Indstillinger
er det er problem, eller?
Hej,
jeg er en pige på 16 år, jeg har så længe jeg kan huske haft en lidt mørk tilgang til alting og med alderen er de mørke tanker vokset og det er blevet meget tydeligt for mig at jeg har en anderledes måde at håndtere ting på end andre, det er specielt blevet tydeligt efter jeg startede i gymnasiet.
jeg har haft en god og tryk opvækst, har dog altid haft lav selvtillid, men da jeg nåede de 10-11 år blev jeg meget indelúkket og det er ellers bare gået merer og mere i den retning nu.. jeg kune godt tænke mig at høre om i mener det er meget normalt at have det sådan og at det bare er hormoner osv. eller om i mener det lyder som noget jeg burde gå til lægen med. så jeg har skrevet en del af de ting der er mest fremtrædende ned:
(det skal lige siges at disse problemer ikke gør at jeg ikke kan føre samtaler med folk, eller være til fester og sådan, de gør bare at jeg har meget sværdt ved at være glad og tilfreds i og til samtalerne og festerne..)
-Jeg får tit følelsen af at intet er godt, og at der ikke er en mening i mit liv.
-jeg har en tendens til tit at udvælge nogle personer (personer jeg ikke kender særlig godt, kendte osv.) som jeg synes er perfekte og fejlfrie og prøver at kopiere dem.
-jeg er meget usikker i hvem jeg er og har meget dårlig selvtillid.
-jeg føler mig rigtig tit alene og efterladt.
-jeg bliver ekstremt rasende hvis folk sætter sig imod hvad ejg gør og mener eller ikke synes det er en god ide.
-jeg kan ikke klare hvis mit forhol til forskellige folk ikke kun er godt, eller hvis det er en lille smule overfladisk (som det er med næsten alle) så sætter jeg dem i en boks der hedder 'dem mod mig' (dette er specielt blevet et problem i gymnasiet da jeg ikke kan holde andet end to personer ud i min klasse, og det er ikke sådan at jeg bare ikke særlig godt kan lide de andre, nej, jeg disideret hader dem, uden nogen særlig grund)
-jeg har en dårlig fornemmelse for hvornår ting er for private at fortælle andre
-jeg gør mange ting velvidende at der kan være farligt, jeg har f.eks. engang skåret meget i mig selv, jeg ryger selvom jeg har astma og andre lungeproblemer, og jeg er egentlig ikke afhængig af det, jeg går ud med meget lidt tøj på selvom der er frostgræder, jeg støvsuger sjældent selvom jeg har alllergi osv.
- jeg har sværdt ved at tænke fremad og tage ansvar, jeg har f.eks. stjålet en masse tøj, arbejder en masse selvom jeg har eksamner dagen efter og sådan.
-jeg føler mig helt ekstremt uelsket af folk hvis vi bliver uenige om noget.
-jeg drikker helt vildt meget, og meget ofte.
- hvis en lille ting går galt kan jeg blive helt ekstremt vred og ønske at dø.
-jeg er meget usikker på mig selv og føler mig tit alene.
-føler mig tit misforstået.
-jeg har ikke nogen fornemmelse for hvordan folk ser på mig, og ofte beslutter jeg mig for at de hader mig.
-jeg reagere underligt på en masse ting feks. har jeg det med at skifte 'personliged' og holdninger meget nemt, hvis jeg bliver uvenner med nogle og dermed ikke ses med dem mere, jeg har det også meg at være sammen med en masse tilfældige fyre selvom jeg ikke finder dem tiltrækkende, jeg har også en dag hvor jeg var meget vred besluttet mig for ikke at gå på gymnasiet mere og droppede ud, det er meget for nyligt. eller tage i byen selvom jeg egentlig ligger i min seng og burde sove.
-jeg har sværdt ved at fuldføre ting, store som små.. eks: tabe mig, gå ned med flakser, ringe til folk, læse en bog færdig, ryde færdigt op osv.
-mit humør svinger helt ekstremt upåvirket af hvornår jeg har menstruation.
-i mange situationer er jeg (nok pga. usikkerhed) voldsomt afhængig af mine veninders accept og tilstedeværelse.
jeg håber meget i svarer, jeg har nemlig ikke lyst til at gå op til lægen og fremstille det som et problem hvis det nu i virkeligheden er helt normalt at have det sådan her.
mange hilsner mig.
jeg er en pige på 16 år, jeg har så længe jeg kan huske haft en lidt mørk tilgang til alting og med alderen er de mørke tanker vokset og det er blevet meget tydeligt for mig at jeg har en anderledes måde at håndtere ting på end andre, det er specielt blevet tydeligt efter jeg startede i gymnasiet.
jeg har haft en god og tryk opvækst, har dog altid haft lav selvtillid, men da jeg nåede de 10-11 år blev jeg meget indelúkket og det er ellers bare gået merer og mere i den retning nu.. jeg kune godt tænke mig at høre om i mener det er meget normalt at have det sådan og at det bare er hormoner osv. eller om i mener det lyder som noget jeg burde gå til lægen med. så jeg har skrevet en del af de ting der er mest fremtrædende ned:
(det skal lige siges at disse problemer ikke gør at jeg ikke kan føre samtaler med folk, eller være til fester og sådan, de gør bare at jeg har meget sværdt ved at være glad og tilfreds i og til samtalerne og festerne..)
-Jeg får tit følelsen af at intet er godt, og at der ikke er en mening i mit liv.
-jeg har en tendens til tit at udvælge nogle personer (personer jeg ikke kender særlig godt, kendte osv.) som jeg synes er perfekte og fejlfrie og prøver at kopiere dem.
