Har kæresten en depression, og hvad kan jeg gøre?
Min kæreste er netop fyldt 30, og vi har været sammen i knapt fire år. For cirka halvandet år siden begyndte jeg at blive bange for, at der er noget galt med ham - en depression eller anden psykisk lidelse - og jeg kunne godt tænke mig nogle inputs herfra. ER han virkelig syg, og i så fald: Hvad kan jeg gøre?
I julen forrige år kom vi op at skændes. Vi har begge to heftige temperamenter, og ofte udvikler almindelige diskussioner sig. Jeg kan ikke huske, hvordan dette skænderi begyndte, men jeg husker stadig levende, at han på et tidspunkt begynder at slå sig selv på kæben med en knytnæve og sige, at han er dum, og at han lige så godt kunne tage livet af sig.
Efter skænderiet tager jeg et par timer hjem til min mor, som holder julefrokost. Da jeg kommer hjem, sidder min kæreste foran computeren og spiller et krigsspil og hører høj musik - noget, der for mig lyder som metal. Han har en bred musiksmag, men har egentlig mest pop og folkemusik på sin computer.
Min kæreste er højtuddannet og har i ca. tre år haft et job, hvor han udstationeres til forskellige lande (primært Mellemøsten). At han kan holde på et job er jo egentlig et argument for, hans psykiske tilstand ikke er så alvorlig igen?
For et par måneder siden, da han sidst var hjemme, satte jeg "Den eneste Ene" på DVD'en. Han havde ikke set den før, så jeg troede, det ville være en hyggelig aften. Men så kom en scene, hvor den kvindelige hovedperson slår sin mand, der har været hende utro.
Det tændte noget i min kæreste. Han blev vred og råbte op om, at hvis en kvinde var blevet slået i en film, ville ingen synes, det var sjovt. Han mente, mænd bliver portrætteret som værdiløse, og sådan opfatter han også sig selv, for det er alt, han ser. Han blev vred på mig, fordi jeg havde trukket på smilebåndet i situationen, og han fremhævede, at jeg lige havde købt en CD med Amy Winehouse. "Hun slår også mænd, og hun bliver bare berømt". I det hele taget mener han åbenbart, at mænd - og dermed han selv - bliver latterliggjort og nedgjort i samfundet.
Jeg er hans første kæreste, og selvom han siger, han ikke vil have andre, oplever jeg, det går ham på. Han er meget usikker omkring kvinder, også f.eks. mine veninder. Han siger selv, han ikke tør at starte en samtale med nogen kvinde, fordi han ikke stoler på dem. Da vi fandt sammen, oplevede jeg, det var en fælles tilnærmelse, men han siger, han slet ikke ved, hvordan dét skete.
Vores samtaler er ikke så lange eller så dybe, som jeg godt kunne tænke mig. Når vi bliver uenige, bliver han hurtigt vred og råber ad mig. Det er ofte sådan, jeg får nye ting at vide om ham. Som om, han beskytter sig ved at råbe én eller anden ny information, som jeg er nødt til fordøje, inden jeg argumenterer eller spørger videre.
Efterhånden oplever jeg, at jeg ikke ved, hvornår han næste gang bliver vred eller ked af det, og det er meget utrygt for mig. Jeg vil gerne hjælpe ham, men ved ikke, hvordan jeg skal støtte og vejlede ham. Han kan ikke gå i længerevarende terapiforløb, fordi han bor i Mellemøsten. Han vil helt sikkert helst ikke opgive sit job, der nok er noget stabiliserende i hans liv - også selvom han ofte synes, det er kedeligt og monotont.
I de seneste måneder har han talt meget om, at han ikke har oplevet ret meget i sit liv - slet ikke så meget som andre. Han mener ikke, han har rejst ret meget, på trods af, han har læst i udlandet, arbejdet i udlandet i et par år nu, og vi har rejst på ferier sammen. I sin barn- og ungdom har han dog ikke rejst meget, hvilket han åbenbart stadig tænker meget på. Han sagde for et par uger siden, at det, der holder ham oppe, er tanken om den sommerferie, vi skal have i juli måned. Dér er det vigtigt for ham hele tiden at have aktiviteter. Vi har planlagt en uges rejse sammen, og derudover ville han gerne rejse yderligere i de to uger, vi har sammen. Når jeg skal tilbage på arbejde, vil han blive på vores sidste rejsemål for at tage et dykkerkursus, inden han skal tilbage på arbejde.
Jeg håber, nogen har kunnet læse med så langt og vil komme med kommentarer eller idéer til, hvad jeg eller han kan gøre for, at han skal få det bedre.
På forhånd tak
Rapfisken
I julen forrige år kom vi op at skændes. Vi har begge to heftige temperamenter, og ofte udvikler almindelige diskussioner sig. Jeg kan ikke huske, hvordan dette skænderi begyndte, men jeg husker stadig levende, at han på et tidspunkt begynder at slå sig selv på kæben med en knytnæve og sige, at han er dum, og at han lige så godt kunne tage livet af sig.
Efter skænderiet tager jeg et par timer hjem til min mor, som holder julefrokost. Da jeg kommer hjem, sidder min kæreste foran computeren og spiller et krigsspil og hører høj musik - noget, der for mig lyder som metal. Han har en bred musiksmag, men har egentlig mest pop og folkemusik på sin computer.
Min kæreste er højtuddannet og har i ca. tre år haft et job, hvor han udstationeres til forskellige lande (primært Mellemøsten). At han kan holde på et job er jo egentlig et argument for, hans psykiske tilstand ikke er så alvorlig igen?
