selvmord?

slettet14722

jhklæø

Helene2

Hej Sumo

Jeg havde for snart 10 år siden en kæreste, der også havde haft en meget belastet opvækst. Han begik selvmord, da han lige var fyldt 40 år. Heldigvis havde han og jeg været fra hinanden i ½ år, da han gjorde det.

Jeg forstår godt, hvorfor han gjorde det. Altså forstået på den måde, at jeg udmærket kan sætte mig ind i, hvordan han har haft det og hvad der førte ham helt derud, hvor der ikke var nogen vej tilbage. Jeg forstår hans opgivelse og håbløshed.
Til gengæld er jeg knap så forstående overfor, at han ikke først PRØVEDE at forandre nogle ting i sit liv og kæmpe for sit liv på en anden måde. Han gik til psykolog i en kort periode - men nej, det var ikke rigtigt noget, så det opgav han igen. Han var blevet klar over sit alkoholproblem og var parat til at lade sig behandle - men nej, det var også for hårdt, han blev deprimeret, når han ikke fik alkohol, så han begyndte at drikke igen.
I stedet valgte han altså at afslutte livet og dermed slap han selv for smerten men overlod den til de efterladte i stedet. Heldigvis havde han ikke selv nogle børn.

Min nevø døde af en overdosis p.g.a. sin forkvaklede barndom. Mine søstre er alkoholikere p.g.a. deres ødelagte barndom. Jeg selv har i høj grad fået min del af problemerne her i livet p.g.a. min ødelagte barndom. Havde også nogle selvmordsforsøg i mine yngre dage, men da jeg fik børn, var det løb kørt og selvmord var derefter udelukket. Den ødelagte barndom og følgerne af den ser vi overalt omkring os - spørgsmålet er, hvordan vi hver især håndterer den.

Der findes ingen lette løsninger. D.v.s. skal noget forandres, så må man vælge en svær løsning. Tillid er noget af det sværeste men det er første skridt til forandring - man er nødt til at overvinde sig selv og søge hjælp. Selvom de første og vigtigste mennesker i livet ikke var til at stole på, så er der jo så mange andre, der godt vil hjælpe én og som man godt kan stole på. Men det gør ondt at få talt om tingene, det gør ondt at mærke, hvor svigtet man blev, det gør ondt at få bearbejdet sin barndom. Men det gør også ondt at leve med depressionen og håbløsheden og alle de sorte tanker og følelser. Omvendt så er det trygt og velkendt - ikke særligt rart - men trygt. Det skaber utrygthed og angst at gøre noget andet, end man plejer, men skal man have det bedre, er det nødvendigt.

For mit eget vedkommende har jeg fået diagnosen borderline (en personlighedsforstyrrelse). Jeg har uden tvivl PTSD (post-traumatisk-stress-syndom). Jeg har gået i intensiv terapi i 4 år og arbejder meget med mig selv for at komme igennem det her.
Jeg har endnu ikke fået det liv, jeg ønsker mig, men jeg er kommet betydeligt tættere på. Lige siden jeg startede i terapi, kunne jeg mærke, at det hjalp mig, selvom det var hårdt og allerede nu, har jeg fået et bedre liv, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig, at jeg ville få. Selvom jeg ikke har det 'godt nok' endnu, så er det meget bedre.
Det har kostet meget selvovervindelse, det har været grænseoverskridende, det har været angstfremkaldende, det har været rigtigt hårdt. Men det er det bedste, jeg har gjort for mig selv i hele mit liv. Den forandring terapien satte i gang har været mit livs største gave til mig selv.

Vil du beholde livet, må du prøve at skabe nogle forandringer i dit liv. Du må vælge livet og kæmpe for det. Men du må også have hjælp til at få det bedre, hvis kampen skal give mening. Man får aldrig skabt de nødvendige forandringer alene. Så det er en god start, at du har fået skrevet herind. D.v.s. første selvovervindelse er at søge hjælp - selvom man ikke tør.

Det kan du gøre ved at starte med din læge. Det kan måske gøre det lidt nemmere, hvis lægen på forhånd er forberedt på, hvad det handler om. Du kan f.eks. printe dit indlæg her på ND ud og sende det til ham. Din læge vil formentligt tale med dig og henvise dig til en psykiater. Når du nået så langt, så kan du tage de næste skridt derfra - så er du i gang med at skabe forandringer i dit liv. Tiden inden man handler, er ofte den værste - når man har overvundet sig selv og er midt i det, så er det slet ikke så slemt, som man frygtede.

