hjælp!
Hej! Jeg synes selv har jeg et stort problem - det er i hvert fald noget der plager mig meget, og som jeg tænker meget på. Jeg har været seksuel aktiv siden jeg var 15, og har haft 4 forskellige sexpartnere. Den første havde jeg kun sex med 2 gange, den anden også få gange, den tredje én gang, og så har jeg haft en kæreste i 2 år, som jeg ikke har længere. Mit problem er, at min selvtillid er helt i bund. Den første og tredje partner (dem som jeg havde sex med henholdsvis 2 og 1 gang) der var det drengen der lavede det hele (missionær og doggy), og den 2. partner red jeg heller aldrig, fordi kondomet altid sprang når jeg prøvede. Som I nok har regnet ud er problemet, at jeg ikke kan ride en dreng under sex! I starten kunne jeg godt nogenlunde med den 4. partner (kæresten), men har altid følt mig dum og utilpas når jeg har gjort det, og langsomt blev det bare noget jeg aldrig gjorde, fordi han samtidig fortalte mig, at jeg ikke gjorde det helt rigtigt (hvilket fik mig til at føle mig endnu dummere!) . Siden da har jeg ikke turdet prøve! Det gik nogenlunde mens jeg var kærester med den 4., fordi han fortalte at han aldrig rigtig havde tændt på når hans sexpartnere havde redet ham. Men nu er jeg igen single og tør ikke have sex med nogen (hverken bare for hyggens skyld i byen eller hvis jeg nu skulle få en kæreste), fordi at jeg simpelthen ikke tør prøve (det er gået galt de få gange jeg er blevet lokket til det, fordi jeg har været for nervøs pga. tidligere fiaskoer). Jeg vil bare gerne ud af den her onde cirkel!! Håber I kan og vil hjælpe mig, for jeg vil så gerne!!
Kommentarer
Du er stadig ret så ung, og så vidt jeg kan se, så handler dit problem om diverse sex-stillinger og at du har følt dig nedgjort af nogle af dine partnere?
Hovedproblemet lader til at være kæreste nr. 4, der fortalte dig, at du gjorde det forkert? Jeg ser faktisk, at det var ham og ikke dig, der gjorde det forkert. Hvorfor kunne han kun fortælle dig, at du gjorde det forkert -kunne det måske have været en ide, om han havde fortalt dig, hvad han kunne tænke sig, så jeg gætter på, at han altså heller ikke vidste, hvad han ville, og så er det da meget nemmere at give dig skylden.
Jeg er ikke helt klar over, hvad du ellers mener med ”fiaskoer” - jo, kondomet springer, hvis du rider, men er det meget vigtigt for dig, at det skal være den stilling, du starter med? Nu har jeg set, at du som sådan gerne vil ud i byen og have hyggesex, og den slags er da sjældent den helt store optimale oplevelse. Jo, det kan være hyggeligt, man får måske en orgasme, men når der ikke er følelser med, så kan det jo ikke blive ret meget mere.
Og så er du nervøs for en eventuel kæreste. En kæreste er vel ikke udelukkende sex? Hvis du skal have en kæreste, så må det vel være noget med at I forelsker jer i hinanden, har nogle følelser, der skal udveksles i samhørighed, og det aller, aller vigtigste i et parforhold må være, at I kan tale sammen om det, der betyder noget for jer. Sex er således noget, der gradvist skal udvikle sig. I starten af et forhold er sex vel også noget, man stille og roligt finder ud af sammen.
Jeg er ikke helt sikker på, jeg forstår dig. Du er jo ikke en fiasko, fordi du ikke kaster dig over fyren, og styrer hele akten, det tror jeg da i øvrigt mange fyre vil blive noget forskrækkede over. Jeg vil da mene, at i begyndelsen føler man sig forsigtigt frem hos hinanden, og måske spørge stille og roligt ind til, hvad man godt kunne tænke sig, og selvfølgelig selv fortæller, hvad man selv kunne tænke sig. Måske handler det om, at du er bekymret for at virke passiv, at du føler, at du SKAL være meget aktiv? Der er ikke noget galt i at være den passive, men man skal bare ikke være det hver gang; hvis du gerne vil ride, så er det jo ham, der er den passive. Man kan have rigtig god sex ved at den ene er passiv eller ved at begge er aktive – der er ikke noget, der er mere ”rigtigt” end andet - man skal sammen finde ud af, hvad man selv synes om i den givne situation.
