Angst for at falde tilbage i stressen
Hej
Sidste efterår blev jeg sygemeldt med stress, efter længere tids hårdt arbejdspres. Langsomt begyndte jeg at få det bedre og blev sluset stille og roligt tilbage i mit arbejde i mit eget tempo. Efterhånden havde jeg det så godt, at jeg raskmeldte mig.
Ikke så lang tid derefter fik vi et projekt svarende til det jeg gik ned med stress på. Denne gang har jeg dog ikke fået hovedansvaret, men blot nogle delopgaver, og jeg syntes det gik meget godt i starten. Men i denne uge kunne jeg lige pludselig ikke overskue en problemstilling. Jeg tudede og rystede og mine ben kunne næsten ikke bære mig mere. Da jeg har en meget sød og forstående chef, fik jeg lov at slippe for opgaven og fik en anden i stedet.
Men nu føler jeg bare, at angsten for at falde tilbage er blevet det styrende element. Det ene øjeblik kan jeg sidde med den simpleste opgave og tænke, det her klarer jeg bare ikke, og det næste øjeblik er jeg ok. Det er rutcheture op og ned hele tiden og en kamp med mig selv. Indimellem er jeg bange for, at jeg aldrig vil få en succesoplevelse ud af at gå på arbejde, og at det vil knække mig.
Jeg håber, der er nogle der har nogel gode ide'er eller værktøjer til, hvordan jeg kan styre den angst, jeg føler, at hvis bare jeg har kontrol over den, så kommer resten stille og roligt af sig selv.
Hilsen Birgit
Sidste efterår blev jeg sygemeldt med stress, efter længere tids hårdt arbejdspres. Langsomt begyndte jeg at få det bedre og blev sluset stille og roligt tilbage i mit arbejde i mit eget tempo. Efterhånden havde jeg det så godt, at jeg raskmeldte mig.
Ikke så lang tid derefter fik vi et projekt svarende til det jeg gik ned med stress på. Denne gang har jeg dog ikke fået hovedansvaret, men blot nogle delopgaver, og jeg syntes det gik meget godt i starten. Men i denne uge kunne jeg lige pludselig ikke overskue en problemstilling. Jeg tudede og rystede og mine ben kunne næsten ikke bære mig mere. Da jeg har en meget sød og forstående chef, fik jeg lov at slippe for opgaven og fik en anden i stedet.
Men nu føler jeg bare, at angsten for at falde tilbage er blevet det styrende element. Det ene øjeblik kan jeg sidde med den simpleste opgave og tænke, det her klarer jeg bare ikke, og det næste øjeblik er jeg ok. Det er rutcheture op og ned hele tiden og en kamp med mig selv. Indimellem er jeg bange for, at jeg aldrig vil få en succesoplevelse ud af at gå på arbejde, og at det vil knække mig.
Jeg håber, der er nogle der har nogel gode ide'er eller værktøjer til, hvordan jeg kan styre den angst, jeg føler, at hvis bare jeg har kontrol over den, så kommer resten stille og roligt af sig selv.
Hilsen Birgit
Kommentarer
Jeg føler ikke lige, at jeg er den rigtige til at svare dig, men du får et par tanker fra mig, så dit indlæg ikke skal stå ubesvaret.
Har du talt med nogen i dette forløb? Altså jeg tænker på noget samtaleterapi - psykolog eller terrapeut? Jeg tror, at det kan være en god hjælp.
Bl.a. tænker jeg på det med, at du er bange for, at du ikke får nogle succesoplevelser af at arbejde. I NLP-terapi fokuserer man bl.a. på succesoplevelser, så måske det kunne være en mulighed.
For at få en succesoplevelse må målet eller kriteriet for succes være opnåeligt. Hvis man har et meget højt eller urealistisk mål, vil man ikke kunne nå målet. Derfor må målet være realistisk. Det har INTET at sige, at man jo tidligere kunne klare både det ene og det andet. Det kan man altså ikke mere, så det er, hvad man magter nu, man må tage udgangspunkt i.
Det er bedre at bygge op end rive ned, det er jo meget logisk.
Hvis man antager, at man 'burde' kunne klare et mål, der er 100 cm højt, fordi det kunne man engang, så er det klart, at det bliver et enormt nederlag og en følelse af fiasko, hvis man så kun kan nå et mål på måske 50 cm. Så har du revet ned. Næste gang må dit mål blive endnu lavere og det vil føre til endnu et nederlag. Hver gang man river overliggeren ned og skal sætte den lavere, vil det føles som et nederlag. Samtidigt vil de gentagne nederlag få dig til at miste selvtilliden og tro mindre og mindre på, at du kan klare noget overhovedet og den slags profetier har det med at blive selvopfyldende. Man får mindre energi, bliver mere deprimeret, forventer mindre af sig selv, bliver mere angst o.s.v. Alt sammen fordi, man har sat sig for høje mål og derfor river sig selv ned.
