nede
Hej...
Jeg har haft en voldsom oplevelse på mit arbejde for halvandet år siden - hvor jeg blev sparket af en elev. Synes egentlig at jeg var ovre det (gik til psykolog efter episoden. Min kraftige reaktion skyldes min fortid - incest og hvad deraf følger) Har været på barsel og er nu startet op igen. Havde for et par uger siden en oplevelse med nogle elever som var ved at komme i konflikt og det vækkede min angst i maven. Sad som et knytnæve slag lige i maven.
Siden har jeg været usikker når jeg skal ind i den klasse. Er ikke rigtig glad for at være i jobbet som lærer. Heller ikke når timerne går godt. Jeg har svært ved at holde fokus og føler mig bare utrolig ked af det. Har dårlig samvittighed overfor mine kolleger og eleverne. Jeg plejer at bliver glad når jeg spiller musik og synger, men det har jeg ikke lyst til - har lige prøvet at sætte mig ved klaveret, men næ... ingen lyst.
Synes bare jeg er ked af det, ked af det, ked af det... Tør næste ikke skrive det, men er jeg ved at få en depression?
Hvis ikke jeg skal være lærer - hvad skal jeg så være?
Det rigtige vil nok være at gå til læge, men synes bare ikke jeg orker mere... Nu vil jeg gerne snart bare være normal og glad og ikke bøvle rundt med problemer.
Hilsner fra Ronja
Jeg har haft en voldsom oplevelse på mit arbejde for halvandet år siden - hvor jeg blev sparket af en elev. Synes egentlig at jeg var ovre det (gik til psykolog efter episoden. Min kraftige reaktion skyldes min fortid - incest og hvad deraf følger) Har været på barsel og er nu startet op igen. Havde for et par uger siden en oplevelse med nogle elever som var ved at komme i konflikt og det vækkede min angst i maven. Sad som et knytnæve slag lige i maven.
Siden har jeg været usikker når jeg skal ind i den klasse. Er ikke rigtig glad for at være i jobbet som lærer. Heller ikke når timerne går godt. Jeg har svært ved at holde fokus og føler mig bare utrolig ked af det. Har dårlig samvittighed overfor mine kolleger og eleverne. Jeg plejer at bliver glad når jeg spiller musik og synger, men det har jeg ikke lyst til - har lige prøvet at sætte mig ved klaveret, men næ... ingen lyst.
Synes bare jeg er ked af det, ked af det, ked af det... Tør næste ikke skrive det, men er jeg ved at få en depression?
Hvis ikke jeg skal være lærer - hvad skal jeg så være?
Det rigtige vil nok være at gå til læge, men synes bare ikke jeg orker mere... Nu vil jeg gerne snart bare være normal og glad og ikke bøvle rundt med problemer.
Hilsner fra Ronja
Kommentarer
Det må være hårdt med jobbet som lærer. Jeg ville ikke kunne holde til det.
Der er vel heller ikke noget at sige til, at du måske reagerer mere lige nu, hvor du er kommet tilbage fra barsel. At få barn og gå hjemme hos det og så skulle tage afsted fra det, er jo også noget af en omstillingsproces - og hvad dermed følger, når man har været udsat for overgreb.
Om du er ved at få en depression, skal jeg ikke kunne sige. Måske mindre kan gøre det.
Jeg synes ikke, at det er mærkeligt, at du er ked af det og ikke føler dig glad.
Som sagt er der omstillingsprocessen i forhold til, at du har fået barn og er startet op igen.
Dernæst føler du frygt, når du er på arbejde i den pågældende klasse. Der er ikke noget, der kan dræne én mere for energi end frygt.
Det skaber så endnu et problem: Hvis ikke du skal være lærer, hvad skal du så? Det evindelige krav, der hænger over os og som er så svært, når man ikke har lært sig selv at kende som barn o.s.v.
Endeligt er der din indfaldsvinkel: At du bare gerne snart vil være normal og glad og ikke vil have flere problemer. Problemer er en del af alle menneskers liv. Alle bøvler rundt med en masse og man kan ikke være glad altid. Mange mennesker har slet ikke overskud til at være glade, fordi hverdagen er så stresset og kræver så meget. Så du er såmænd fuldstændigt normal, når du har problemer! Også for mennesker der ikke har været udsatte for overgreb, er det svært at følge med og man tror stadigt, at alle de andre kan klare det - det er kun én selv, der ikke kan. Men det er ikke sandt. Selvfølgeligt orker man bare ikke altid at skulle kæmpe og vil bare gerne have det godt. Men det er jo også ganske normalt.
At vi så (p.g.a. overgrebene) kan have sværere end så mange andre ved at klare pres, stress og lettere kan ryge ind i depressioner, det er så noget andet.
Kan nedturen nu være en reaktion på, at du igen skal afsted hver dag og at dagligdagen er blevet mere stresset?
Kan nedturen være en reaktivering, fordi du har fået barn og skal skilles fra det om dagen?
Kan du evt. tale med ledelsen på skolen, om du kan slippe for at have den pågældende klasse?
Vil du gerne fortsætte med at være lærer, hvis det ikke var for den klasse?
Eller vil du faktisk hellere noget andet? Selvom du ikke lige ved, hvad det skulle være?
Har du generelt svært ved at affinde dig med, at opture følges af nedture og omvendt? Har du forventninger om at kunne være glad (stort set) altid?
Hvis det er konkrete problemer i nutiden, der får dig til at gå ned med flaget, så kan det måske være, at det mest er nogle tilfredsstillende løsninger på disse problemer, du har brug for?
Er det følelsesmæssige problemer er det jo selvfølgeligt et andet sted, man skal lede.
Bare nogle tanker.
Hilsen Helene