For et par måneder siden, da han sidst var hjemme, satte jeg "Den eneste Ene" på DVD'en. Han havde ikke set den før, så jeg troede, det ville være en hyggelig aften. Men så kom en scene, hvor den kvindelige hovedperson slår sin mand, der har været hende utro.
Det tændte noget i min kæreste. Han blev vred og råbte op om, at hvis en kvinde var blevet slået i en film, ville ingen synes, det var sjovt. Han mente, mænd bliver portrætteret som værdiløse, og sådan opfatter han også sig selv, for det er alt, han ser. Han blev vred på mig, fordi jeg havde trukket på smilebåndet i situationen, og han fremhævede, at jeg lige havde købt en CD med Amy Winehouse. "Hun slår også mænd, og hun bliver bare berømt". I det hele taget mener han åbenbart, at mænd - og dermed han selv - bliver latterliggjort og nedgjort i samfundet.
Jeg er hans første kæreste, og selvom han siger, han ikke vil have andre, oplever jeg, det går ham på. Han er meget usikker omkring kvinder, også f.eks. mine veninder. Han siger selv, han ikke tør at starte en samtale med nogen kvinde, fordi han ikke stoler på dem. Da vi fandt sammen, oplevede jeg, det var en fælles tilnærmelse, men han siger, han slet ikke ved, hvordan dét skete.
Vores samtaler er ikke så lange eller så dybe, som jeg godt kunne tænke mig. Når vi bliver uenige, bliver han hurtigt vred og råber ad mig. Det er ofte sådan, jeg får nye ting at vide om ham. Som om, han beskytter sig ved at råbe én eller anden ny information, som jeg er nødt til fordøje, inden jeg argumenterer eller spørger videre.
Efterhånden oplever jeg, at jeg ikke ved, hvornår han næste gang bliver vred eller ked af det, og det er meget utrygt for mig. Jeg vil gerne hjælpe ham, men ved ikke, hvordan jeg skal støtte og vejlede ham. Han kan ikke gå i længerevarende terapiforløb, fordi han bor i Mellemøsten. Han vil helt sikkert helst ikke opgive sit job, der nok er noget stabiliserende i hans liv - også selvom han ofte synes, det er kedeligt og monotont.
I de seneste måneder har han talt meget om, at han ikke har oplevet ret meget i sit liv - slet ikke så meget som andre. Han mener ikke, han har rejst ret meget, på trods af, han har læst i udlandet, arbejdet i udlandet i et par år nu, og vi har rejst på ferier sammen. I sin barn- og ungdom har han dog ikke rejst meget, hvilket han åbenbart stadig tænker meget på. Han sagde for et par uger siden, at det, der holder ham oppe, er tanken om den sommerferie, vi skal have i juli måned. Dér er det vigtigt for ham hele tiden at have aktiviteter. Vi har planlagt en uges rejse sammen, og derudover ville han gerne rejse yderligere i de to uger, vi har sammen. Når jeg skal tilbage på arbejde, vil han blive på vores sidste rejsemål for at tage et dykkerkursus, inden han skal tilbage på arbejde.
Jeg håber, nogen har kunnet læse med så langt og vil komme med kommentarer eller idéer til, hvad jeg eller han kan gøre for, at han skal få det bedre.
På forhånd tak
Rapfisken
Kommentarer
Umiddelbart synes jeg ikke, at der er noget, der tyder på, at din kæreste har en depression. Han kan jo passe sit job og fungerer tilsyneladende udmærket i visse sammenhænge. Depressioner kan ganske vist være meget forskellige, så helt sikker kan man ikke være.
Men at han har voldsomme problemer, er der vist ingen tvivl om.
Hvis jeg var dig, ville jeg sørge for at passe meget på mig selv. F.eks. er det vigtigt, at du og din kæreste ikke får børn, før han har fået det bedre. Og hvis jeg var dig, ville jeg endda overveje meget grundigt, om han er den mand, som jeg ville leve sammen med.
Der er ingen tvivl om, at der er sket ham noget grimt under opvæksten, som har givet ham et problematisk forhold til kvinder, og som har ødelagt hans selvværd. Det er vigtigt, at han går i terapi og får hjælp til at løse disse problemer. Men som du selv skriver, så er det vanskeligt, når han er bortrejst meget af tiden.
Mange kvinder har sådan et hjælpe-gen. Når de oplever, at en mand har problemer, ønsker de at redde ham, ligegyldigt hvor vanskelige problemerne er. Sådan var jeg også selv engang. Når man er i et parforhold, er det egentlig også fint at kæmpe for hinanden. Men mange kvinder står pludselig med børn at sørge for, og så kan de ikke magte både at ”redde” manden og tage vare på børnene.
Jeg vil derfor råde dig til først og fremmest at sørge for, at din mands problemer ikke går ud over dig og dit liv og eventuelle børn. Når det er sagt, så synes jeg, at det er fint, hvis du forsøger at hjælpe ham. Men du er nødt til at gøre ham følgende klart:
1. Han er nødt til at søge hjælp udefra
2. Det nytter ikke noget, at han placerer sit eget problem uden for sig selv og f.eks. siger, at problemerne skyldes samfundet og de film, der bliver lavet.
3. Hvis du skal hjælpe ham, er han nødt til at fortælle, hvad det hele drejer sig om. Det nytter ikke noget, at du skal nøjes med at gætte ud fra ting, han råber under skænderier.
Husk at passe på dig selv!
Mange hilsner
Kamelia
Godt at høre, du er kommet ud af "frelserrollen"!