Hvis man begynder et forhold med det helt store show, så kan det da kun gå ned ad bakke bag efter. Jeg vil mene at man begynder neden for bakken og så i samhørighed sammen arbejder sig op på toppen.
Et parforhold handler først og fremmest om dybe samtaler, hvor man gradvist tør blotte sig mere og mere, og sammen udvikler hvad man kan lide og hvad man ikke kan lide.
Håber, du kan bruge noget af det her.
Gode tanker
Med fiaskoer mener jeg; at efter han fortalte mig at jeg gjorde det forker (han fortalte at jeg skulle løfte numsen lidt mere op og ned, så på en måde fortalte han mig hvad jeg skulle gøre), og så prøvede jeg at gøre det rigtigt, men blev virkelig nervøs for at blive irettesat igen, så det gik helt galt og følte mig virkelig dum. Så fortalte jeg ham, hvordan jeg havde det, og han prøvede at trøste mig og så gik der virkelig lang tid, hvor jeg ikke prøvede, hvor han indirekte prøvede at lokke mig til det, men var stadig virkelig nervøs og undgik det. Jeg er også bare irriteret over, at jeg har redet ham flere gange førhen, hvor han slet ikke har sagt noget om at det var forkert, og så pludselig falder bomben bare. Problemet er nok også, at jeg er meget perfektionistisk og jeg SKAL gøre alting rigtigt, og ser denne irettesættelse som noget meget slemt.
Problemet er, at jeg fremover ikke vil turde tage styringen (selvom jeg har meget lyst), fordi jeg er bange for at jeg bliver så nervøs, at jeg går helt i sort.
- og lige en ting til: de gange jeg har prøvet at gøre det efter irettesættelsen, har jeg prøvet langsomt at sætte mig ned over ham og føle mig frem (ligesom hvis man nu skulle prøve det for første gang), men så har han bare taget mig om hofterne og gjort det hele, mens jeg sad på ham - meget utålmodigt, fordi han har været tændt. Han har nok gjort det for at være sød, men det har irriteret mig og gjort mig endnu mere nervøs fordi dét heller ikke var godt nok at forsøge, når jeg nu bare selv ville prøve stille og roligt.
Det kan da godt være, du kan score topkarakter på perfekt teknik og elegance, men det er slet, slet ikke det et sexliv eller et parforhold handler om. Tvært i mod.
Jeg mener stadig ikke, at din ekskæreste overhovedet kunne tillade sig at kritisere dine præstationer, for lige så snart man får at vide, at man ikke er god nok, så giver det nogle nederlag - helt sikkert.
Han er jo så heller ikke din kæreste længere, og med en sådan indstilling, bliver han ikke speciel populær blandt kvinder - så glem ham, men prøv dog en gang at vende tanken, at selv om man har planlagt sådan eller sådan, så er det da mange gange mere fedt, hvis følelser og ophidselse tager over, så det bliver helt anderledes.
Et sex- og samliv kan man altså ikke planlægge ned til mindste detaille, det er følelser og impulsivitet, der bør være det styrende.
Perfektionisme er en god ting, men ikke alle steder.
Når du finder en kæreste på et tidspunkt, så er det en rigtig god ide at tale sammen, meget grundigt, om drømme, fantasier, og selvfølgelig også om virkelighed og hvad man tænder på f.eks. seksuelt. Hvis man virkelig kan tale sammen og tale til bunds, så har man gode chancer for et godt samliv.
Jeg er stadig rigtig gode venner med min ekskæreste, og vi har det godt sammen som venner, men jeg tror at vores forhold handlede meget om at føle sig bedre end den anden både mht. skole og i parforhold, og det er resulteret i en meget lav selvtillid, hvilket jeg ikke har haft i andre forhold. Håber jeg kan smide det fra mig, så jeg ikke får det sådan med andre kærester.
Tak for hjælpen!