endestationen?
jeg ved ikke hvad jeg dog skal gøre længere..
hvad gør man, når man har været sammen med en i lidt over 1 år, og følte alt var perfekt og godt i starten. elskede ham. var forelsket. var klar til at gå hele vejen med ham, men nu.. nu føler jeg at jeg ikke kan give mere, at jeg ikke har mere overskud, at det var endestationen.. hvordan kan det forekomme? jeg elsker ham stadig, det ved jeg.. men nu har jeg sluttet det med ham, og jeg forstår intet.. kan jeg have mistet følelser? eller kan jeg have sluttet det, efter 1 år, af overfladiske årsager? er det overhovedet 'menneskeligt'? forstå mig ret, jeg er så ked af det her der er sket, og jeg forstår ikke hvorfor jeg har fået det på følgende måde, af den grund prøver jeg at gennemtænke ALT..
har jeg mistet mine følelser? er der andre grunde til min opførsel? forventer jeg perfektion? jeg har så dårlig samvittighed for han er virkelig god mod mig og har aldrig gjort mig 'fortræd'.. og jeg er selv langt fra perfekt..
hvad gør man som individ, når man ønsker hele pakken, men så indser at noget af pakken mangler?
hvad gør man, når man har været sammen med en i lidt over 1 år, og følte alt var perfekt og godt i starten. elskede ham. var forelsket. var klar til at gå hele vejen med ham, men nu.. nu føler jeg at jeg ikke kan give mere, at jeg ikke har mere overskud, at det var endestationen.. hvordan kan det forekomme? jeg elsker ham stadig, det ved jeg.. men nu har jeg sluttet det med ham, og jeg forstår intet.. kan jeg have mistet følelser? eller kan jeg have sluttet det, efter 1 år, af overfladiske årsager? er det overhovedet 'menneskeligt'? forstå mig ret, jeg er så ked af det her der er sket, og jeg forstår ikke hvorfor jeg har fået det på følgende måde, af den grund prøver jeg at gennemtænke ALT..
har jeg mistet mine følelser? er der andre grunde til min opførsel? forventer jeg perfektion? jeg har så dårlig samvittighed for han er virkelig god mod mig og har aldrig gjort mig 'fortræd'.. og jeg er selv langt fra perfekt..
hvad gør man som individ, når man ønsker hele pakken, men så indser at noget af pakken mangler?
Kommentarer
Kan det være?
Kære ven. Det perfekte findes ikke - og det perfekte er heller ikke det, der gør
os lykkelige.
Det, vi almindeligvis falder for hos en partner er modsætningerne. Det er da gabende kedsommeligt, hvis man til en hver tid kender en hver reaktion på alt hos sin partner. Noget sådant går man da "død" i, og det er sikkert det, der er sket for dig. I er sikkkert simpelt hen alt for ens, der kan således heller ikke være spænding og gnist i forholdet.
Nu om dage stræber man efter alt det perfekte, og når man så får det, så keder man sig - for det er ikke spændende.
Prøv du at arbjede på, at det hele ikke skal være perfekt, prøv om du kan lade dine følelser styre dig lidt mere i stedet for kontrollen og denne higen efter noget mere hele tiden.
Jeg ved ikke, om jeg har misforstået dig. Hvis jeg har, så beklager jeg, men dit indlæg er bestemt ikke nemt at læse. Jeg har ikke forsøgt at slå dig oven i hovedet, jeg tror egentlig, du selv har troet fuld og fast på noget, der ligner dig selv for meget - og den slags bliver altså hurtigt kedeligt, så din reaktion som du beskriver den her, er helt normal.
Tak for dit svar. Det er dejligt med lidt input og andre tanker/meninger udover dem der sidder oppe i mit hovede.
Det skal siges at jeg er ikke ret gammel, 20 år, så min erfaring er jo ikke det store indenfor forhold.. En 5 år måske
Kender du følelsen af at forholdet bare ikke når nogle vegne? Sådan en følelse har jeg.. Som om vi ikke udvikler os.. Som om vi er startet samme sted, og stadig er det sted! Det er rimelig vanskeligt at forklare, men håber du nogenlunde kan forstå, og så komme med dine meninger, som forhåbentlig vil kunne hjælpe mig til en større forståelse af min situation..