Det er ikke umuligt at få et godt liv, selvom man har haft en dårlig barndom. Men det kræver, at man selv gør en stor og målrettet indsats og begynder at kæmpe for i stedet for mod sig selv. Det kan man ikke alene. Derfor er du nødt til at mobilisere al din styrke og alt dit mod, så du tør søge den nødvendige hjælp.


Mange hilsner Helene

Netdoktor2008

Kære Sumo

Vi anbefaler på det kraftigste, at du følger Helenes råd og kontakter din læge hurtigst muligt.

Du har også mulighed for at kontakte Livslinien:
http://www.livslinien.dk/

Livslinien har en netrådgivning:
http://www.livslinien.dk/raadgivning/na ... river.html

Men du kan også vælge at ringe direkte til Livsliniens rådgivere på dette tlf. nr.:
70 201 201

Vi ønsker dig alt det bedste.

Med venlig hilsen

Redaktionen
Netdoktor

swan83

Jeg har et spørgsmål til Helene... Hvilken slags terapi har du fået?

Helene2

Jeg har gået i NLP- og hypnoterapi.

Hilsen Helene

jaheho87

til Helene. hvis du føler at det også kan afhjælpe dit alkoholforbrug i store mængder, så er det jo helt vildt fedt. hvis det ikke kan, så er der et middel som jeg stort set nævner alle steder der har med alkoholproblemer at gøre, der skulle kunne afhjælpe abstinenserne selve mens man har for stort alkoholforbrug. det hedder trimonil. bruges først og fremmest mod epilepsi men håber psykiateren ville give dig det på det andet grundlag.

Gokke007

Kære Sumo00, og kære allesammen,

Som nordmændende så rigtigt siger: "Den ved bedst, hvor skoen trykker, som har haft den på".

Det er så desværre kun een side af sagen, idet man ofte forvirrer sig selv, når man har de lidelser som Sumo og i andre beskriver.

Derfor er det præcis sådan, at der må behandling ind over, som kan være behjælpelig med at sortere ud i "skidt og kanel", når man render og grubler over sin livssituation...og over, om man måske skal gøre en ende på det. (Det sidste kan ikke anbefales, al den stund man jo så ihvertfald med sikkerhed aldrig når at få sat sig et fingeraftryk i denne verden).

"Jamen er jæ sindssyg, da???"...Det kan da godt være, men der er jo ingen grund til at male fanden på væggen. Selv sindssyge kan der gøres noget effektivt ved i vore dage.
Der er mange, som er i behandling for sindssyge, og som qua behandlingen lever et forholdsvist udmærket liv. Og så var det måske på sin plads at nævne, at tidligere statsminister Viggo Kampmann var maniker, og det gik ham da meget godt trods alt.

Men heldigvis er det også sådan, at meget kunne tyde på en personligheds-"forstyrrelse" , f.eks. Borderline i dit tilfælde , Sumo. Og der er det heldigvis sådan, at man ikke bliver sindssyg.
Man kan blive så presset, at man redder sig en reaktiv psykose, men fortvivl ikke af den grund: efter psykosen (sindssygen) er man fuldstændig normal igen.
Derfor er det om ikke at presse sig selv i bund, når man står i din situation, Sumo.
Og det er lige dér problemet er: hvis man kun har sig selv, står i en presset situation og skal løse den, ja så kan man altså få udmattet sig selv. For: man stoler jo ikke på nogen, og kan derfor ikke få sig selv overtalt til at bede nogen om at hjælpe.

Det er langt mere normalt i vore dage at gå til psykolog og/eller psykiater, end de fleste forestiller sig. Så: bid hovedet af al skam og kom afsted. Psykiateren er at foretrække i første omgang, idet der også kan være legemlige årsager til din tilstand. Dem vil psykologen ikke være i stand til at opdage.
(Psykiateren er også læge - psykologen er en slags "arbejdsmand" for psykiateren, og kan kun hjælpe med den psykologiske komponent i lidelsen, og er heller ikke i tilsvarende grad uddannet til at diagnosticere lidelser, selvom de kliniske psykologer er langt i den henseende).

Jeg kender hele rumlen selv, Sumo, og trods tre selvmordsforsøg, diverse konkurser, skilsmisser, afbrudte jobs og uddannelser, så lykkedes alt i sidste ende, så jeg idag har uddannelse og et job, som de fleste vil misunde mig.

Og så iøvrigt til alle borderlinere: vi har en personlighed, som mange store kunstneres...så måske man skulle forsøge sig i den retning, hvis man ikke kan finde på andet?

Håber du kunne bruge dette til noget, Sumo. Al den stund, vi godt nok er forskellige, men i det symptombillede du tegner (anamnesen), er vi som to dråber vand.

Mange hilsner og ønsket om, at du får et godt liv, trods alt.