Hvis man omvendt siger til sig selv, at man jo har det helt anderledes end tidligere og ikke magter det samme længere, så kan man langsomt begynde at bygge sig selv op.
D.v.s. man starter med meget små mål og meget langt nede. Afhængigt af hvordan man har det, starter man måske på 5-10 cm. Hvis du klarer det og mærker, at det kunne du sagtens, så er det jo allerede en sejr. Hvis du ovenikøbet føler, at du faktisk godt tør prøve at sætte målet lidt højere, så har du jo faktisk fået en succesoplevelse. Så kan du måske efter lidt tid prøve at sætte målet til at være 20 cm. Mærk efter - hvordan gik det? Føltes det godt? Ikke kun i én dag men over et stykke tid. Følelsen af, at det var en succesoplevelse skal nå at sætte sig.
Det handler om hele tiden at mærke efter, hvornår målet er LIGE VED at nå det maximale af, hvad der føles godt. En dag vil det ikke længere føles helt godt og så ved du, at du har nået overgrænsen af din formåen. Så går man lige lidt tilbage, for så var det i overkanten. Så må målet sættes ned til det punkt, hvor du sidst havde følelsen af succesoplevese.
Man skal ikke presse sig selv til det yderste, der skal være et overskud tilbage, for ingen kan holde til konstant at skulle yde deres yderste. Der skal være en reserve at trække på til brug i særligt krævende situationer. I det daglige arbjede, skal du derfor finde ud af, hvor højt overliggeren kan være, så det bliver ved med at give dig en følelse af: 'Yes, det her kan jeg godt klare'.
Du må hele tiden holde øje med, om overliggeren ligger rigtigt. Af og til må den justeres lidt. Hold øje med den.
Det kan være, at du yder dit optimale, når overliggeren er på måske 40 cm. Det er jo også godt nok, hvis det er det, du har det godt med. At du engang tidligere kunne klare 100 og at dine kollegaer måske kan klare mere, det er jo ligegyldigt. Du brød ned på det dengang og hvem siger, at dine kollegaer har det godt med de 100 cm?
Hvis dit optimale i virkeligheden altid har ligget på 40 cm, så har alt, hvad der gik derover, i virkeligheden været et for stort pres i forhold til din ydeevne og dermed har det for høje mål langsomt brudt dig ned.
Det kan også være, at du efter at have ligget på 40 i lang tid en dag VÆLGER at prøve om du kan få den op på 50. Måske har du fået opbygget et overskud, så du nu vil have det godt med det.
At man ikke kan det mere, man engang har kunnet, er ikke noget nederlag. Hvis man tidligere har drevet rovdrift på sig selv og har været vant til at overskride sine egne grænser, for at leve op til omgivelsernes og egne forventninger, så kan det bare føles sådan. Men fordi man hårdt presset KAN nå et mål på 100 cm, så er det ikke ensbetydende med, at man skal gøre det. Man bliver syg af at overskride sine egne grænser.
Starter man på 0 punktet, kan det kun gå fremad. Starter man i toppen, kan det kun gå nedad. Det handler om at finde ud af, hvor det niveau er, som du har det godt med.
Antager man, at man intet kan, så vil alt derover blive succesoplevelser.
Antager man, at man kan alt, så vil alt derunder blive fiaskoer.
Jeg håber, at dette måske kan give lidt andre indfaldsvinkler?
Hilsen Helene
Tusind tak for dit indlæg. Det er rørende, at du bruger så meget tid på at hjælpe en vildt fremmed.
Ja, i starten af jeg var sygemeldt gik jeg til psykolog, men på et tidspunkt følte jeg ikke jeg kom videre med det og stoppede.
Egentlig føler jeg, at jeg under hele min "indslusning" på arbejdet igen, har sat målene forholdsvist lavt og stille og roligt sat dem op. Men jeg har nok selv haft en forventning om, at nu hvor det gik godt, jamen så kunne jeg jo "næsten" det hele igen, blot jeg efterlevede nogle simple regler, såsom ingen overarbejde, masser af frisk luft og søvn osv.
Jeg vil i hvert fald tage dit råd med i mine tanker og det kan godt være, at overliggeren (for nu at blive i din termonologi) skal sættes lidt ned igen.
Hilsen Birgit