Indstillinger
Hensyn til skilsmissebørn og hjemmeboende børn på en gang
Et virkelig stort dilemma vi står i, min mand og jeg! Håber der er hjælp og gode råd at hente på siden her.
Min mand er for mange år siden blevet truet af sin ex med at hun ville sørge for at han ikke ville se sine børn mere, det er ca 5 6 år siden. Deres forhold til hinanden og samarbejde omkring børnene har lige siden (lige bortset fra et halvt års tid hvor det gik ret godt) været meget anstrengende og min mand er nu kørt helt surt i det:-(
Hun har igennem ord forsøgt at overbevise os om at hun ikke mente det, men i handlinger signalerer hun noget helt andet. Er der det mindste, kommer hun med sine lange taler om hvor synd det er for børnene osv. og vi oplever det som at hun, (istedet for at styrke dem i at alting måske ikke altid lige er og bliver som det behager dem, og istedet for at gøre alt hvad der står i hendes magt for at hjælpe dem og støtte dem i, at det alligevel er vigtigt for dem at fastholde den tætte kontakt til deres far, og nu også deres søskende her hos os) benytter enhver lejlighed til at ynke dem, støtte og fastholde dem i hvor synd det er at far ikke lige fejrer deres fødselsdage sammen med hende to dage i træk, hvert år, og dermed gør min mand til den dumme. Vi får at vide at vi skal være initiativtagere når vi gerne vil se dem, for det kan de jo ikke selv finde ud af at komme i tanke om, og når vi så tager et initiativ til at de skal komme her, skal vi altid passe sådan på at vi ikke presser dem, og hver gang får vi et svar som giver os en følelse af at de ikke rigtig ved om de skal sige ja til at komme, lige bortset fra når vi skal ud og spise, rejse, en tur til kbh, eller en tur i tivoli, så bliver der med det samme svaret ja, uden tøven!? Min mand er træt af at være underholdnings far, men vil jo heller ikke miste kontakten til dem helt, hvilket vi føler er ved at ske nu, da de næsten aldrig kommer her mere:-(
Sikkert en meget forvirrende og usammenhængende smørre og, hvad har det så at gøre med hensynet til vores fælles børn?
Ja problemet for os er at vi har fælles børn som savner sine søskende meget, den ældste især har fået opbygget et tæt forhold til dem og kan nu ikke forstå hvorfor han ser dem kort en dag og så går der en evighed før han ser dem igen, den yngste bliver helt underlig i ansigtet når hun ser dem, ser helt bange ud og kan slet ikke finde ud af hvem de er.
Den yngste af skilsmisse børnene skal konfirmeres om nogle år og min mand synes det vil være underligt, især for vores fælles børn, hvis vi skal fejre en fælles fest, når vi alligevel aldrig ser dem, eller kun ser dem en meget sjælen gang. Deres mor kan slet ikke se det mærkelige i det, hun mener at vi skal kunne have et forhold hvor vi ses til fødselsdage og andre festdage og så er det det??? Det er jo børnene vi skal tage hensyn til... Ja men også vores børn vel? Er ret sikker på at de lider under det forhold der er nu, kan det være rigtigt, eller hvordan finder vi en mellemvej så vi tager hensyn til alle vores børn? Kan det være rigtigt at vi alle herhjemme skal lide under exens indirekte måde at få mine bonusbørn skubbet længere og længere væk fra os på, og så bare tage os til takke med at vi ser dem når vi ser dem, når det passer dem, om det så er en gang hvert halve år? Ved godt at de lige så godt kunne have boet i den anden ende af landet men det gør de ikkede bor 5 min herfra og det ved vores børn. Den ældste kan ikke forholde sig til alle de der op og ned perioder, hvor de er her rimeligt ofte når vi har en god kemi med deres mor, men sjovt nok når ikke den er god og vi ikke lige danser efter deres og især hendes pibe, så kan der pludselig gå en evighed inden vi ser dem, de kan komme kort en eftermiddag, og igen går der en evighed. Lige nu hvor jeg skriver det bliver det meget mere indlysende for mig at der er et mønster i det.
Er min mand og jeg bare barnlige og forurettede, også på vores børns vejne??