Du har ret mht det perfekte.. Jeg er selv langt fra perfekt, og i realiteten ønsker jeg heller ikke perfektion.. Jeg ønsker en der kan give mig noget modspil i livet, en der kan 'sætte mig på plads' når det er nødvendigt..
Det er som om vores forhold mangler spontanitet, det er alt for forudsigeligt.. Jeg ved hvad der vil ske imorgen, og om en uge igen..
Men betyder det, at jeg skal droppe ham, fordi vi er for ens?
Hmm, jeg kan ikke selv se det..
Jeg er utrolig temperamentsfuld, mens han er meget rolig af natur..
Men du har ret i, at jeg er begyndt at føle, at jeg kender enhver reaktion på ham.. Jeg keder mig lidt?
Jeg ønsker mere spænding og uforudsigeligheder....... Det hele må vel gerne være lidt vildt engang imellem?
Håber det blev lidt lettere at læse denne gang, ellers må du melde tilbage
Jeg skriver jo ud fra min umiddelbare opfattelse at det, du skriver – så derfor kan jeg meget vel opfatte ting, som du ikke har ment – sådan er det jo. :-) Men jeg kan sagtens følge dig nu – (håber jeg da :-) . )
Jeg gættede også på, at du nok ikke er så gammel. Det med det perfekt var nok egentlig bare en generel betragtning, for vi sidder jo og drømmer om ”ham på den hvide hest”, der ser sådan og sådan ud, der gør sådan og sådan osv osv. Problemet er bare, at hvis vi så møder ham, så bliver han hurtigt kedelig, så selv om du skriver at I måske var og er modsætninger på en del områder, så opfatter du ham jo også som totalt forudsigelig og fuldstændig uden spontanitet. Nu var jeg inde på, at I måske var for ens, men jeg vender lige, det kan jo også være, I har været for forskellige! Ja, ja, det er ikke nemt, men hvem siger det skal være det? :-)
Det er altså helt almindeligt: Vi møder hinanden, forelskelsen bruser, alt – simpelt hen alt – kan lade sig gøre, vi svæver på den lyserøde sky, og tror dette her bare varer livet ud, men der oppe kan vi jo desværre ikke svæve hele livet, vi er nødt til at lande, vi er nødt til at forholde os til en hverdag, og det er så der, man skal finde ud af, om det her så alligevel var det rigtige – det er først her, man finder ud af, om denne stormende forelskelse var andet og mere end det.
Landingen – for at bruge den samme metafor – kan for mange være lidt hård, og for mange en stor skuffelse. Jeg vil tro, at din forelskelse ikke var mere end forelskelsen, den stærke kærlighed fulgte ikke efter, og jeg vil et eller andet sted også gætte på, at du føler en form for dårlig samvittighed, for hvordan kan det dog lade sig gøre, han er sød og rar, han er faktisk værd at elske, men det gør du så ikke, og på vanlig kvindevis er du ved at komme frem til, at det så nok er dig, der er noget galt med.
Man kan ikke elske på kommando, og det er fint, du har indset det. Det er ikke dig, han skal have, selv om han måske lige nu er meget ked af det, men han er også nødt til at forstå, at du holder meget af ham, men altså ikke nok til et helt liv.
For din egen skyld vil jeg foreslå dig, at du giver dig god tid, finder dig selv og din egen rytme i dit liv, inden du overvejer at flytte sammen med en ny. Jeg siger ikke, du skal afholde dig fra mandlige bekendtskaber, men tag den lidt med ro, inden I flytter sammen. Og så lader det til, at du har indset, at du skal have en, der er lidt mere gang i.
Til sidst; det er nok nu om dage de færreste, der finder den helt store kærlighed for livet i en alder af 19-20 år, så lad være med at tro, at der er noget galt med dig – tvært i mod er det flot at indse de tanker, du går med; du har ikke mistet ”følesansen” - du har bare ikke følelser for ham her mere.
Held og lykke.