Jeg forstår ikke mig selv længere!
Kære alle.
Okay.. Jeg har det virkelig underligt!
Jeg går i 2.g, og i midten af 1.g skiftede jeg klasse, pga. studieretning. Jeg kom så ind i en klasse jeg ikke havde regnet med, mens min veninde, og alle de andre der havde skiftet klasse kom ind i den anden. Jeg gik lang tid og overvejede at skife, men valgte at give det en change!
Det gik også bedre, men så efter sommerferien gik det dårligt igen.
Så jeg besluttede mig endeligt for at skifte.
Der gik noget tid, og det blev afgjort at det ikke kunne lade sig gøre!!!
Nu går jeg så stadigvæk inde i min klasse, 2.g er snart slut - og jeg hader det!
Vi har lige været på studietur, og jeg kunne slet ikke kende mig selv, blev mere og mere indelukket, begyndte at spænde i hele kroppen, kunne ikke overskue at snakke, blev over distræt osv.!
Jeg har altid været meget social, og haft nemt ved at snakke med mennesker. Jeg har også altid set mig selv som en glad og tilfreds person - men efter den tur, er det som om alt har ændret sig!
Jeg har læst i en bog, og har fundet ud af at det der skete på den tur, var de første skridt på vejen mod en deprission.
Jeg ved at det hele er startet pga. at jeg ikke har givet mig selv lov til at kunne lide min klasse - da jeg hele tiden har haft i baghovedet at der fandtes "noget bedre".
Problemet er at det nu ikke længere er klassen der er et problem, men mig selv!
Jeg ved overhovedet ikke, hvordan jeg skal tackle det!
Uden for klassen, i weekenderne osv. er jeg helt mig selv, og tit tænker jeg:
SÅ NANNA, nu tager du dig sammen, du er sød og dejlig, få dig nu en god dag!!
Men lige så snart jeg kommer op i min klasse, nærmest idet jeg træder ind, eller ser en af dem på gangen, får jeg det dårligt igen.. Jeg spænder i kroppen osv.!
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre! det er så fucking mærkeligt!!
Også fordi at jeg kan mærke at de godt kan lide mig, der er specielt to der inde jeg snakker godt med.
Men oppe i klassen er jeg bare ikke i stand til at være mig selv.
Det er ikke dem der holder mig unden for, men mig selv der holder mig selv undenfor!!
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre - i dag kom jeg i skole og var rigitg glad, men i starten af anden blok var jeg lige ved at begynde at tude!
Er det en deprission?!! Men den er der jo kun når jeg er inde i klassen, jeg er så forvirret! Hvad skal jeg stille op??! Det er altså virkelig et stort problem!
Det fylder så meget inden i mig!
Og jeg kan mærke at det også påvirker mig i forehold til engagement rent fagligt - jeg er også kommet bagud med afleveringer!
Jeg har ikke lyst til at droppe ud, da selve gymnasiet er rigtig godt!
det er bare min klasse. Jeg er ikke glad når jeg er der inde.
Jeg føler mig så ynkelig, HVAD SKAL JEG GØRE??!
Jeg har snakket med folk om det osv.!
Men det er som om at jeg bare er låst fast i troen om at det aldrig vil blive bedre!
Jeg elskede gymnaiset og det sociale netværk, da jeg startede(var rigtig glad for min gamle klasse) men efter jeg skiftede klasse var det som om, at det hele, i perioder, blev lidt sværere!
Og nu her, efter studieturen, er jeg kun ordentligt glad, når vi har fri.
Hvad skal jeg stille op?!
Håber der er nogen der forstår, eller kan komme med nogle gode råd - jeg forstår nemlig ikke rigtig mig selv længere!
Kh Nanna.
Okay.. Jeg har det virkelig underligt!
Jeg går i 2.g, og i midten af 1.g skiftede jeg klasse, pga. studieretning. Jeg kom så ind i en klasse jeg ikke havde regnet med, mens min veninde, og alle de andre der havde skiftet klasse kom ind i den anden. Jeg gik lang tid og overvejede at skife, men valgte at give det en change!
Det gik også bedre, men så efter sommerferien gik det dårligt igen.
Så jeg besluttede mig endeligt for at skifte.
Der gik noget tid, og det blev afgjort at det ikke kunne lade sig gøre!!!
Nu går jeg så stadigvæk inde i min klasse, 2.g er snart slut - og jeg hader det!