Hilsen en bonusmor
Min mand er for mange år siden blevet truet af sin ex med at hun ville sørge for at han ikke ville se sine børn mere, det er ca 5 6 år siden. Deres forhold til hinanden og samarbejde omkring børnene har lige siden (lige bortset fra et halvt års tid hvor det gik ret godt) været meget anstrengende og min mand er nu kørt helt surt i det:-(
Hun har igennem ord forsøgt at overbevise os om at hun ikke mente det, men i handlinger signalerer hun noget helt andet. Er der det mindste, kommer hun med sine lange taler om hvor synd det er for børnene osv. og vi oplever det som at hun, (istedet for at styrke dem i at alting måske ikke altid lige er og bliver som det behager dem, og istedet for at gøre alt hvad der står i hendes magt for at hjælpe dem og støtte dem i, at det alligevel er vigtigt for dem at fastholde den tætte kontakt til deres far, og nu også deres søskende her hos os) benytter enhver lejlighed til at ynke dem, støtte og fastholde dem i hvor synd det er at far ikke lige fejrer deres fødselsdage sammen med hende to dage i træk, hvert år, og dermed gør min mand til den dumme. Vi får at vide at vi skal være initiativtagere når vi gerne vil se dem, for det kan de jo ikke selv finde ud af at komme i tanke om, og når vi så tager et initiativ til at de skal komme her, skal vi altid passe sådan på at vi ikke presser dem, og hver gang får vi et svar som giver os en følelse af at de ikke rigtig ved om de skal sige ja til at komme, lige bortset fra når vi skal ud og spise, rejse, en tur til kbh, eller en tur i tivoli, så bliver der med det samme svaret ja, uden tøven!? Min mand er træt af at være underholdnings far, men vil jo heller ikke miste kontakten til dem helt, hvilket vi føler er ved at ske nu, da de næsten aldrig kommer her mere:-(
Sikkert en meget forvirrende og usammenhængende smørre og, hvad har det så at gøre med hensynet til vores fælles børn?
Ja problemet for os er at vi har fælles børn som savner sine søskende meget, den ældste især har fået opbygget et tæt forhold til dem og kan nu ikke forstå hvorfor han ser dem kort en dag og så går der en evighed før han ser dem igen, den yngste bliver helt underlig i ansigtet når hun ser dem, ser helt bange ud og kan slet ikke finde ud af hvem de er.
Den yngste af skilsmisse børnene skal konfirmeres om nogle år og min mand synes det vil være underligt, især for vores fælles børn, hvis vi skal fejre en fælles fest, når vi alligevel aldrig ser dem, eller kun ser dem en meget sjælen gang. Deres mor kan slet ikke se det mærkelige i det, hun mener at vi skal kunne have et forhold hvor vi ses til fødselsdage og andre festdage og så er det det??? Det er jo børnene vi skal tage hensyn til... Ja men også vores børn vel? Er ret sikker på at de lider under det forhold der er nu, kan det være rigtigt, eller hvordan finder vi en mellemvej så vi tager hensyn til alle vores børn? Kan det være rigtigt at vi alle herhjemme skal lide under exens indirekte måde at få mine bonusbørn skubbet længere og længere væk fra os på, og så bare tage os til takke med at vi ser dem når vi ser dem, når det passer dem, om det så er en gang hvert halve år? Ved godt at de lige så godt kunne have boet i den anden ende af landet men det gør de ikkede bor 5 min herfra og det ved vores børn. Den ældste kan ikke forholde sig til alle de der op og ned perioder, hvor de er her rimeligt ofte når vi har en god kemi med deres mor, men sjovt nok når ikke den er god og vi ikke lige danser efter deres og især hendes pibe, så kan der pludselig gå en evighed inden vi ser dem, de kan komme kort en eftermiddag, og igen går der en evighed. Lige nu hvor jeg skriver det bliver det meget mere indlysende for mig at der er et mønster i det.
Er min mand og jeg bare barnlige og forurettede, også på vores børns vejne??
Hilsen en bonusmor
Kommentarer
Ja, det er ikke nemt helt at forstå, hvad du skriver, men jeg vil forsøge, om jeg kan komme med et bud, ud fra det, jeg kan læse.
