når det slår
Hej
Jeg ved ikke om jeg er ved at falde i en depression om det bare er livet der slår hårdt.
Jeg har i hverti falde brug for at komme ud med det.
Det startede i januar hvor jeg fik hjemmekontor, da min kollega stoppede.
Jeg havde så arbejde for næsten 2 mennesker.
Jeg blev ligeledes lovet en lønforhøjelse på 1/4 af min løn, jeg fik halvdelen i januar og resten skulle jeg ha i April. på 3 mdr har jeg haft 104 overtimer 1 til 1 + det løse.
Min søn på 5 år er bagud i hans udvikling, vi troede først det kun var sproget men de lavede en masse tests og det viste sig det var mere end bare sproget, der er motorikken og hans forståelse. bang sagde det lige.
Dagen efter fandt vi så ud af jeg var gravid. (det var en dejlig nyhed)
Jeg kommer på arbejde et par dage efter og får at vide jeg ikke kan få den sidste del af min lønforhøjelse. (jeg havde selvfølgelig ikke fået det på skrift fra dem i Januar.)
Jeg havde så havde kæmpet min røv i laser, arbejdet i weekende for at det skulle køre havde bedt om hjælp til mine opgaver, da jeg havde alt det med min søn også. Jeg havde også spurgt om jeg kunne komme nogle timer ned i tid, men de kunne da prøve om jeg ikke kunne få de alm. 37 timer
Jeg brød sammen og blev sygmeldt med stress, vi havde noget ferie vi havde bestilt og lægen sagde det skulle vi tage på og få tingene på afstand og jeg skulle starte job når jeg kom hjem.
men dagen før vi skulle hjem begyndte jeg at bløde, da vi dagen efter kom hjem kørte vi på skadestuen men de kunne intet gøre så vi skulle komme igen næste dag.
Alle folk omkrig mig sagde at det var ganske normalt.
Da vi kom på skade stuen dagen efter var graviditeten afbrudt og jeg havde selv aboteret.
Jeg var 10 uger henne og jeg så det hele ligge i toilettet og kunne ikke gøre andet end at skylle ud.
Jeg blev sygmeldt ydeligere en uge.
Da jeg ringede til mit job og sagde jeg var klar igen, skulle jeg have et tillæg til min kontrakt.
Jeg skulle ikke længere have hjemme kontor men køre 300 km hver dag på arbejde.
Det kunne jeg ikke gå med til, da jeg har min søn og kæreste der ikke kan klare alt selv og jeg ville ikke selv kunne klare at køre 5 timer til og fra arbejde hver dag. (det skal også siges min søns far bor i kbh.)
Jeg skulle så ha været startet tirsdag i denne uge men den lille havde mellemørebetændelse og skulle til 5 års undersøgelse.
så denne uge har jeg ikke været på job da jeg ikke lige kan køre derfra i 30 min.(da jeg har de 2,5 timer hjem.)
Vi har mange møder vedr. min søn om han skal i special børnehave og skole.
der er bare så meget, jeg tænker også er det min skyld jeg aboterede hvorfor? kan jeg blive gravid igen og fuldføre.?
Hvad har jeg gjort galt med min søn?
Der udover er der kommet mange dumme kommentar fra familien om hvorfor jeg arboterede de er så kloge og har svar på det hele. Jeg føler mig som en kæmpe fiasko, det eneste jeg ikke har forpuret endnu er mit forhold.
og hvis det går galt ved jeg vrkelig ikke hvad der skal ske.
Jeg har prøvet at søge hjælp ved min læge, men hun siger det kan hun ikke hjælpe med.
Jeg prøver så nu at skifte læge men der går 14 dage inden jeg kan tage ned til dem.
Jeg ved ikke hvem jeg skal snakke med da min mor også stresser meget, jeg vil ikke belemre min kæreste mere. jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen.
sidder bare og tuder hver dag...
håber i kan forstå mit indlæg.
hej hej
Jeg ved ikke om jeg er ved at falde i en depression om det bare er livet der slår hårdt.