Vi har lige været på studietur, og jeg kunne slet ikke kende mig selv, blev mere og mere indelukket, begyndte at spænde i hele kroppen, kunne ikke overskue at snakke, blev over distræt osv.!
Jeg har altid været meget social, og haft nemt ved at snakke med mennesker. Jeg har også altid set mig selv som en glad og tilfreds person - men efter den tur, er det som om alt har ændret sig!
Jeg har læst i en bog, og har fundet ud af at det der skete på den tur, var de første skridt på vejen mod en deprission.
Jeg ved at det hele er startet pga. at jeg ikke har givet mig selv lov til at kunne lide min klasse - da jeg hele tiden har haft i baghovedet at der fandtes "noget bedre".
Problemet er at det nu ikke længere er klassen der er et problem, men mig selv!
Jeg ved overhovedet ikke, hvordan jeg skal tackle det!
Uden for klassen, i weekenderne osv. er jeg helt mig selv, og tit tænker jeg:
SÅ NANNA, nu tager du dig sammen, du er sød og dejlig, få dig nu en god dag!!
Men lige så snart jeg kommer op i min klasse, nærmest idet jeg træder ind, eller ser en af dem på gangen, får jeg det dårligt igen.. Jeg spænder i kroppen osv.!
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre! det er så fucking mærkeligt!!
Også fordi at jeg kan mærke at de godt kan lide mig, der er specielt to der inde jeg snakker godt med.
Men oppe i klassen er jeg bare ikke i stand til at være mig selv.
Det er ikke dem der holder mig unden for, men mig selv der holder mig selv undenfor!!
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre - i dag kom jeg i skole og var rigitg glad, men i starten af anden blok var jeg lige ved at begynde at tude!
Er det en deprission?!! Men den er der jo kun når jeg er inde i klassen, jeg er så forvirret! Hvad skal jeg stille op??! Det er altså virkelig et stort problem!
Det fylder så meget inden i mig!
Og jeg kan mærke at det også påvirker mig i forehold til engagement rent fagligt - jeg er også kommet bagud med afleveringer!
Jeg har ikke lyst til at droppe ud, da selve gymnasiet er rigtig godt!
det er bare min klasse. Jeg er ikke glad når jeg er der inde.
Jeg føler mig så ynkelig, HVAD SKAL JEG GØRE??!
Jeg har snakket med folk om det osv.!
Men det er som om at jeg bare er låst fast i troen om at det aldrig vil blive bedre!
Jeg elskede gymnaiset og det sociale netværk, da jeg startede(var rigtig glad for min gamle klasse) men efter jeg skiftede klasse var det som om, at det hele, i perioder, blev lidt sværere!
Og nu her, efter studieturen, er jeg kun ordentligt glad, når vi har fri.
Hvad skal jeg stille op?!
Håber der er nogen der forstår, eller kan komme med nogle gode råd - jeg forstår nemlig ikke rigtig mig selv længere!
Kh Nanna.
Kommentarer
Jeg forstår godt din frustration.
Inden jeg gik på gymnasiet havde jeg et utal af venner,
og jeg havde aldrig tænkt over, jeg kunne få problemer.
I min folkeskoleklasse deltes vi ved gymnasiet (de fleste..),
så en del kontakt gik tabt.
I starten af gymnasiet havde jeg det fint med nogle fra klassen,
men så skete der lige pludselig et eller andet.
Jeg synes, jeg var mig selv, men jeg følte, at de i klassen talte et sprog,
jeg ikke forstod. Jeg tænkte: jeg kan nok lære at forstå deres sprog -
jeg var naiv og troede, at jeg kunne blive venner med alle, men
nogle gange er man bare på det forkerte sted!!!!!
Efter jeg begyndte på universitetet, har jeg aldrig følt mig utilpas siden.
Derfor: bare rolig du skal nok finde dig selv igen!
Dét der gjorde, jeg ikke kunne sammen med gymnasieklassen var,
at elevernes individuelle mål var at blive så populær som overhovedet muligt:
dette faktum kan godt drive mange sindsyge. Jeg kan kun forestille mig,
at forholdene må være endnu værre nu (end da jeg gik i gymnasiet). Håber du finder dig til rette et sted, hvor folk ikke blot dømmer én på, hvor hurtig man er og hvor populær man er. (Jeg gik tilsyneladende i en meget overfladisk klasse -- ved ikke om du har haft samme problem).
Det kan godt være, det gjorde dig mere forvirret - men det var min opfattelse af gymnasietiden.
Sara