mand, som er far til min søn på 3 år. Han ønskede sig et barn, jeg fortalte ham at han skulle være en del af os, mht det praktiske og også med mine andre 2 børn af første ægteskab.. Ja ja,, det skulle han nok, men hvor herre til hest, ingen deltagelse hos jordmoder elle læge, han havde ikke tid.
Vel ankommet hjemme med guldklumpen, han havde 14 dage barsel, som han brugte i KBH, havde noget arbejde der skulle udføres.
Han skiftede sit barn max 3-4 gange om året, og kun når jeg var til forældremøde. Jeg stod for indkøb, madlavning, rengøring, tøjvask,bleskift, give sutteflaske, bad til baby. Tit stod jeg med et grædende spædbarn på armen og en grydeske i den anden.
Ingeb tid til fam.besøg eller veninder.
Da vores barn startede i vuggestue, opfordrede jeg ham til at køre med og hilse på personalet, men nej han mente ikke det var nødvendigt, så da barnet havde været i inst i 2 år, havde faderen ikke aflagt besøg der...
Jeg har trylet og bedt ham, og forklaret hvorfor det er så vigtigt at han deltager i vores barns liv men ingen forståelse.
Han har aldrig læst en bog eller sunget en sang med sit barn. Aldrig siddet på gulvet og leget med ham.
Juleaften ligger han på sofaen og halvsover..
Jeg gider heller ikke mere, og er ved at afvikle hus og få et liv uden et ekstra barn..
sh
Du er gift med et umodent pattebarn. Du vil få det meget bedre alene med dine to søde børn. Når du bliver alene, har du nemlig fri når du har fri (selv om det ikke bliver særlig tit) og behøver ikke bruge tid og energi på at ærgre dig over en uduelig mand.
Det giver myrekryb.... Min mand er heldigvis kun hjemme i weekenderne, men der flyder alt også...
Og det er mig der skal sørge for vores datter, om morgenen da han sidder dybt begravet i morgen tegnefilm.... Og når hun ligger med fingrene ud under døren og græder mens jeg er i bad.....
Fatter nogen gange ik hvordan jeg kan holde det ud, han er heldigvis begyndt og skifte hende, op til hun var 1 år havde han gjort de tre gange, nu tager han hver anden ble i weekenderne.... er ok til og hjælpe med og bade hende...
Men det er som om han først har interesse i hende efter hun er blevet større.....????
Min mand tog et skridt op af efter hans familie gav ham en opsang....
Nogen gange tænker jeg også bare at det ville være lettere og være alene, man slipper for og bliv skuffet når de ik deltager.... Men igen, ligesom dig er jeg faktisk "bange" for og efterlade min datter sammen med ham, fordi hans behov kommer før hendes...
Han ku heller aldrig drømme om og gå en tur alene på legepladsen med vores datter, jeg skal tigge og bede ham og så får vi en sur far med ..... Ikke særlig fedt....
Men vi "arbejder" på at han skal blive bedre, men det kom sig også af at jeg en dag pakkede mine og min datters ting og var på vej til mine forældre, for og være der, hvor han lovede og blive bedre til at hjælpe og være mere til stede.....
Og det er blevet meget bedre, rom blev ik bygget på en dag, forventer ik at han er forandret npår jeg vågner imoregn tidlig, tror bare ik han var voksen nok da vi fik vores datter (han var 20) jeg var 21....
Min familie har det med at tage ham i forsvar... at han kom jo lige hjemme fra mor... Ja, og???
Han ku ha valgt fra hvis ik han var klar-.... Jeg er da også første gangs.....
Lige lidt surt opstød herfra....
Ville gi min højre arm for at få lov til at være en del af mit barns liv...