JEG HAR BRUG FOR JERES HJÆLP
Hej.
jeg er en pige på 18år som har haft en kæreste i to et halvt år. Mit problem er at jeg er sygeligt afhængig af ham. jeg kan slet ikke være uden ham, lader ham ikke gå og det gør at han selvfølgelig føler sig kvalt. Han har fundet sig i det siden vi mødtes men nu kan jeg mærke at jeg er ved at miste ham og det gør mig helt ude af den! når han går, fx ud til sine venner, bliver jeg ekstremt ked af det, græder og føler angst. Jeg har før været til psykiator for angst, og psykolgoen mener at min stærke afhængighed til kæresten er kommet af mit tab af min far (han døde pludseligt af en blodprop i hjernen) . Det er virkelig ikke til at holde ud at jeg absolut intet kan foretage mig alene uden at reagere så voldsomt (at græde, hyperventilere, få hurtigt bankende hjerte, angst- angst for at han ikke kommer tilbage) Jeg kan finde på at følge efter ham, at opsøge ham og jeg ringer konstant. Det går hårdt udover min skole og jeg mangler virkelig hjælp. Jeg håber i har en ide til hvad jeg kan gøre for at slippe af med den afhængighed der ødelægger både mit liv og min kærestes.
jeg er en pige på 18år som har haft en kæreste i to et halvt år. Mit problem er at jeg er sygeligt afhængig af ham. jeg kan slet ikke være uden ham, lader ham ikke gå og det gør at han selvfølgelig føler sig kvalt. Han har fundet sig i det siden vi mødtes men nu kan jeg mærke at jeg er ved at miste ham og det gør mig helt ude af den! når han går, fx ud til sine venner, bliver jeg ekstremt ked af det, græder og føler angst. Jeg har før været til psykiator for angst, og psykolgoen mener at min stærke afhængighed til kæresten er kommet af mit tab af min far (han døde pludseligt af en blodprop i hjernen) . Det er virkelig ikke til at holde ud at jeg absolut intet kan foretage mig alene uden at reagere så voldsomt (at græde, hyperventilere, få hurtigt bankende hjerte, angst- angst for at han ikke kommer tilbage) Jeg kan finde på at følge efter ham, at opsøge ham og jeg ringer konstant. Det går hårdt udover min skole og jeg mangler virkelig hjælp. Jeg håber i har en ide til hvad jeg kan gøre for at slippe af med den afhængighed der ødelægger både mit liv og min kærestes.
Kommentarer
har du været hos din læge --forsøg om han vil sende dig til en psykolog--du kan også selv kontakte en psykolog men det er ret dyrt -så måske du kan få en henvisning hos lægen
Jeg er enig med Solo i, at det her er for stor en mundfuld til, at du selv kan klare det.
Du skriver om både psykiater og psykolog. Får du nogen behandling nu?
Hvis ikke, så kan du måske gennem dit uddannelsessted få kontakt til en psykolog? Ellers ville jeg nok prøve om jeg kunne få en henvisning gennem lægen. Psykiatere giver jo typisk medicin og for mig lyder det som om, at du mere har brug for terapi end for medicin.
Mange hilsner Helene
Sidder her en sen nattetime efter at have sovet hele dagen (har influenza), og læser dit råb om hjælp. Jeg synes det er meget syn for dig og om jeg kan hjælpe ved jeg ikke, men jeg vil gerne prøve. Jeg er Far for 2 piger på 18 og 20 år, den ene er på højskole og den anden er ved at færdiggøre gymnasiet, så jeg mener at have noget erfaring i de problemer der kan være. Min ældste datter har haft lidt af det samme som du er inde i, dog på en anden måde som jeg helt ikke vil komme ind på her, måden vi løste det på vil jeg gerne fortælle dig om, du kan eventuelt skrive direkte til mig på event1@live.dk og jeg vil prøve at hjælpe dig så godt jeg kan.
