Råd/støtte, tak :)
Jeg er en pige på 22 år som for 3 måneder siden spiste en hashkage og fik det som folk vel kalder et "bad trip". Det skal nok lige tilføjes at jeg på ingen måde misbruger stoffer eller alkohol, og det var nærmest første gang jeg prøvede nogen "stoffer", hvis man ser bort fra nogle enkelte tilfælde da jeg var teenager. Sagen var så den at jeg blev helt vildt forskrækket over tanken om jeg måske var blevet alvorlig syg? Primært sindssyg, brændt noget af oppe i hovedet. Her skal der så igen tilføjes noget, nemlig at min mor selv er psykisk syg og det nok er der min frygt for at blive det stamme fra? tænker jeg. Mine forældre har altid være super og det er ikke det, men jeg mindes stadig fra min barndom uhyggelige besøg på psykiatriske hospitaler og en evig frygt for at min mor ville komme til skade/skade sig selv (det har hun dog aldrig selv nævnt eller gjort)?
Jeg søgte al hjælp jeg kunne: venner, forældre kæreste, netdoktor, egen læge, psykolog, psykiater, psykiatrisk skadestue... og endte selvfølgelig med rigtig mange forskellige meninger og mere forvirring. og her står jeg så nu...
Da det lige var sket var min tilstand mest præget af frygt og rædsel for at miste mig selv og alt det jeg havde, skole, venner, kæreste.. Jeg følte mig uendelig trist og modløs, rystede meget- nogle gange konstant andre gange lige pludselig, svimlen for øjnene, enormt søvnbesvær og meget livagtige mareridt, en enkelt dag blev jeg også overvældet af en følelse af skyldfølelse og en trang til at bekende alle dumme ting jeg nogensinde har gjort (ligegyldige ting), koncentrations besvær og meget dårlig hukommelse, svært ved at formulere mig. Jeg forsatte med næsten de samme ting som jeg plejede, tog dog fri fra mit arbejde og har fået udsat en eksamen, men prøver virkelig så godt jeg kan ikke at falde bagefter med noget så det er væk når jeg er frisk, og nu har jeg det da måske også en smule bedre.. Men sagen nu er at jeg føler en ret ubehagelig uvirkelighedsfølelse, føler mig fremmedgjort fra alt omkring mig, også menneskerne, som om jeg ikke rigtigt er til stede?? Føler ingen rigtig glæde eller sorg, alt er bare mærkeligt omkring mig.. Bare dyb frustration. Vil ud af denne "glasklokke", føler jeg ser alting omkring mig gennem et filter.
Så mit spørgsmål er, om denne følelse af u-tilstedeværelse er normal? Måske har jeg bare brug for at høre at den går væk igen
Føler mig meget bange for at skulle leve sådan her for altid....
Noget andet er at mit hoved dunker til tider? og mit syn har været sløret og lysfølsomt fra dag 1.?Mine ører suser... Nogen der kan kende de symptomer? Kan det blot være psykisk??
Jeg skal på ferie til Japan om en måned, har glædet mig meget, men nu er jeg meget nervøs, for om jeg ikke vil få noget ud af turen eller blive mere deprimeret dernede, rammes af angstanfald osv.?? Kan man godt tage ud og rejse når man har det sådan her??
Gode råd til hvordan jeg får det bedre? Ved godt med motion, sund mad, osv... Nogen der kan anbefale medicin, hvis det skulle gå hurtigt?? Lykkepiller? kan de hjælpe på uvirkelighedsfølelsen?
KH Liden
Jeg søgte al hjælp jeg kunne: venner, forældre kæreste, netdoktor, egen læge, psykolog, psykiater, psykiatrisk skadestue... og endte selvfølgelig med rigtig mange forskellige meninger og mere forvirring. og her står jeg så nu...
Da det lige var sket var min tilstand mest præget af frygt og rædsel for at miste mig selv og alt det jeg havde, skole, venner, kæreste.. Jeg følte mig uendelig trist og modløs, rystede meget- nogle gange konstant andre gange lige pludselig, svimlen for øjnene, enormt søvnbesvær og meget livagtige mareridt, en enkelt dag blev jeg også overvældet af en følelse af skyldfølelse og en trang til at bekende alle dumme ting jeg nogensinde har gjort (ligegyldige ting), koncentrations besvær og meget dårlig hukommelse, svært ved at formulere mig. Jeg forsatte med næsten de samme ting som jeg plejede, tog dog fri fra mit arbejde og har fået udsat en eksamen, men prøver virkelig så godt jeg kan ikke at falde bagefter med noget så det er væk når jeg er frisk, og nu har jeg det da måske også en smule bedre.. Men sagen nu er at jeg føler en ret ubehagelig uvirkelighedsfølelse, føler mig fremmedgjort fra alt omkring mig, også menneskerne, som om jeg ikke rigtigt er til stede?? Føler ingen rigtig glæde eller sorg, alt er bare mærkeligt omkring mig.. Bare dyb frustration. Vil ud af denne "glasklokke", føler jeg ser alting omkring mig gennem et filter.
Så mit spørgsmål er, om denne følelse af u-tilstedeværelse er normal? Måske har jeg bare brug for at høre at den går væk igen
Føler mig meget bange for at skulle leve sådan her for altid....Noget andet er at mit hoved dunker til tider? og mit syn har været sløret og lysfølsomt fra dag 1.?Mine ører suser... Nogen der kan kende de symptomer? Kan det blot være psykisk??
Jeg skal på ferie til Japan om en måned, har glædet mig meget, men nu er jeg meget nervøs, for om jeg ikke vil få noget ud af turen eller blive mere deprimeret dernede, rammes af angstanfald osv.?? Kan man godt tage ud og rejse når man har det sådan her??
Gode råd til hvordan jeg får det bedre? Ved godt med motion, sund mad, osv... Nogen der kan anbefale medicin, hvis det skulle gå hurtigt?? Lykkepiller? kan de hjælpe på uvirkelighedsfølelsen?
KH Liden
Kommentarer
Jeg kan nok have lidt svært ved at give dig en godt svar på dit indlæg, da jeg aldig selv har prøvet nogen former for stoffer eller hash, og derfor ikke ved hvad det kan gøre ved en og hvad der er af bivirkninger, men jeg synes alle der skriver her, fortjener at nongen gider svare dem, for man kan godt føle hvis ikke der er nogen her der svare så er man da helt til hundene, sådan havde jeg det første gang jeg skrev mit indlæg.
Men jeg kan næsten kun sige som jeg også har sagt til andre, at du nok skulle gå til din læge, og det kan vist ikke gå for hurtigt, og hvis du samtidig snart skal ud og rejse.
og du må ikke over for lægen holde noget tilbage om hvordan du har det , fordi du måske synes det er flovt, du er nødttil at fortælle som du gør her hvordan du det er.
håber det kan bruges
og så kan jeg kun sige pas på dig selv med hensyn til stoffer og hash, det er din krop det går ud over. og det skal ikke forstås som en løftet pegefinger med et kærligt råd.
venlig hilsen sorensen