forvirrede over lægerne ikke gør noget...
Jeg havde mange smerter i mine knæ i 4 år før min læge endelig ville gøre noget ved det. Så jeg kom ind på sygehuset til undersøgelse. det forgik sådan at under 5 min. kunne lægen konstruere at jeg havde den sygdom der hedder: Chondromalacia patellae. Det eneste han gjorde var at bevæge lidt med mit knæ. Så fik jeg af vide at det nok ville gå væk efter nogle år.( det skal lige siges at jeg have haft det i 5 år der og det er næsten 4 år siden)
Jeg har haft så mange smerter i mine knæ at jeg ikke har kunnet gå i flere uger. jeg har stoppet med alt sport, jeg har ikke engang været med til idræt i skolen eller rundblod i timerne, da jeg simpelthen ikke har kunnet holde til det. Jeg har gået med støttebånd omkring mine knæ hver eneste dag. selv det at jeg holdte mig i ro og gjorde alt for ikke at overbelaste mine knæ blev det ikke bedre, nærmere værre. Til sidst blev det så slemt at det gik ned i min fod fordi jeg gik forkert. Ikke engang der ville mine læge gøre noget. Jeg måtte bare lærer at leve med det.
Da jeg så havde været på lejretur med min klasse var jeg nær besvimet ved bare at skulle gå 3 sølle km. Der sendte min læge mig til en fysioterapeut. der kom jeg engang om ugen i 3 måneder. Jeg kom til at prøve alt flere gange. akupunktur, stråling, flere former for strøm gennem knæ og fod, massage og en hel række af øvelser. men ingenting hjælp! jeg blev selv ved med at lave øvelser, men da jeg så igen snakkede med min læge fik jeg bare af vide at det nok var noget jeg måtte lærer at leve med..
Min mor fik mig så henvist til en specialist i vejen privat. Han løsnede en helt del inde i mit knæ og fik nogle gode øvelser. Det hjalp så meget at jeg kunne gå en hel dag uden at have smerter for første gang i mange år. Og jeg behøvede ikke længer gå med støttebånd så længe jeg ikke skulle gå langt. Men sport kunne jeg stadig ikke...
Efter et stykke til begyndte det så at gå ned at bakke igen selvom jeg lavede mine øvelser. Men jeg fik det så op igen og begyndte rent faktisk at løbe små ture stille og rolig for at få mit knæ bygget op. det var ikke smertefuldt med jeg følte at det stille og rolig begyndte at hjælpe, men...
Jeg har flere gange været udfor at jeg knækker sammen i mine knæ ved bare at stå eller en lille belastning på min ryg. Men så en dag da jeg var på vej i seng skulle jeg lige rejse mig fra min seng. da jeg så lægge vægten over på mit højre ben knækker mit knæ bare fuldstædigt sammen og jeg falder forover og kraftig beskadelig gjorde min Achillessene + jeg fik en fibersprængning. jeg måtte gå med krykke i 14 dage. jeg er stadig ikke kommet over det 4 måneder efter og mine knæ bliver bare værre og værre. Jeg kan ikke dyrke noget som helst sport mere. Jeg kan ikke engang holde til at gå en tur gennem vores lille by. Jeg kan ikke gå ud og shoppe. Og som teenager der det bestemt ikke sjovt!..
jeg har gået til læge og 1000 gange, jeg har snakket i telefon med ham over 1000 gange. Men intet gør de? det er ekstrem forvirrende og det kører bare en mere og mere ned at man ikke har mulighed for at gøre alt det alle andre gør. ikke engang en tur i byen kan man holde til, medmindre man befinder sig på en stol hele aften. det værste er at jeg ved at hvis tingene ikke forandre sig, bliver det meget svært at finde en uddannelse.. jeg har nu haft mine smerter omkring 8-9 år...
Det ville være utrolig dejligt at høre andres mening om hvad jeg muligt kunne gøre...
- hilsen en meget forvirrede og vred pige...
Jeg har haft så mange smerter i mine knæ at jeg ikke har kunnet gå i flere uger. jeg har stoppet med alt sport, jeg har ikke engang været med til idræt i skolen eller rundblod i timerne, da jeg simpelthen ikke har kunnet holde til det. Jeg har gået med støttebånd omkring mine knæ hver eneste dag. selv det at jeg holdte mig i ro og gjorde alt for ikke at overbelaste mine knæ blev det ikke bedre, nærmere værre. Til sidst blev det så slemt at det gik ned i min fod fordi jeg gik forkert. Ikke engang der ville mine læge gøre noget. Jeg måtte bare lærer at leve med det.