-jeg er meget usikker i hvem jeg er og har meget dårlig selvtillid.
-jeg føler mig rigtig tit alene og efterladt.
-jeg bliver ekstremt rasende hvis folk sætter sig imod hvad ejg gør og mener eller ikke synes det er en god ide.
-jeg kan ikke klare hvis mit forhol til forskellige folk ikke kun er godt, eller hvis det er en lille smule overfladisk (som det er med næsten alle) så sætter jeg dem i en boks der hedder 'dem mod mig' (dette er specielt blevet et problem i gymnasiet da jeg ikke kan holde andet end to personer ud i min klasse, og det er ikke sådan at jeg bare ikke særlig godt kan lide de andre, nej, jeg disideret hader dem, uden nogen særlig grund)
-jeg har en dårlig fornemmelse for hvornår ting er for private at fortælle andre
-jeg gør mange ting velvidende at der kan være farligt, jeg har f.eks. engang skåret meget i mig selv, jeg ryger selvom jeg har astma og andre lungeproblemer, og jeg er egentlig ikke afhængig af det, jeg går ud med meget lidt tøj på selvom der er frostgræder, jeg støvsuger sjældent selvom jeg har alllergi osv.
- jeg har sværdt ved at tænke fremad og tage ansvar, jeg har f.eks. stjålet en masse tøj, arbejder en masse selvom jeg har eksamner dagen efter og sådan.
-jeg føler mig helt ekstremt uelsket af folk hvis vi bliver uenige om noget.
-jeg drikker helt vildt meget, og meget ofte.
- hvis en lille ting går galt kan jeg blive helt ekstremt vred og ønske at dø.
-jeg er meget usikker på mig selv og føler mig tit alene.
-føler mig tit misforstået.
-jeg har ikke nogen fornemmelse for hvordan folk ser på mig, og ofte beslutter jeg mig for at de hader mig.
-jeg reagere underligt på en masse ting feks. har jeg det med at skifte 'personliged' og holdninger meget nemt, hvis jeg bliver uvenner med nogle og dermed ikke ses med dem mere, jeg har det også meg at være sammen med en masse tilfældige fyre selvom jeg ikke finder dem tiltrækkende, jeg har også en dag hvor jeg var meget vred besluttet mig for ikke at gå på gymnasiet mere og droppede ud, det er meget for nyligt. eller tage i byen selvom jeg egentlig ligger i min seng og burde sove.
-jeg har sværdt ved at fuldføre ting, store som små.. eks: tabe mig, gå ned med flakser, ringe til folk, læse en bog færdig, ryde færdigt op osv.
-mit humør svinger helt ekstremt upåvirket af hvornår jeg har menstruation.
-i mange situationer er jeg (nok pga. usikkerhed) voldsomt afhængig af mine veninders accept og tilstedeværelse.
jeg håber meget i svarer, jeg har nemlig ikke lyst til at gå op til lægen og fremstille det som et problem hvis det nu i virkeligheden er helt normalt at have det sådan her.
mange hilsner mig.
Kommentarer
Jeg har læst dit indlæg, og jeg ved ikke helt hvad eller hvem man skal definere som normalt/normale, men jeg forstå godt hvad du mener, og jeg ville måske også fristes til at sige det måske ikke er helt normalt eller noget er måske ikke helt som det burde være.
jeg ved godt du skriver du ikke vil gå til læge hvis det viser at der ikke noget i vejen.
men jeg synes faktisk du skulle gøre det.
jeg kan genkende det du skriver og har hele mit liv synes jeg ikke var helt som andre og noget var galt med mig.
jeg sider nu og er blever over 30, og tingene er ikke blevet bedre, jeg har først nu forsøgt at få hjælp. Har ikke fået svar på hvad der egentlig er galt eller nogen direkte dianose men jeg går i samtale terapi, og min læge forsøger ligsom at finde problemet. jeg har mange smerter i hele min krop som ikke skyldes noget fysisk men psykisk og jeg er energiforladt og trist. har et utroligt dårligt selvvær og er meget bange for hvad andre tænker og synes om mig, jeg har sommetider panik angst som lægen siger, og min søvn er meget dårlig det hele køre rundt i hoved på mig. jeg har maridt stort set hver nat, jeg er meget vågen og det fortsætter i vågen tilstand, grimme og vemmelig tanker i sær om natten.
jeg tror ikke du skal regne med at tingene bliver bedre med alderen, det er de i hvert fald ikke gjort med mig.
så jeg ville søge hjælp med det samme, og jeg synes eftersom du skriver her inde, er det vel også fordi du nok inderst inde selv er klar over at noget er galt.
håber du kan bruge det
held og lykke
sorensen
Da jeg gik på gymnasiet havde jeg det fuldstændig ligesom dig! jeg var ikke en af de små ''Gucci-stræbere'' og generelt hadede jeg den overfladiske stemning og ikke mindst det UENDELIGE konkurrence og karakter race!
Det er hårdt for ens selvtillid at være i sådan et miljø! Det var det ihvertfald for min, i 3.G fandt jeg mig selv fuldstændig energi forladt og jeg kunne vitterligt ikke få mig selv ud af sengen om morgenen, jeg isolerede mig meget.
Til sidst søgte jeg læger, men der var jeg allerede dybt inde i en depression. Mit råd til dig vil helt klart være at opsøge en psykolog. For hvad enten der er normelt eller ikke er det, skal man ikke gå og ha det så dårligt, det er der simpelthen ikke grund til når man kan få hjælp til at få det bedre. Det er meget grænseoverskridende at sku åbne sig overfor et andet menneske om ens psykiske problemer, men GØR DET! Du har intet at miste og ALT at vinde.