Jeg har i hverti falde brug for at komme ud med det.
Det startede i januar hvor jeg fik hjemmekontor, da min kollega stoppede.
Jeg havde så arbejde for næsten 2 mennesker.
Jeg blev ligeledes lovet en lønforhøjelse på 1/4 af min løn, jeg fik halvdelen i januar og resten skulle jeg ha i April. på 3 mdr har jeg haft 104 overtimer 1 til 1 + det løse.
Min søn på 5 år er bagud i hans udvikling, vi troede først det kun var sproget men de lavede en masse tests og det viste sig det var mere end bare sproget, der er motorikken og hans forståelse. bang sagde det lige.
Dagen efter fandt vi så ud af jeg var gravid. (det var en dejlig nyhed)
Jeg kommer på arbejde et par dage efter og får at vide jeg ikke kan få den sidste del af min lønforhøjelse. (jeg havde selvfølgelig ikke fået det på skrift fra dem i Januar.)
Jeg havde så havde kæmpet min røv i laser, arbejdet i weekende for at det skulle køre havde bedt om hjælp til mine opgaver, da jeg havde alt det med min søn også. Jeg havde også spurgt om jeg kunne komme nogle timer ned i tid, men de kunne da prøve om jeg ikke kunne få de alm. 37 timer
Jeg brød sammen og blev sygmeldt med stress, vi havde noget ferie vi havde bestilt og lægen sagde det skulle vi tage på og få tingene på afstand og jeg skulle starte job når jeg kom hjem.
men dagen før vi skulle hjem begyndte jeg at bløde, da vi dagen efter kom hjem kørte vi på skadestuen men de kunne intet gøre så vi skulle komme igen næste dag.
Alle folk omkrig mig sagde at det var ganske normalt.
Da vi kom på skade stuen dagen efter var graviditeten afbrudt og jeg havde selv aboteret.
Jeg var 10 uger henne og jeg så det hele ligge i toilettet og kunne ikke gøre andet end at skylle ud.
Jeg blev sygmeldt ydeligere en uge.
Da jeg ringede til mit job og sagde jeg var klar igen, skulle jeg have et tillæg til min kontrakt.
Jeg skulle ikke længere have hjemme kontor men køre 300 km hver dag på arbejde.
Det kunne jeg ikke gå med til, da jeg har min søn og kæreste der ikke kan klare alt selv og jeg ville ikke selv kunne klare at køre 5 timer til og fra arbejde hver dag. (det skal også siges min søns far bor i kbh.)
Jeg skulle så ha været startet tirsdag i denne uge men den lille havde mellemørebetændelse og skulle til 5 års undersøgelse.
så denne uge har jeg ikke været på job da jeg ikke lige kan køre derfra i 30 min.(da jeg har de 2,5 timer hjem.)
Vi har mange møder vedr. min søn om han skal i special børnehave og skole.
der er bare så meget, jeg tænker også er det min skyld jeg aboterede hvorfor? kan jeg blive gravid igen og fuldføre.?
Hvad har jeg gjort galt med min søn?
Der udover er der kommet mange dumme kommentar fra familien om hvorfor jeg arboterede de er så kloge og har svar på det hele. Jeg føler mig som en kæmpe fiasko, det eneste jeg ikke har forpuret endnu er mit forhold.
og hvis det går galt ved jeg vrkelig ikke hvad der skal ske.
Jeg har prøvet at søge hjælp ved min læge, men hun siger det kan hun ikke hjælpe med.
Jeg prøver så nu at skifte læge men der går 14 dage inden jeg kan tage ned til dem.
Jeg ved ikke hvem jeg skal snakke med da min mor også stresser meget, jeg vil ikke belemre min kæreste mere. jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen.
sidder bare og tuder hver dag...
håber i kan forstå mit indlæg.
hej hej
