Indstillinger
Teenager søn på snart 17 år
Jeg er ny i dette felt og skriver egentlig lidt i frustration over den situation som jeg og min familie står i.
Jeg har siden min søn var 3 år til han var 14 år været alene med ham - han har fra han var 8 år været hos sin far hveranden uge hvilket jo har givet mig en del frihed i forhold til andre enlige mødre. Jeg har et udemærket forhold til hans far. Jeg er nu gift og har været det i et par år.
Problemet er at jeg og min søn overhovedet ikke kan kommunikere. Som løsning har han nu valgt at flytte fuld tid hjem til sin far. Han siger til sin far han føler jeg "hænger" på ham. Min søn og jeg har altid haft et tæt forhold og har altid kunne tale sammen om alt.
Denne løsrivningsproces som jeg godt er klar over er det der sker nu - er sket over nigth - han gik i seng som sød og fornuftig dreng en aften i januar og stod op næste morgen som total forandret. Det skal lige siges at jeg da denne proces begyndte ikke tacklede den særlig godt - idet jeg ikke med mig selv kunne finde ud af hvad der var det rigtige for mig at gøre. I samme periode får han en kæreste - en rigtig sød og skøn pige. De er stadig kærester den dag i dag. Pigen er 15 år og går stadig i skole. Min søn er i lærer.
Jeg har stille og roligt hen ad vejen forsøgt mig frem med hvad der ville virke for os - men fornemmer at ligegyldig hvad jeg gør eller siger så er det bare ikke godt nok - den sidste måned har jeg ikke stillet andet krav end at jeg ved hvor han sover om natten - men selv det synes han er dybt urimeligt. Han vil gerne behandles som en voksen.
Jeg har haft ham med til coach - det synes han var tåbeligt - jeg har tilbudt ham at komme til at tale med en terapeut eller psykolog da han synes livet kan være lidt svært - men det ville han ikke - lige indtil hans kærestes mor gav ham samme råd - hun har nu uden min eller hans far viden bestilt tid til ham hos en terapeut. Sidst men ikke mindst er jeg i dag blevet ringet op af hans far - at han og vores søn er blevet enige om at han flytter derud i en periode - sikkert ikke nogen dum ide - da vi begge nok har brug for at være lidt væk fra hinanden - men mine tanker kører rundt i hovedet på mig.
Hvad har jeg gjort galt ???
Jeg har siden min søn var 3 år til han var 14 år været alene med ham - han har fra han var 8 år været hos sin far hveranden uge hvilket jo har givet mig en del frihed i forhold til andre enlige mødre. Jeg har et udemærket forhold til hans far. Jeg er nu gift og har været det i et par år.
Problemet er at jeg og min søn overhovedet ikke kan kommunikere. Som løsning har han nu valgt at flytte fuld tid hjem til sin far. Han siger til sin far han føler jeg "hænger" på ham. Min søn og jeg har altid haft et tæt forhold og har altid kunne tale sammen om alt.
Denne løsrivningsproces som jeg godt er klar over er det der sker nu - er sket over nigth - han gik i seng som sød og fornuftig dreng en aften i januar og stod op næste morgen som total forandret. Det skal lige siges at jeg da denne proces begyndte ikke tacklede den særlig godt - idet jeg ikke med mig selv kunne finde ud af hvad der var det rigtige for mig at gøre. I samme periode får han en kæreste - en rigtig sød og skøn pige. De er stadig kærester den dag i dag. Pigen er 15 år og går stadig i skole. Min søn er i lærer.
Jeg har stille og roligt hen ad vejen forsøgt mig frem med hvad der ville virke for os - men fornemmer at ligegyldig hvad jeg gør eller siger så er det bare ikke godt nok - den sidste måned har jeg ikke stillet andet krav end at jeg ved hvor han sover om natten - men selv det synes han er dybt urimeligt. Han vil gerne behandles som en voksen.
Jeg har haft ham med til coach - det synes han var tåbeligt - jeg har tilbudt ham at komme til at tale med en terapeut eller psykolog da han synes livet kan være lidt svært - men det ville han ikke - lige indtil hans kærestes mor gav ham samme råd - hun har nu uden min eller hans far viden bestilt tid til ham hos en terapeut. Sidst men ikke mindst er jeg i dag blevet ringet op af hans far - at han og vores søn er blevet enige om at han flytter derud i en periode - sikkert ikke nogen dum ide - da vi begge nok har brug for at være lidt væk fra hinanden - men mine tanker kører rundt i hovedet på mig.
Hvad har jeg gjort galt ???
Kommentarer
Jeg tror som ikke, du har gjort noget som helst forkert. Din dreng lyder til at være fuldstændig som alle andre unge. Han er dog pludseligt kommet i ”oprørsalderen” - for det meste sker den slag gradvist, og derfor er det sikkert også kommet sådan bag på dig, men det er altså ikke unormalt.
I har været alene sammen en række år, I har haft det meget tæt sammen, hvorfor det virker ekstra hårdt på dig, at han altså nu river sig løs.
Det bedste er, at du har et godt forhold til hans far, så det er en rigtig god ting, at din søn nu flytter til ham.
Du skal selvfølgelig fortælle din søn – og det har du sikkert allerede gjort – at han betyder alverden for dig, at du nok har været ”for meget”, men det er altså en mors rettighed, sådan ER mødre. Han skal være helt sikker på, at han til en hver tid er velkommen hjemme hos dig, selv om han nu flytter, han til en hver tid kan kontakte dig, hvis han har et problem.
Mit gæt er, at du nok i en periode ikke har så megen kontakt – han skal lige vise, at han kan undvære dig – og så vil jeg tro, at han så begynder at nærme sig igen. Om et par år, så er han ude af den periode, og så vil han sikkert finde dig hel fornuftig igen – dog skal du ikke forvente den tætte kontakt, som I har haft gennem hans barndom – simpelt hen fordi, han altså er nødt til at udvikle sig til et selvstændigt individ. Det har dog intet med dig at gøre, det er den naturlige udvikling som alle forældre må indstille sig på.
Hvis du hele tiden viser dig positiv og stiller op, hver gang han har brug for det – og endelig ikke snager for meget i hans private sfære – så er jeg ret sikker på, at I snart har et godt og varmt forhold, men nu baseret på voksen kontakt – og altså ikke mor og ”lille barn”.
Håber du kan bruge ovenstående til noget.
Jeg takker dig mange gange for at du "gider" bruge din tid på mit indlæg - og er sikker på jeg kan bruge det til noget på længere sigt.