Indstillinger
Stivgørende operation - erfaringsudveksling!
Kære meddebatører!
Jeg har brugt debatten til at høre om andres erfaringer og jeg har forhørt mig hos egen læge og fys. og ryghold, men der er ikke nogen som kan henvise til en gruppe lidelsesfæller.
Jeg har haft en Spondylolistese, måske hele livet, i hvert fald kendt siden 1992. Jeg droppede fodbold, men ellers har livet været fornuftigt og jeg har aldrig haft en sygedag pga. min ryg i perioden 1995-2007, men så gik det ned ad bakke. Jeg rev en plastplade af et gl. skur, benene begyndte at ryste, kunne næsten ikke gå og havde svært ved at være nogen steder. Blev sygemeldt med det samme og efter en del arbejde med at komme gennem systemet med udredning, MR skanning m.v. blev jeg stivgjort i L5/S1 med skruer og stænger. Tiden efter operationen var ulidelig, jeg vågnede til et sandt smertehelvede og et yderst ubehageligt ophold på Hvidovre hvor de ikke turde give mig morfin om natten og jeg derfor aldrig nåede at slappe af. Jeg kom hjem på krykker og kunne dårligt klare en tur på toilettet i 14 dage. Efter 3 måneder begyndte den rigtige genoptræning og jeg var meget fokuseret på at komme tilbage til mit arbejde, jeg var jo "rask". Det gjorde ondt og nerverne var ikke glade. Ryggen skurede og knagede, men som forsørger kan man jo ikke ligge og pive. Jeg har 2 børn i børnehave str. hus, have og alt det andet. Ryggen var et problem som bare skulle løses, ikke andet. Jeg arbejder ikke med noget fysisk, så jeg fik besked på at køre på. Det holdt til august 2008. Den ene skrue var løs og det indlagte knoglevæv havde dannet et falsk led, så ud med det hele og forfra inkl. en ny disk og forsøg på at gøre mere plads til nerverne.
Denne gang kunne jeg stå op allerede samme dag og smerterne var på et helt andet niveau (FEDT) det var en helt anden oplevelse.
Alt er gået efter planen frem til nu.
Her knap 6 måneder efter 2. operation knaser ryggen og nerverne bliver påvirket ved aktivitet. Det har hjulpet at få Lyrica, men gennem hele forløbet har jeg fået Oxynorm og det er desværre det eneste som smertedækker mig godt nok til at jeg kan fungere i hjemmet.
Min arbejdsgiver har været helt suveræn og jeg har slet ikke skullet bekymre mig om noget andet end at komme tilbage. Nu nærmer tiden sig igen og afvejningen mellem at presse mig selv ud over ryggens signaler og bevare job er en konstant del af dagligdagen.
Jeg skal ind til en ny undersøgelse og muligvis ny skanning, da det burde være bedre, men måske er det bare den ryg jeg skal leve med resten af livet. Så er det bare ikke længere et problem jeg skal løse, men en del af mig som jeg må forholde mig til og få det bedste ud af.
En dør lukkes, en ny åbnes!
Hvis jeg bliver tilbudt en 3. operation er jeg ikke sikker på jeg tør løbe risikoen. Hvis jeg vidste dengang hvad jeg ved i dag, ville jeg så gennemgå de 21 måneder med ekstraordninært mange smerter og daglige udfordringer?
Ja, for hvis man ikke prøver vil man altid tænke, hvad nu hvis. Man giver jo ikke bare op.
Mit mål har altid været at blive "rask", ikke at blive sygemeldt. Jeg ser absolut intet positivt i at være udenfor arbejdsmarkedet. Skulle det ske, så skal jeg nok finde noget livsbekræftende og samfundsnyttigt at sysle med. Der er massere af mennesker der trænger til hjælp. Ikke nødvendigves støvsugning :-) men vi har vel alle kvaliteter. Det er bare ikke noget som kan tilbydes en specifik arbejdsgiver, det må man klare selv.
Jeg ved ikke hvad andre kan bruge det til, men det er mine erfaringer og tanker lige nu.
Jeg har massere idéer og det kunne meget vel være her jeg ville hente inspiration og tilbyde folk at hjælpe hvis de har nogle timer hver uge.
VH
Lasse :-)
Jeg har brugt debatten til at høre om andres erfaringer og jeg har forhørt mig hos egen læge og fys. og ryghold, men der er ikke nogen som kan henvise til en gruppe lidelsesfæller.