Mvh,
Positiv2009
Hvor er det dog frustrerende, at det skal være så svært at få den nødvendige hjælp. Du er oven i købet selv motiveret for at starte hos en psykolog og så kan du ikke få muligheden for det.
Både jeg selv og min datter fik også i sin tid tilbudt af kommunen, at vi kunne få nogle samtaler med én eller anden men det hjalp selvfølgeligt ikke. Hun var jo slet ikke uddannet til den slags. Det var bare den billigste løsning for kommunen.
Jeg ville nok overveje, om det er den rigtige læge, hvis ikke han anerkender dit behov for en psykolog. Føler du ellers, at han er god at tale med og at han gør, hvad han kan for at hjælpe dig? Har du tillid til ham? Det kan være svært at have tillid til nogen, man ikke føler, der hjælper én, når man har brug for det. Måske var det en mulighed at skifte læge?
Jeg kan ikke lige komme på nogle bedre idéer, så jeg vil foreslå dig, at du kan prøve at ringe til Børnetelefonen. Den er for både børn og unge. http://www.bornsvilkar.dk/ForBornOgUnge ... fonen.aspx
Jeg er sikker på, at de må kunne guide dig og fortælle dig mere om, hvilke muligheder du har. For der ER nogle muligheder - de skal 'bare lige' findes. Selvfølgeligt skal du ikke gå og have det så forfærdeligt.
Mange hilsner Helene
Når du har det sådan med din læge, så synes jeg bestemt du skal skifte hurtigst muligt. Selvom du ikke kan være sikker på at finde én, der forstår dig, så kan det da vist kun blive bedre! Og ialtfald bliver det ikke bedre, hvis du ikke prøver.
Du kan få en fortegnelse over læger, du kan vælge imellem hos folkeregisteret i din kommune. Der står også, hvad år de er født i, så du kan se, hvor gamle de er. Måske er du nødt til at søge udenfor din egen by, men det kan jo være, at det alligevel betaler sig, hvis du får en rigtigt god læge.
Jeg kender godt følelsen af, at det er pinligt, at man har de problemer, man har. Det kan være meget svært at begynde at tale om. Men det er IKKE pinligt. Der er IKKE noget galt med dig. Der er en grund til, at du har det, som du har det. Det er jo ikke ligefrem 'med vilje', du har det sådan. Når det ikke er 'med vilje' og ikke noget, du ønsker, har du intet at skamme dig over. Desuden hører en læge rigtigt mange historier og de ved godt, at man har svært ved at tale om det. Det har de oplevet mange gange.
Ikke engang dine brødre ved det, skriver du. Nogle gange er familien heller ikke de rigtige at dele sine følelser med. Ofte vil det være bedre med en udenforstående. Chancen for at blive forstået er faktisk ofte større hos én man ikke kender (især en professionel). Den største forståelse, jeg har fået i mit liv, har været fra to læger og min terapeut. Det var bestemt heller ikke let for mig at fortælle om, hvordan jeg havde det, men det var nødvendigt. Nogle gange kan det være lettere, hvis man skriver et brev i forvejen, så lægen er forberedt og man er fri for at sidde og fortælle det hele, når man er deroppe. Det er selvfølgeligt vigtigt, at man er helt ærlig. Ellers kan de jo ikke forstå og hjælpe én ordentligt.
Der er ikke noget galt med dig. Der er ét eller andet, der er årsag til, at du har det så dårligt. For nu at bruge dit eget eksempel: Du er ikke din egen virus – der må være andre, der på et tidspunkt har smittet dig med en virus, så du har det så dårligt. Derfor er du nødt til at få noget hjælp til at få det bedre og det er det, du er i gang med. Altså er du på vej i den rigtige retning.
Jeg håber, du får mod på at prøve at ringe til børnetelefonen. De skulle være rigtigt søde og dygtige, har jeg hørt.
Mange hilsner Helene