Da jeg så havde været på lejretur med min klasse var jeg nær besvimet ved bare at skulle gå 3 sølle km. Der sendte min læge mig til en fysioterapeut. der kom jeg engang om ugen i 3 måneder. Jeg kom til at prøve alt flere gange. akupunktur, stråling, flere former for strøm gennem knæ og fod, massage og en hel række af øvelser. men ingenting hjælp! jeg blev selv ved med at lave øvelser, men da jeg så igen snakkede med min læge fik jeg bare af vide at det nok var noget jeg måtte lærer at leve med..
Min mor fik mig så henvist til en specialist i vejen privat. Han løsnede en helt del inde i mit knæ og fik nogle gode øvelser. Det hjalp så meget at jeg kunne gå en hel dag uden at have smerter for første gang i mange år. Og jeg behøvede ikke længer gå med støttebånd så længe jeg ikke skulle gå langt. Men sport kunne jeg stadig ikke...
Efter et stykke til begyndte det så at gå ned at bakke igen selvom jeg lavede mine øvelser. Men jeg fik det så op igen og begyndte rent faktisk at løbe små ture stille og rolig for at få mit knæ bygget op. det var ikke smertefuldt med jeg følte at det stille og rolig begyndte at hjælpe, men...
Jeg har flere gange været udfor at jeg knækker sammen i mine knæ ved bare at stå eller en lille belastning på min ryg. Men så en dag da jeg var på vej i seng skulle jeg lige rejse mig fra min seng. da jeg så lægge vægten over på mit højre ben knækker mit knæ bare fuldstædigt sammen og jeg falder forover og kraftig beskadelig gjorde min Achillessene + jeg fik en fibersprængning. jeg måtte gå med krykke i 14 dage. jeg er stadig ikke kommet over det 4 måneder efter og mine knæ bliver bare værre og værre. Jeg kan ikke dyrke noget som helst sport mere. Jeg kan ikke engang holde til at gå en tur gennem vores lille by. Jeg kan ikke gå ud og shoppe. Og som teenager der det bestemt ikke sjovt!..
jeg har gået til læge og 1000 gange, jeg har snakket i telefon med ham over 1000 gange. Men intet gør de? det er ekstrem forvirrende og det kører bare en mere og mere ned at man ikke har mulighed for at gøre alt det alle andre gør. ikke engang en tur i byen kan man holde til, medmindre man befinder sig på en stol hele aften. det værste er at jeg ved at hvis tingene ikke forandre sig, bliver det meget svært at finde en uddannelse.. jeg har nu haft mine smerter omkring 8-9 år...
Det ville være utrolig dejligt at høre andres mening om hvad jeg muligt kunne gøre...
- hilsen en meget forvirrede og vred pige...
Kommentarer
ENDELIG en med samme problem som mig. er selv teenager og synes det er hårdt at give afkald på en masse ting pga. noget som det måske kan gøres noget ved. Lægerne har altid sagt til mig, at det bare var vokseværk, men i min verden er det ikke noget der findes, og de gør absolut intet for at finde en anden forklaring på mit problem.
men, jeg har prøvet noget der kaldes kranio sacrel terapi (er ikke sikker på atvemåden) og det har virkelig hjulpet, dog kun et stykke tid ad gangen, men meget bedre end ingenting. simpelthen en person der rører ved dine knæ, og du kan bare mærke hvordan et eller andet strømmer gennem dem med en varm følelse, og når terapeuten fjerner hænderne igen er der absolut ingen smerter. vil næsten beskrive knæene som 'følelsesløse' - i hvert fald en kæmpe befrielse! lyder måske lidt mirakel agtigt, men de kan virkelig noget med deres hænder.
håber det kunne hjælpe lidt, jeg er i hvert fald glad for at høre at jeg ikke er den eneste. (:
Jeg forstår godt, hvis du er vred og forvirret over, at lægerne ikke gør noget for at helbrede dig. Det er frustrerende, når man ikke kan klare de fysiske aktiviteter, som ens jævnaldrende kammerater nemt kan klare.
Jeg forstår dig udmærket godt, for jeg har selv stået i samme situation. Der er dog den forskel, at det "kun" tog mig ca. 7 uger, at få lægerne til at tage mig seriøst. Du har gået med dine smerter i 8 år - jeg synes det er meget flot, at du har kunnet holde det ud i så mange år.
Min historie starter med, at jeg bliver påkørt af en bil, da jeg cykler over for grønt lys i et lyskryds. Ved dette uheld bliver får jeg et stort slag på min venstre fod, hvor jeg får et stort sår ved fodleddet. Lige fra starten kan jeg mærke, at der er noget galt med foden, hvor smerterne er større end fra de øvrige slag, som jeg får ved uheldet (jeg har bl.a. fået et mega-stort blåt mærke på det højre lår). På skadestuen ser lægen på min fod. Men da jeg kan stå på foden, skal jeg ikke røngentfotograferes. Konklusionen er, at min fod er "fin".