Jeg har haft en Spondylolistese, måske hele livet, i hvert fald kendt siden 1992. Jeg droppede fodbold, men ellers har livet været fornuftigt og jeg har aldrig haft en sygedag pga. min ryg i perioden 1995-2007, men så gik det ned ad bakke. Jeg rev en plastplade af et gl. skur, benene begyndte at ryste, kunne næsten ikke gå og havde svært ved at være nogen steder. Blev sygemeldt med det samme og efter en del arbejde med at komme gennem systemet med udredning, MR skanning m.v. blev jeg stivgjort i L5/S1 med skruer og stænger. Tiden efter operationen var ulidelig, jeg vågnede til et sandt smertehelvede og et yderst ubehageligt ophold på Hvidovre hvor de ikke turde give mig morfin om natten og jeg derfor aldrig nåede at slappe af. Jeg kom hjem på krykker og kunne dårligt klare en tur på toilettet i 14 dage. Efter 3 måneder begyndte den rigtige genoptræning og jeg var meget fokuseret på at komme tilbage til mit arbejde, jeg var jo "rask". Det gjorde ondt og nerverne var ikke glade. Ryggen skurede og knagede, men som forsørger kan man jo ikke ligge og pive. Jeg har 2 børn i børnehave str. hus, have og alt det andet. Ryggen var et problem som bare skulle løses, ikke andet. Jeg arbejder ikke med noget fysisk, så jeg fik besked på at køre på. Det holdt til august 2008. Den ene skrue var løs og det indlagte knoglevæv havde dannet et falsk led, så ud med det hele og forfra inkl. en ny disk og forsøg på at gøre mere plads til nerverne.
Denne gang kunne jeg stå op allerede samme dag og smerterne var på et helt andet niveau (FEDT) det var en helt anden oplevelse.
Alt er gået efter planen frem til nu.
Her knap 6 måneder efter 2. operation knaser ryggen og nerverne bliver påvirket ved aktivitet. Det har hjulpet at få Lyrica, men gennem hele forløbet har jeg fået Oxynorm og det er desværre det eneste som smertedækker mig godt nok til at jeg kan fungere i hjemmet.
Min arbejdsgiver har været helt suveræn og jeg har slet ikke skullet bekymre mig om noget andet end at komme tilbage. Nu nærmer tiden sig igen og afvejningen mellem at presse mig selv ud over ryggens signaler og bevare job er en konstant del af dagligdagen.
Jeg skal ind til en ny undersøgelse og muligvis ny skanning, da det burde være bedre, men måske er det bare den ryg jeg skal leve med resten af livet. Så er det bare ikke længere et problem jeg skal løse, men en del af mig som jeg må forholde mig til og få det bedste ud af.
En dør lukkes, en ny åbnes!
Hvis jeg bliver tilbudt en 3. operation er jeg ikke sikker på jeg tør løbe risikoen. Hvis jeg vidste dengang hvad jeg ved i dag, ville jeg så gennemgå de 21 måneder med ekstraordninært mange smerter og daglige udfordringer?
Ja, for hvis man ikke prøver vil man altid tænke, hvad nu hvis. Man giver jo ikke bare op.
Mit mål har altid været at blive "rask", ikke at blive sygemeldt. Jeg ser absolut intet positivt i at være udenfor arbejdsmarkedet. Skulle det ske, så skal jeg nok finde noget livsbekræftende og samfundsnyttigt at sysle med. Der er massere af mennesker der trænger til hjælp. Ikke nødvendigves støvsugning :-) men vi har vel alle kvaliteter. Det er bare ikke noget som kan tilbydes en specifik arbejdsgiver, det må man klare selv.
Jeg ved ikke hvad andre kan bruge det til, men det er mine erfaringer og tanker lige nu.
Jeg har massere idéer og det kunne meget vel være her jeg ville hente inspiration og tilbyde folk at hjælpe hvis de har nogle timer hver uge.
VH
Lasse :-)
Kommentarer
Du må ikke opgive håbet og troen på et bedre helbred/liv og slet ikke i en alder af 33. Læs min historie, jeg har selv kæmpet i 5 år med store smerter og nu tror jeg på jeg bliver god igen.. Kan virkelig anbefale dig at tale med Ralf Normann Svendsen eller Per Pallesen på Køge sygehus...- De er fantastiske...
Bedste hilsener fra
Stina.