Indstillinger
Er han psykisk syg?
Hej!
Jeg skriver herinde, og håber på at der er nogen der kan genkende de symptomer jeg beskriver.
Min lillebror er 18 år gammel, og de sidste par år har han fået det værre og værre.
Han bor for sig selv, og har ikke ret mange 'gode' venner, og han har et stressende arbejde.
Han svinger meget i humøret, nogle gange er han glad og så kører alt på skinner, men han kan vende 180 på to sekunder, og så er alt galt.
Han er utrolig ked af det, han græder meget, og han beskylder mig og resten af familien for aldrig at hjælpe ham med noget.
Problemet er bare at alle hjælper ham med alt hvad han beder om.
Han mener dog at hans forældre aldrig har været der for ham, og at han altid har måtte klare sig selv. Men det passer ikke. Han har altid fået alt, han har aldrig manglet noget.
Han digter mange historier, som aldrig har fundet sted, og han kan blive utrolig agressiv, både i sit sprog og sin måde at være på. Til tider tør man ikke være alene sammen med ham, af frygt for hvad han kan finde på.
Han har røget en del hash, men det er han stoppet med.
Han splitter familien totalt ad, og han vil ikke nogte som helst. Det er først hvis man kører meget på ham, at han bryder sammen og græder, og så kan man få ham til at sige ja til at få hjælp, men så snart han er ovre sit anfald, så starter det hele forfra.
Det er utrolig hårdt at han altid mener vi gør alt for at gøre ham ked af det, og aldrig hjælper ham med noget. Vi har flere gange forsøgt at få hjælp til ham, men så snart han skal tale med læge eller psykologer, så lader han som om at alt er i den skønneste orden.
Han kan heller ikke magte at tilbringe tid alene, og alt skal foregå som aftalt, ellers bryder hans verden sammen.
Jeg håber at nogen kan genkende disse symptomer, eller har et forslag til hvad man kan gøre.
/jp
Jeg skriver herinde, og håber på at der er nogen der kan genkende de symptomer jeg beskriver.
Min lillebror er 18 år gammel, og de sidste par år har han fået det værre og værre.
Han bor for sig selv, og har ikke ret mange 'gode' venner, og han har et stressende arbejde.
Han svinger meget i humøret, nogle gange er han glad og så kører alt på skinner, men han kan vende 180 på to sekunder, og så er alt galt.
Han er utrolig ked af det, han græder meget, og han beskylder mig og resten af familien for aldrig at hjælpe ham med noget.
Problemet er bare at alle hjælper ham med alt hvad han beder om.
Han mener dog at hans forældre aldrig har været der for ham, og at han altid har måtte klare sig selv. Men det passer ikke. Han har altid fået alt, han har aldrig manglet noget.
Han digter mange historier, som aldrig har fundet sted, og han kan blive utrolig agressiv, både i sit sprog og sin måde at være på. Til tider tør man ikke være alene sammen med ham, af frygt for hvad han kan finde på.
Han har røget en del hash, men det er han stoppet med.
Han splitter familien totalt ad, og han vil ikke nogte som helst. Det er først hvis man kører meget på ham, at han bryder sammen og græder, og så kan man få ham til at sige ja til at få hjælp, men så snart han er ovre sit anfald, så starter det hele forfra.
Det er utrolig hårdt at han altid mener vi gør alt for at gøre ham ked af det, og aldrig hjælper ham med noget. Vi har flere gange forsøgt at få hjælp til ham, men så snart han skal tale med læge eller psykologer, så lader han som om at alt er i den skønneste orden.
Han kan heller ikke magte at tilbringe tid alene, og alt skal foregå som aftalt, ellers bryder hans verden sammen.
Jeg håber at nogen kan genkende disse symptomer, eller har et forslag til hvad man kan gøre.
/jp
Kommentarer
Mit forslag er:
Find ud af hvor meget hash han ryger, det skal han lade være med..
Hør med ham om han er med på at gå til lægen og få en henvisning til psykologisk og psykiatrisk undersøgelse.
Hvis det er nødvendigt så hjælp med dagens gøremål og en sidste ting få ham til at føle sig elsket. Det er guld værd i hans situation...
Jeg ved ikke hvordan det føles at have en depression, men jeg ved at det ikke er sjovt.
Min mor og jeg har overvejet, om man skulle samle familien, (mor, far, søster, og mors/fars nye sammenlevere), og en psykolog eller en terapeut, og så få talt om tingene, og om hvad der skal gøres.
Jeg ved godt at en psykolog ikke kan redde hele verden med en enkelt samtale, men det var mere at hensyn til at denne så kunne "styre" samtalen og fortælle hvorfor man reagerer på forskellige ting.
Eller er det en dårlig ide? Jeg tænker på om min lillebror vil føle sig angrebet?
Jeg vil også prøve at tale med ham om at prøve at tage til lægen igen, og denne gang fortælle sandheden. Men det er svært at tage hul på når han er i godt humør, for det vil man meget nødigt ødelægge..
men der skal gøres noget i hvert fald, og tak for dit svar igen!
Mvh. JP