Min fod bliver dog ved med at gøre ondt. Jeg kan godt gå på benet, som ikke gør særligt ondt, når jeg går på. Ligeledes kan jeg cykle uden at det gør ondt. Til gengæld opdager jeg efterhånden, at der er et mønster: Min fod gør mest ondt om aftenen, mens den er rimelig ok om morgenen. Jeg opdager også, at jeg får meget stærke smerter i fod, såfremt jeg forsøger med en kort shoppetur eller lignende fysiske aktiviteter. Yoga tør jeg slet ikke forsøge at dyrke.
Herefter følger der flere lægebesøg. Lægen (en ung praktikant) tager mig ikke særligt seriøst - jeg kan jo gå på mit ben og ser rask ud. Han lytter ikke særligt meget til det, som jeg fortæller ham. Han vurderer hurtigt, at der ikke er noget alvorligt galt med min fod/ mit underben. Han siger endda, at jeg roligt kan bruge mit ben, som jeg plejer at bruge det.
Jeg får dog røngentfotograferet min fod ca. 5 uger efter ulykken (min sygeforsikring støtter mig i, at dette er relevant). Røngentfotografi viser, at jeg ikke har noget brud, men jeg mangler stadig forklaring på mine smerter i foden. Ca. 6,5 uger efter ulykken kommer jeg endelig ind til min egen læge, som endelig tager mig seriøst. Mit venstre ben er på dette tidspunkt 3 cm hævet i forhold til det højre ben. Hun sygemelder mig, da hun mener, at jeg skal holde ben i ro, indtil der er stillet en diagnose. Hun henviser mig til en ortopædisk undersøgelse.
Ved hjælp af min sygeforsikring får jeg en hurtig tid hos en meget dygtig og erfaren ortopædkirurg. Han vurderer, at min fod skal MR-scannes. Resultatet af denne scanning viser, at jeg har pådraget mig en skade, som er ret sjælden. Der er en knogle i foden, som væsker. Der sidder en sene på denne knogle, som kan falde af, når knoglen væsker. Desuden kan min knogle begynde at smuldre, såfremt jeg ikke bliver behandlet. Med andre ord: Så var der noget alvorligt galt med fod, idet der er risiko for varige men. Derfor fik jeg gips på ben/fod, så min fod får fuldstændig ro til at hele.
Det er meget sjældent, at den erfarne ortopæd ser denne sygdom. Der er måske gået 10 år siden, at han sidst så den. Almindelige læger kender således formentlig ikke til denne sygdom, og det var derfor, at mine symptomer ikke blev taget seriøst.
Konklusion: Læger kan tage fejl - særligt hvis man lider af noget, som ikke lige "følger bogen." Man er derfor som patient nødt til at insistere på, at lægerne tager en seriøst. Måske at du skal overveje at udskifte din læge, såfremt at han/hun konsekvent nægter at gøre mere for dig.
Det som bekymrer mig lidt, er at lægerne tilsyneladende kun har lavet udvendige ”føle-føle” undersøgelser. Altså ikke nogen undersøgelser, som afslører, hvordan dit knæ ser ud indefra. Her tænker jeg på undersøgelser som kikkert-undersøgelser og scanninger. Sådanne undersøgelser kan jo afsløre skader på knæet, som lægerne ikke kan opdage ved blot at se på dit knæ.
Jeg synes at lægerne skylder dig en ordentlig undersøgelse, inden at de bare opgiver dig helt. Det kan jo være, at du lider af noget, som er meget sjældent og som afviger fra det normale. Endvidere kan det jo hænde, at lægerne rent faktisk kan behandle dig, såfremt at de har den korrekte diagnose.
Hvad med speciallægen i Vejen – tror du at han vil tage dit problem seriøst, hvis han ser dig igen?
Jeg krydser fingre for, at lægerne kan hjælpe dig til at bliver rask eller i det mindste mindske dine smerter.
Mange hilsner fra
En som lægerne heller ikke tog seriøst
Jeg syntes ikke du skal finde dig i at blive behandlet sådan.
Bed om en secon opinion på et andet sygehus= en anden læge på andet sygehus ser på dig.
Har du overvejet at bruge svømning i varmvandsbassin, for det kan lindre dine smerter under træning, og det styrker dine knæ.
Få eventuelt en henvisning til gennem lægen.
Jeg håber det lykkeds for dig.
Mange hjertelige hilsner
Rita