Jeg går ud fra, at problemet er, at din mands ekskone føler, at han har forladt hende og deres fælles børn? Hun mener således at hun er helt uden skyld i det brud, og at børnene er gidsler, som hun bruger i sin kamp for at give sin eksmand dårlig samvittighed?
Nu kan jeg forstå,at de børn efterhånden er så store, at det burde være muligt for din mand – eller måske jer begge to – at få en god og saglig snak med dem om, hvordan I har det med denne situation. Måske børnene også skal have at vide, hvorfor deres forældre gik fra hinanden? Dog er det meget væsentligt at der IKKE komme anklager på bordet – ingen får noget ud af at fortælle de børn, at det hele nu er moderens skyld, det vil være rigtigt dumt. Men måske fortælle dem, at deres forældre gik fra hinanden, fordi de ikke kunne finde ud af det sammen, at det ikke er rart for nogen, heller ikke børnene, hvis forældre, der ikke kan sammen mere, bliver sammen ”for børnenes” skyld. Forhåbenligt har din mand og hans ekskone den gang forsøgt forskellige metoder for at få deres forhold til at fungere, men det lykkedes ikke for dem. Sådanne ting burde de børn være store nok til at forstå.
Det er vigtigt at børnene får at vide, at deres far er meget, meget ked af, at han ikke er mere sammen med sine børn, som han vel elsker lige så højt som de børn, I har sammen. De er store nok til at få at vide, at det sårer din mand og dig, at de kun vil være sammen med jer, når der sker noget ekstraordinært. Men – det er også store nok til, at de bør være medbestemmende om, hvor tit de har behov for at være sammen med deres far/jer. Bare det at en sådan tillid vises dem, kan muligvis betyde, at de gerne vil komme lidt oftere.
Jeg vil da også mene, at når den snak har fundet sted, så bør deres mor informeres om indholdet og resultatet af en sådan samtale, og bør have at vide, at det må være børnene, der bestemmer, hvordan de vil være sammen med deres far – at det kun på længere sigt vil gå ud over både hende og børnene, hvis hun stadig ikke vil samarbejde. Disse børn vil sikkert ret snart netop kunne gennemskue det spil – især hvis I melder klart ud.
Det fremgår ikke, hvor gamle jeres fællesbørn er, så derfor er det svært at komme med et bud om, hvilken snak I kan have med dem, men husk at de ikke lige pludselig også skal blive gidsler. Afhængigt at alder kan de få at vide, at I gerne vil se de store børn oftere, men det altså ikke udelukkende er noget, I bestemmer. De skal selvfølgelig have at vide, at det slet ikke handler om, at de store børn ikke kan lide dem. Det er også vigtigt at de små får at vide, at det altså intet har at gøre med dem.
Mht konfirmation, så kan det godt være, at din mand synes, det er underligt at fejre, men det ER altså hans børn, og hvis han ellers mener det, og gerne vil dem, så bør I helt klart stille op til den fejring, og jeg har lidt svært ved at se, hvorfor det skulle være underligt for jeres fællesbørn – det er bestemt ikke ualmindeligt at deltage i fest med mennesker, man ikke ser hver dag. Det bør dog være det mindste af jeres problemer.
Jeg håber, du/I kan bruge noget af ovenstående – det var ikke nemt at læse.
Min mand og jeg har også dine og mine børn, men altså ikke fællesbørn, og vi har gennem årerne haft en del problemer med min mands ekskone, der som er sød nok, hun har bare aldrig forsømt nogen lejlighed til at fortælle sine børn, om hvor frygtelig og ligegyldig deres far er. I dag hvor alle vores børn for længst er voksne, har min mand et udmærket, men absolut ikke tæt forhold til sine børn. Der går år mellem deres besøg hos os – dog ser vi dem ind i mellem, når vi opsøger dem. Det kunne ikke falde dem ind, at fortælle det til deres far, hvis der foregår noget vigtigt i deres liv, og jo, det sårer ham virkeligt, så derfor er det meget, meget vigtigt at især din mand ”æder nogle kameler” og kæmper sig frem til et godt forhold til sine børn.